Forventet, men alligevel chokerende værkfaktum

I form af Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid, som jeg fik i hånden på avisen i fredags, selvom den først udkommer om næsten en hel måned, 15, april, og som jeg frivilligt har følt mig tvunget til at sige nej til at anmelde, fordi jeg er kommet til at kende forfatteren for godt, hvilket betyder at jeg ikke kan klage - til nogen - over ikke at skulle anmelde den, men vel godt klage MIG - i sådan et ensomt pæreulvehyl til himlen - over ikke at skulle anmelde den.

Men hvad skal jeg så gøre med bogen, ud over simpelthen at læse den, men det halve i forgårs og hele i går brugte jeg på IKKE at læse den, at gå rundt og rundt om ikke den varme grød, men den cool grid måske, fordi jeg var bange for 1, 2, 3 at sluge den, at læse de kun 160 sider i en alt for hurtig ruf - og desuden er den ankommet alt for tæt på Lars Frosts og Lone Hørslevs nye romaner, som jeg stadigvæk ikke er færdig med at fordøje, og tilsammen er det de 3 bøger (af dem jeg har vidst/ ved af), jeg har glædet mig mest til dette forår (ikke fordi jeg ikke også glæder mig til fx romaner af Thorup og Grønfeldt, men ikke med samme feberhede glød!), men hvordan skal jeg rumme at læse dem alle 3 i den samme forbandede marts-uge (med den tilføjede dybe smerte ikke at skulle anmelde dem ...)?

På den anden side er det IKKE en option at lade 1 dag mere henrinde uden gennemlæsning (jeg tager mig hele tiden i lige at slå op og læse en hel eller halv fantastisk sætning og et par gange et helt afsnit, før jeg forskækket smider bogen fra mig, som om jeg har brændt mig), så jeg foreslår (mig selv) følgende løsning: at tvinge læsningen ned i tempo ved at skrive notater om den samtidig, med klokkeslet og sidetal, som det appendiks, jeg alligevel skal skrive om romanen til den "Minimalmarathon" gennem hele forfatterskabet, jeg gennemførte i april 2009 til den antologi om Helle Helle, der omsider udkommer på Samleren til efteråret. Jeg skal lige bladre i min avis og spise en slags morgenmad og regner så med at gå i gang (jeg kan finde ud af om jeg skal notere direkte i en tekstfil på computeren eller ligesom i minimalmarathonen med håndskrift på en notesblok, hmmm ...) ca. klokken 7:30 i dag søndag. Her er i mellemtiden et uddrag fra minimalmarathonen, første halvdel af læsningen af Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

Læseforventning til Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

Den glæder jeg mig til at læse, fordi det sammen med Hus og hjem er den HH-bog, jeg har læst mindst, måske faktisk kun 1 gang hele vejen igennem, men forhåbentlig ikke! Jeg husker kun de gamle kvinder og plottricket: død og så historie – men hvad fanden sker der ellers?

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand påbegyndt klokken 16:56:

16:57, s. 5: ”yogapose”. 16:58, s. 6: ”yogapose” + brat død. 16.59, s 7: nonchalant overgang, “men først var det (…), Kim genopstandet. 17:01, s. 8: (yogapose og) ”Paraply og mursten”, Lautreamonts møde mellem en paraply og en symaskine på et operationsbord. 17:02, s. 10: gammel dame-forvrængninger, -nonsens, ”tesas”, ”dollas”. 17:03, s. 12: ”sjælevarmer i skabet”! ”tørmoppen”. 17:09, s. 22: fint flimrende og barokt mylder af hospitals-samtaler/oplevelser vs. Pablo Llambìas’ kølige analytik i Det ukendte barn. 17:12, s. 27: ”ikke til at forklare hvordan Luffe så ud. Man kunne ikke se det for sig”, karakteristik som anti-karakteristik, ”Man er en hel radiator”, Sonnergaard. 17:15, s 31: tidsspring, hopsa til marts, igen igen. 17:19, s. 37: Kim vranten forfatter i delvis skriveblokering, som ”Bente” i Ned til hundene. 17:20, s. 38: ”Fidelidut”, fjantet/nonsensisk hilsen. 17:21, s.39: gebis ”under et levnet stykke kød. Det var en overmund”, konkret surrealisme. 17:26, s. 45: hele tiden kommer man igen i tanke om Kims forestående død, især når han er mest irriterende patroniserende, etisk sabotage. 17:27, s. 47: (Kims) død + liv (i Esters mave), ligesom dødsdømt hund + gravid datter i Biler og dyr. 17:30, s. 51: ”Man kan ikke have en mand, der hedder Luffe”, navne, (tilbagelæsning) ”bestilte medaljer”, pludselig bogstaveligt. 17:35, s. 54: ”havde fået fjernet en vorte”, ”Ned til hundene’s vortelæge. 17:36, s. 55: ”spinattærte”, som et kærestepar venter på, hvilket DE bliver tydeligere af.

[kort telefonsamtale med Jens B, idé om kun at tale sort til alle et halvt år]

17:39, s. 58: ”mens hun rullede en softice i drys”. 17:40, s. 59: de musikalske ryk ml. dialog og dækket direkte tale, ”Det gjorde ondt helt ind i den forpulet store krop”. 17:41, s. 60: ”en slags sidelæns omfavnelse”, ligesom HH af sine personer. 17:45, s. 61-62: et ”Jo” er ikke et ”Ja” (distraherende center-musik-tilrigning). 17:44, s. 63: vådt hår igen og igen, stressfaktor, -resultat. 17:47, s. 68: ”aftenprut”, intimterror-aktion og -ord. 17:50, s. 72: ”Hele lejligheden lugtede af varmt hår”, surreel sætning + intimterror/overtagelse. 17:51, s. 75: ”en tør uge”. 17:53, s. 76: Hos ”kommunistfamilie”, uforklaret for nu.

Midtvejsrapport om Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

En ren fornøjelse i en vis fart, fordi der bare er så meget overflødig klarhed – i den jo ikke særligt komplicerede historie (om Esters invasion) med dens ikke særlig komplicerede følelser (ægteskabs-ulighed, gæste-uvelkommenhed). Det er som at læse den første gang; Kims fremtidsgenfærd huskes bedst, mens al den fede overflod har været mere tåget, uretfærdigt nok og jo nok pga. Rødby-Puttgarden og Ned til hundene’s positive slagskygge – jeg er hurtigt videre.