Nanna Goul er gået fra Weekendavisen til Information (good luck!)
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er gået fra Politiken til Information
Klaus Lynggaard er gået fra Information til Weekendavisen (velkommen til, storebror Lyn)
Nye (lovende!) anmeldere på Politiken er Benedicte Gui de Thurah Huang og Matthias Dressler-Bredsdorff
Og principielt kan samtlige - undtagen Klaus L (og vel ikke Nanna og Kizaja på én gang!?) - skulle anmelde min bog (og vælge den ikke er umagen værd) ... Gulp! - og min uven karma siger bare: Ha!
Viser opslag med etiketten anmelderhyring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anmelderhyring. Vis alle opslag
mandag den 8. januar 2018
fredag den 27. marts 2015
WA's Dr. Hip Hop: Rasmus N!
Cool hyring i WA Kultur:
Yndlingsdigteren Rasmus Nikolajsen!
som en eller anden form for forhåbentlig fast musikanmelder. I dag tager han sig ekvilibristisk kvalificeret af Kendrick Lamars nye plade - anmeldelsens anden halvdel:
The Blacker the Berry', samt numre som ' Institutionalized' og den elegant plottwistende bollesang ' These Walls', hvor henført sex flettes ind i et hævnmotiveret bandeopgør, er også komplekse selvopgør med dele af gangsta-mentaliteten. Et opgør, der jo ligger i forlængelse af Lamars musikalske bevægelse væk fra Compton. Mit gæt er, at den enorme popularitet, som To Pimp a Butterfly allerede har mødt fra både publikum og anmeldere, bl. a.skyldes, at der er noget universielt ved sådan en sprængning af selvets kokon.
Alligevel er det vildeste ved To Pimp a Butterfly Lamars polyfone rap, der holder sammen på den rigt flaksende produktion.
Albummet indeholder relativt få gæsteoptrædener (mest prominent er en afdød gæst: Lamar har ladet sig klippe ind i et gammelt svensk radiointerview med 2pac himself ). Til gengæld synes Lamar at have adgang til et uudtømmeligt arsenal af stemmer i sig selv. Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret ' u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona.
Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret ' i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på ' Institutionalized'.
Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real.
- Rasmus susende ind i sin nye kritikerkarriere
Yndlingsdigteren Rasmus Nikolajsen!
som en eller anden form for forhåbentlig fast musikanmelder. I dag tager han sig ekvilibristisk kvalificeret af Kendrick Lamars nye plade - anmeldelsens anden halvdel:
The Blacker the Berry', samt numre som ' Institutionalized' og den elegant plottwistende bollesang ' These Walls', hvor henført sex flettes ind i et hævnmotiveret bandeopgør, er også komplekse selvopgør med dele af gangsta-mentaliteten. Et opgør, der jo ligger i forlængelse af Lamars musikalske bevægelse væk fra Compton. Mit gæt er, at den enorme popularitet, som To Pimp a Butterfly allerede har mødt fra både publikum og anmeldere, bl. a.skyldes, at der er noget universielt ved sådan en sprængning af selvets kokon.
Alligevel er det vildeste ved To Pimp a Butterfly Lamars polyfone rap, der holder sammen på den rigt flaksende produktion.
Albummet indeholder relativt få gæsteoptrædener (mest prominent er en afdød gæst: Lamar har ladet sig klippe ind i et gammelt svensk radiointerview med 2pac himself ). Til gengæld synes Lamar at have adgang til et uudtømmeligt arsenal af stemmer i sig selv. Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret ' u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona.
Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret ' i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på ' Institutionalized'.
Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real.
- Rasmus susende ind i sin nye kritikerkarriere
mandag den 23. marts 2015
Ung anmelderhyring 5 (lost i Tunedal)
JEG DØMMER STIME! Nu har Kristeligt Dagblad hyret Martin Gregersen, der i nogle år har ageret akademisk pr nr. 7 (de skrev bl.a. forfatterskolebog sammen) med Tobias Skiveren, hyret af Jyllands-Posten. Hans første bog er en svær én, svenske Jenny Tunedals Kapitel 1, som to andre af de unge hyringer, Mikkel Krause Frantzen i Politiken og Linea Maja Ernst i WA (og Victor Ovesen på litteraturnu - og jubeloldingen Jørgen Johansen i Berlingske) allerede bravt og oprigtigt har knækket deres halse på - det kommer lidt til at ligne en kritisk kvind/manddomsprøve, og ikke mindre kvalificeret ruller Martin G sit anmelderhoved mod de komplekse kegler - her begyndelsen på hans lovende begyndelse:
Svenske Jenny Tunedals lyrik har knaster, men er oftest vellykket
Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, "Kapitel et", der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket."Kapitel et" kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, "Ensomhed undviger definitive definitioner".
Svenske Jenny Tunedals lyrik har knaster, men er oftest vellykket
Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, "Kapitel et", der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket."Kapitel et" kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, "Ensomhed undviger definitive definitioner".
mandag den 9. februar 2015
Ung anmelderhyring 4 (fritslebet)
Det fyger fremad! På Jyllands-Posten har de hyret endnu en ung mand, vist også fra i hvert fald delvist universitetet, Nicklas Freisleben Lund, der i fredags var fint og præcist 5 stjerner-glad (med samt samme lette pænheds-skepsis som hos medglade mig og Tue Nexø) for Pernille Abd-El Dayems Inden for revet
Abd-El Dayems valg af materiale og organiseringen af dette ikke just banebrydende. Faktisk undrer det mig, at en så ambitiøs debut så selvfølgeligt forfalder til så konventionelle motiver og strukturer. I samme dur kan man indvende, at fornemmelsen af følsomhedsskabeloner bliver for stærk, når der f. eks. dvæles ved en sovende »vens trætte og kolde krop« i »mild natteluft«, eller når jeget afslutningsvist ved revet - irriterende konkluderende - mediterer over sit eget og oceanets tomrum. Heldigvis bliver irritationen dog aldrig dominerende, og det skyldes først og fremmest, at Abd-El Dayems præcise skrift formår at skabe en insisterende vedkommenhed i det velkendte - f. eks. barndomserindringerne. Her i beskrivelsen af jegets mor en friaften hos bedsteforældrene: »Jeg lader mig falde som min mor. Et slasket fald ned i en lav lænestol efter latter. Hun har fri, så alt kan hænge. Min kæbe, tungen.Armene. Hun sidder ikke, men hænger i stolen. Piget og ligeglad med os, de andre, i stuen. Sidder et kort øjeblik, så rejser hun sig igen.« Det er Abd-El Dayem, når hun er bedst: Med få greb skabes et lille, sitrende drama. Den simple gestus - morens fladen ud i lænestolen - bliver i jegets erindring et langt mere drastisk fald ud af moderrollen, hvor den person, der ellers »ordner vores liv«, pludselig opleves som ligeglad.
- han skal også være velkommen - i den stadig snævrere Marx Brs-kahyt!
Abd-El Dayems valg af materiale og organiseringen af dette ikke just banebrydende. Faktisk undrer det mig, at en så ambitiøs debut så selvfølgeligt forfalder til så konventionelle motiver og strukturer. I samme dur kan man indvende, at fornemmelsen af følsomhedsskabeloner bliver for stærk, når der f. eks. dvæles ved en sovende »vens trætte og kolde krop« i »mild natteluft«, eller når jeget afslutningsvist ved revet - irriterende konkluderende - mediterer over sit eget og oceanets tomrum. Heldigvis bliver irritationen dog aldrig dominerende, og det skyldes først og fremmest, at Abd-El Dayems præcise skrift formår at skabe en insisterende vedkommenhed i det velkendte - f. eks. barndomserindringerne. Her i beskrivelsen af jegets mor en friaften hos bedsteforældrene: »Jeg lader mig falde som min mor. Et slasket fald ned i en lav lænestol efter latter. Hun har fri, så alt kan hænge. Min kæbe, tungen.Armene. Hun sidder ikke, men hænger i stolen. Piget og ligeglad med os, de andre, i stuen. Sidder et kort øjeblik, så rejser hun sig igen.« Det er Abd-El Dayem, når hun er bedst: Med få greb skabes et lille, sitrende drama. Den simple gestus - morens fladen ud i lænestolen - bliver i jegets erindring et langt mere drastisk fald ud af moderrollen, hvor den person, der ellers »ordner vores liv«, pludselig opleves som ligeglad.
- han skal også være velkommen - i den stadig snævrere Marx Brs-kahyt!
Ung anmelderhyring 3 - TOO CLOSE TO HOME!
Weekendavisen Bøger har hentet Linea Maja Ernst (én af de to anmeldere jeg highlightede i min kommentar om de for få unge kritikere) hos Information og hyret hende som ny anmelder, og det er jo virkelig fremragende, men nu aldeles nervepirrende og angstprovokerende, fordi jeg nu skal konkurrere om bøger med hende, og i den konkurrence findes ingen nåde (selvom man leder efter den, nåden). I fredags debutanmeldte hun (en uge for tidligt, men det bør ikke være hendes skyld) min eks-redaktør Thomas Thurahs romandebut Leifs far var borgmester og gjorde det kun alt for glimrende: nænsomt, nysgerrigt indlyttende, her et klip:
ISÆR er det effektivt uhyggeligt - jeg kom til at tænke på Michael Hanekes film Det hvide bånd, hvor ondskaben blomstrer skjult midt i en lille by - at byens børn som ubestemt mængde udgør en hemmelig bevidsthed midt i den offentlige bevidsthed; de ved, hvad der foregår, mens de voksne ikke kan regne ud, hvem der står bag en forbrydelse eller skandalen om en falsk nekrolog: »Hvis de virkelig ville vide, hvem der havde skrevet den, kunne de have spurgt os børn, for vi havde vidst det hele tiden. Men det var der ingen, der gjorde.« Det varierer, hvor godt fortællerens drengestemme fungerer. Visse steder bliver det lovlig søgt og tydeligt med den benovede, naive barnestemme: »Først var han sådan en, bare alle kunne lide og nok også var lidt stolte af, fordi han nogle gange var i fjernsynet,« mens andre passager nænsomt beskriver, hvordan drengebevidstheden prøvende filtrerer verden, bemærk her brugen af lige og ligesom: »Og så var der lyset fra diskokuglen, der hang i loftet, og som glimtede i vinduet og nogle gange lige sendte nogle ligesom blitz ud på gelænderet og træerne udenfor.« Nogle gange lyder stemmen som en renhjertet Tvebak Løvehjerte, der bare gerne vil, at alle skal være gode mod hinanden og netop ikke lytte efter den sladrende fællesbevidsthed: »Det er først, når folk er sammen, at man kan lære hinanden rigtigt at kende, og ikke gennem det, man bare hører, eller som nogen fortæller videre, måske også fordi de har noget i klemme.« Dét er måske en af bogens beskedne, men fine pointer - ikke at den i øvrigt har travlt med at moralisere. Andre gange er vor fortæller en forrået, dum unge, der taler om at »kneppe kællinger« og »et sæt patter så store som balloner«. Og det er måske et ganske realistisk spænd for en 13-årigs etiske register.
VÆR VELKOMMEN!
ISÆR er det effektivt uhyggeligt - jeg kom til at tænke på Michael Hanekes film Det hvide bånd, hvor ondskaben blomstrer skjult midt i en lille by - at byens børn som ubestemt mængde udgør en hemmelig bevidsthed midt i den offentlige bevidsthed; de ved, hvad der foregår, mens de voksne ikke kan regne ud, hvem der står bag en forbrydelse eller skandalen om en falsk nekrolog: »Hvis de virkelig ville vide, hvem der havde skrevet den, kunne de have spurgt os børn, for vi havde vidst det hele tiden. Men det var der ingen, der gjorde.« Det varierer, hvor godt fortællerens drengestemme fungerer. Visse steder bliver det lovlig søgt og tydeligt med den benovede, naive barnestemme: »Først var han sådan en, bare alle kunne lide og nok også var lidt stolte af, fordi han nogle gange var i fjernsynet,« mens andre passager nænsomt beskriver, hvordan drengebevidstheden prøvende filtrerer verden, bemærk her brugen af lige og ligesom: »Og så var der lyset fra diskokuglen, der hang i loftet, og som glimtede i vinduet og nogle gange lige sendte nogle ligesom blitz ud på gelænderet og træerne udenfor.« Nogle gange lyder stemmen som en renhjertet Tvebak Løvehjerte, der bare gerne vil, at alle skal være gode mod hinanden og netop ikke lytte efter den sladrende fællesbevidsthed: »Det er først, når folk er sammen, at man kan lære hinanden rigtigt at kende, og ikke gennem det, man bare hører, eller som nogen fortæller videre, måske også fordi de har noget i klemme.« Dét er måske en af bogens beskedne, men fine pointer - ikke at den i øvrigt har travlt med at moralisere. Andre gange er vor fortæller en forrået, dum unge, der taler om at »kneppe kællinger« og »et sæt patter så store som balloner«. Og det er måske et ganske realistisk spænd for en 13-årigs etiske register.
VÆR VELKOMMEN!
tirsdag den 27. januar 2015
Ung anmelderhyring 2 (Schadeekko)
Ting sker løbende!
Jyllands-Posten har fra universitetet hentet en ny, yngre anmelder,Tobias Skiveren, der med fin flaksende præcision debuterer i dag med en 4-stjernet anmeldelse (temmelig låst link) af Martin Snoer Raaschous debutsamling Blå himmel hver dag, her er anmeldelsens første halvdel:
At læse Martin Snoer Raaschous debutdigte er lidt som at læse digteren Jens August Schade. Bare sjovere.
Sådan havde jeg i første omgang tænkt mig, at denne anmeldelse af "Blå himmel hver dag" skulle lægge ud. Her efter sidste side kan jeg imidlertid godt se, at sammenligningen ikke helt holder.Det er ikke, fordi Schade ikke giver ekko i teksterne.Ligesom den lyse digter skriver Raaschou derudad i en ungdommelig, ligefrem og humoristisk tone og med opmærksomhedsfeltet udvidet til både hverdagen, naturen og universet. I det ene øjeblik hører vi om brødbagningens lune glæder, i næste nu om altings forbundethed.Med afsæt i en art buddhistisk (øko) holisme springer Raaschou således ubesværet fra selv det mindste til det største: fra ubetydelige detaljer ved vinduets lysindfald til kosmiske refleksioner over livets betydning. Frelst eller højrøvet bliver det imidlertid aldrig: »Livet er som en pil en skytte har skudt efter en krage/ som sidder et sted derude og har en go griner på/ over to myrer som går og bærer på et lille stykke ost/ prøv at se det samarbejde.«.
Når henvisningen til Schade alligevel ikke er helt dækkende, skyldes det, at Raaschous skrift i virkeligheden ikke er så let-legende og kosmisk, som den tager sig ud ved første øjekast.For jo længere man kommer i læsningen, des mere alvorlig og intim virker stemningen. Digtene får erindringens karakter. De bliver inderlige og tænksomme.
Jyllands-Posten har fra universitetet hentet en ny, yngre anmelder,Tobias Skiveren, der med fin flaksende præcision debuterer i dag med en 4-stjernet anmeldelse (temmelig låst link) af Martin Snoer Raaschous debutsamling Blå himmel hver dag, her er anmeldelsens første halvdel:
At læse Martin Snoer Raaschous debutdigte er lidt som at læse digteren Jens August Schade. Bare sjovere.
Sådan havde jeg i første omgang tænkt mig, at denne anmeldelse af "Blå himmel hver dag" skulle lægge ud. Her efter sidste side kan jeg imidlertid godt se, at sammenligningen ikke helt holder.Det er ikke, fordi Schade ikke giver ekko i teksterne.Ligesom den lyse digter skriver Raaschou derudad i en ungdommelig, ligefrem og humoristisk tone og med opmærksomhedsfeltet udvidet til både hverdagen, naturen og universet. I det ene øjeblik hører vi om brødbagningens lune glæder, i næste nu om altings forbundethed.Med afsæt i en art buddhistisk (øko) holisme springer Raaschou således ubesværet fra selv det mindste til det største: fra ubetydelige detaljer ved vinduets lysindfald til kosmiske refleksioner over livets betydning. Frelst eller højrøvet bliver det imidlertid aldrig: »Livet er som en pil en skytte har skudt efter en krage/ som sidder et sted derude og har en go griner på/ over to myrer som går og bærer på et lille stykke ost/ prøv at se det samarbejde.«.
Når henvisningen til Schade alligevel ikke er helt dækkende, skyldes det, at Raaschous skrift i virkeligheden ikke er så let-legende og kosmisk, som den tager sig ud ved første øjekast.For jo længere man kommer i læsningen, des mere alvorlig og intim virker stemningen. Digtene får erindringens karakter. De bliver inderlige og tænksomme.
Ung anmelderhyring 1 (Marianneopdagelse)
Noget sker fortsat!
Politiken har hentet en ny, yngre anmelder hos information, Mikkel Krause Frantzen, og han leverede i går en herligt øjenåbnet og dermed øjenåbnende, 5-hjertede anmeldelse af den nye digtsamling af Marianne Larsen (som HOV! har fødselsdag i dag - tillykke, mesterdigter!), som han åbenbart ikke har læst før (selvom vi er nogen, der har propaganderet hysterisk for hende i ganske mange år), her afslutningen - med en smuk iagttagelse og pointe om paranoid undertekst:
Og så er det også paranoia. I digtet ’FLIM FLAM’ skrives der om »millionvis af adgangskoder« og »satellitfotos«, ligesom der optræder »en storinvestor vover sig efter kirurgisk/ at være blevet gjort skudsikker/ til et længe ventet topmøde med sit ego«.
Samt at der i bunden på nogle af siderne løber sætninger som »FORSANSET FORSTYRRET« og »JEG DRØMTE JEG MÆRKEDE KLODEN JEG BEBOR GIVE SIG TIL AT LE UNDER FØDDERNE PÅ MIG«.
Det er en poetisk procedure, man i de senere år også er stødt på hos digteren Ursula Andkjær Olsen (’Havet er en scene’) og næsten navnløse Nielsen (’Store satans fald’), to andre markante paranoikere i dansk litteratur p.t. Paranoia som grafisk understrøm, paranoia som det, der giver elektricitet til det poetiske batteri.
Så hvis man ikke har læst Marianne Larsen før, kan man passende starte med ’Hændelser i stresset melankoli’. Og det gode er jo så, at man har et helt bagkatalog til gode.
Det må være, som hvis man endnu ikke har set et eneste afsnit af tv-serien 'The Wire', eller snarere 'Twin Peaks', for det er mere i den dur: That gum you like is going to come back in style.
Politiken har hentet en ny, yngre anmelder hos information, Mikkel Krause Frantzen, og han leverede i går en herligt øjenåbnet og dermed øjenåbnende, 5-hjertede anmeldelse af den nye digtsamling af Marianne Larsen (som HOV! har fødselsdag i dag - tillykke, mesterdigter!), som han åbenbart ikke har læst før (selvom vi er nogen, der har propaganderet hysterisk for hende i ganske mange år), her afslutningen - med en smuk iagttagelse og pointe om paranoid undertekst:
Og så er det også paranoia. I digtet ’FLIM FLAM’ skrives der om »millionvis af adgangskoder« og »satellitfotos«, ligesom der optræder »en storinvestor vover sig efter kirurgisk/ at være blevet gjort skudsikker/ til et længe ventet topmøde med sit ego«.
Samt at der i bunden på nogle af siderne løber sætninger som »FORSANSET FORSTYRRET« og »JEG DRØMTE JEG MÆRKEDE KLODEN JEG BEBOR GIVE SIG TIL AT LE UNDER FØDDERNE PÅ MIG«.
Det er en poetisk procedure, man i de senere år også er stødt på hos digteren Ursula Andkjær Olsen (’Havet er en scene’) og næsten navnløse Nielsen (’Store satans fald’), to andre markante paranoikere i dansk litteratur p.t. Paranoia som grafisk understrøm, paranoia som det, der giver elektricitet til det poetiske batteri.
Så hvis man ikke har læst Marianne Larsen før, kan man passende starte med ’Hændelser i stresset melankoli’. Og det gode er jo så, at man har et helt bagkatalog til gode.
Det må være, som hvis man endnu ikke har set et eneste afsnit af tv-serien 'The Wire', eller snarere 'Twin Peaks', for det er mere i den dur: That gum you like is going to come back in style.
Men hvis Larsens lyrik er et tyggegummi – og hvorfor egentlig ikke – så burde
det være et tyggegummi, der ikke går af mode.
Abonner på:
Opslag (Atom)
