Elementær hjertekonsekvens

Kunne vi ikke i det mindste blive enige om,
Lasse Horne Kjældgaard og Politiken,
angående anmeldelsen af Carsten Jensens Den første sten i dagens avis,
at hvis mindst 1 væsentlig anke formuleres
mod bogen, der anmeldes, så kan den
i det mindste ikke få
6 hjerter:

"På den måde bliver teknologiens dehumanisering her erstattet af litteraturens menneskeliggørelse og af den helt grundlæggende udfordring, det er at sætte sig i den andens sted. »Tænk på dem som mennesker, hvis skæbne I er forbundne med«, lyder Khaibers instruktion om talebanerne.
Den eneste, det ikke rigtig gælder for, er den omtalte marionetfører, der trækker i alle trådene. Han forbliver næsten tom, uden klart motiv, uden biografisk baggrund, nærmest som en djævel – »et flimmer af identiteter, et spøgelse i cyberspace«, som Khaiber omtaler ham.
Det er både en styrke og en svaghed ved romanen, men det ændrer ikke på, at Carsten Jensen har skrevet den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen – spændende og vigtig på samme tid."

- alt those relativeringer: styrke & svaghed, ændrer ikke på, bedste danske bog om Afghanistan-krigen (ikke voldsomt stor gruppe af bøger jo, spændende & vigtig ...

Selvmordsfiktion

Karen Blixen har iflg Politiken skrevet denne tekst, da hun var i Afrika, formodentlig i sommeren 1931:

Jeg ved, det er forkert at komme til Deres hus og opføre mig på denne måde, men jeg kan ikke handle anderledes. Jeg prøvede at fortsætte, men jeg kan ikke. - Vær god at føre mig tilbage til Ngong Hills. - Gustav Mohr, Ruiru, ved om, hvad jeg ønsker foretaget. Jeg beder om tilgivelse. Tania Blixen

Forskere tolker dette som et selvmordsbrev:

Brevet er interessant, fordi det er et ret håndfast bevis på, at hun tænkte på at gøre det slut for sig selv«, siger Marianne Juhl, der sammen med Marianne Wirenfeldt Asmussen er bogens redaktører. "Ud fra sammenhængen er det en rimelig tolkning, at der er tale om et selvmordsforsøg. Under alle omstændigheder er dette brev udtryk for virkelig dyb fortvivlelse«

Hvilket man vel må kalde den ULTIMATIVE status og fortolkning af en tekst, og det er da rigtignok  ikke en URIMELIG fortolkning, bortset fra akkurat at Karen Blixen IKKE begik selvmord, og at vi ikke har (andre) troværdigt rapporter om, at Karen Blixen faktisk FORSØGTE selvmord: til gengæld ved vi, at Karen Blixen var og især BLEV en fiktionsforfatter med speciale i fortælleres maskespil, som ville have set med betydelig afsmag på litteraturredaktør Jes Steins ivrige snak på netavisens video om, at forskere nu kan nå dybere ind i "private rum": Alt, vi kan sige, er, at teksten med raffineret og lumsk nøgtern styrke tilhører GENREN selvmordsbrev, og hvorfor ikke simpelthen betragte den som en STILØVELSE - med en mere eller mindre autentisk og akut følelsesbaggrund, som vi intet kan vide om - i genren selvmordsbrev (som der jo findes utallige eksempler på i unge og yngre menneskers skrivebordsskuffer (med en mere eller mindre ...)), og en ret fremragende sådan, eftersom den så mange år efter er i stand til både at overbevise og bevæge litteraturforskere. Jeg foreslår, at alle nulevende, danske forfattere, der lige nu læser med her, i aften skriver og tilbagedaterer et selvmordsbrev og placerer det i deres computers dokumentarkiv; det vil gøre læsningen af deres forfatterskab langt mere dramatisk, jf. bare Lasse Horne Kjældgaards ubetalelige bemærkning i artiklen:

Det er et scoop. Det er interessant, at kort før Karen Blixen tager tilbage til Danmark, overvejer hun muligheden af at slå sig selv ihjel. Havde hun gjort det, ville hendes forfatterskab ikke findes, og hun ville være glemt i dag.

Hvis hun var død, før hun havde skrevet sine bøger, kunne vi ikke have læst dem! 

Reklamepladsen på Haralds højre kind

Fin nok, almindeligt uengageret anmedelse af Harald Voetmanns fremragende, herunder fremragende (på enhver led ) originale roman Vågen i Politiken i dag, men hvorfor kun 4 hjerter, ligesom Lykkelige Leif Davidsen og søskendeparret Hammerfedt (jf. blogposter nedenfor), når anmeldelsen hele vejen igennem er uforbeholdent rosende, kulminerende i denne konklusion:

Der er kort sagt masse af romersk dekadence i Harald Voetmanns 'Vågen', som får Plinius' videnskabelige projekt til at gå op i en dejlig mærkværdig enhed med satyrisk fantasi og moderne skriftbevidsthed.

?

Fordi på forhånd (pga. markedsføring og/eller branding) fiksede bestsellere aldrig kan få mindre end fire hjerter, mens mærkværdige enheder, være de nok så dejlige, med satyrisk fantasi og moderne skriftbevidsthed aldrig kan få mere end fire hjerter; sådan er reglerne.

Og hvis så bare Lasse Kjorne Hældgaard havde udnyttet den store, uudnyttede plads på Haralds højre kind til at uddybe sin læsning bare en smule ...