Feministisk selvkritik

For at afsløre det eventuelle hykleri i min forargelse over kønningen i Politiken-artiklen om 90'er-generationen har jeg bladret febrilsk i min tykke generationsmonografi Generationsmaskinen fra 2004 og det er altså ikke meget, jeg kønner dér. Min top 12-elite-kanon for den regelrette 90'er-generation (oplistet på bagsiden) er:

Naja Marie Aidt, Solvej Balle, Christian Dorph, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Mere Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Lene Henningsen, Line Knutzon, Lone Munksgaard Nielsen og Jokum Rohde.

10 kvinder og 2 mænd.

Men først og kun på 159 er kvindedominansen en pointe i sig selv:

Den eneste litteraturhistorie, halvfemsergenerationen foreløbig har skulle optræde i, er skægt nok Nordisk Kvindelitteraturhistoire. Hvilket er helt rimeligt, når man betænker sig, at med halvfemsergenerationen er kvindelige digtere ikke bare med i generationens første række, de dominerer den faktisk suverænt. Et faktum, som kvindelitteraturhistorien imidlertid ikke selv er rigtig opmærksom på, dertil er den alt for optaget af at riste runer for minderige medsøstre fra hellige halvfjerdsere.

På side 87 gør jeg (forsigtigt) en pointe ud af Hammans og Guldagers opgør med det traditionelle kvindelige eller "kvindelige"digterjeg:

Man kan måske godt driste sig til at bemærke, at det med de frememste vitalister er første gang, kvindelige skribenter taler attitudehumoristisk om misererne, med fængende falskspil. Pia Juul fra generationen før er den eneste anden undtagelse, der så vel så også først for allernyligst har forladt ambivalensen og er sprunget ud i fuld figur som sine digtes bedrageriske hovedrolleindehaverske. . Man kunne også nævne de tidlige halvfjerdseres Kirsten Thorup, og så alligevel ikkew, hendes tekster er de grader for blanke og lukkede glansbilledverdener (i bedste forstand). Kvinder har skullet tale mystisk, skønt, oprigtigt, alvorligt, personligt, mytisk (den figur går også de encyklopædiske damer skævt ind på med deres kølige manøvrer, men dog med alvoren og en hel del af mystikke og mytikken intakt). Vitalisterne har snarere lært af Højholts Gitte end af Pia Tafdrups Pia eller for den sags skyld Vita Andersens Vita. De laver numre, skamløst og samvittighedsløst, numre der binder. .

På side 57 skriver jeg som konklusion på en omgang omstændelig statistik:

"En konsensus-udgave af alt dette listeri og tidens og mediernes almindelige åndssvaghed ville blive den absolutte superpigegruppe Solvej Balle, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Christina hesselholdt.

Lille fy for det.

Så vendte jeg mig mod mine anmeldelser/artikler 2004-2015, der ligger her på min computer, og søgte først på "90'er-kvinder" og så "90'er-damer" og fik desværre hele 4 hits på "90'er-piger":

I en Simon Grotrian-anmeldelse, der gør et nummer ud af, at han er indstillet til Statens Kunstfonds livsavarige hæderslegat ("Også Christina Hesselholdt er fortjent indstillet til det livsvarige, og det bringer antallet af livsvarige forfattere født i ’60’erne op på hele fem: Naja Marie Aidt, Thomas Boberg, Grotrian, Hesselholdt og Pia Juul. Så mangler vi lige Niels Frank og resten af 90’er-pigerne, Balle, Guldager, Hammann, Helle 1, Helle 2, Henningsen, Munksgaard (og af ældre engle bl.a. Viggo Madsen og T.S. Høeg), før vi kommer til Ursula Andkjær, som godt kan vente lidt."), i en anmeldelse af et rim&remse-bind af Strid (""
-->det er dem, der slår sig mest skævt, egensindigt i tøjret i forhold til den massivt hjemsøgende, men jo absolut godartede Halfdan-tradition, som Strid aldrig helt frigør sig fra (til forskel fra 90’er-pigerne Kirsten Hammann og Helle Helle og ikke så mange andre)"), i en samle-børneboganmeldelse (" --> (alle de lidt ældre 90’er-piger, undtagen Solvej Balle!, skriver børnebøger nu)") og i en litteraturhistorie-anmeldelse (" --> Handesten deler ”prosaen” i to, ”Korte former” = 90’er-pigerne Balle, Hammann, Heller, Hesselholdt, Guldager, og ”Samtidsbilleder” = de problematiske og uproblematiske ”realister” Sonnergaard, Q. Holm, H.V. Holst, Jessen, Boberg, Beck-Nielsen, Llambías, Weitze.").
Den kønnet patroniserende samlebetegnelse burde jeg holde mig for god til. Stort fy! Never again! 

Min mest forbryderiske tekst fandt jeg imidlertid ved at søge på "90'er-mænd" (selvfølgelig ingen hits på 90'er-drenge"), der hittede på den 4-5 år gamle kommentar "Minimalistisk mandighed", underrubrik: "90'er-generationen har brug for noget manderådgivning, herrerne farer forvildet rundt i kvindernes succesfulde slagskygge", der er idiotisk kønnet hele vejen igennem, og det hjælper ikke, at det er mændene og ikke kvinderne, der patroniseres, det idiotiske er opdelingen i køn, som ikke giver nogen som helst form for kritisk mening, indefra eller udefra. Sådan begynder idiotien (og det lyder flere steder betænkeligt meget som en afskrift af i gårs Politiken-artikel, indrømmet!):

Bortset fra at der ikke er noget, der hedder Forfatterskolelitteratur, har Forfatterskolelitteraturen SEJRET, på både kritiker- og bestsellerlisterne. Den mest solgte bog i DK lige nu er Helle Helles kompromisløst kompakte og poetiske roman Dette burde skrives i nutid; Kritikerprisen (tidligere modtagere: Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Naja Marie Aidt) 2011 gik til Christina Hesselholdt for hendes på sin helt anden, vidtløftige led kompromisløse fortællekreds Camilla – og resten af selskabet. Nordisk Råds Litteraturpris 2007 gik til Naja Marie Aidt for hendes på sin tredje, brutale led kompromisløse novellesamling Bavian. Eller rettere: De kvindelige, nogen-og-fyrreårige, helt eller halvt prosaiske medlemmer af 90’ergenerationen, der også er den første Forfatterskolegeneration. har vundet DET HELE, herunder kanon og litteraturhistorien.

  Men hvad med 90’er-mændene? Ja, de farer rundt i og udenfor manegen, desperat og forvildet og ustadigt og mere eller mindre kvalificeret. Ved Den Blå Ports jubilæumsarrangement 24. marts kunne man opleve to bud på en 90’er-mandlig kunstnerisk praksis anno 2011. Første bud var Janus Kodals såkaldte happening ”Vand på en gås”, hvor han iført et kostume fra sin 13 år gamle (bedste) bog, Fyrsten Zibebes bekendelse, hældte vand på det eneste medlem af aftenens kritikerpanel, der havde anmeldt hans seneste bog. Andet bud var Niels Lyngsøs performance af en håndfuld rap-numre fra den cd, sigdetvidere, han har udsendt under kunstnernavnet Stemmejernet, og som foreløbig kun er blevet anmeldt (rimelig skidt) af musikanmeldere.

Og sådan, fuldt ynkeligt, slutter idiotien (med en cykelmetafor i stedet for en løbemetafor, det er ikke bedre): 

Det er svært at udtale sig om, hvorvidt kvindernes massive profilering og flid og konsekvens har betydet noget for mændenes flaksende rådvildhed og flugtforsøg, men det vil ikke være hverken uforståeligt eller urimeligt, hvis der har været en effekt; 90’er-generationen er immervæk den første generation i litteraturhistorien, hvor kvinderne fra første færd tog teten og uden at blinke har fastholdt og forstærket førerpositionen; selv når de i nærværende generationskritikers øjne er kommet på afveje, som nu bare fx K.M. Guldager, er de ikke til at holde nede!

  Og det kan da sagtens føles uretfærdigt, at de bare hjuler sejrssikkert af sted, kvinderne, når man, som også er MIG, LB, med uldne mellemrum bakser rundt med sine små, insisterende mumlerier. Måske faktisk føles det endnu mere uretfærdigt, når det faktisk ER retfærdigt, når de ustandseligt vinder både enkeltstarter og bjergetaper.

  Kunne de ikke være blevet ved festsangene (som Lyngsø nu har taget op) langt, langt borte i provinsen, som den cyklende hovedperson i bestselleren Dette burde skrives i nutid: ”Jeg kørte med en konfirmationssang inde i hovedet, jeg afprøvede forskellige rim på ordet hestepige, bedste pige, næste pige.”

STORT, TVETULLET UNDSKYLD!

90'erne sent og dumt kønnet

i Politiken-artiklen dér. Der opretter en gruppe på 6 kvindelige 90'er-digtere, grimt, grimt kaldet "kvindeforfattere "i underrubrikken:

Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Pia Juul

Pia Juul hører selvfølgelig ikke hjemme her, hun debuterede i 1985 og knyttede sig til (/ blev knyttet til) andre sen-80'er-digtere som Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Juliane Preisler, Mortri Vizki (redigerede fx Den Blå Port med Frank og Vizki og Marianne Stidsen). I selve 90'erne var den sjette stærke 90'er-digter/prosaist Solvej Balle, pga, af frem for alt Ifølge loven, som hun nægtede at skrive videre fra, det blev i stedet til ultra-minimalsimer, kunstteori og moralsk slægsfortælling og kanonisk-journalistislk usynlighed.

Og dengang i 90'erne var det et så usynligt faktum, at generationens ikke bare stærkeste, men også synligste digtere var kvinder, at jeg flere gange følte, jeg måtte gøre opmærksom på det, simpelthen fordi det var et litterturhistorisk novum med et flertal af kvinde på center stage.

Der har været en træls kønning i gang et stykke tid, først og fremmest rettet mod Helle Helle, kulminerende i Jes Stein Pedersens monumentalt patroniserende Nordisk Råd-kommentar, der betegnede Helles seneste roman som "meget feminim". Og formeligt eksplodererende i generations-artiklen, hvor journalisten Anne-Bech Danielsen har fået tre ellers kloge litterater, Anne Marie Mai, Jo Helt Haarder, Stefan Kjerkegaard, klistret fast til sin limpind, der lige præcis er den primære, definerende kønning af grupperingen - = de mest succesfulde, finlitterære forfattere, født 1962-1966 (og hvorfor er Ida Jessen egentlig ikke taget med i stedet for eller ved siden af Pia Juul, hun har lige så lidt som Naja Aidt (og Juul) gået på Forfatterskolen?) - OG, endnu værre, af form og indhold i deres bøger. Litterat-trioen siger udmærket kloge ting, men fordi de accepterer at sidde fast på den kønnede limpind, kommer de hele tiden til at sige pænt åndssavge ting også; har Helt Haarder virkelig taget ordet "kvindeprosaist" i sin mund? jeg kvier mig ved at tro det:

De står for en række stilistisk gennemarbejdede bøger med meget stærk fortællekraft og med det til fælles, at de trods modet til at eksperimentere med former og formater har formået at fange brede læserskarer«, siger ph. d. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.
En anden litterat, lektor og ph. d. i litteratur ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder, taler om »en falanks af skarpe, højtprofilerede, æstetiske kvindeprosaister« og tøver ikke med at sammenligne generationens betydning for litteraturen med den, prominente forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Ivan Malinowski viste sig at få. Og hovedredaktøren bag en ny nordisk kvindelitteraturhistorie under udarbejdelse, professor i litteratur Anne-Marie Mai, er overbevist om, at de stærke nutidskvinder vil stå distancen, også når fremtidens litteraturhistorier skal skrives: »De her forfattere er simpelthen med til at forny skildringen af liv, køn, krop og seksualitet«, siger professoren.

Hvad i alverden er "fortællekraft" og hvordan passer det på NOGEN af forfatterne?  Det er vel kun Guldager sit sene forfatterskab, og Merete Pryds Helle, i sine mursten og krimier, der efterstræber en eller anden form for gammeldags, plotdrevet narrativt drive (og ja, ok, så fucker Juul med krimien i Mordet på Halland). Og hvad vil det sige, at kvindeprosaisterne er "æstetiske? At de er formbevidste og skriver godt? De et er og gør alle gode forfattere, Det ser ud som om, Mai ikke selv har brugt ordet "nutidskvinder", et endnu slemmere (og grimmere) ord end "kvindeprosaister" og "kvindeforfattere", men limpinden klæber tæt til fornyelsen af "skildringen af liv, køn, krop og seksualitet", og så meget fylder tematisering af køn, krop, seksualitet heller ikke i de seks forfatterskaber, og hvert fald fylder det helt vildt forskelligt på helt vildt forskellige måder. Den kønnede limpinds enkle lighedsmageri - de er alle kvinder! duh! - snyder/hjælper journalist og litterater til at tro/foregøgle, at de syv forfattere på alle andre ledder ligner hinanden lige så enkelt, og det gør de ikke - og til at tro/foregøgle, at de nemme og falske ligheder er kønnede ligheder. De komplekse og forskelligartede udviklingsfigurer i forfatterskaberne tages der så godt som ingen hensyn til. Jeg citerer videre:

Forfatterne skriver, som Anne-Marie Mai understreger, med hver sin »særlige, personlige stemme«. Men de har klangbund til fælles. »De fortæller alle om nutidens mennesker. Samfundet spiller en rolle, men der er fokus på det liv, vi lever med hinanden i familierne«, siger hun. »Samtidig foregår mange af fortællingerne i en nær fortid, som mange husker, og litteraturen har appel til os, når den tilbyder en fortolkning af noget, vi har tumlet med og kender fra vores eget liv. Den slags går rent ind hos måske især de kvindelige læsegrupper rundt om i landet«. Stefan Kjerkegaard, der har specialiseret sig i succesforfatterne som underviser ved Aarhus Universitet, har bemærket, at »middelklassens familier fylder meget«. »Og så handler det ofte om lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden. Temaerne er genkendelige og ofte ret banale, men de behandles på en kunstnerisk interessant måde«, siger han. »Det er på ingen måde triviallitteratur, men forfatterne fastholder trivielle emner, og det appellerer til den brede læserskare«.

Altså, du kan jo selv være triviel, Stefan, når du reducerer så massivt - hvem andre end Hammann skriver EGENTLIG om lille mig i stor, globaliseret verden (ok, måske også Guldager, i en slægtsromanvinkling (plus Afrikaerne tidligere i forfatterskabet, men hov, nu bliver det kompliceret))? Og hvad betyder trivielle emner? Er skriftlighedens fødsel hos Pryds Helle et trivielt emne? Den fede, litterære kønskliché, der som billig chokolade smelter ned over limpinden, er selvfølgelig denne: Det er kvindeligt (eller med Jes Stein: feminint) at skrive om det nære, hverdagslige, familiære, og må vi da alle sammen være fri for den nedsmeltning: 

Med en undtagelse som Helle Helle, der søger ud i provinsen og kredser om underklassens eksistenser, noterer også Jon Helt Haarder, der både som underviser i dansk på Syddansk Universitet og som anmelder ved Jyllands-Posten har læst sig ind på forfatterne, et højt fokus på middelklassens familieliv. »I norsk litteratur havde man i 1990' erne en stærk tendens, som blev kaldt uro i reden. Det handlede om familiestrukturens forvitring, og det kan være, at det er den tendens, vi også ser her. Merete Pryds Helle har tidligere skrevet meget drastiske fortællinger om livet i familierne, og Guldager er i gang med at skrive hele familieinstitutionen igennem over et meget langt stræk«. Ikke mindst hos Helle Helle og Kirsten Hammann er den usikre, utjekkede kvinde en gennemgående karakter, vurderer Jon Helt Haarder, og han ser et paradoks gå igen: »Der er en modsætning mellem de her forfjamskede kvinder, der går til globryllup og forstiller sig og ikke ved, hvad fanden de vil med livet - som så fortælles af kvindelige forfattere, som i den grad ved, hvad de vil med deres historier«.

Hvad hvis nu hvis det bare er forfjamskede mennesker? Og igen, igen kommer jeg til at tænke: Hvor ligner de faktisk hinanden meget mindre end de ligner hinanden, forfatterne, og hvor er de også forskellige fra sig selv. Nå, men nu kommer vi til formen, hvad mon forener her, fra Hesselholdt over Juul til Helle?

Forfatterne har ikke bare tematik, men også til en vis grad form og genre til fælles. Stefan Kjerkegaard lægger vægt på, at 90' er-kvinderne et langt stykke ad vejen har holdt fast i prosaformen og den rene fiktion. Et fællestræk er den fængende historie og ofte korte, stærke, stilsikre tekster, der er »gennemarbejdet ned i hver eneste sætning«. »Hvor mange mænd fra 90' erne har holdt ved poesien, har flere af de her kvinder skrevet prosa, og det appellerer til et bredere publikum. Desuden fastholder de i høj grad den rene fiktion«, siger litteraten.»Nogle af dem har flirtet med det selvbiografiske, men det er snarere deres mandlige kolleger, der har excelleret i det. Kvinderne har haft vægt på fiktionen, fortællingen og det, litteraturen traditionelt set kan, og det er ikke ment nedladende, for de har leget med bare at gøre det endnu bedre«. Kvinderne lægger sig »i slipstrømmen på den meget markante 80' er-generation« af digtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup. »80' er-litteraturen var kendetegnet af en meget høj æstetik, og man skrev poetikker og holdt den fane højt. De her kvinder har villet gøre noget andet«. Og 90' er-generationen har en høj standing i det litterære establishment, siger litteraturforsker Jon Helt Haarder, som også noterer sig noget andet bemærkelsesværdigt: Generationen er i høj grad rundet af forfatterskolen.»De har ikke taget afsæt i det brede kredsløb og har ikke skrevet krimier. De lægger sig tæt op ad litterære eksperimenter, og en del af dem har stået i skole hos Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen, red.) og lært om litteraturen som en form for grundforskning«. Også Haarder hæfter sig ved de kondenserede, »små, hårde firkanter af tekster«, som engang fik anmelderen Lars Bukdahl til at skrive om Ritter Sport-generationen. Og så er det karakteristisk, at skribenterne balancerer på kanten af det, der på den ene side er »mainstream nok til, at det er til at gå til« og på den anden side har kant. Som når Helle Helle på en gang er minimalistisk og fylder op i den store, danske bogreol.

Hvad angår det autofiktive, hvad fanden så med Hesselholdts Camilla-kredse? Pryds Helle har udgivet en decideret mailsamling, og Aidt & co.'s Fri flet, og onklerne i Avuncular (og hvilke mænd fra generationen har "excelleret"? ud over evige Nielsen?)? Det er så vrøvlet og atter vrøvlet: "Fængende historie"? Helle, Hesselholdt? "Korte tekster"? Både Hammann og Pryds har skrevet mursten på + 400 sider. "Prosa"? Aidt og Juul er 50/50 prosaister og lyrikere. "Den rene fiktion"? Juul og Hesselholdt hybridiserer for vildt. Og lige før var generationen æstetisk, nu vil de noget andet end den høje æstetik? De har ikke skrevet krimier! Nej, det er der fandeme mange, der ikke har! Og som sagt i blogposten nedenfor: Ritter Sport-firkanterne blev forladt af så godt som alle i forrige årtusind. I alt fra syntaks til tone er de seks blevet mere og mere forskellige, især måske dem, der havde væsentlige karaktertræk til fælles til en start (= tilhørte samme undergruppe i Generationsmaskinen), som fx Hammann/ Guldager og Pryds/Hesselholdt. Jeg kan slet ikke udstå det intimiderende i formlen: eksperimenterende, men "mainstream nok til, at det er til at gå til", som om værkerne er spekuleret frem til den perfekte mellemting eller mellemvare - og her er der også bare stor forskel på Helles og Hammans og delvist Aidts reelle popularitet og Juuls og Hesselholdts stærk relative kendthed, med umulige Pryds et omkringvæltende sted midt i mellem: hvis det er noget hendes forfatterskab ikke, så er det sikkert, herligt nok (det samme gælder den pædagogiske popularitet (der omtales længere nede, men nu gider jeg ikke sakse mere) hvor Juul, fordi hun har skrevet noveller, overhaler Hammann). Og igennem det hele atter og atter kvindificereingen; 90'er-kvinderne, de her kvinder, kvinderne, de her kvinder - det er så komplet meningsløst.

Stort, mandigt kritikersuk!

Beskeden udødelighed (DONG!)

Kvinderne i min 90'er-generation kommer - allerede, om jeg så må sige - til at overleve med INDTIL FLERE værker, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Lene Henningsen, Christina Hesselholdt, Line Knutzon, Kirsten Hammann, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, mere sølle og tilfældigt, hvad mændene eventuelt efterlader, Niels Lyngsø (født 68 ligesom mig) velsagtens hans Proustoversættelser, jeg helt sikkert ikke andet end mit råbalfabet, som hele tiden optræder i nye, mærkelige skolebøger og - smukt ord, hvem vi ikke gerne være del af sådan noget - stavematerialer:

Kære Lars Bukdahl/ Vi har tidligere fået din tilladelse til at gengive teksten Råbealfabetet i stavematerialet Stjerneskud 2. Udgivelsen vil snart udkomme i 4. oplag (4000 eksemplarer). I den forbindelse afregner vi derfor teksthonorar på i alt 486,40 (hvad er det pr. bogstav? LB)  Med venlig hilsen Dansklærerforeningen.

Jeg tænker, det sgu også er en meget passende og præcis (og livsglad) gravskrift:

AV!
BANG!
CRASH!

Vildt Flag - Smældende Ritter Sport-emballage

Hvis nu 4 af de seje, kvindelige 90'er-digtere, fx H Helle, Aidt, Hammann, Knutzon, dannede et band ligesom Jac og Høecks og Schnacks Bandet Nul, ville de nok lyde og te sig lidt som cool og ustyrligt rockende Wild Flag, Riot Grrrl-supergruppen:

(Aidt + Knutzon dannede duo som teenagere og er nu i en hemmelig bog-trio med Mette Moestrup, der har sin egen duo, She's a Show)

Kvindelige 90'er-prosaister har det hele

(= helt eller primært eller halvt prosaister)

1. Legaterne (jf. optællingen i dagens Politiken, hvor Hammann, Helle, Aidt, Guldager, Pryds Helle er på legaternes Top 10)

2. Priserne (jf. senest Kritikerprisen nedenfor)

3. De gode anmeldelser

4. Salgstallene (relativt set, men i stigende grad)

5. Forfatterskaberne (de flittige og solide og konsekvente/konsekvent forvandlingsdygtige forfatterskaber)*

6. Talenterne

7. Og derfor intet behov for midtvejskriser og midtvejskrisegenererede karriereskift

Karriereskift for mandlige 90'erdigtere i midtvejskrise

1. Kriminalforfatter

2. Rocksanger

3. Rapper

4. Kurator

4. Maratonløber

5. Postbud

6. Blogger

7. Årets piberyger

(dette er også en quiz)

Nå ja, jeg glemte én, der egenlig burde have stået mellem 1 og 2, men nu bliver nr.:

8. Hermetiker

Kosmisk vrøvl om 90'erne

90'erne må pludselig være lang tid siden, når de kan fortegnes så eftertrykkeligt, som det sker i en dybt forvrøvlet artikel af Andreas Harbsmeier (redaktør af dansk Lettre Internationale (hvis det stadig eksisterer)), "Dansk litteratur i reservat", i noget net-noget, der hedder Eurozine, som Stefan Kjerkegaard ukommenteret (er han enig? i hvor meget? sig noget, Stefan!) linkede til i en blogpost i går:

Jakob Ejersbo er et andet godt bud på en forfatter, der ikke alene har formået at have andet og mere på hjerte end indadvendt selvpromovering, men også har forløst det stilistisk i en ambitiøs form [jeg orker ikke her at attakere den hovedløse kanonisering af Jakob Ejersbo, men jeg (eller Tue Nexø, som jeg diskuterede det med på café i går (mens Stefan linkede)) bør gøre det snart LB]. 90ernes danske litteratur var præget af en form for "forfatterskolelitteratur", der i mangel af centrale temaer for den engagerede litteratur, med velskrivende, oftest kvindelige forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann m.fl., indbød til et muligvis kærkomment blik ind i de nære problemers univers. Tendensen blev kritiseret for at være tematisk uambitiøst og alt for fokuseret på form. I centrum stod det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv. Denne tendens¹ popularitet bragte forfatterne ind i det nye årtusinde med stor succes. Med præcise, kølige sætninger rykkede de nære, små problemer i centrum i en stilistisk overbevisende ny tendens. Et nyt tiltag kunne den unge [= 34-årige LB] Jan Sonnergaard præstere.

Som om 90'ernes (kvindelige) prosa) er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse, der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet, 2008] og Christina Hesselholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flytgning blandt sine hovedpersoner). Solvej Balles, Katrine Marie Guldagers, Kirsten Hammanns, Merete Pryds Helles (Pryds!) og Christina Hesselholdts 90'er-prosabøger handler om ALT ANDET, bortset lige fra indenrigs- og udenrigspolitik, end de nære problemers univers - i centrum stod OVERHOVEDET IKKE det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv - men en brændende eksistentiel og encyklopædisk nysgerrighed overfor det menneskelige og dets indfældethed i verden (og kosmos såmænd), og bla bla bla, læs videre i min fra forlaget udsolgte mursten Generationsmaskinen (eksemplarer kan vistnok endnu bestilles i Samlerens Bogklub ...), hvor jeg i min begejstring over den næstfølgende, gævt gøglende generation nu og da behandlede 90'erne noget patroniserende, men nu får jeg virkelig lyst til at forsvare dem, med næb og klør, for hvor er dog virkelighedsmodellen og -gestaltningen inderligt fattig i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (så kom jeg alligevel til at disse den) sammenlignet med fx Solvej Balles Ifølge loven, Katrine Marie Guldagers Det grønne øje, Kirsten Hammanns Bannister, Helles Helles Eksempel på liv, Merete Pryds Helles Men jorden står til evig tid og Christina Hesselholdts Det skjulte (hvilket lige præcis Katrine nok ikke (længere) er enig i, men det er så bare synd for hende - og hendes forfatterskab).