Et tu, Katrine, er hjerteoppumper

Det er åbenbart ikke muligt på Politiken at uddele hjerter til danske film forholdsmæssigt  - Katrine Hornstrup Yde, der pludselig har gjort Politikens filmtillæg uundværligt, giver Erik Clausens nye film Mennesker bliver spist 4 hjerter, selvom enhver, der kan læse, kan se, at anmeldelsen skarpt er formuleret frem til en dom på de 3 (til gengæld lyder hendes 5 stjerner til gentleman-voldsfilm The Kingsmen fuldstændig rimeligt - og inciterende) her er afslutningen:

når Gitte bliver ringet op af sin mor, sidder hun naturligvis på kanten af sin smarte sofa og læser i et designblad, som om hun selv var en statist i selvsamme katalog. For så stift lever folk, der er fine på den, jo nemlig. Not.
Derimod er der noget rammende i at se Gitte og hendes nye mand (Rasmus Botoft) sidde i lotusstilling og meditere på stuegulvet for at eskapere fra Gittes (begrundede) frygt for at være en dårlig mor, alt imens hendes søn, Patrick (fine Oliver Methling Søndergaard med dunskæg), har låst sig inde på værelset.
Men så er det også nærmest for nemme point at give sin egen politiske dagsorden, når Clausen får Herlufs bror (Steen Stig Lommer) til at reflektere over sin fortid som medlem af Dansk Folkeparti sådan her: »Det der politik, jeg var med i, var jo bare en stor ophobning af mindreværdskomplekser«. Clausen rammer således skiftevis sine parodier og revselser helt præcist og helt galt.Til gengæld er der altså varmen og inderligheden.
Det er i Bodil Jørgensens fantastisk fine balance mellem ægteskabstristesse og ømhed for den gamle Luffe, at filmen får ægte nærvær. Og det er i Clausens mentale plidderpludder, i den måde, som hjernen æder sig selv på, at der er noget eksistentielt skrøbeligt på spil.
Og så insisterer Clausen på at lade alle filmens karikerede karakterer afsløre sig som sårbare mennesker. Det bliver idylliseret og ganske sentimentalt, men det virker også rørende: at der hos Clausen er denne lyst til solidaritet. Og den er befriende at overgive sig til.
Filmens allersidste scene er i øvrigt hjerteskærende hård frem for naivt håbefuld.
Mennesker bliver spist. Uanset hvad vi gør for at forhindre det.