Jeg stod i forgårs på Nørreport og ventede på linje E til Holte og og læste stenet i første bind af Marianne Stidsens disputats, hvis omstændelige referater af diverse sociologiske klassikere langt fra formåede at ophidse mig, da en herre pludselig spurgte mig, hvad jeg ville anbefale som modgift mod hans årelange, absolutte aversion mod skønlitteratur (det sidste, der have optaget ham, var Hans Scherfig ...); jeg tænke mig længe om, så ned på disputatsen, tung og traurig knuget i min hånd, og fandt det selvfølgelige svar:
Blendstrup, Jens Blendstrup
(og efter 6 måneders intens læsning alle mulige andre steder hen, vil han være klar til at læse begyndelsen på Strunk, der samme tirsdag stod at læse i Politikens 2. sektion, fint præsenteret af en af Marianne Stidsens store helte, Thomas Bredsdorff, der modsat hende har sand for poesiens SKØNHED)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar