Det er fjorten af Browns forlag, heriblandt danske Hr. Ferdinand, som betaler gildet og formelt er værter her i Firenze, men det er Browns italienske forlag, Mondadori, som har sat hele dette cirkus i scene, og der er ingen grund til at stikke sig selv eller andre blår i øjnene, for intet er tilfældigt, når det gælder Dan Brown.
Gudrun Schmidt har "fået lov" af Louisiana og "New York" til at interviewe Yoko Ono i 15 minutter:
Nu har jeg som en af de få udvalgte fået 15 minutter af hendes tid. 15 minutter med Yoko Ono. Jeg har ansøgt om interviewet, er blevet godkendt i New York, og da aftalen om interviewet gik igennem, var det med betingelsen om, at interviewet kun handlede om kunst.
Men Schmidt interesserer sig tydeligvis ikke for Yoko Onos kunst, så i mindst halvdelen af artiklen taler hun løs og citerer løs (fra andre interviews) om Onos bekendte, myrdede husbond John Lennon og finder også på diverse "raffinerede" måder alligevel at spørge Ono om Lennon på (ved at spørge til historien om Lennons første møde med hendes kunst fx), og så er hun bare så trælst pigesur, Schmidt, over, at Ono ikke er lige så imødekommende og veloplagt ved det eksklusive interview som ved det kollektive pressemøde, og hun har jo for fanden bare gennemskuet, Ono, at Schmidt slet ikke er interesseret i hendes kunst. Hvis hun havde været det, havde hun måske også fået nys om, hvor vildt betydningsfuld især Onos happeningopskrift-samling Grapefruit har været for yngre danske DIGTERE, for Mette Moestrup, i hendes to seneste samlinger, er Ono aldeles afgørende; tænk hvis Politiken i stedet havde sat Mette til at interviewe Yoko!?
Jeg kan godt se, at der ikke er nogen vej udenom, at kulturjournalistikken i høj grad er produkt- og premierestyret - og måske også firmabetalt. Og det ville da være åndssvagt ikke at bringe en stor feature om Yoko Ono, når hun nu udstiller på Louisinan, bare fordi Lousiana af hele sit kasseapprathjerte ønsker sig en stor feature, men så kunne man sgu da i det mindste forsøge at gøre sig umage og holde fokus på Onos jo for fanden elementært underholdende kunst (også Trine Ross' faglige anmeldelse af udstillingen plaprer løs om Lennon, hold da kæft med Lennon, Yoko er ikke Dronning Margrethe, hun var for længst en vigtig (Fluxus-)kunstner, da hun hookede op med beatlen). Men hvorfor i alverden tage imod luderrejsen til Firenze og luderselskabeligheden under opholdet og over FIRE EN HALV SIDE lade som om, at man forholder sig ironisk/kritisk overfor den markedsføring, der med artiklens eksorbitante længde har vundet endnu en sejr, og lade som om, at man faktisk finder det interessant, hvad en tredierangsforfatter som Brown i et eksklusivt, minutkort automatinterview mener om overbefolkning. Jes Stein indrømmer blankt og uklædeligt kækt, at rent kommercielle interesser har redigeret avisen:
Manden, som denne uge svingede domptørstaven over florentinernes by og fik maget det således, at også denne avis skriver om hans bog, er imod overbefolkning, men takket være hans nye roman er en ting i hvert fald stensikker: Dantes by slipper ikke for at blive endnu mere infernalsk overbefolket, end den allerede er.
Men at han indrømmer og er halvflov, gør det ikke mere okay, at missionen endnu en gang er lykkedes, det gør det bare pinligere.
