Camperet virkelighed & sørgelig skønhed

Lone Hørslevs roman Sorg og Camping, der udkom i går, får fire stjerner i JP, men 5 hjerter/stjerner i både Politiken og Berlingske og pænt begejstret anmeldelse i WA, og jeg nægter at være bekymret over, at min uskrevne anmeldelse sandsynligvis ikke ville have været frygteligt anderledes end (ud over at den ville have været klogere og sjovere og mere velskrevet selvfølgelig - og været foruden MBZ's Madame Bovary-jævnføring) end Mikkel Bruun Zangenbergs Politiken-anmeldelse og Leonora Christina Skovs WA-anmeldelse, og nægter at nægte at være komplet glad for romanen som et med sin livfulde stil og dynamiske komposition stykke fuldfedt vellykket værkhed. Jeg synes romanen til overflod lykkes med det projekt, Erik Svendsen i JP ikke kan få til at gå op - som om kun kunstnerisk kedsommelighed er sandfærdigt, når det handler om den elskede hverdag:

Konflikten mellem kunstnerisk stilisering og på den anden side den flade hverdag, der slider konflikterne og følelserne ned, dirrer igennem romanen. Jeg synes ikke, at Lone Hørslev løser spændingen. Kunsten, arrangementet, det kunstfærdige plot vinder. Realismen er fingeret. Men okay, de fleste læsere ved godt, at kunst og hverdagsliv ikke er hinandens spejl. Desværre.

Lars Frosts roman Skønvirke, der udkom torsdag, får rent gode anmeldelser i Berlingske (5 stjerner, ved nedenfor udskældte Per Krogh, der her giver sig selv lov til at læse SELV) og Politiken (5 hjerter, ved Mikkel Bruun Zangenberg, og den anmeldelse har jeg ikke orket at læse endnu, for hvad nu hvis jeg igen er helt enig ...) 4 stjerner i JP (anmeldelsen citeret nedenfor i kommentar til ikke-anmeldelses-blogpost) og en (kvalificeret) lettere skeptisk anmeldelse i Information ved Lilian Munk-Rösing og en (kvalificeret) særdeles skeptisk anmeldelse i WA ved Joakim Jakobsen, den første først:

Jovist kan Lars Frost kombinere requiem og femikrimi, men risikerer et requiem ikke at blive rent arrogant attitude, når det nok rummer vrede og bulder og brag, men ingen sorg? Jeg er nu meget tæt på at sige noget, som jeg godt ved, at jeg ikke kan sige uden at være stærkt på vej til at blive brutal sexmorderske, men jeg savner i Lars Frosts fortællerblik bare en troldsplint af den kærlighed, der kan gøre vreden til en insisterende tiltale og ikke blot kynisk hån.

Og JJ i WA:

Netop fordi Lars Frost er så dygtig - i replikflow, i stemmeskift, i de rå optrin og ikke mindst i forbløffende og meget henrivende naturbeskrivelser, bare tre-fire linjer ad gangen - bliver stilhoppet meget voldsomt. Det føles aggressivt og koldt. Som at blive fanget af en fremmed, muligvis farmaceutisk samtalepartner på en bar eller i en togkupé, der manipulerer samtalen i baghold og pludselig udspørgen. Ikke videre behageligt. På samme måde tillader Lars Forst ikke læseren at komme helt ind - man puffes tilbage et hånligt fnys, netop som man er gået med på gruen eller spøgen./ For mig at se er denne roman et demonstrativt spild af talent. Gang på gang sprænger Lars Frost det dygtige tilløb, som læseren lige er er gået med på, i luften. Til sidst føler man ikke længere velkommen.

Men hvorfor skal man absolut føle sig "velkommen" eller have det "videre behageligt" eller, væmmeligst, "komme helt ind" i et litterært værk - jeg synes faktisk sammenligningen med den fremmede, fjendtlige samtalepartner er meget god, bortset fra at det er en bog, og den bog er en roman, og at romanen lige så meget puffer sig selv tilbage i barstolen med det dér akkurat hånlige fnys som læseren, for ikke at tale om personerne. Og i en roman, til forskel fra virkeligheden, synes jeg, det kan være absolut forfriskende at blive behandlet ad helvede til , så længe det sker med eksplosivt kunstnerisk talent (jf. fx også Preben Major og (tidlig) Harald Voetmann), der jo ikke er "spildt", bare fordi det går op i røg, kulørt krudtrøg, som et stiligt selvmordsfyrværkeri lige op i fjæset. Og så kan man jo sagens bagefter, med tilsodede briller, læse en roman, der behandler læseren og sig selv og personerne kærligt og konstruktivt, som fx Sorg og camping (bortset fra at et par personer behandles absolut mindre kærligt, og at de indlagte drømmereferater er mere dekonstruktive end konstruktive). Jeg vil ikke vælge mellem gæstefrie, behagelige, indlevede romaner og fjendtlige, ubehagelige, distancerede romaner, og det behøver jeg heller ikke, lykkeligvis.