Whatever is Awesome

Og apropos fuldendthed, så kan åbenbart hvilken som helst bog, i hvert fald fra Gyldendal, være perfekt god.

Forleden gav den nye Berlingske-anmelder Katherine Diez i hendes anmeldelse nr. 3, Kim Fupz Aakesons roman Skibets navn 6 stjerner.

Og så gav Mikkel Frantzen i Politiken Lars Skinnebachs (og Goodiepals) Teotwawki 6 hjerter, det vil sige 4 flere hjerter end han legendarisk skandaløst gav Christina Hagens parallelt collage-viltre Jungle, hvis betænkelige white girl-performativitet overskyggede dén collage-æstetiske avantgarde-underholdning, der åbenbart er helt anderledes absolut kostelig i Teotwawki, som jeg i WA Bøger også agerer temmelig glad for, men lige præcis mindst glad for (eller mere undrende over end glad for) som collage-værk (kan altså ikke komme op at køre over Goodiepals groft kuriøse kunstsamling og slet ikke i clinch med Skinnebachs intense skriftlige fantasmagorik)

- det er meget langt tid siden, jeg har læst og anmeldt en voksenbog af Kim Fupz (og vist også lang tiden siden han sidst har udgivet en), men jeg tillader mig altså totalt fordomsfuldt at tvivle på, han nu pludselig er er blevet prosamester...

vrisser jeg, mens opvågnende babyfødder sparker til mine fingre på tastaturet

Elementær hjertekonsekvens

Kunne vi ikke i det mindste blive enige om,
Lasse Horne Kjældgaard og Politiken,
angående anmeldelsen af Carsten Jensens Den første sten i dagens avis,
at hvis mindst 1 væsentlig anke formuleres
mod bogen, der anmeldes, så kan den
i det mindste ikke få
6 hjerter:

"På den måde bliver teknologiens dehumanisering her erstattet af litteraturens menneskeliggørelse og af den helt grundlæggende udfordring, det er at sætte sig i den andens sted. »Tænk på dem som mennesker, hvis skæbne I er forbundne med«, lyder Khaibers instruktion om talebanerne.
Den eneste, det ikke rigtig gælder for, er den omtalte marionetfører, der trækker i alle trådene. Han forbliver næsten tom, uden klart motiv, uden biografisk baggrund, nærmest som en djævel – »et flimmer af identiteter, et spøgelse i cyberspace«, som Khaiber omtaler ham.
Det er både en styrke og en svaghed ved romanen, men det ændrer ikke på, at Carsten Jensen har skrevet den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen – spændende og vigtig på samme tid."

- alt those relativeringer: styrke & svaghed, ændrer ikke på, bedste danske bog om Afghanistan-krigen (ikke voldsomt stor gruppe af bøger jo, spændende & vigtig ...

Et tu, Katrine, er hjerteoppumper

Det er åbenbart ikke muligt på Politiken at uddele hjerter til danske film forholdsmæssigt  - Katrine Hornstrup Yde, der pludselig har gjort Politikens filmtillæg uundværligt, giver Erik Clausens nye film Mennesker bliver spist 4 hjerter, selvom enhver, der kan læse, kan se, at anmeldelsen skarpt er formuleret frem til en dom på de 3 (til gengæld lyder hendes 5 stjerner til gentleman-voldsfilm The Kingsmen fuldstændig rimeligt - og inciterende) her er afslutningen:

når Gitte bliver ringet op af sin mor, sidder hun naturligvis på kanten af sin smarte sofa og læser i et designblad, som om hun selv var en statist i selvsamme katalog. For så stift lever folk, der er fine på den, jo nemlig. Not.
Derimod er der noget rammende i at se Gitte og hendes nye mand (Rasmus Botoft) sidde i lotusstilling og meditere på stuegulvet for at eskapere fra Gittes (begrundede) frygt for at være en dårlig mor, alt imens hendes søn, Patrick (fine Oliver Methling Søndergaard med dunskæg), har låst sig inde på værelset.
Men så er det også nærmest for nemme point at give sin egen politiske dagsorden, når Clausen får Herlufs bror (Steen Stig Lommer) til at reflektere over sin fortid som medlem af Dansk Folkeparti sådan her: »Det der politik, jeg var med i, var jo bare en stor ophobning af mindreværdskomplekser«. Clausen rammer således skiftevis sine parodier og revselser helt præcist og helt galt.Til gengæld er der altså varmen og inderligheden.
Det er i Bodil Jørgensens fantastisk fine balance mellem ægteskabstristesse og ømhed for den gamle Luffe, at filmen får ægte nærvær. Og det er i Clausens mentale plidderpludder, i den måde, som hjernen æder sig selv på, at der er noget eksistentielt skrøbeligt på spil.
Og så insisterer Clausen på at lade alle filmens karikerede karakterer afsløre sig som sårbare mennesker. Det bliver idylliseret og ganske sentimentalt, men det virker også rørende: at der hos Clausen er denne lyst til solidaritet. Og den er befriende at overgive sig til.
Filmens allersidste scene er i øvrigt hjerteskærende hård frem for naivt håbefuld.
Mennesker bliver spist. Uanset hvad vi gør for at forhindre det.

Afffektiv forkortelse (krampehjerte)

Lilian Munk Rösings 5 hjerter-anmeldelse af Charlotte Strandgaards Gladiator-bog Hans forkortet til ren følelsesfuldhed, anmelderens og forfatterens:

Så græder man.

Så bliver gråden til krampegråd.

Når man har grædt færdig og samlet sig, kan man gå videre

stor, ubetvingelig, plagsom og prægtig moderkærlighed

alle moderkærlighedens problematiske træk: så anmassende den kan være, så selvtvivlende, så rasende, så symbiotisk. Men også dens velsignende styrke: den bliver ved, den bliver ved, den giver aldrig op.

Dér hvor andre ser en to meter høj galning med skræmmende råb og fagter, ser moderkærligheden en følsom dreng i intens dialog med tilværelsen. Dér hvor andre ser fæle selvmorder-ar, ser moderkærligheden babybløde håndled med silkehud. Dér hvor de normale ser vanvid, har moderkærligheden blik for, hvordan den ' vanvittige' gennemskuer normaliteten

Dér hvor andre ser en stakkel, ser moderkærligheden et givende menneske

Jeg har ikke lyst til at give den bog hjerter. Den er selv ét stort råt moderhjerte, blodfyldt og flænget, eftertænksomt tikkende, fortvivlet dunkende, kærligt bankende, sørgende og levende. Dunk-dunkdunk, siger sønnen for at jage dæmonerne bort. Dunk-dunk-dunk, siger moderhjertet for sønnen.

4 stjerner/hjerter-patroniseringen

Hverken Erik Svendsen i Jyllands-Posten (jeg nærmer mig meeeeeeeeeeeeeget langsomt hans skandaløst stupide, 3-stjernede Helle Helle-anmeldelse og og først gennem massakreringen af den kan jeg MÅSKE konfrontere mig med Tue Nexøs Nexøs sørgeligt bagatelliserende Inf-anmeldelse) eller Thomas Bredsdorff i Politiken bryder sig om Pia Tafdrups digtsamling Smagen af stål: Bredsdorff:

På evig jagt' er et digt fra samme skuffe. To mennesker følges ad og dog ikke, for den enes blik er altid på vej et andet sted hen. Kulminationen viser en af Tafdrups svagheder: de store abstraktioner. »vi ankommer til et savn,/ulæseligt som universets sorte huller,/brændende af samme storm,/der får os til at spærre øjnene op«. Lad gå med at ' ankomme til et savn', men hvorfor skal det være ulæseligt, og brænder storme? TAFDRUP kan som regel få noget godt ud af et syn i naturen. For eksempel svanerne på ' søen midt i byen'. Bruset, når de letter fra vandoverfladen, går lige ind i sjælen på poeten og får det til at suse for læsernes ører.
Det ligger lidt tungere med en del af de tosomme situationer. »Bliver vi levende under kærtegn,/stråler vi, eller sletter vi hinanden ud, når kroppene bliver ét/med mørket udenfor«. Jo da, det er smukt nok, men sproget lyder, som om poeten har været der før, for mange gange.

Svendsen:

"Smagen af stål" har ikke mange programmatiske digte, men en del småiagttagelser, der blæses op i stort format, og det kan virke vældig pompøst.

- og alligevel giver den henholdsvis 4 hjerter og 4 stjerner, selvom de anmelder til højst 3, og det er jo ikke at udvise respekt for et kanoniseret forfatterskab, men respekløst at patronisere det, høre bare deres afslutninger; først Svendsen, der pludselig bliver Højholtsk metaforkritiker, fordi han desperat ikke ved, hvordan fanden han skal lande anmeldelsen:

Pia Tafdrup er en overvintret romantiker i nye gevandter - dels at hun tænker som en ærkedigter, der ser analogier: som det er med de flyvende svaner, er det med sjælen, der forlader mennesket.
Det gode ved analogiseringen er, at den skaber ny betydning ved at knytte to områder sammen. Det diskutable ved analogien er, at den ser enshed, hvor der også er fundamentale forskelle.

Så Bredsdorff (det førstnævnte digt er det, jeg sukker aktiver over i min WA-anmeldelse):

Nogle af bogens bedste digte er korte. ' Lyset lugter dyrisk', hævder en titel lidt dunkelt, men teksten under titlen er lysende klar. Et træ væltet af stormen, rødder, der sprøjter mod himlen, fugle, der synger videre fra andre træer end det væltede. Og helt kort, ' Modersmål', et lynglimt af, hvordan forståelse kan opstå mellem mennesker skilt af hver sit sprog, forenet af trøstende arme.
Med så mange gode digte gør det ikke noget, at der er en del, der er glemt så hurtigt, som de er læst.

- men "Modersmål" er heller ikke et uforglemmeligt digt, jeg mener "trøste af arme" (hvis det så bare var Arne), og de arme, selvstændiggjorte (og upræcist placerede - om skuldrene, om livet?)) arme havde jeg også allerede glemt: alt i alt er der tale om en halv aforisme, der er 2 gange for lang, så det kan i hvert fald rimelig objektivt minuses fra de gode digte:

Jeg slår en høj latter op/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ mine venner ler tilbage/ på deres sprog.// Jeg græder/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ trøstet af arme,/ der lægger sig om mig"

6 pacemakere

Hvad er bevæggrunden til at give en bog det optimale stjerne/hjerte-antal: 6, som Politiken nyligt ved Jes Stein Pedersen gav Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig og i dag ved Lilian Munk Rösing giver Josefine Klougarts Om mørke? Jeg selv giver kun stjerner, når jeg anmelder film i Ekko, hvilket er evigt svært, og gennem de 7 år, jeg har filmanmeldt, har jeg kun to gange givet 6 stjerner, til David Lynchs Inland Empire og til Wes Andersons Moonrise Kingdom, og da jeg anmeldte den sidste sammenlignede jeg de 2 film:

Den eneste anden film, jeg har givet seks stjerner, er David Lynchs Indland Empire, og det var fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur udsyret, men umiskendeligt gik helt fra koncepterne. Monnrise Kingdom  - mystisk som titlen rimer på Indland Empire … - skal have seks stjerner fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur hyperkoncentreret (og) umiskendeligt holder sig til koncepterne og igennem denne hyper-koncept-koncentration frisætter og elektrificerer et vidunderligt kunstnerisk overskud.

Jeg ved ikke, om jeg ville have givet nogen bøger 6 stjerner i år, og det behøver jeg heller ikke at vide, for jeg skal ikke give nogen bøger nogen stjerner, og jeg synes, stjerneafgivning er en pænt stupid og meningsløs form for kritik - men hvis vi nu LEGER, at jeg kunne og skulle give stjerner, så vil jeg måske nok give Niels Franks Nellies bog, for dér går en yndlingsauteur fra koncepterne, og Marianne Larsens Umulighedsportal, for dér holder en yndlingsauteur sig til koncepterne, seks stjerner hver, bortset fra at jeg altså ikke giver nogen stjerner til nogen bøger.

Hvad er det for optimale kvaliteter, Klougart får 6 hjerter for? Det er ikke helt klart, men det er vistnok, at kritikeren bliver rørt, og (at hun bliver rørt af) at oplevelser og følelser, iagttagelser og tanker formuleres optimalt smukt og præcist:

Skriften skaber billeder, som læseren ser for sit indre øje, skriften skaber en stemme, som læseren hører for sit indre øre. Klougarts skrift skaber billeder, som man har lyst til at tapetsere sit indre med (»Kroppen er en kam man kan trække gennem tankerne«) eller sende som postkort til nære og fjerne kære. Dette billede går ud til min søster: »Wienerstolenes spændthed i træet, måden det bøjer sig på, som en kærlighed, der overvintrer«. Dette går ud til min ekskæreste: »Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det«. Klougarts stemme er på én gang skarp og nådesløs og mild og livgivende som lyset.

Jeg synes ikke, kritikerens eksempler overbeviser som eksempler på optimalt smukke og præcise formuleringer (de går fra det ufrivilligt groteske, kroppen som en kam, til det højstemt klodsede, stole-spændthed som overvintrende kærlighed), men først og fremmest formår hun ikke selv at præcisere, grimt eller smukt, hvad der er det optimalt særlige og særegne og egensindige, det perfekt eller eksploderet auteuristiske, ved Klougarts litterære stemme eller bare stil; skarp/nådesløs, mild/livgivende er jo ikke karakteriserende adjektiver, men fade superlativer linket på en lige så patetisk som luftig (se, 3 karakteriserende adjektiver lige dér: fade, patetisk. luftig) metafor, LYS, som Klougart selv helt sikkert ville holde sig for god til. Til sidst skriver den hjertelige kritiker:

Man kan tale om ubærlig skønhed, men man kan også tale om en sproglig skønhed, der gør det ubærlige til at bære. Det ubærlige at alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser. Mellem øjet og verden, manden og kvinden, kroppen og livet.

Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd.

Rekordhjerteoppumpning

Tæl dem:






utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :

’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.

Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.

Jeg gider ikke blive glad for Erik Svendsen

Først roste han i Jyllands-Posten Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, der skandaløst nok endnu er uanmeldt i andre landsdækkende tryksager, og i dag er han 3 stjerner-kritisk overfor Katrine Marie Guldagers nye roman Den ny tid, som jeg ikke har læst, men er kvalificeret mistænksom overfor, fordi jeg læste og anmeldte første bind i den åbenbart uendelig slægtsromanserie:

Den ulvesymbolik, der gav de to første romaner i krøniken slagside, er nedtonet. Uden videre hedder det, at ulven, som kun Lilly kan se, er et indre dyr. Mystikken erstattes nu af snusfornuftig psykoanalyse, og fortælleren bruger et par gange direkte psykoanalytiske begreber.Vist har Katrine Marie Guldager styr på den brogede fortælling. Men i mine øjne løser hun ikke det problem, som mange forfattere bakser med, nemlig hvordan en fortæller kan reflektere over historien. Det virker, som om Guldager springer op og falder ned på de kunstneriske udfordringer. Hvis en konflikt bliver tilstrækkeligt kompliceret, eller et tema brænder på - ja så får vi enten i en illusionsnedbrydende parentes fortalt, hvordan det faktisk forholder sig, eller fortælleren kaster sig direkte ud i udlægninger, der forvandler dramaet til noget, der illustrerer en tese.

Hvilket meget præcist rimer på min tese om forfatterskabet: At vilter vision er afløst af demonstrativ opbyggelighed.

Og hvor mange hjerter får romanen mon i Politiken?

Rigtig gættet! 5 hjerter!

Ved en særdeles upålidelig Bjørn Bredal (trygt atter at nære mistilliden), der tydeligvis har brugt mange trætte kræfter (fx ved at gentage en tidligere anmeldelses flade ordspil (lige ud ad Gammel Køge Landevej)) på at aflede egen opmærksomhed fra en ærlig forholden sig til romanens kunstneriske kvaliteter:

Fortællerstemmen har noget helt særligt hos Katrine Marie Guldager. En sagatone, som gør nedfaldne engle, luskende ulve og brændende huse i bevidstheden til aldeles naturlige dele af en normaldansk historie om en familie mellem Køge og København i årene efter krigen. En eksploderet familie i et minefelt af tidsindstillede bomber, hvoraf den værste, viser det sig, har sin sprængkraft fra et barn helt uden familie. Som stemmen siger: »Det var begyndt, fordi Nina, Leonoras bedste veninde og det eneste forældreløse barn i denne historie, havde stillet sine drømme til rådighed for denne verdens forældreløse«.Nu følger en grusom historie fra et børnehjem, en historie, som spejler og forklarer den større historie om alt andet end forældreløse børn fra et hjem i Køge. Det hele brænder, konkret og symbolsk, og stemmen skal ikke bruge andet end et snapshot fra en teltferie for at komme i tanker om, at familien ikke blot »er en biologisk enhed, men et system af nøje udvalgt erindring«. Katrine Marie Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge. Og jeg vil gerne gentage fra anmeldelsen af bind to, 'Lille hjerte', at det hele sagtens kan læses lige ud ad Gammel Køge Landevej som en ganske ukompliceret historie om dansk familieliv. Og denne historie kunne lige så sagtens stoppe her i al sin storslåede treenighed. Men forlaget fortæller, at yderligere fem bind er på vej.

Sagatone? Det første citat i klippet lyder snarere som en pastiche på tidlig Peter Høeg (der selv lød som en pastiche på latinamerikanske pasticher på 1800-tals- romanprosa ...). Og springet fra teltferie-snapshot til dybsindig familie-aforisme er sgu da uden videre et skræmmeeksempel, hvilke jeg også tror, Bredal underbevidst ved!

Lilian kan selv få 4 falske hjerter

for endnu en gang at give en bog, hun eksplicit ikke bryder sig om, 4 hjerter, sidst var det Pablo Llambìas' Hundstein, denne gang Jan Sonnergaards Otte fortællinger - er det en særlig censurfunktion i Politikens anmeldelsesskabelon, der forhindrer (iflg. Politiken) etablerede og kanoniserede forfattere i at blive tildelt færre end 4 hjerter; til gengæld kan eksperimenterende eller bare opfindsomme bøger ikke få MERE end 4 hjerter, som givet af Zangenberg til År 9 efter Loopet og Munk Rösing til Nellies bog, og mener hun virkelig, lektoren, at Sonnergaards og Franks bøger er nøjagtigt lige jævnt glimrende? Det er meget svært at finde uforbeholdent positive smagsdomme i anmeldelsen; den starter ud med at forsøge at gå ind for Paris-fortælling 1 ved, som så ofte før, at lade privat sentimentalitet overrule litterær smag og sans, men det er ikke længe, hun kan holde den kritiske maske:

Jeg blev suget behageligt med af den første fortælling i Jan Sonnergaards nye bog og følte mig i stand til at dele dens billede af lykken: At flanere mand og kvinde sammen på æstetisk opdagelse gennem en europæisk storby. Nyde kunst, mad og hinanden./ Men fik også den der lidt flove fornemmelse af, at det her sådan set bare var søbemad rettet mod mit segment: en kulørt erotisk historie piffet op med æstetisk og kulinarisk raffinement. Som så ikke er så raffineret endda. Sonnergaards (eller hans jegfortælleres) smag for højere gastronomi, lækre habitter og velklædte kvinder er ikke æstetisk aristokratisme, men snarere beslægtet med den nyriges: jo dyrere, jo bedre.

Hvorpå hun geråder ud i tvivl om Sonnergaards loyalitet overfor sine hovedpersoners trælshed og træskhed:

Nu skal man selvfølgelig ikke glemme, at Sonnergaard ikke er identisk med sine hovedpersoner, heller ikke når de er jegfortællere, og i sit forfatterskab generelt ofte udstiller dem som klassepositioner snarere end sympatiserer med dem./ Men hvor går grænsen mellem sympati og udstilling, mellem alvor og ironi?/ En af de mandlige hovedpersoner, vi følger, er helt tydeligt skildret som et dumt svin, en anden skal temmelig sikkert læses som en okay fyr, men hvor i spektret placerer de andre sig?

Og det må være denne tvivl, som retfærdiggør de 4 hjerter - hele sidste spalte af anmeldelsen håber på, at Sonnegaard mener sit hadefulde portræt af Erik Skyum i Rom-fortællingen ironisk, men det gør han HELT TYDELIGT IKKE, og så er det koketteri at lade som om, at det faktisk er en mulighed, og sådant koketteri mod bedre vidende eller fornemmende har jeg selv benyttet mig af talrige gange (herunder min allerførste anmeldelse i KD, men (forhåbentlig) ikke for nylig), kriminelt bliver det først, når koketteriet får indflydelse på smagsdommen, og det gør det TYDELIGVIS her, for hvorfor i alverden ellers de 4 hjerte? Ja, Sonnergaard markerer varierende grad af distance fra og identitet med og sympati og antipati for sine hovedpersoner, men deres nyrige snobbisme og puerile kvindesyn/ideal er HELT TYDELIGT Sonnergaards egne (anti)idiosynkrasier af den simple grund, at de er de samme hele bogen igennem (undtagen den afsluttende spøgelseshistorie, bogens mest, nej eneste vellykkede og velskabte). Tue Nexø udtrykker samme tvivl om forfatterloyalitet i sin langt mere TYDELIGT kritiske Information-anmeldelse, men lader ikke som om, at tvivlen er genuin; eller rettere påpeger, at den tvivl, bogen selv koketterer med, er forloren; jeg kan så ikke gennemskue, hvorvidt Tues positive fortolkning af Amager-fortællingen til slut er ironi/koketteri, eller om han virkelig selv tror på, at Sonnergaard er så raffineret, for det er han TYDELIGVIS IKKE:

Egentlig brod i forhold til samtiden er der i øvrigt kun i en enkelt af dem. I »Miraklet på lorteøen« får et slæng af gamle bekendte, alle stamkunder på den samme amagerkanske bodega, helt uforklarligt den grille at hjælpe en fordrukken bums til hægterne. Ikke engang de selv kan forstå hvorfor, de er ellers kørt fast i den samme smålige hakken på hinanden. Og de vil ikke fortælle nogen om deres gode gerning, heller ikke pressen:/ »De troede blot på én ting, nemlig at man indimellem bliver nødt til at opføre sig som et ordentligt menneske. Og så troede de alle som én på én ting mere: At man ikke skal rende rundt og prale med de få gode gerninger, man er så heldig at få lov til at udøve her på Jorden.«/ En smuk og opbyggelig morale, ikke sandt? Men som motto for »Miraklet på lorteøen« står en version af den tyske filosof Immanuel Kants kategoriske imperativ. Det lyder, at ens handlinger bør være sådan, at man ud fra dem kan udlede en almen lov. Det handler om det modsatte af mirakler, det handler om en moral, der skal gennemtrænge hvert eneste sekund af vores liv./ Sagt på en anden måde: Hvad ligner det at kompensere for sin smålighed i et enkelt uforklarligt anfald af godhed? Og derefter varme sig ved det og føle sig som et ordentligt menneske? Det svirp, denne diskrete vrængen ad sin egen tekst – og ad tidens tro på det undtagelsesvist ordentlige menneske – den er fint udført. Så er det bare ærgerligt, at resten af Sonnergaards nye bog slet ikke holder niveau.

Bogen får også fire stjerner i Berlingske og Jyllands-Posten for at være okay rimelig signeret Sonnergaardsk (Brand-boosting kunne man kalde det, selv når brandet fremstår desperat oppumpet og udhulet) god, men gu er den da ej, og som (ud over mig) ellers kun påpeget af Tue, så er novellerne først og fremmest fuldstændig uformeligt meningsløst monsterlange (undtagen 1), inkl. Amager-fortællingen, som derfor sgu da ikke kan reddes af Kant-paratekstens tvivlsomme ironi. Sjældent har en bog i den TYDELIGE grad fortjent et hjerteSTOP!

Hjerteoppumpning 3

Politikens tredje excessive hjerteuddeling til et stykke genrelitteratur på under en uge: I dag onsdag giver Anders Bodelsen fire hjerter til Olav Hergels propaganda-thriller eller "spændings- og nøgleroman om den svære integrationsproces" Indvandreren efter i sin anmeldelse at have formuleret føgende giftigheder:

'Indvandreren' er altså en nøgleroman. Det er ikke meningen, at man skal bryde sin hjerne med hensyn til, hvem der er hvem. Eller - hvor forfatteren selv befinder sig./ Det sidste er på én gang bogens svaghed og styrke [nøjagtig samme sofistiske formel brugte Sophie Engberg Sonne i sin Leif Davidsen-anmeldelse: styrke er også svaghed!!?? LB]. Mens handlingen lunter af sted, affyres der meninger på kryds og tværs. I et efterord fortæller Hergel, at "nogle af de udtalelser romanens personer fremkommer med, har stået i andre sammenhænge i danske medier". Ærlig snak. Men de store talebobler af lånt tekst gør fiktionen stiv.

Handlingsluntende og citatstiv spændingsroman: Værsgo, fire hjerter! Mens Klaus Rifbjergs nye, bittelille og utroligt fine (anti-spændings)roman, Skiftespor, som jeg selv hjerte- og stjerneløst, men markeret glad i låget anmelder fredag, ovre i yderste højre spalte må stille sig tilfreds med sølle tre hjerter, selv om Lasse Horne Kjældgaard, så vidt jeg kan læse, ingen steder i sin anmeldelse eksplicit kritiserer romanen for noget som helst, ud over at den ikke er særlig lang, og at den ikke uden videre handler om dansk fremmedpolitik ligesom Hergels roman:

Kan Rifbjergs nye roman læses som et indlæg i den aktuelle 'udlændingedebat' eller den endeløse strid om, hvad vi kan og skal 'bruge' besættelsestiden til i dag? Ja - det ville være oplagt - og alligevel ikke adækvat [adækvat!!?? hvad er det for et kontorcheford! LB]/ Som roman gør 'Skiftespor' nemlig først og fremmest indtryk i kraft af sine fint registrerede stemninger samt den - undskyld udtrykket! [alt forladt!? LB] - skæve synsvinkel ...

Men for satan i helvede: Olav Hergel er en skide journalist, der skriver skide journalistisk, Klaus Rifbjerg er en rigtig digter, der skriver rigtig digterisk (hvilket Anders Bodelsen vistnok og måske også er, han var det i hvert fald dengang, han skrev den nøgleroman om Rifbjerg, der hedder Straus). Der er lige præcis fanden til forskel!