August Strindberg skriver utidig bagsidetekst til Strunk

(fundet i det nye nummer 61 af Victor B. Andersens Maskinfabrik)

"FRA MIKROKOSMOS TIL PLANTEVERDENEN

Ifølge Swedenborgs Korrespondenslære er alting skabt efter Overensstemmelser på højere og lavere Planer. En saadan smuk Korrespondens har vi i Løget, der allerede hos Ægypterne omfattedes med hellig Ærefrygt, og hvis Rodknold med syv Lag man mente lignede Jorden med dens syv Svøb (og tillige Himlen med dens syv Sfærer).
  Roden ligner virkelig en Rotationsellipsoide ligesom Jorden; Stænglen rejser sig lige op som Verdensakslen og bærer Blomsterkronen som en Sfære bestrøet med sekskantede Stjerner, nærmest som en Himmelglobus, hvor Mælkevejen ligger ringformet trængt tilbage i Periferien som hos i Juni Maaned.
  Planeterne kunne være Løgknopper, der har skilt sig fra Moderstammen."

Kuren er Jens

Jeg stod i forgårs på Nørreport og ventede på linje E til Holte og og læste stenet i første bind af Marianne Stidsens disputats, hvis omstændelige referater af diverse sociologiske klassikere langt fra formåede at ophidse mig, da en herre pludselig spurgte mig, hvad jeg ville anbefale som modgift mod hans årelange, absolutte aversion mod skønlitteratur (det sidste, der have optaget ham, var Hans Scherfig ...); jeg tænke mig længe om, så ned på disputatsen, tung og traurig knuget i min hånd, og fandt det selvfølgelige svar:

Blendstrup, Jens Blendstrup

(og efter 6 måneders intens læsning alle mulige andre steder hen, vil han være klar til at læse begyndelsen på Strunk, der samme tirsdag stod at læse i Politikens 2. sektion, fint præsenteret af en af Marianne Stidsens store helte, Thomas Bredsdorff, der modsat hende har sand for poesiens SKØNHED)

Langbogsfordelen

Det smarte ved
din bogs hypre højde
er,
at boghandlerne
bliver nødt til
enten
at lade den
stikke lige ud i luften
(Busck)
som den 10-meter vippe,
den er,
eller
rejse den skråt op
(Politikens Boghal),
som den himmelstige,
den ikke mindre er

De fatter den på stribe, Strunk

I dag Informations anmeldelse skrevet med stor, indtrængende omhu af Lone Nikolajsen, der hidtil har excelleret som excellent tv-anmelder, men nu, forhåbentlig for good, tilhører den dramatiske voksende TRUP af Nye Unge Skønlitterære Anmeldere (NUSA), hvis snarlige totale verdensovertagelse receptionen af Strunk truende signalerer, 4 anmeldelser, 4 medlemmer af NUSA-truppen - her et stort klip:

Det rum, Strunk udfolder sig i, strækker sig mellem den meget vellidte måne og ned til bunden af brønden, hvor frøprinsen sidder med guldbolden og til jegets tilsyneladende irritation inkarnerer forestillingen om kærlighed som et rednings-og forandringsprojekt. Et centralt motiv i langdigtet er sengen, hvor »det stakåndede indtræffer«, og hvorunder monstrene gemmer sig. Monstre under sengen hører barndommen til, men i Strunk er det monstrøse bare en del af intimsfæren, og hvis man vil, kan man læse dem som en udkrystallisering af jegets egen paranoia og selvdestruktivitet: »jeg er så bygget af kviste, af hænder / der vil række ud fra, under seng, og skære mine fødder af.« Andetsteds i teksten er der forsøg på forsoning: »jeg tropper op og steder ud en ordre om omsorg for de små øjne der spionerer fra skuffer/ og skabe fulde/ af monstre«.
Strunk er et stilistisk cirkus af rang.Det forhindrer ikke den tematiske spændvidde, der går fra eksistensberettigelse til hulahopringe, i at være overbevisende til stede, men jeg anede ved første gennemlæsning et bagvedliggende ' tardahh!'.
Og så var det der pludselig, et tardarhh midt i teksten, og faktisk helt på sin plads i en lynhurtigt forbipasserende både sjov og nuttet sketch: »tardarhh vi præsenterer for bier:// BLOMSTER// og det er straks, en, succes, STRÅLENDE!« Som man ser, er kommaerne egensindige. Det føles som hækkeløb for øjnene at få brudt sætningerne op på den måde, men de her kommaer arbejder for rytme og tempo, ikke for sammenhæng og orden. Strunk rummer mange egenartede passager, der kunne fungere som digte i egen ret. Bekendelsesteksterne er hardcore, og Lind kan med få ord udpensle en knivskarp absurditet.

En let skepsis springer/sprænger sig selv i luften

En god og GOD anmeldelse af Strunk ved Linea Maj Ernst i WA Bøger, der begynder sådan her:

Man læser de første par linjer og genkender med det samme Cecilie Linds rundtossede, ordspillende, parataktiske poesi: »Knug et suk i mig, og omsorg, som perler på at more, jeg ved ikke, det er hårdt, at trække vejr, og ønske sig til smukkere plæner, jeg ved alt muligt, men ikke noget, og når det stakåndede indtræder - hvad aner jeg«. Lind skriver som en hvirvelvind på et pigeværelse, der er et nærmest uendeligt inventar af søde, yndige genstande og skikkelser, som bliver rystet og knust i langdigtets strøm og hakken. Men der er også en vild inderlighed i digtet, der er hele tiden et jeg (mindst ét på hver side, tror jeg), der hektisk forsøger at sætte ord på sig selv, sin svaghed, sin trods, sit virvar: »(...) jeg elsker fordi det er mildt, og jeg har næver, og jeg er hæs, men det, nej, og det, det skyldes, ingen verdens ting, tynger, gynger, jeg gider ikke se på den slikkepind, kulørt kulørt, og sukkerchok, jeg smelter som ungen under ørkensol, så det, det er det der sker at jeg ser, jeg ser, på perler, på creme, og vejr er håbløst, lidt lindring, lidt moodboard, både og (...)« Det er ikke et nuttet digt, trods creme og perler, jeget er ikke prinsesse, men snarere et spøgelse, en heks, en »bitch på slottet«. Der er drab og svedperler og monstre, tilbagevendende ærter, alfer, og en beef med månen, som både er ven og fjende. Digtets jeg-stemme har taget bolig i sin desperation, er på en eller anden måde blevet vant til hysteriet som grundtone og hverdag. Den er forpint og fuld af tics, men også lege-og pyntesyg. Strunk er, ligesom Cecilie Linds hidtidige forfatterskab, præget af en performet pigethed, en bevidst og kritisk overdrivelse af det yndige og eventyrlige. Det søde er så insisterende sødt, at det bliver aggressivt. Lind er både oprigtigt kær i den yndige sødtøsæstetik og bevidst om, at den kvæler én, hvis man ikke undergraver og owner det.

- og så kommer der et lillebitte skeptisk afsnit, som jeg ikke vil citere eller diskutere, fordi anmeldelsen efter det lille bump (der i en tristere virkelighed kunne have sat punktum) bare ekslaterer videre, skarpsindigt og inspireret læsende:

I Strunks billedstrøm er det svært at uddrage et genkendeligt handlingsforløb, men hele teksten virker som et forsøg på at tale med sig selv om, hvordan man overlever, selvom man aldrig bliver stærk, højst arrig; selvom man aldrig bliver i stand til at se sig selv som et samlet billede, men er udleveret til sit eget kaotiske sind.
Det er en sukkerchokeret skrift, den virrer og stammer, som når man har spist for meget slik og ens hjerne og krop hviner rastløst.Samtidig er der et tilbagekommende fokus på ikke at spise, på mad som pynt fremfor næring, på at værgre sig og være sulten, en angst for fedtet: »fløde er /bandlyst /4ever /er jeg kæk nok til at udsmykke med /porcelæn og //oppisket stemning /oppisket fløde /på kage pynter /krymmel /jeg ved alt om /tivolidrys, drag ikke i tvivl /om det, det at atter er jeg fanget i at lede efter mig under lag af, FEDT (...)« Når man spiser sukker, bliver man først bims og hypet, dernæst omdanner kroppen det til fedt, man bliver tung og sløv. Cecilie Linds poesi føles som et forsøg på at blive på sukker-sindssyge-stadiet med candy-flossede nerver på ubestemt tid, og udsætte nedturen.Cecilie Lind skriver med en bedårende, krakeleret autoritet. Det er en feministisk position, som er et vigtigt alternativ til den stærke og selvsikre, myndige stemme. Det er lillepigen, som insisterer på at have lov til at være sød, usikker, fucked, og at tale fra den position. Gudskelov. Vi kan ikke alle sammen have store, stærke selvberoende stemmer, og vi kan ikke vente med at tale, til vi får det.Cecilie Lind skriver med en bedårende, krakeleret autoritet. Det er en feministisk position, som er et vigtigt alternativ til den stærke og selvsikre, myndige stemme.

Rosen fra stjernen

2 stk. citerbare påskønnelser af Strunk fra Signe Gjessing:

-->

1:

Kan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være deKan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være det? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud.t? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud. 

2:

Cecilie Lind gør eksistensen mere tilrettelagt, end den vidste, at den var. Det tilrettelagte ligger på én gang alleryderst, allerinderst, lige dér og langt ved siden af. Hendes forståelse for verber, der beskæftiger sig, drager omsorg, plejer omgang, og måden de kan bore, er lige så meget værd, som den fineste kirurgpraktiske fornemmelse. Her er en uhørt fremskrivning af eksistensen, så dens mellemværender med sig selv bliver tydelig – dens afstande, dens mellemrum. For ikke at tale om tilstedeværelsen af et jeg, der eksalterer væren. Lind synger en strubesang, der er alt værdigt, nej, som alt har brug for for at være værdig på Linds måde. For alt var ikke så langhalset før hende.

Tilfældigt opslag (vinder det popslag)

side 46-47:

ham
at udskifte

som slange som GIRL
slagne hylster: kjole af
hør
hvor der pippes in the
HEADquarter udgår alt
vigtigt kommer på
bordet på
banen løber
jeg nøgent og
frit formuleret:
shy er force

nedslået og koket in space

bare ladt tilbage med

hum dig

kid

useriøse patient, pik af og
gå ud
med
skraldet

jeg

tager det gerne

på mig at

dufte roser fri af æggende, æggende

nektar

//

tardarhhh vi præsenterer for bier:

BLOMSTER

og der er straks, en, succes, STRÅLENDE!
at koble

trailer på
krog jeg går efter orm
at halvere til
to
minutter
så skal jeg være der

hårdkogt
og afkrævet mit ypperste, hvilket, sikkert, vil sige, sekret og
ordentlig

opførsel

hører steder hjemme at

ingen skal skænde mit
hjerte
til
pop op som et vindue i skrud, og om det vil sige

GARDIN
hvem ved, jeg
ved

at det tynger at tænke på det jeg gjorde da jeg ikke længere
orkede at holde styr på mine
tanker

løb tør for tråd

simpelthen og

Der burde have været 6, nej 7

hjerter til Strunk i Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens på alle mulige måder glimrende anmeldelse i Politiken i dag i stedet for sølle 4, og jeg forstå slet ikke det regnestykke, at overkill af poetisk intensitet resulterer i monotoni; jeg har sjældent læst en så forrygende FLERSTEMMIG bog, men jeg har rigtignok hørt lignende, mindst lige så meningsløse klager over Marianne Larsen, F.P. Jac, Morti Vizki, Simon Grotrian og senest Cecilies 1 år forskudte klassekammerat Signe Gjessing, godt selskab! - her anmeldelsens afslutning:

"Lind karikerer det lillepigede, til det bliver uhyggeligt, og driver skrøbeligheden ud, hvor den måske kan undergrave sig selv. For striden, som lillepigekroppen er kampplads for her, er ikke kun privat, den vedrører også den fetichering af uskyldsren, mager ungdom, som samfundet bekriger unge piger med.
Dét er den arena, Linds lyriske alter ego er en spinkel, men strunk gladiator i (passende nok, når nu bogen er kommet på forlaget af samme navn), og sådan her kæmper hun, når hun er bedst: »jeg hjælper det hjælpeløse på/VEJ med mit//KLYNK og med mit/glamour, med min trutmund og mine kinder, mit mit, og/mit//syge, jeg tager en tår, og trækker på skulder, jeg er EN SØD/TØS, en frisk pige, en gæv/alf//DET MEST GUSTNE GHOST du nogensinde har/kendt/til«.
CECILIE LINDS stil er blevet kritiseret for at blive monoton i sin intensitet, fordi de sproglige nydannelser og udsmykningen er så massive, at intensiteten simpelthen kollapser. Det er uden tvivl meningen. Alligevel er det opløftende, at Lind i ' Strunk' begynder at skrive en ny form for intensitet frem. Også selv om ensformigheden, som fortsat ligger i den særsproglige strøm af ord, lige så fortsat tynger. Sagen er, at uanset hvor meget monotonien er en tilstræbt effekt, og uanset hvor lidt der er noget galt med den, er den ikke nødvendigvis den mest interessante effekt. Og derfor er det ganske enkelt sådan med ' Strunk', at det er den bedste bog, Cecilie Lind har skrevet, men næppe den bedste, hun kan skrive."

Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad er rent glad og har ergo rent ret - et større citat fra hans desværre stjerne/hjerteløse anmeldelse:

"Man fornemmer undervejs Linds kreative dyrkelse af idiomer, klichéer, ordsprog og lignende, der sammen med børnesange - for eksempel -Jeg ved en lærkerede- (-og skarn være den der/ lurer på,// tå// bag slående/ lighed-) eller -Bamses Billedbog- (-kildne knæhaser, ømme punkter, allerfarligste sted, ikke røre/ kan du så/ lade være at være så sød og-) - udgør det sprogmateriale som Lind, i lighed med kollegaen Ursula Andkjær Olsen, arbejder med.
Tilsvarende hører man i -Strunk- konstant ekkoer af eventyragtige fænomener som spøgelser, alfer, trolde, slotte, monstre og prinsesser. Og netop prinsesserollen kan måske pege på nogle af de spændinger og tematikker, som digtsamlingen berører.
Vi befinder os nemlig i et, om man så må sige, piget univers med glitter, neglelak, eyeliner, dukker og så videre, men det er netop ikke et sukkersødt prinsesseunivers, der tegnes op: Vi har ikke at gøre med et medgørligt og underkuet, men et omskifteligt, uhåndterligt, selvbevidst og til tider vredt jeg, der siger fra over for omverdenens komplimenter, blikke og bemærkninger:-at jeg skræmmer liv ud af folk der/ rækker ud og siger/ søde pige du er en sød pige, men jeg nænner nok lige at sige/ dem/ TILBAGE at NEJ/ JEG/ er en ond/ PERSONAGE-.
Hun er -bitch på slot-, hun er en drilsk lolita, men hun er også -martret af ært-, som der står med henvisning til H.C. Andersens eventyr - nu med eksistentiel tyngde. Hun skriger, fordi hun også er et sygt og angstplaget jeg, der kæmper med sig selv og omgivelsernes idealer. Hun forsøger at holde sig strunk, men det er en evig kamp. Sådan pendulerer Linds langdigt hele tiden mellem forskellige stemningsniveauer: vrede, humor, sorg, glæde, ømhed, intimitet, afvisning, ensomhed etcetera. 
Cecilie Lind har lige siden sin debut, -Ulven åd min eyeliner- (2010), imponeret med sin store sproglige bevidsthed og legesyge tilgang - og med -Strunk- gør hun det endnu en gang. Hun kan gøre læseren rundtosset, men giver man sig tid til at lytte og læse, er der uendelig meget at komme efter.*

* * * * * * *

Udgivelsesmorgens soundtrack - Strunk på stranden!

I dag udkommer på forlaget Gladiator (til den absurd billige pris, højden taget i begtranning, 150 kr.) min kæreste Cecilie Linds suverænt gode langdigt Strunk, der er sit helt eget rekord-bevidsthedsudvidende narkotikum (og jeg sværger, der er igen en regnbue perfekt buende foran mig lige nu, i udgivelsesdagens anledning, som naturens egen venligsindede hallucination, og igen sover du sødt, men TRO MIG!) - disse to sange, der automatisk knyttede sig til bogen som skyts-sange, kan passende agere salut for jeres læsning af bogens senere i dag, når I har været i boghandlen ("strunk" i sang nr. 2 er et internationalt slangord: "under the influence of marijuana and alcohol at the same time. Contraction of "stoned" and "drunk." Ned got strunk")

Bogen i månen

Hver gang jeg
bladrer i din
bog, og det gør
jeg hele tiden,
fordi det er så
fint og godt og
forunderligt
af den at findes,
så står der noget
om månen, og så
meget står der
altså ikke om
månen i den, I
know, det er en
bog, jeg har LÆST, 
der står en del 
om månen, men
der står ikke noget
om månen på 
hverken hver eller
hveranden side,
ergo forsøger
bogen at sige mig
noget med den
faste måneoppoppen,
og måske vil den
bare på dens egen
systematiske måde
sige, at den er og
bliver lunefuld

Bakkens Uro - blækspruttedronningen

Du har fået taget de smukkeste pressebilleder, af kanonfotograf Sofie Amalie Klougart, og de kan beundres her, og dette er bare så FLOT, kulørt og yndefuldt imperialt - jeg vil se den film, nu!:

 

En video tilegnet din bogs nærvær

Hun har en bog

Hun har en bog, hendes egen,
og hun fik den i dag, og den
er næsten lige så smuk som hende
selv, men i hvert fald smukkere
end alle altanerne i altanbutikken,
som vi boede ved siden af, da
vi boede på den gade, der
var opkaldt efter en anden fugl
end den fugl, denne gade (måske)
er opkaldt efter, bortset fra at
den også, bogen, er en slags altan,
bortset fra at den endnu mere er
en fugl, "bur i et bur" står der i
bogen et sted, fugl knopskudt
af fugl er bogen, som hun har
i foreløbig femten eksemplarer,
bortset fra at hun har foræret
det ene til mig, som jeg så har.
ja, og har stillet i min reol, som
ikke er et bur, nej, det er en
kæmpe brevdue-lejekaserne

POESIGARANTI!

Cecilie Lind

Jeg har skrevet et digt der hedder STRUNK og d. 24. september udkommer det som bog på Forlaget Gladiator, og det er jeg glad for, og nu ved I det smile emoticon