Præcist adjektiv om Cecilies bog

Mit barn er lige så rimeligt som dejlig også på shortlisten til Kritikerprisen sammen med 27 år ældre Pablo Llambías Zombieværtshus og endnu 27 år ældre Jørgen Leths Det bliver ikke væk - 3 GENERATIONER SPILLER GUD! - til en glimrende Kritikersalon om de tre bøger på Brøg Litteraturcafé den anden dag brugte Mikkel Krause Frantzen dette ord om Cecilies bog (selvom, fremhævede han, jeget paradoksalt nok hele tiden undskylder for sig selv), det, synes jeg, passer på en prik:

UUNDSKYLDELIG

Den perfekte karakteristik røbet

Jeg klagede i er blogpost nedenfor over, at Politikens Mikkel Frantzen havde den perfekte karakteristik af en bog , jeg også skule anmelde, men røbede hverken bog eller karakteristik, fordi ingen af vore anmeldelser havde været i avisen, det har de nu.

Bogen er Morten Holm Andersen debut, romanen Hesteskamferingerne 2004, der er udkommet på GYLDENDAL!

Karakteristikken er: Slagterkoner og bagerenker uden humor (og talent ville jeg tilføje) - eller med Mikkels egne ord i 2 hjerter-anmeldelsen:

"Romanen ' Hesteskamferingerne 2004' af debutanten Morten Holm Andersen minder en del, i hvert fald hvad angår tema og hovedperson, om Jens Blendstrups seneste roman, ' Slagterkoner og bagerenker'. Minus humoren.

Det er næsten en umulig tanke og er det af en grund.

Men ligesom Blendstrups bog handler ' Hesteskamferingerne 2004' om en mand, Svend, der bor i provinsen, er ved at være oppe i årene, mister sin kone, begynder helt sørgeligt og sølle at kigge på andre damer, mister sit arbejde, har en hund (der dør), og som går i hundene. I sig selv en helt almindelig historie, der alt efter en given forfatters forgodtbefindende og evne kan gøres tragisk, komisk, realistisk, grotesk etc. Eller bare lidt ligegyldig som her."

Den perfekte karakteristiks slagskygge

Det irriterede mig umådeligt, som jeg skrev min anmeldelse, at Politikens Mikkel Frantzen den anden aften til prismøde/middag i Kritikerlavet havde formuleret den perfekte karakteristik af bogen, som jeg dengang, ved mødet/middagen ikke havde læst endnu og derfor kunne jeg dér nøjes med at finde karakteristikken fiks og elegant, men som jeg læste mig gennem bogen, erkendte jeg, at det var den perfekte, komplet rammende karakteristik, hvilket havde som resultat, at min egen anmeldelse blev ét langt frustreret, forbistret forsøg på at skrive UDENOM den eneste ene, rigtige karakteristik.

På fredag røber jeg bog og citerer karakteristik.

Monstrøsitetspåskønnelsens sorte hul

Jeg skulle lige trække vejret! Efter at have læst anmeldelser i forgårs og i i går af Slagterkoner og bagerenker - også fordi det jo ikke er DÅRLIGT, slet ikke når man har et godt læserry i forvejen, at få glade fire stjerner i Kristeligt Dagblad og skeptiske fire stjerner i Politiken og en grundskuffet anmeldelse i Weekendavisen og (i dag) højst fornøjede 5 stjerner i Berlingske. MEN ALTSÅ, hvorfor er der ingen andre end Søren Kassebeer i Berlingske, som jeg ellers ikke plejer at være imponeret af, der ser styrken og vildskaben og radikaliteten i monstrøsiteten: 400 + siders ALT FOR langsomme deroute via primært ALT FOR detaljeret fortalte, i høj grad (bortset fra den overordmede, langstrukne deroute-nedskrivning) autonome episoder (måske de ville have gjort det, hvis romanen ikke havde forskudt sig fra systemisk serialitet til væltende episodiskhed?); Kassebeer:

"Han er i det hele taget, i al sin almindelighed, en mand med både forsonende og usympatiske træk, og hvad skal der dog blive af ham? Det giver Jens Blendstrups roman ikke noget færdigt svar på, og det skal den heller ikke, og det forhold, at det indimellem tærer lidt på tålmodigheden at være i selskab med almindelige, liderlige Jørgen over mere end 400 tætskrevne sider, kan man jo vælge at se som en pointe - forstået på den måde, at vor hovedpersons langtrukne nedtur spejler sig i romanens ikke ubetragtelige længde. »Slagterkoner og bagerenker« handler om mandeliv på godt og ondt og i al dets ofte trivielle almindelighed, og det er mandens blik, der ses med, og det gøres der konsekvent. Lev vel, Jørgen. Med eller uden alle de der kvinder."

Anne Skov Thomsen i Nordjyske (4 stjerner) har også et godt blik for monstrøsitetens effekt og betydning, men ender alligevel med klage over den:

"Ligesom i " Hærværk" er også tiden en faktor. Den umærkelige, langsomme gåen i hundene, som kendetegner begge romaner, bliver i sin tidslige udstrækning en næsten fysisk fornemmelse under læsningen. Desværre hælder Blendstrups roman lige til den lange side med det resultat, at den taber intensitet midtvejs og bliver lige lovlig ensformig. Man kunne derfor have ønsket sig, at romanen havde været 100 sider kortere."

NEJ, DEN SKULLE HAVE VÆRET 250 SIDER LÆNGERE!

Men hør så (I DENNE SAMMENHÆNG) trælse Mikkel Frantzen i Politiken (hvis anmeldelse starter så fint med et tog-latteranfald - dem har jeg også har haft flere af undervejs):

" SLAGTERKONER OG BAGERENKER' er på den måde et portræt af Danmark i dag. Den handler om at være mand og på samme tid uden arbejde og ude af trit med tiden, ude af sync. Alt det har Blendstrup et utrolig sensibelt og humoristisk blik for, og det har han jo sådan set altid haft.

Romanen bliver dog selv i ny og næ bange for at lade at det stå, som det er; at lade alvoren træde frem. Komikken ophæver snarere end understreger og forstærker alvoren. Et sted går Jørgen således med selvmordstanker, og så skal der pludselig stå noget om »strømførende fissers flække« lige bagefter. Her er der en slags angst i skriften, en anstrengthed i humoren. Der er også både mange og lange hallucinerede surrealistiske sekvenser (der som regel har karakter af seksuelle fantasier), som heller ikke er vildt vellykkede. Måske er bogen, når alt kommer til alt, bare lidt for lang. Handlingen løber simpelthen tør for strøm, ligesom komikken har svært ved at holde dampen oppe over 400 sider. Selvom det er imponerende tæt på."

Jeg tror ikke, hallucinationerne (om damebyerne) skal være vellykkede, jeg tror bare, de skal være vilde, og måske endda vildt anstrengte, eftersom det også er det, Jørgen er, en anstrengt vildmand. Og ja, ja, romanen er et portræt af X og handler om at være Y og Z og Æ og Ø og Å, men jeg tænker det også er problemet for anmeldelserne, både de glade og de skeptiske, at de læser romanen som portræt af Y og handlende om Y og co., når den også er simpelthen er en skriftbesættelse, Jørgens (danske, mandlige, arbejdsløse, ude-af-trit-tidslige) skriftbesættelse af Jens-hånden. Og så bliver Jens pga. brand-forsnævring slet ikke læst som en ambitiøs og radikal forfatter, der vil og kan og gøre mere end bare skrive portræt- og om-roman, der sker sådan en træls Panduro-isering (men Panudro skrev for fanden også Øgledage). Og lad os - dyb indånding!- også få (I DENNE SAMMENHÆNG) stæreblinde Klaus Rothstein på banen:

"Jørgen er en fantast. Drømmene, fantasiforestillingerne og de mentale transformationer afløser hinanden, ofte frivole og sjofle. Isoleret set kan dette greb i værktøjskassen være meget sjovt. Men her tager mængden overhånd, ikke mindst fordi de evindelige dillerjokes slet og ret mangler potens. Jeg citerer fra en drøm: »Og årets modtager af Nobelprisen for elektrisk menneskelighed: Mr. Jørgen Usse Gravesen, for sin måling af ' Lemmets tøven'. Og så står Jørgen der og stritter med kalorius som har fået en rød sløjfe på i dagens anledning. - Den er lidt genert, siger Jørgen, it is shy. But just you wait and see.« Jens Blendstrup er jo en idérig forfatter, men denne gang følger han de forkerte spor (jeg ville for eksempel gerne have udfoldet historien om Jørgen, der gemmer sin angst i en æske i en bankboks), og med sine 424 sider bliver Slagterkoner og bagerenker simpelthen en anstrengt og overgestikulerende roman, der i en skarpere skæring kunne have været fin satirisk realisme om globaliseringsangst."

Jeg er sgu ikke interesseret i fin satirisk realisme om globaliseringsangst, det kan lavere satiriske realister tage sig af; jeg er interesseret i monstrøsitet, og herunder humoristisk og sjofel monstrøsitet (gerne på samme tid), og tak til Klaus for at citere det, han ikke bryder sig, for så kan vi andre beundre, hvor monsterfedt og -sjovt, det faktisk er, i den grad fortjenende "Nobelprisen for elektrisk menneskelighed" - MED RØD SLØJFE PÅ!

Lysegrønt Lav

Nye UNGE medlemmer af bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav - og medansvarlige dermed for nomineringen af kandidater til Kritikerprisen:

Tobias Skiveren

Mikkel Krause Frantzen

Nicklas Freisleben Lund (suppelant)

Øvrige, GAMLE medlemmer: Kamilla Löfström (oldermand), Lars Bukdahl (kasserer), Nanna Goul (NY KULTURREDAKTØR PÅ WEEKENDAVISEN - TILLYKKE!), Marie-Louise Kjølbye

For meget er for speget og for lidt er for fedt?

Altså først og fremmest er jeg bare decideret forarget over, at Mikkel Frantzen i dag i Politiken giver Signe Gjessings digtsamling nr 2, Blaffende rum nænnende alt en lunken anmeldelse og absurde 3 stjerner (Olga Ravn var i anmeldelsen af debutbogen i det mindste oppe på 4, hvilket var galt og forkert nok) - det er som om, internetgenerationalister såvel som akademiske kritikere ingen respekt har for simpelt eksplosivt talent og nægter at betragte bugnende poetisk profit som en egentlig værdi - Frantzen bruger ord som "funklende" og "svimlende" om digtene, men alligevel klager han over en abstraktion og en luftighed (der er da tværtimod tale om en enormt kompliceret koncentration, rent sprogligt?), som han ikke er særlig god til at eksemplificere:

"Men der er et problem, og det er et ret grundlæggende problem: Poesi bliver ikke politisk af ordet ' samfund'; ikke selvbiografisk af ordet ' jeg'; ikke kosmisk af at skrive: ' Jupiter'. Og det er det sidste, der er problemet i ' Blaffende rum nænnende alt'. På en enkelt side står der eksempelvis ' verdensrum' 4 gange, ' univers' 1 gang, ' klode' 1 gang, ' stjerner' 1 gang og ' stratosfære' 2 gange.. Og det virker måske nok pedantisk at gå Gjessings poesi igennem med en tættekam, eller rettere en lommeregner, men det skyldes simpelthen, at det slet og ret kommer til at fremstå en smule anmassende. Det, hun som forfatter foretager, er ikke så meget en udmåling af verden, som det er en ud-strækning, en uendelig udvidelse. En eksplosion af tid og rum (»tidens deling -/nye sideskilninger, du/er en sideskilning i midten/af tiden, jeg reder din tid« ). Og nu er jeg ikke den store fysiker, men måske kan man artikulere problemet sådan her: Der mangler simpelthen en form for centripetalkraft, der kan holde det hele en smule sammen. Der er lutter spredning, ingen samling. Noget af bogens billeddannelse bliver derfor også abstrakt på en for mig at se uheldig måde - i linjer som »kærligheden mættet med øjensyrer og affolkede verdensbunde« og »Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige«. Heldigvis er der stadig alle de funklende passager, alle de trods alt svimlende digte. Her er et eksempel: »Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned. Vi står og lytter efter/lyden, når/de rammer./Der går et år«. Og her er ét til: »horisonter viser begyndelser til alle sider, som tigre viser tænder, her begynder alt, her begynder alt«. Når alt kommer til alt, når ' Blaffende rum nænnende alt' dog kun halvvejs til det himmelråbende himmelske. For mit eget vedkommende vil jeg hellere end gerne have mere sci-fi, flere kosmiske vibrationer, en højere grad af fabulering og spekulation i ny dansk poesi, men Gjessings udgave i denne omgang kommer til tider til at virke eller simpelthen være lidt for postuleret og lidt for abstrakt. Hvor man som læser mangler små øjeblikke af ro og nogle konkrete ting at klynge sig til. Hvor alt, der er luftigt, fordufter i luft."

Altså, jeg synes da total spredning lyder som en herlig æstetik (realiseret i Dan Turèlls Sidste forestilling - måske!?), men der er (som allerede sagt) til hver en tid den fabulerende fyndighed til forskel fra nogen form for luftighed og, ja, påkaldelsen og anvendelsen af univers, stjerner etc. kan kaldes monoton, men sgu da ikke mere end det såkaldte "inventar", MacBook etc., hos Caspar Eric, i min oplevelse er det lige præcis genial monotoni, bortset fra at yndlingsordene hver gang rulles og vrides NYE, fordi det er det, de i deres yderste vigtighed skal vedblive med at være og opleves som. Og hey, hey, HEY, med hensyn til konkreter er Signe en utrættelig og totalt usnobbet (langt mere CE & co. der helst nøjes med poppede brands) mestertingfinder, hun blander dem så bare, konkreterne, med kosmossagerne (DER OGSÅ ER KONKRETER: STJERNER FINDES!) - FX lige præcis hvepsestikkene i den linje, hvis angivelige abstraktion Frantzen ikke bryder sig om: "Horisonten er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige", som jeg da synes (i forhold til alle mulige andre Gjessing- og GROTRIAN-linjer) er helt straight anskuelig og (ligesom alle mulige andre G- og G-linjer) bare åndssvagt SKØN, eller hvad synes I, bloglæsere?

Ingen af anmelderne eller digterne kan gøre for, at jeg bliver endnu mere hidsig på Frantzens Gjessing-anmeldelse (og måske allermest dens stjerne-fåtal!) af at læse Solveig Daugaards begejstrede anmeldelse i Information i fredags af Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden, udkommende samme dag på Gyldendal (og foreløbig usynligt anmeldt af mig), hvor hun får enormt meget dybsindigt ud af poetisk temmelig fattige linjer:

"I næste forløb er jeg-et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt tæt på. Selvom Fælleden således er dæmpet læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for kroppen, uden for jeg-ets indre horisont, alt for dominerende: »vi går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder, brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.« Der er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne. Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker, der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem figur og baggrund går i opløsning.Og alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden."

Daugaard insisterer en bleg poesi betydningsfuld og betydelig, Frantzen skimmer en prægtig poesi betydningsløs og ubetydelig - og jeg bliver fælt frustreret over den poetiske URETFÆRDIGHED!



stratosfæren, virkelig nok! 

Ung anmelderhyring 1 (Marianneopdagelse)

Noget sker fortsat!

Politiken har hentet en ny, yngre anmelder hos information, Mikkel Krause Frantzen, og han leverede i går en herligt øjenåbnet og dermed øjenåbnende, 5-hjertede anmeldelse af den nye digtsamling af Marianne Larsen (som HOV! har fødselsdag i dag - tillykke, mesterdigter!), som han åbenbart ikke har læst før (selvom vi er nogen, der har propaganderet hysterisk for hende i ganske mange år), her afslutningen - med en smuk iagttagelse og pointe om paranoid undertekst:

Og så er det også paranoia. I digtet ’FLIM FLAM’ skrives der om »millionvis af adgangskoder« og »satellitfotos«, ligesom der optræder »en storinvestor vover sig efter kirurgisk/ at være blevet gjort skudsikker/ til et længe ventet topmøde med sit ego«.
Samt at der i bunden på nogle af siderne løber sætninger som »FORSANSET FORSTYRRET« og »JEG DRØMTE JEG MÆRKEDE KLODEN JEG BEBOR GIVE SIG TIL AT LE UNDER FØDDERNE PÅ MIG«.
Det er en poetisk procedure, man i de senere år også er stødt på hos digteren Ursula Andkjær Olsen (’Havet er en scene’) og næsten navnløse Nielsen (’Store satans fald’), to andre markante paranoikere i dansk litteratur p.t. Paranoia som grafisk understrøm, paranoia som det, der giver elektricitet til det poetiske batteri.
Så hvis man ikke har læst Marianne Larsen før, kan man passende starte med ’Hændelser i stresset melankoli’. Og det gode er jo så, at man har et helt bagkatalog til gode.
Det må være, som hvis man endnu ikke har set et eneste afsnit af tv-serien 'The Wire', eller snarere 'Twin Peaks', for det er mere i den dur: That gum you like is going to come back in style.

Men hvis Larsens lyrik er et tyggegummi – og hvorfor egentlig ikke – så burde det være et tyggegummi, der ikke går af mode.