Falske hjerter og 1 "ægte", bindstærk, men papirtyndt

Jeg har nu læst alle 400 sonetter i Pablo Llambías' Hundstein og er ret ca. lige så tempereret nedtrykt over dem, som jeg frygtede at blive (skuffet kan man vel ikke kalde sin forventede negative reaktion på et bind nr. 2 i en serie) og er meget enig med ORDLYDEN af Lilian Munk-Rösings anmeldelse i Politiken (bortset fra at jeg som sagt ikke er skuffet, fordi jeg ikke . som Lilian - formåede at blive inciteret første gang rundt):

Den nye sonetsamling efterlader mig grundlæggende trist. Formen har ikke længere nyhedens kraft, yder ikke rigtig længere nogen modstand mod den hurtige læsning, der retter sig med dyneløfterens lettere skamfulde nysgerrighed mod teksten som forfatterens dagbogsstof. Hvor der i første sonetsamling var små indslag af poetisk skønsprog, som brød mod den dominerende brugsprosa, har brugsprosaen nu helt og holdent overtaget.

Men jeg er dybt UENIG med anmeldelsens hjerteantal - 4 - både som sådan, som vurdering af bogen, og som havende nogen form for kongruens med anmeldelsens ordlyd; hvad er det for en særlig Politikensk måde at camouflere en i dette tilfælde entydig ufortryllet og skeptisk anmeldelse. Bortset fra den allersidste sætning, men hvordan kan anmelderen dog selv tro på på, at den sætning - anmeldelsens eneste (uironisk) positive - på falderebet kan redde bogen i land som fundamentalt god og vellykket? Fordi den, bogen, får os til at tænke over, hvorfor den er slet og mislykket ! ! ? ? :

SOM LÆSER PENDLER man mellem en naiv læsning (hvor man fornemmer fristelsen til at slutte sig til den kvindeskare, der ifølge bogen kontakter forfatteren på Facebook og gerne vil trøste ham) og en reflekteret læsning, hvor man må forholde sig til selve konceptet: Hvad er det for et projekt at tilskære uskøn lavintensitetsprosa efter en skabelon, som er forbundet med højintens poetisk skønhed? Er det et klassisk avantgardistisk projekt om at teste grænserne for, hvad der overhovedet er kunst? ( At tilskære en madopskrift som en sonet er som at udstille en toiletkumme på museum ) Eller er det et projekt om at nærme sig et ' sandt' jeg, ud fra en forestilling om at man må skrive grimt for at skrive sandt? Hvis det handler om at teste kunstens grænser, må man sige, at idéen er set før. Hvis det handler om at nærme sig et sandt jeg, er jeg skeptisk, for der er ingen grund til at tro, at et lavmælt, nedstemt brugsprosa-jeg kommer sandheden om sig selv nærmere, end det der hengiver sig til poetisk vision og fabuleren. Ligesom det er en fejltagelse at forveksle ærlighed med sandhed. Bogens værdi ligger så i, at den overhovedet kaster læseren ud i disse spørgsmål.

Det er altså en sølle værdi, hvis det er den eneste værdi (og markeret ingenting værd - når nu anmelderen selv svarer på de spørgsmål, bogen har kastet hende ud i, og svarer, at det ene mulige projekt er uoriginalt og det andet simpelthen falsk).