Dette er ikke en anmeldelse af Lars Frosts Skønvirke

- desværre og heldigvis! som jeg plejer at sige -

jeg blev færdig med romanen for et par timer siden, og WTF sker der i de sidste to kapitler, "Comunio" (uddrag trykt i det seneste nr. af Den Blå Port) og "Libera me" (Skyum, der forhåbentlig (ikke`) anmelder i Inf, må forholde sig til (alle) titlernes katolske links, det er hans forbandede pligt)!? Der skyder sig helt væk fra det omtrentligt stabile og (sci-fi)realistiske fiktionsunivers til først en vi-fortalt beretning om et forrået, omkringstrejfende kollektiv af løsarbejdere, og så et hinsides slutningen på Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang udsyret, sprogligt opløst fragmentarium (som jeg fremadbladrende havde snuset til, men på en sjov måde ikke rigtigt turde tro på, selvom det stod der sort på hvidt, før jeg rent faktisk nåede frem til det), og hverken det ene eller det andet ligner noget, vi før har set fra Frosts pen. Det er ikke for det: jeg synes det er fedt! tekstuelt som sådan og kontekstuelt i sin WTF-læserterror, men jeg er glad for, at jeg ikke i en anmeldelse proper er forpligtet på at formulere en rimelig eller urimelig forklaring (hurtigt skud fra hoften: post-velfærdsverden/skrift stadie 1 og 2?) eller rettere sagt: jeg er kun glad, hvis de designerede anmeldere rent faktisk når frem til nogle kvalificerede bud og ikke bare udbryder WTF? ligesom mig eller kortere og fjendtligere: F!

Jeg mener, det er slemt nok med det omtrentligt stabile og (sci fi)realistiske fiktionsunivers, der lige fra starten, der er lige ud af femikrimi af Elsebeth Egholm, implicit og eksplicit vrænger af sig selv, ved fx (det er så en implicit selvvrængen) sjældent at gide den sædvanlige frostske stilbrillians, men helst bare nøjes med distanceret, elegant skitserende henadskøjten - den endeløse, foruroligende juleidyl på Fanø (måske er det en roman, der kun kan forstås til bund af Fanø-bosatte digtere!?) - der så ligesom i Ubevidst rødgang pludselig eksploderer i sekundkorte actionklimakser (jeg røber INTET, om seksualmord og ildspåsættelser og attentater). Det er på enhver led Frosts sorteste og ondeste, mest læserterroristiske og fiktionsfjendtlige, herunder fiktionspersonfjendtlige (forfatteren kan nu ikke lade være med, og det kan læseren så heller ikke, at holde af den groft ucharmerende kriminalbetjent og tyksak Mathilde) roman - med mindre de Finneganske brokker til sidst skal forestille en happy ending, det er ikke umuligt!?

Inden jeg slutter her og grubler videre, vil jeg citere romanens mest frostsk stilbrillante afsnit, der selvfølgelig falder allerede på tredie side, og måske udgør et slags eksalteret emblem på romanens grumme, civilisationssardoniske vision (åh nej, nu tolker jeg igen, og det er ikke MIT job denne uge):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldsgrav mellem os og svenskerne. Hun ser udad, hun ser Den Ny Øresundsbro springer over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det grå og det blå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen. Som var der blevet sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som om der er en bataljon fra hæren, der kæmper og slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort, stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mørke, de nærmer sig kysten.

- romanen udkommer i morgen, og ingen vej udenom at anskaffe jer jeres eget eksemplar og læse jer frem til jeres eget What The Frost?!