Fibonacci-post (Nellie (Frank) + Rødby-Puttgarden (Helle))

- fra Niels Fransk bidrag til det eksklusive festskrift til Helle Helle i anledning af de gyldne laurbær for Dette burde skrives i nutid:, 2011

Den 10/04/2011 kl. 14.34 (det vil sige, han lige er stået op LB) skrev Niels Frank:

Kære Helle, tusind tak for din bog, som jeg netop har læst færdig. En utrolig skøn oplevelse, i al sin mistrøstighed, når man tænker på din hovedpersons manglende evne, mildest talt, til at forbinde sig til omverdenen. Muligvis fordi der ikke er nogen hjemme i hende, eller hvis det er: fordi hun ikke har fået øje på SIG endnu eller med et vist overlæg vender blikket væk. Jeg til gengæld ser efterhånden, at dine bøger handler om (her lyder smækket på håndtasken) tomhed og længsler. Men så er der selvfølgelig de skønne langhårede fyre at rode rundt med, og det er da også god måde at møblere tomheden på, indtil altså også det bliver tomt. Måske skulle man da føje en ekstra omstændighed til det med "temaerne", nemlig selvblindhed. Som nu når Dorte skal fortælle om sit sammenbrud og forklarer det med, at "det var, fordi jeg lige havde lavet tunmoussen, med husblas". Hvor kosteligt! Og hvor trist. Og hvor storartet skrevet. Jeg ønsker dig al muligt held og lykke med modtagelsen, selv er jeg i Jordan, når bogen udkommer, men vil prøve at følge med på nettet. Og så glæder jeg mig meget, til vi mødes om et par måneder i Kongens Have!
Kærligst, Niels

Danish Literary Sensation Helle Helle To Harvill Secker

fra press announcement:

Michal Shavit, Editorial Director at Harvill Secker, has acquired World English language rights to Danish novelist Helle Helle's THIS SHOULD BE WRITTEN IN THE PRESENT from Sofie Voller at Gyldendal Agency in Denmark. Harvill Secker will publish in autumn 2014. (...) Michal Shavit, Harvill Secker's Editorial Director said: 'We are very proud to welcome Helle Helle to Harvill Secker. Helle is the Scandinavian master of the quiet existence, the unparalleled portrayer of everyday lives in out-of-the-way places, the consummate modern minimalist in whose books nothing and yet everything happens, mostly between the lines, and whose readers are never left unmoved.'

The novel is an intense study of the psychology of a young woman, Dorte Hanson, at a pivotal stage in life, crossing over into adulthood, at odds with herself, not knowing what to do, how to get a hold, where to go. Hanging on to the simple things that are easiest to grasp: making something to eat, getting on a train, washing a pair of jeans, buying a melon, having sex. Restless and uncertain, striving to keep a life together, powerless to move on. Helle's characters say the things people say, and yet everything seems to be left unsaid, and to exist vividly between the lines. It's a style reminiscent of Raymond Carver.


Det lyder jo fantastisk fint og meningsfuldt: At minimalisere den hele engelsktalende verden! Men må jeg ikke have lov til at insistere på, at Dortes efternavn ikke bliver oversat: Dorte Hansen er Dorte Hansen (og i romanen er der jo faktisk 2 DH'er) er Dorte Hansen også på engelsk, lige så meget som en melon er en melon er en melon fx.

Jeg så en roman i teatret

At man ikke kan - men ikke nødvendigvis ikke skal! - dramatisere en roman (af Helle Helle) demonstrerer Mungo Parks forestilling Dette burde skrives i nutid, instrueret og og komponeret af Martin Lyngbo, som jeg så til premieren i går i Allerød, med på samme tid rå og elegant, enkelt og virtuos opfindsomhed: De tre af de fire skuespillere, især de to og særligt den ene, Kasper Leisner, der spiller alle (i hver deres uvæsentlighed) væsentlige mænd, ryger ind og ud af rollerne, og romanens to nærtliggende spor bliver tit og ofte, når det er Per Finland-sporet, der kører, spillet som/ af to skuespillere på scenen på én gang, en fortællende og agerende, og al tale (der lidt hårdt er blevet lutter sydsjællandsk tale) er hentet ord til andet fra Helles bog og en del tale er formelt regi/ikke-dialog inkl. inquit'er: han sagde, hun sagde, hvilket alt sammen er fedt bogstaveligt og overrumplende vellykket (jeg havde forberedt flere rent høflige smil), hvortil kommer den snigende, mekaniske scenografi, som jeg ikke vil plotspoile nærmere - men for en hårdkogt HH-fan er sensationen selvfølgelig de 5 (FEM) autentiske, HH-forfattede festsange, der med stor indlevelse og for de fires vedkommende helt uafhængigt af (ikke)handlingen bliver afsunget undervejs - det er så autofiktiv, Helle kan finde ud af og tillader sig at blive (bortset fra hendes drømme-tekster): festsange indmonteret i roman-dramatisering - den seneste, kun få år gamle sang er aftrykt i kataloget, nogle af de øvrige, ældre og meget ældre, dvs. samtidige med bogens 80'er-(ikke)handling, bliver (IKKE - viser det sig, det er også kun søster-sangen) trykt i Politiken lørdag; og de afslører sig, sangene, som bevidst ikke særligt egensindige tekster, i forhold til hvor Helleske Helles bøger er, men bare rigtigt dygtigt og sjovt udførte, rigtige festsange, hyper-proffe brugstekster, genrerene og -uniformerede (og fx på ingen måde bekendende/udleverende), hvilket jo gør deres autofiktive effekt, i sig selv og og i roman-dramaet, yderst kispus-underfundig: her har I mig og mine, her har I os ikke; første strofe af "Min søsters 40 års fødselsdag", melodi: Mona, Mona, Mona:

det var meget tidlig morgen først i 1970
jeg sad ved køkkenbordet med min børnekrydsogtværs
pludselig gik døren op, der lå hun, hun var ny
hun var født i dobbeltsengen og hun skreg i vilden sky
vores mor var lidt kvæstet, så hun tog sig en kop kaff
jeg gik ind og så på barnet, jeg var ærligt talt lidt paf
morgensolen skinned på den lille fine krop
men siden har hun aldrig være tidligt op

og hun var så sød og dejlig, min lille rapand
med lange øjenvipper og Dracula-tand
åh, tina, tina, tina, godt du kom dengang
så vi kan sidde her og synge denne sang sammen

Gardin & stolpe

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

-  romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

Helle slår Messi og Krak og Jamie og Leif og Camilla og Jonathan og Krak og Krak og Line

BEVIS FOR AT DET ER FORÅR FOR ALVOR
- OG AT HELLE ER DEN BEDSTE DK-KORTLÆGGER!:

BogMarkedets Top 10 Uge 17 24 april- 30 april 2011

1 Dette burde skrives i nutid - Helle, Helle
2. Messi - Cailo, Luca
3. Krak kort over København og omegn
4, Jamies mad på 30 minutter
5. Utahs bjerge og andre historier - Davidsen, Leif
6. Fyrmesteren - Läckberg, Camilla
7. Frihed - Franzen, Jonathan
8. Krak kort over Danmark
9. Kraks kort over Nordsjælland
10. Verdens bedste mor - Baun Danielsen, Line

Data er baseret på indbertetninger fra ca. 170 boghandlere

1 ensom HH-hater

Der er noget meget forfriskende i, at der er 1 anmelder, der ikke bryder sig om Helle Helles nye og, vil jeg jo mene, objektivt gode roman Dette burde skrives i nutid, og ved at den anmelder befinder sig på Alt for damerne med signaturen ap for Anna Pia (Holmegaard) - heldigvis, for markedsføringen, er forfatterfotoet STORT:

Miljøer, detaljeret beskrevet. Mennesker, tørt portrætteret [!!?? som om der ikke kan være 100 x så meget liv i ordknap prærcision som i knævrende indlevelse]. Formen, uendeligt [!!??] gentaget. Ja, undskyld mig [nej, jeg vil ej!] .... HELLE HELLE har fået priser, hun har stensikret stilen med det übertæt skildrede hverdagsliv, hvor det store tydeligvis skal findes i det små, i denne læsers øjne desværre i "DETTE BURDE SKRIVES I NUTID" - i det mikroskopisk, indtørrede [igen den tørhed - jeg forstår det ikke!?] lillebitte. Måske er jeg nærsynet [nej, bare kritisk bælgøjet] og ser ikke formatet i historien om den unge kvinde, der er gået i stå i sin søgen, lytten, vandren efter en mening med livet [fint referat faktisk!]. Men motoren mangler. (tre stjerner)

Ja, motoren mangler, for det vidunderlige er, at romanen ikke skal nogen steder, den står knastørt og blomstrer på stedet. Men måske det nu, med 1 dårlig anmeldelse, bliver lettere at overbevise den unge avantgarde om radikaliteten og POESIEN i Helle Helles skrift.

28. april besøger Helle den fysiske undergrund i form af arrangementet Under Oplæsning 16 , Skindergade 24, 2. th., hvor hun optræder sammen med bl.a. Josefine Graakjær og Lone Aburas, så kan de lære det (altså ikke Josefine og Lone, men avantgarde og undergrund)!

Men hvor bliver Olga Ravns Femina-anmeldelse af nutid af?

Helle Helle-festival 6: Leif og Dorte er et par

Jeg talte i telefon med Jens B om Helles roman og kom til at tænke på, hvor meget Jens' roman Bombaygryde og Dette burde skrives i nutid ligner hinanden, i deres eksistentielle situation eller figur: Ungt, implosivt jeg og digter in spe netop lukket ud i den voksne virkelighed, som han og hun virkelig ikke er interesseret i eller klar til at forholde sig forpligtet til, hvilket er præcist lige lige så sjovt som rørende i de to romaner.

Helle Helle-festival 4: Minimalmarathon-uddrag II

s. 120: ”flapjacks (…) hvordan det end var kommet sig”, pedel-tydelighed, ”malede en træplade på to bukke”, ”kuffert i kuffertrummet”. 15:55, s. 122: eksistentiel/fuldet fortvivlelse/opstemthed, ”Jeg slog mine hænder i skibsbriksen, det førte ikke rigtig til noget, det var en skumgummimadras.” 15:58, s. 125: kindness of strangers? ”han med Cocioflaksen, jeg med min perletaske.” 16:00, s. 126: ”ansigtsmaske med hvedekim”. s. 127: ”Det hele gik meget gelinde” = sex.

(opvask)

16:17, s. 127: Få, men fine mad-passager, ”han fik wienerschnitzel, jeg fik noget med champignonsovs”, navnløs 3. kæreste-tydelighed: ”Når han grinede kom der ikke en lyd ud af ham.” 16:20, s. 128, nonchalant tidsspring frem til nutiden, ”Der kom en rolig periode på over otte måneder.” side 129: troværdigt studiekammeratnavn, Hase, ”au lait?/ - Olé”. 16:31, s. 133: blid digtersatire, ”Digtet hed Fuga for kød”, ”hvis der var noget med kunst, var der altid mindst en læderhat”, s. 134: ultimativ intethed: ”jeg sad og gabte og gabte en times tid”. 16:30, s. 135: ”plus lodne støvler med ruskindssnører”. 16:31; SUT-henvisning, fra Hase, ”Vi venter på nogen” med foto af ugle. S. 138: ”blev jeg ved med at se vinkeriet for mig”, lille optur. ”Det er kitsch (…)./ - Okay.” 16:34, s. 139: ”- Det er bare en der får luft.” 16:35, s. 140: Ib Michael i en fællestime, hi, hi. Genuint samvær: ”begge to siger meget okay”. 16:37, blid digtersatire fortsat, ”hun havde nogle meget velformede øjenbryn” (hvem, Juliane Preisler?), ”hun brugte ordet væsen flere gange”, så præcist (upræcist). 16:43, s. 147: stadig tristere dialog (med implicit sex), afskedskrokus. s. 148: Scala-eksistens med madpakke ”klapsammen eller et pitabrød med og drikkelse i en dunk.” 16:45, s. 149: post-kompleks, sorrig og glæde, ”Jeg følte mig meget oprevet. Halvstøvlen lå på dørmåtten”, konkret korrelat. 16:47, s. 151, nænsom samtale med indlagt faster, piger-i-bus-tydelighed, ”de grinede af noget, den ene havde i taksen”

Helle Helle-festival 2: Komma-revolutionen

Åndssvagt dumt at give bøger stjerner, men OK at at give anmeldelser stjerner, synes jeg, her er pointgivningen til anmeldelserne af Helle Helle nye, åndssvagt gode roman Dette burde skrives i nutid stjerner

* * * * * (fem stjerner ud af seks) til Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, og først og fremmest for hans opdagelse af komma-reovultionen i Helles prosa (som jeg ikke selv havde bidt mærke i, men det er fuldstændig rigtigt (hvorfor så redaktør Peter Nielsen i sin faste klumme skal gentage og tærske langhalm på Tues opdagelse uden at lægge hverken fra eller til (ud over særdeles poetisk svagt at sammenligne kommaer og stiletter) må (deadline)guderne vide): "Samtidig er det, som om der er sket noget med Helle Helles stil. I al fald kan jeg ikke huske, at hun i dén grad brugte komma mellem to helsætninger. Nu er det grundrytmen i hendes prosa. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. »De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere«, står der. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem."

****½ (fire en halv) stjerne til Mai Misfeldts 5-stjernede anmeldelse i Berlingske, for at få humoren med: "Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis. Dorte keder sig, og det er der andre, der gør. Nærmest tilfældigt begynder hun at gå i seng med fyren på DSB- stationen, som også opsøger hende om natten iført sin hvide badekåbe (Dortes er pink). En nat er det imidlertid en græsgrøn badekåbe, der står og ryger i Dorte have, det er DSB fyrens kæreste: » – Jeg ryger ikke, sagde hun. – Okay, sagde jeg«.

* * * * (fire stjerner) til Nanna Gouls anmeldelse i Weekend avisen (den jeg ville have skrevet) for hendes præcise overvældelse og ordet "kostbart": "Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde som tilnærmelsesvis yder værker retfærdighed./ Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanligt kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde, at alle overordnede Helle Helleske overskrifter som minimalisme, provins-litteratur eller den påståede mangel på handling gøres overflødige."

*** (tre stjerner) til Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse i Politiken, fordi han giver romanen seks hjerter, men hold kæft, jeg bliver irriteret på hans psykologisering af Helles suveræne poetiske stilighed: "Dortes tilstand - og psykologiske udvikling - er netop ikke reflekteret i beretningen, men afspejlet i stilen. Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hendes sætninger er renset for adverbialer, der kan skabe sammenhæng - som "derfor" "fordi" eller "således". Sådan føles meningsløsheden, når den ikke er fancy filosofisk program, men en psykologisk tilstand man ikke kan løbe fra."

*(en stjerne) til Erik Svendsens 4-stjernede anmeldelse i Jyllands-Posten, fordi ... det er Erik Svendsen ... for galt, synes Erik Svendsen fx, at personerne ikke kritiseres af forfatteren for ikke at tænke mere på samfundet og sager: "hvor er blikket for verden, hvor er interessen for det, der overskrider den private horisont? Kan det virkelig passe, at navlen giver den bedste vinkel på tilværelsen? Jeg savner forfatterens kritik af figurerne. Idealet kan vel ikke være, at forfatteren skal være 100 pct. solidarisk med sine gestaltninger. På den måde fordobles Dortes blindhed dobbelt, og det er næppe meningen."

Uddrag af appendiks til Minimalmarathon

SPURT I SAMME NU!
Appendiks til MINIMALMARATHON!
Førstegangslæsning af Dette burde skrives i nutid, udgivelsesdag fredag 15. april

Start: søndag 20. marts (2 dage efter jeg fik bogen i hænderne), klokken 8:10, Vodroffsvej 7, 3.th., Frederiksberg C (forsøgsvist, til forskel fra minimalmarathonen, skrevet direkte på tastaturet i en tekstfil), familien sover trygt.

14:35: s. 65: Fætter Lars i sit ”plantetøj”, det er mig all right! ”prikling og potning”, stærke konkurrenter til Både i Bella-ord. 14:37, s 67; lyrisk yndefuld skildring af (at se på og ikke se på) ”hyggebold”. 15: 39, s. 68-69: zen-kapitel; ”den fugl vi kaldte cykelpumpen”, ”her står jeg med mit jeg”, ”tom og tilfreds”. 15:39, s. 70: bibliotekar-tydelighed, ”kuglepennen op foran øjnene og drejede den rundt.” ”Digtsamling af Pige fra Reersø”, kan jeg google det? næh, for det er jo ikke Thorkild Gravlund. 14:46; s. 71, hindbæsnittetema, ”Må den [napoleonshatten] komme ned til snitten?”, godt spørgsmål. 15:49, s. 73, planteskjul, ”Rygrad som en snegl” (i blad) vs. ”neglelak på arkitektlampens fod”, naturlig surrealisme 14:53. S. 77: forløsende samtale (også typografisk), faster Dortes nulpunkts-oplevelse, anti-zen, ekspederes af hovedperson i Rødby-Puttgarden.

Midtvejsrapport om Dette burde skrives i nutid:
Det går og læses som en leg, godt at jeg har notaterne til at bremse ned ellers havde jeg været færdig, før nogen, inkl. jeg selv, var stået op. Alt fungerer perfekt og glitrer pragtfuldt. Endnu en roman om eksistentiel pausering, her ligesom i Rødby-Puttgarden før noget sker, x 2, før det skal ske (med Per Finland), da noget skal ske, men ikke sker (nutid), men hey, jeg skal ikke fortolke, jeg skal bare læse, og jeg kan næsten ikke vente på at komme videre, så videre, men ildevarslende, at der endnu ikke er antydet noget om ulykker og pludselig død som i de tre forrige romaner (hvor det blev præproklameret i de to og fortalt ud af det blå sent i den tredie

15:05, s. 80. Skæbne-voyeur, -mystifikation, ”Det kunne jo aldrig have været fem”, identitets-nægtelse. 15:10. s. 83: fint, overfladisk møde, ”sammenfald i dagens tekst: fire, fem, pludselig død”, slår så småt klik for jeget. 15:15, s. 86, flirt + nattergal ”Det var alt, alt for meget”. 15:16, s. 87: ”cowboykaktus”, COWBOYKAKTUS! 15: 18, s. 89: romantisk møde, ”Han var også i badekåbe, den var hvid. Min var pink.” 15:22, s. 94, strategisk krydsklip fra romantisk møde til først faster-samtale, så Per-episode. 15:24, s. 96: ”Vi går bare og venter på, at det går i stykker.” 15:25, s. 97: kuffert-vision, afsked med Per. s. 98: ingen rullekuffert, ”udmattende at gå med kufferten på bagagebæreren”. 15:27, s. 100, reelt og symbolsk kuffertbesvær, ”frynsevest lugtede af” jo så god ”melon”, kindness of strangers, hov, en tydelig hare, ”Dens ører vippede”. s. 101, ”En form for velkomst”. 15:33, s. 104: oplistet intetheds-trummerum med nu Lars, solariepige-tydelighed, ”tykt hår og katteøjne”

Forventet, men alligevel chokerende værkfaktum

I form af Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid, som jeg fik i hånden på avisen i fredags, selvom den først udkommer om næsten en hel måned, 15, april, og som jeg frivilligt har følt mig tvunget til at sige nej til at anmelde, fordi jeg er kommet til at kende forfatteren for godt, hvilket betyder at jeg ikke kan klage - til nogen - over ikke at skulle anmelde den, men vel godt klage MIG - i sådan et ensomt pæreulvehyl til himlen - over ikke at skulle anmelde den.

Men hvad skal jeg så gøre med bogen, ud over simpelthen at læse den, men det halve i forgårs og hele i går brugte jeg på IKKE at læse den, at gå rundt og rundt om ikke den varme grød, men den cool grid måske, fordi jeg var bange for 1, 2, 3 at sluge den, at læse de kun 160 sider i en alt for hurtig ruf - og desuden er den ankommet alt for tæt på Lars Frosts og Lone Hørslevs nye romaner, som jeg stadigvæk ikke er færdig med at fordøje, og tilsammen er det de 3 bøger (af dem jeg har vidst/ ved af), jeg har glædet mig mest til dette forår (ikke fordi jeg ikke også glæder mig til fx romaner af Thorup og Grønfeldt, men ikke med samme feberhede glød!), men hvordan skal jeg rumme at læse dem alle 3 i den samme forbandede marts-uge (med den tilføjede dybe smerte ikke at skulle anmelde dem ...)?

På den anden side er det IKKE en option at lade 1 dag mere henrinde uden gennemlæsning (jeg tager mig hele tiden i lige at slå op og læse en hel eller halv fantastisk sætning og et par gange et helt afsnit, før jeg forskækket smider bogen fra mig, som om jeg har brændt mig), så jeg foreslår (mig selv) følgende løsning: at tvinge læsningen ned i tempo ved at skrive notater om den samtidig, med klokkeslet og sidetal, som det appendiks, jeg alligevel skal skrive om romanen til den "Minimalmarathon" gennem hele forfatterskabet, jeg gennemførte i april 2009 til den antologi om Helle Helle, der omsider udkommer på Samleren til efteråret. Jeg skal lige bladre i min avis og spise en slags morgenmad og regner så med at gå i gang (jeg kan finde ud af om jeg skal notere direkte i en tekstfil på computeren eller ligesom i minimalmarathonen med håndskrift på en notesblok, hmmm ...) ca. klokken 7:30 i dag søndag. Her er i mellemtiden et uddrag fra minimalmarathonen, første halvdel af læsningen af Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

Læseforventning til Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

Den glæder jeg mig til at læse, fordi det sammen med Hus og hjem er den HH-bog, jeg har læst mindst, måske faktisk kun 1 gang hele vejen igennem, men forhåbentlig ikke! Jeg husker kun de gamle kvinder og plottricket: død og så historie – men hvad fanden sker der ellers?

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand påbegyndt klokken 16:56:

16:57, s. 5: ”yogapose”. 16:58, s. 6: ”yogapose” + brat død. 16.59, s 7: nonchalant overgang, “men først var det (…), Kim genopstandet. 17:01, s. 8: (yogapose og) ”Paraply og mursten”, Lautreamonts møde mellem en paraply og en symaskine på et operationsbord. 17:02, s. 10: gammel dame-forvrængninger, -nonsens, ”tesas”, ”dollas”. 17:03, s. 12: ”sjælevarmer i skabet”! ”tørmoppen”. 17:09, s. 22: fint flimrende og barokt mylder af hospitals-samtaler/oplevelser vs. Pablo Llambìas’ kølige analytik i Det ukendte barn. 17:12, s. 27: ”ikke til at forklare hvordan Luffe så ud. Man kunne ikke se det for sig”, karakteristik som anti-karakteristik, ”Man er en hel radiator”, Sonnergaard. 17:15, s 31: tidsspring, hopsa til marts, igen igen. 17:19, s. 37: Kim vranten forfatter i delvis skriveblokering, som ”Bente” i Ned til hundene. 17:20, s. 38: ”Fidelidut”, fjantet/nonsensisk hilsen. 17:21, s.39: gebis ”under et levnet stykke kød. Det var en overmund”, konkret surrealisme. 17:26, s. 45: hele tiden kommer man igen i tanke om Kims forestående død, især når han er mest irriterende patroniserende, etisk sabotage. 17:27, s. 47: (Kims) død + liv (i Esters mave), ligesom dødsdømt hund + gravid datter i Biler og dyr. 17:30, s. 51: ”Man kan ikke have en mand, der hedder Luffe”, navne, (tilbagelæsning) ”bestilte medaljer”, pludselig bogstaveligt. 17:35, s. 54: ”havde fået fjernet en vorte”, ”Ned til hundene’s vortelæge. 17:36, s. 55: ”spinattærte”, som et kærestepar venter på, hvilket DE bliver tydeligere af.

[kort telefonsamtale med Jens B, idé om kun at tale sort til alle et halvt år]

17:39, s. 58: ”mens hun rullede en softice i drys”. 17:40, s. 59: de musikalske ryk ml. dialog og dækket direkte tale, ”Det gjorde ondt helt ind i den forpulet store krop”. 17:41, s. 60: ”en slags sidelæns omfavnelse”, ligesom HH af sine personer. 17:45, s. 61-62: et ”Jo” er ikke et ”Ja” (distraherende center-musik-tilrigning). 17:44, s. 63: vådt hår igen og igen, stressfaktor, -resultat. 17:47, s. 68: ”aftenprut”, intimterror-aktion og -ord. 17:50, s. 72: ”Hele lejligheden lugtede af varmt hår”, surreel sætning + intimterror/overtagelse. 17:51, s. 75: ”en tør uge”. 17:53, s. 76: Hos ”kommunistfamilie”, uforklaret for nu.

Midtvejsrapport om Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand:

En ren fornøjelse i en vis fart, fordi der bare er så meget overflødig klarhed – i den jo ikke særligt komplicerede historie (om Esters invasion) med dens ikke særlig komplicerede følelser (ægteskabs-ulighed, gæste-uvelkommenhed). Det er som at læse den første gang; Kims fremtidsgenfærd huskes bedst, mens al den fede overflod har været mere tåget, uretfærdigt nok og jo nok pga. Rødby-Puttgarden og Ned til hundene’s positive slagskygge – jeg er hurtigt videre.