Hvorfor skriver centrallyrikere så kedelig meta - Anmeldelse Under Ombygning 2

og hvorfor roses deres kedelige meta af IKKE KUN kedeligt centrallyriske anmeldere?

Fordi (svar på begge spørgsmål) centrallyrisk meta er kitschet, sentimentalt, IKKE-spilfærdig, U-prægtig meta, lækkermeta!

Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl blev som forventet anmeldt på dagen og beundret uhyre i alle landsdækkende dagblade, 5 stjerner/hjerter i JP, Berlingske, Politiken, med Tue Nexøs og Thomas Breddorffs Inf- og Pol-anmeldelser som de mest nuanceret nærlæsende, men også her var respekten unødvendigt næsegrus overfor en digtsamling, der nemt kunne affærdiges som en mellembog, hvis ikke Mighty Thomsen var forfatteren, og der var gået de 9 og 15 år siden sidst (kun ved at se bort fra Det værste og det bedste kan Tue få bogens forholdsvis åbne, upyntede stil til at være et novum i forfatterskabet).

Nå, men de mange meta-manøvrer roses af både dumme Erik Svendsen og kloge Tue, her Svendsen, der er meget bange for at mishage den gennemsnitlige JP-læser:

Lad mig fremhæve bare en stor kvalitet i ”Rystet spejl”, nemlig dens åbenhed, dens appel til læseren via de eksplicitte metalag - dvs. steder, hvor fiktionen brydes, og vi ser, at sceneriet er en papirkonstruktion - eller noget, der er skabt af ord. Ja, det lyder som intellektuel gymnastik. Men fordi digtene kreerer stemninger og skaber situationer, der fremstår som genkendelige, bliver læseren aktiv. Hele pointen ligger i titlen; digtene er som et rystet spejl.

Når det er er Thomsen, der begår meta, er meta pludselig en åben appel til læseren , men når det er (os) andre, er det hver gang forsnottet onani. Pudsigt!

Og her Tue, der citerer og roser det samme digt, som jeg jeg tog under behandling i den første Anmeldelse In Progress-blogpost:

Hvad mere? Nogle af de virkeligt fine digte i Rystet spejler dem, der ikke handler om digtningen i al almenhed, men om at skrive netop denne tekst: Hvad den kunne være, hvad den ikke blev. Det minder om Klaus Høecks ofte meget konkrete og morsomme metadigte:/ »Her skulle egentlig have stået digt/ som jeg nu har kasseret/ selv om det indeholdt/ en rammende bemærkning om mine fjender/ plus et par rigtig flotte linier/ som er typiske for min poesi/ men hvad skal det til for/ nu hvor syrenerne blomstrer/ og jeg underligt nok er ældre/ end min morfar nåede at blive/ så iført hans koksgrå jakkesæt/ går jeg en tur i den moderne verden/ hvis uforståelighed er banal/ sammenlignet med at krydse grænsen/ fra det selvfølgelige ved at være til/ til det mærkelige i ikke at være død./ Nå ja, de flotte linjer kom med i sidste halvdel. Dér står forfatterskabets forskellige signaturer stilistiske, motiviske nærmest i kø./ Men det kræver altså en vis sikkerhed at skrive linjen »men hvad skal det til for« om kvaliteterne i sin egen poesi. Det kræver en vis sikkerhed at punktere sig selv så let og så eftertrykkeligt. Og alligevel fortsætte ufortrødent.

Jeg forstår ikke det imponerende i selvpunkteringen, når den netop kvalificeres ("hvad skal det til for ... nu hvor") af en fuldstændig uironisk genoppumpning af "flotte linjer" og i kø-stående stilistiske, motiviske "sigtnaturer". Hos Thomsen (modsat Høecks hårde, nøgterne pjank) er meta-fagterne kokette-desperate retoriske tricks til at bringe digteren og læseren ind i det sædvanlige inderlige-dybsindige herreskrædderi (ret cirka Hvidberg, grundlagt 1780, ved Vandkunsten, som jeg besøgte for nylig) - dertil kommer, ukommenteret af anmelderne, rekordmængden af banale-kønne, ofte genbrugte metaforer på selve skrivningen/skriften (der igen er fuldstændig uden humor eller ironi eller seriøst sprogspil (på kryds og tværs fx) eller til den anden (omkringcirklende) side drastisk, crazy barok (som hos Høeck (begge yderligheder)); det er keeeedeligt kønne meta-metaforer: sorte roser i sneen, skakspillets kølige skønhed, bogstaverne i mine digte letter med et et ryk fra det hvide papir og flyver bort som sorte insekter, fuglenes små urokkelige skrifttegn, dette sorte spejl, (billygter gennem) tekstens mørke, se det hele gennem digtets firkant på det hvide papir, digtets rystede spejl, disse linjer gennem hvis sorte gitter du stirrer ned i det hvide papir der svæver under hvert eneste digt, Moby Dicks sorte skrifthav, sorte fletværk hen over A4-arkenes lys.

NÅ! nu skal jeg til Århus og snakke videre om Spejlets røst og Mads Myginds anderledes lovende debutsamling, KOM MED, her er reklamen:

#1 KRITIKERSALON – LIPS & STANDART

Standart og Litteraturen på Scenen (LIPS) afholder i fællesskab kritikersalon onsdag
d. 2/3, kl. 19, og det i Aarhus Kunstbygning.

I den forbindelse vil det til lejligheden sammensatte kritikerpanel diskutere to aktuelle
værker. Panelet består af Dan Ringgaard (lektor, dr.phil., Nordisk, AU), Lars Bukdahl (kritiker, Weekendavisen) og Stefan Kjerkegaard (adjunkt, ph.d., Nordisk, AU), og denne aften skal de tre diskutere henholdsvis “Rystet spejl” af Søren Ulrik Thomsen, der er digterens første samling siden 2002, og “Før vi har set os omkring” af debutant Mads Mygind.

- og på fredag anmelder jeg faktisk bogen ...

Forglemmelse af fravær - Anmeldelse Under Ombygning

Hov, den mangel ser jeg først nu! Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke prosadigte længere!!?? De er nogle af de skønneste, fordi klareste og/eller særeste (og mindst klangfacistiske), tekster i det lyriske værk, og indtil nu har hver digtsamling indeholdt 1 eller flere. Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke længere prosadigte??!!