Politiken har hentet en ny, yngre anmelder hos information, Mikkel Krause Frantzen, og han leverede i går en herligt øjenåbnet og dermed øjenåbnende, 5-hjertede anmeldelse af den nye digtsamling af Marianne Larsen (som HOV! har fødselsdag i dag - tillykke, mesterdigter!), som han åbenbart ikke har læst før (selvom vi er nogen, der har propaganderet hysterisk for hende i ganske mange år), her afslutningen - med en smuk iagttagelse og pointe om paranoid undertekst:
Og så er det også paranoia. I digtet ’FLIM FLAM’ skrives der om »millionvis af adgangskoder« og »satellitfotos«, ligesom der optræder »en storinvestor vover sig efter kirurgisk/ at være blevet gjort skudsikker/ til et længe ventet topmøde med sit ego«.
Samt at der i bunden på nogle af siderne løber sætninger som »FORSANSET FORSTYRRET« og »JEG DRØMTE JEG MÆRKEDE KLODEN JEG BEBOR GIVE SIG TIL AT LE UNDER FØDDERNE PÅ MIG«.
Det er en poetisk procedure, man i de senere år også er stødt på hos digteren Ursula Andkjær Olsen (’Havet er en scene’) og næsten navnløse Nielsen (’Store satans fald’), to andre markante paranoikere i dansk litteratur p.t. Paranoia som grafisk understrøm, paranoia som det, der giver elektricitet til det poetiske batteri.
Så hvis man ikke har læst Marianne Larsen før, kan man passende starte med ’Hændelser i stresset melankoli’. Og det gode er jo så, at man har et helt bagkatalog til gode.
Det må være, som hvis man endnu ikke har set et eneste afsnit af tv-serien 'The Wire', eller snarere 'Twin Peaks', for det er mere i den dur: That gum you like is going to come back in style.
Men hvis Larsens lyrik er et tyggegummi – og hvorfor egentlig ikke – så burde
det være et tyggegummi, der ikke går af mode.
paranoia er en fest
SvarSletmed én enkelt gæst