Yoko & Walter er magneter for hinanden

1. episode af (1. del af) 5. sæson af Breaking Bad: kæmpemagneten, der skal neutralisere kriminaliserende bevismateriale på en bærbar computers harddisk, og som ser sådan her ud inde i den truck, den er skjult i:


Og Yoko Onos installation "Balance Piece" på hendes cool henrivende Lousiana-retrospektiv, hvor en (falsk?) kæmpemagnet skal forestille (?) at magnetisere et helt muntert køkken:

Filurkattemor

 Vi er på vej til Lousiana og Yoko Ono, som den anden dag udsendte sin nye single, med (lidt uklart og måske endda selvhelligheds-subversivt . for hvem er egentlig filurkat her? magthaverne eller Yoko eller bare filurkatten selv, der er filurkatten, der er filurkatten) Alice-link:

CHESHIRE CAT CRY
I’m rolling in your dreams
Listening to your screams
The memory is covered by the rain of pain
The boat will float
to end of seas
Taking your memory of pain
When the Cheshire Cat slowly smiles to us
Cheshire Cat
Cheshire Cat
The river is drying
Faster than your memory of pain
“We the expendable people of the United States
Hold these dreams to be self-destructive”
Cheshire Cat
Cheshire Cat
Taking your memory of pain with it
Cheshire Cat
Cheshire Cat
And the boat will float
to end of seas
“We the expendable people of the United States
Hold these dreams to be self-destructive”
Cheshire Cat
Cheshire Cat
Blood is creating
A lake of tears of pain
Rain of pain
Stop the violence
Stop all wars
Stop the violence
Stop all wars
Taking your memory of pain with it
“We the expendable people of the United States
Ask for the violence to disappear”
“We the expendable people of the United States
Hold these dreams to be self-destructive”
Blood Money will give us independence and power
Stop the violence
I’m rolling in your dreams
Stop all wars
Listening to your screams
Stop the violence
The memory is covered by the rain of pain
Stop all wars
Cheshire Cat
Cheshire Cat
Cheshire Cat
Stop the violence
Stop the violence
Stop all wars
Who needs violence?
Who needs war?
Who needs it?
Who needs it?

Åja (gule snakke)

Tunsandwichværk

Forestil dig tusinde sole på himlen på samme tid.
Lad dem skinne i en time.
Lad dem så gradvist smelte ind i himlen.
Lav en tunsandwich og spis.

A, B eller C / Gul snak

a) Alle farver er fiktive undtagen gul. Gul er den farve, solen har, når den står i zenit. Andre farver er aspekter af gul, der har fået forskellige navne, som om de hver især har selvstændig eksistens, af rent ideologiske grunde.  - Dr. Song

b)  Gul er den eneste fiktive farve. - Dr. Suzuki

c) Alle farver har gult i sig. - Dr. Lee

d) Alle farver er fiktive. - Dr. Kato

- fra Yoko Onos Grapefruit. 1964.

Kulturjournalistik er en ludertur med brændende zeppeliner

Jeg gider ikke være forarget over andet i de to kæmpeartikler i Poltikens kulurtillæg i lørdags, Jes Stein Pedersens om Dan Brown og Gudrun Marie Schmidts om Yoko Ono, end at de begge er så desperat uspændende: Jes Stein er blevet betalt af Dan Browns forlag for at tage til Firenze og interviewe Brown i et uspecificeret kort stykke tid, men jo nok ikke mere end en halv time:

Det er fjorten af Browns forlag, heriblandt danske Hr. Ferdinand, som betaler gildet og formelt er værter her i Firenze, men det er Browns italienske forlag, Mondadori, som har sat hele dette cirkus i scene, og der er ingen grund til at stikke sig selv eller andre blår i øjnene, for intet er tilfældigt, når det gælder Dan Brown.

Gudrun Schmidt har "fået lov" af Louisiana og "New York" til at interviewe Yoko Ono i 15 minutter:

Nu har jeg som en af de få udvalgte fået 15 minutter af hendes tid. 15 minutter med Yoko Ono. Jeg har ansøgt om interviewet, er blevet godkendt i New York, og da aftalen om interviewet gik igennem, var det med betingelsen om, at interviewet kun handlede om kunst.

Men Schmidt interesserer sig tydeligvis ikke for Yoko Onos kunst, så i mindst halvdelen af artiklen taler hun løs og citerer løs (fra andre interviews) om Onos bekendte, myrdede husbond John Lennon og finder også på diverse "raffinerede" måder alligevel at spørge Ono om Lennon på (ved at spørge til historien om Lennons første møde med hendes kunst fx), og så er hun bare så trælst pigesur, Schmidt, over, at Ono ikke er lige så imødekommende og veloplagt ved det eksklusive interview som ved det kollektive pressemøde, og hun har jo for fanden bare gennemskuet, Ono, at Schmidt slet ikke er interesseret i hendes kunst. Hvis hun havde været det, havde hun måske også fået nys om, hvor vildt betydningsfuld især Onos happeningopskrift-samling Grapefruit har været for yngre danske DIGTERE, for Mette Moestrup, i hendes to seneste samlinger, er Ono aldeles afgørende; tænk hvis Politiken i stedet havde sat Mette til at interviewe Yoko!?

Jeg kan godt se, at der ikke er nogen vej udenom, at kulturjournalistikken i høj grad er produkt- og premierestyret - og måske også firmabetalt. Og det ville da være åndssvagt ikke at bringe en stor feature om Yoko Ono, når hun nu udstiller på Louisinan, bare fordi Lousiana af hele sit kasseapprathjerte ønsker sig en stor feature, men så kunne man sgu da i det mindste forsøge at gøre sig umage og holde fokus på Onos jo for fanden elementært underholdende kunst (også Trine Ross' faglige anmeldelse af udstillingen plaprer løs om Lennon, hold da kæft med Lennon, Yoko er ikke Dronning Margrethe, hun var for længst en vigtig (Fluxus-)kunstner, da hun hookede op med beatlen). Men hvorfor i alverden tage imod luderrejsen til Firenze og luderselskabeligheden under opholdet og over FIRE EN HALV SIDE lade som om, at man forholder sig ironisk/kritisk overfor den markedsføring, der med artiklens eksorbitante længde har vundet endnu en sejr, og lade som om, at man faktisk finder det interessant, hvad en tredierangsforfatter som Brown i et eksklusivt, minutkort automatinterview mener om overbefolkning. Jes Stein indrømmer blankt og uklædeligt kækt, at rent kommercielle interesser har redigeret avisen:

Manden, som denne uge svingede domptørstaven over florentinernes by og fik maget det således, at også denne avis skriver om hans bog, er imod overbefolkning, men takket være hans nye roman er en ting i hvert fald stensikker: Dantes by slipper ikke for at blive endnu mere infernalsk overbefolket, end den allerede er.

Men at han indrømmer  og er halvflov, gør det ikke mere okay, at missionen endnu en gang er lykkedes, det gør det bare pinligere.