Viser opslag med etiketten Thomas Hvid Kromann. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Hvid Kromann. Vis alle opslag

søndag den 15. januar 2017

Trumps tomme flerbindsværk

(jfr. Thomas Hvid Kromann ph.d-afhandling og tomme værker af Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby m.fl.)

(fra artikel om Trumps pressekonference)

(...)
The President-elect claimed that the documents, which were placed next to him as he spoke, were evidence of the preparations he had made to give over control of his businesses to his sons. That move has been claimed by Mr Trump and his lawyers as a way of avoiding any conflicts of interest during his time as President, but it hs been criticised as inadequate by the Office of Government Ethics.

Both Mr Trump and his lawyer Sheri Dillon pointed at those documents and claimed they were just part of the various papers required to separate Mr Trump from his business. They each pointed at the pile repeatedly as proof that the preparations were being made.
But reporters were not allowed to look at any of the documents, which all were held in folders meaning that the actual paper was hidden.

And the pages themselves appear to be blank. While the majority of the sheets were hidden, some of them were visible – and there was no sign of page numbers or the sticky notes that lawyers tend to use to mark places in large documents.

The paper itself also appeared to be the wrong size, printed on A4 rather than legal size sheets, and appears to have fallen like fresh sheets of paper. And the folders themselves were also entirely blank, despite Mr Trump suggesting that each of them related to a different business that Mr Trump was moving himself away from.
It is possible that the documents had been printed precisely for the press conference, but the fact that reporters weren't allowed to check the details of the documents led to concern that they didn't include any information at all. (...)

mandag den 25. januar 2016

Thomas sætter autoritativt grænserne i bøgernes ingenmandsland

(også som svar på uklare klagesange og ustrenge flueknepperier i min ELLERS skamrosende anmeldelser af mega-murstenen Danske kunstnerbøger i Kritik - jeg elsker eftertrykkeligt overbevisende typologier, undskyld (lige så skønt ord) skalaer):

"Udkast til en skala mellem poesien og kunstnerbøgerne
Mit bud på en skala mellem poesien på den ene side og kunstnerbogen på
den anden, ser således ud:
14
 
1.
Digtsamling
2.
Digtsamling med vedlagt materiale og/eller illustreret og/eller i
et ukonventionelt format eller materiale
3.
Dobbelt statsborgerskab: poesi og kunstnerbog
4.
Kunstnerbog – verbi-visuel
5.
Kunstnerbog (rent visuel)
 
Det skulle være relativt uproblematisk at skelne en ordinær digtsamling
(kategori 1) fra en udvidet version af samme (kategori 2) og tilsvaren
-
de med den rent visuelle kunstnerbog (kategori 5) i forhold til den ver
-
bi-visuelle (kategori 4). Vanskelighederne opstår i kategori 3s respektive
forbindelser til kategori 2 og 4. Et eksempel: Er Naja Marie Aidts
Bal
-
laden om Bianca
(2002) en illustreret digtsamling, selvom værkets egen
genrebetegnelse er “tekst”, og selvom der eksisterer et asymmetrisk forhold
mellem billederne og teksten (der med få undtagelser er digte)? Eller er der
tværtimod tale om en kunstnerbog, selvom rollefordelingen er klar (tekst:
Naja Marie Aidt, grafik og fotos: Kim Lykke), og selvom digtene, grafisk
og på grund af deres asymmetriske karakter, kan isoleres og trykkes andre
steder? For mig at se er det en illustreret digtsamling. Aidt komplicerer
tingene yderligere ved at ‘versionere’ bogen, da den opsamles i de samlede
275
digte fra 2009: Det nye, uniforme look har naturligt nok konsekvenser for
bogen, der hverken optrykkes i faksimile, nedskaleres eller isolerer teksten.
På original vis ‘remixer’ Aidt bogen ved bl.a. at ændre på rækkefølgen af
fotografier samt udskifte nogle af dem.
15
Den opsamlede bog er en ny bog,
der dog også, vil jeg hævde, er en illustreret digtsamling.
Som regel er der kun én ophavsmand til værker i dette grænseområ
-
de. Når to repræsentanter fra forskellige faggrupper, typisk en forfatter og
en billedkunstner, arbejder sammen, så opstår der normalt et illustreret
værk (mixed media, ikke intermedia). Man formår eller ønsker ikke at
fusionere virkemidlerne, men sideordner dem, ofte på separate sider.
I kategori 3, værker i grænseområdet mellem poesien og kunstner
-
bøgerne, er særligt tre strategier centrale: a) Bogen som materielt objekt,
dvs. en overskridelse af bogmediets almindelige materielle rammer som
en del af værkets konceptuelle helhed, hvilket man ser i Martin Larsens
Svanesøsonetterne,
b) Værket som en udfoldelse af en konceptuel strate
-
gi som i f.eks. Lili W. Hurs
I multiverset er demokratiet enevælde
(2007),
c) Skriften som tekstflade, dvs. en bevægelse fra skrift som neutralt kom
-
munikationsmiddel til skriften som konkret, grafisk fænomen, som man
ser det hos Marcel Broodthaers eller i norske Monica Aasprongs
Soldat
-
markedet
(2003). Der findes et utal af kunstnerbøger, der arbejder inden
for disse registre. Centralt er det dog, at det verbale materiale ikke kun
har en poetisk karakter, men at det står i et, i sagens natur nødvendigvis
refleksivt og bearbejdende, forhold til poesien som genre."

Akademisk Bet-respekt!

I avantgarde-bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek Thomas Hvid Kromanns gode, gode og VIGTIGE artikel "At stamme på et alfabet, som næppe eksisterede endnu". Verbalt-visuelle værker i grænseområdet mellem poesien og kunstnerbogen"- med særligt, skarpt fokus på Højholt - i den glimrende antologi (som jeg nok kommer til at sige mere om  hist eller pist) Dansk samtidslyrik, der GRATIS er til at downloade HER, siger han pæne ting om mig og Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, hvilket jeg skamløst vil citere nedenfor - som sædvanlig og meget passende gør copy-paste visuel poesi af et PDF-klip:

"Et af de få steder i den litterære kri
-
tik, hvor værker fra grænseområdet har fået opmærksom, er hos kritikeren
Lars Bukdahl, der udover sin
principielle hovedkanal på Weekend
avisen
opererer mere autonomt med omfattende og ulønnede digitale sidege
-
sjæfter (Facebook, Twitter og hans blog Blogdahl).
I en artikel fra 2005
skriver Bukdahl: “Bogobjekter taler man om i det store udland, og med
klar henvisning til billedkunsten, artist’s books, og det er af dårlige grunde
noget, vi (heller) ikke har alt for meget af i DK. Og har det skullet være,
har det som regel været billedkunstnere, der har gjort det beskidte arbej
-
de, hvilket meget praktisk betyder, at den litterære institution ikke uden
videre behøver forholde sig til skidtet” (Bukdahl 2005, 48). Men denne
forholden-sig-til-skidtet sker fra tid til anden hos Bukdahl selv, bl.a. i åb
-
ningstalen til udstillingen “Kunst og bøger” på Den Frie i februar 2012,
hvor han skelede misundeligt over til beslægtede felter som kunstnerbo
-
gen, børnebogen og tegneserien, der i højere grad end den traditionelle
litteratur blander skrift og billede. Bukdahls udgangspunkt er ufravigeligt
skønlitterært, men til gengæld opererer han ofte med en inklusiv forestil
-
ling om, hvad poesi er. Bukdahls egen pris, Bukdahls Bet (2004-), er et
détournement af bibliotekernes og Berlingske Tidendes Læsernes Bogpris,
der nominerede bøger “med en bred appel”, hvorfor Bet’en nominerer “det
litterære værk, der har den smalleste appel, den eksklusiveste, originaleste,
særeste, besværligste bogtingest” (Bukdahl 2013). Ud af de ti uddelinger,
der har fundet sted siden 2004, er én en digital udgivelse (2! efter den 12. tildeling til Birgit Munchs blog LB)
34
og tre er al
-
mindelige bøger,
35
mens resten rent faktisk befinder sig i grænseområdet:
Martin Larsens
Svanesøsonetterne
(Bet 2005), Lili W. Hurs
I multiverset er
demokratiet enevælde
(Bet 2007)
,
Martin Larsens
Monogrammer 1-8
(Bet
2009), Cia Rinnes
notes for soloists
(Bet 2009), Amalie Smiths
Fabrikken
falder
(Bet 2011) og Chresten Forsoms
Manhattan
(Bet 2012).(Rasmus Hallings Der Stil der Siebziger (Bet 2014) befinder sig vel også i grænseområdet!? LB)
Priserne
tildeles som ‘litteratur’, men værkerne befinder sig i dette grænseområde.
De øvrige værker på nomineringslisterne er i øvrigt for langt størstedelens
vedkommende almindelige litterære værker, bare smalle af slagsen."

onsdag den 19. marts 2014

Bakke, Dahl

vi gentager: vi kan og vil ikke acceptere de litterære smagsdommeres begrænsning af indtjeningsmulighederne hos de privat erhvervsdrivende skriftproducenter. superlativer er gratis, det er sportsvogne og opulent klistrende klynkekager fra Van Hauen som bekendt ikke.
 
 
Ankenævnet for bøger, der ikke skulle have været udgivet

Ankenævnet for strukturel racisme og hvide læsninger

Ankenævnet for virtuelle krænkelser

Ankenævnet for ubehagelige overraskelser

Ankenævnet for forsmåelse (eller snarere Ministeriet for …)

Ankenævnet for GAS-konstruktioner

Ankenævnet for små kønsorganer

Ankenævnet for koklokke (I gonna have more cowbell!!)


Er der nogen, der har et land i størrelsesordenen Cananda/Brasilien/Kina til overs til Henrik Dahls ego?

fredag den 23. november 2012

Blakket om blogs og viskost om Vizki

Jeg har læst 2 artikler i det nye 25 års-jubilæumsnummer af Standart, den ene af pligt og den anden af lyst.

Artiklen, jeg har læst af pligt, selvom jeg helst havde læst den af lyst, er Thomas Hvid Kromanns og Martin Glaz Serups "Den litterære blog", som jo burde have den allerstørste egocentriske interesse for Blogdahl, især da tre blogs særligt highlightes, Blogdahl, Glaz Serups Kornkammeret og Glaz Serup & co's Promenaden, men netop fordi den ene af forfatterne selv-highlightende er stor-blogger, undrer det mig, at teksten ikke er mere lystfuld, ikke fordi der ikke står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men fordi der står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men ikke begejstret og henført og forjættende. Bedste pointe - men hvorfor ikke SYNGE den ud!?`- er bloggen som tidsskriftsagtigt mulighedsarkiv (men alligevel også en sær fremtidsudkastet musealisering, hvorfor må bloggen ikke være cool og vild nu?):

Der er måske endnu (er alt afgjort? næppe) ikke tale om at nogle danske blogs for alvor og gennem længere tid får et større publikum i tale, men hvilket litterært tidsskrift gør egentlig det i dag? Måske man kan se bloggen som en art tidsskrift. Tidsskrifter har historisk set spillet en vigtig rolle i den litterære offentlighed, fordi man savnede et knudepunkt, der kunne nytte lokale positioner sammen i en større helhed. Endvidere har de ofte fungeret som platforme for teori og praksis ift. nye kunst. og litteraturretninger. Alliegevel har et tidsskift som 'ta (1967-1968) næppe fyldt noget særligt i sin samtid, selvom dets litteraturhistoriske rolle siden har vist sig at være overordentlig vigtig. Som den amerikanske kunsthistoriker Gwen Allen  har påpeget, er tidsskrift vigtige som mulighedsarkiver, dvs. som arkiver for det sammensurium af diskurser, der ofte eksisterer i samtiden, men som kunst- og litteraturhistorieskrivningen ofte stryger i en nødvendig, men derfor ikke nødvendigvis rimelig eller repræsentativ kompleksistetsreduktion. Måske blog i fremtiden vil fungere som sådanne mulighedsarkiver og kontrastere eller supplere den herskende litteraturhistorieskrivning, forudsat at Det Kongelige Bibiloteks høstninger af disse hjemmesider vil kunne lokaliseres om et givent antal år.

Vi blogger for måske at blive høstet af det Kgl. Bibliotek!? Næppe!? Og hvorfor ikke bare en enkelt liste over favorit-blogs, hvorfor ikke bare en eller anden liste over litterære blogs lige nu (de blomstrer ivrigt, jf. bare disse 4 nye nævnt på Hvedekorns hjemmeside), hvorfor ikke nævne de to originaleste (flittige) litterære bloggere (hvis PRIMÆRE og fremragende litterære output er blogs) lige nu, Caspar Eric Christensen og Bue P. Peitersen!!??

Nå, men den artikel, jeg læste af lyst, er skrevet af en af mine yndlingsHvedekornsdigtere Lea Løppenthin, der ligesom andre unge skribenter født i Standarts fødeår 1987 (spædbarn! Hvedekorn oprettedes (som Klinte) 1920!) er blevet bedt om at genanmelde en bog, der blev anmeldt i Standarts første årgang, Lea har valgt Morti Vizkis debutroman Peters revolution, det kan jeg godt forstå, og min største ros af hendes kloge og legesyge og ømme tekst er, at den sagtens kunne være en blogpost (på den blog hun desværre ikke skriver længere), her er slutningen:

Jeg er virkelig ked af, at du er død. Du sejler ikke i luftballon du reder ikke din seng som nogen lille soldat du er et jakkesæt med knæ og skulderpuder i mit værelse. Et kærligt jakkesæt der helt klart hjælper min søvn. Du truer søvnen til at få eget liv. Men du er ikke en varme. Du er din hårde ansigtshud støbt. Måske troede du dine bøger var voodoo-dukker, at hvis mennesker behandlede dem nænsomt, opmærksomt, ville du også mærke det. Kan du mærke det? Du løb den risiko at tage den chance. Du lytter ikke til myrerne, du lyttede til myrerne. Jeg knægtes ved din stemme. Jeg knægtes, bliver knægt og vil ikke være andet. Vi blive knægt med mine venner og veninder. Vil gå med en alvorligt halsklud. Du kan ikke gøre mere skade på dine billeder./ Kærlig hilsen fra mig, Lea/ Odins Tværgade 2012

fredag den 21. september 2012

Statusblues

For tre uger siden fik jeg en mail fra Thomas Hvid Kromann, jeg ikke svarede på:

Kære Lars, jeg skal sammen med Martin Glaz Serup skrive om den litterære blog i DK ifm. Standarts jubilæumsnummer. Din blog er linket til din papirbaserede kritikerpraksis, men fungerer også som supplement, hvilket er interessant. Ifm. Anne-Marie Mais bog om steder i litteraturen, var du lidt efter hende, fordi hun ikke aflæste antallet af besøgende korrekt og dermed marginaliserede bloggen. Ifm. vores artikel kunne det være interessant, hvis vi kunne få adgang til dine besøgstal på bloggen, dvs. "previous 30 days" og "previous 12 months". Det kunne være interessant at se hvilke svingninger der er. Og så kunne vi sammenligne med tilsvarende data på Kornkammeret. Det vil kræve at du går ind og tjekker historikken på din blog (hvilket jo er nemt nok) og så PDF'er disse tal til os? Det kunne være interessant også at have et statistisk perspektiv på artiklen. Lad os høre fra dig (deadline er om et par uger, så ...) Bedste hilsener Thomas

og i tirsdags mailer Martin mig - noget mere stram i mælet:

Kære Lars, Thomas Hvid Kromann og jeg skriver en artikel om litterære blogs til Standart - må vi ikke i den fiorbindelse sprøge til Blogdahls besøgstal? Hvor mange kigger egentlig forbi i snit om dagen/ugen/måneden???? Bedste hilsner fra Martin og THomas

Og nu svarer jeg omsider, omend nødtvungent, og jeg svarer, at jeg ikke har svaret, fordi jeg lige præcis de sidste fire uger, pga. VILDE force majeurer, har været utypisk inaktiv - mange dage kun en enkelt blogpost og decideret INGEN blogposter, hvilket gør mere ondt på mig end på jer, kære bloglæsere - og besøgstal hænger nu engang snævert sammen med skriveflid, rimeligt nok. Lige før bloggen gik ned i omdrejninger, havde jeg rimeligt fast et dagligt besøgtsal på 1000+ (op til 1300) og i forsommeren var månedstallet oppe på over 29.000 (nåede vist ikke 30.000). OG UNDSKYLD MIN UFORBEHOLDNE GLÆDE OVER DENNE PLATTE KVANTITATIVE POULARITET; MEN FOR FANDEN JEG HAR UDGIVET DEN ENE DIGTSAMLING EFTER DEN ANDEN; DER HAR SOLGT 123 EKSEMPLARER, I AM ENTITLED! Men sådan her ser tallene ud denne fredag 21. september klokken 10 (efter jeg i går og i dag (ikke kun af den grund!) har været en SMULE flittig):

Sidevisninger i dag 189
Sidevisninger i går 741
Sidevisninger den seneste måned 23.190
Samlet oversigt over sidevisninger 568.245

Tilfredse, Thomas og Martin? For det er jeg ikke!

lørdag den 2. april 2011

gøgle-du!

Lillebitte, men vigtigt korrektion af præsentationen af Thomas Hvid Kromanns Saksehånd på Kritikerlisten i WA i går: jeg er virkelig ikke Des med min læser, og det er en nøgleroman med 'g', korrekt tekst:

Alle dine fordomme om den litterære avantgardes navlebeskuende excesser bekræftes til kostelig og – pas på! - smittende overflod i Thomas Hvid Kromanns gæve gøgleroman, og det, der er løgn, er endnu mere træffende end det, der er sandt.

torsdag den 17. marts 2011

Tal for dig selv, Per Tot

Sikke dybt irriterende USELVSTÆNDIGT Berlingskes Per Krogh Hansen, der er statsansat ekspert i Helle Helle og personskildringer på Syddansk Universitet, anmelder Thomas Hvid Kromanns roman Saksehånd, som man godt må og kan være kritisk overfor, men sørme skal man da være det i eget navn og på egne (altså kritikerens egne, sgu ikke bogens) præmisser:

At Thomas Hvid Kromann har litterært talent skal ikke betvivles. Han kan få sproget til at gløde og hoppe, om end hans lange, snørklede sætninger, spækket, som de er, med vid og intellekt, indimellem bliver vel studentikose. Men talentet og den fine sans for ironi og karikatur til trods er det svært at anbefale denne bog til andre end dem, der er en del af dens persongalleri. Ikkeindviede vil utvivlsomt føle sig temmelig fortabte og finde de skildrede trakasserier fra den litterære andegård uvedkommende. »Saksehånd« er ikke blot smal litteratur, den er snæver, ja, nærmest ikke til at komme igennem for andre end dem, der kender stien indgående.

Det er er ikke til at gennemskue, om Per Krogh selv mener at høre til de indviede, der ikke vil føle sig fortabte (og hvad er der for øvrigt i vejen med at føle sig fortabt!?), eftersom han leaser sin smagsdom ud til en abstrakt, ansigtsløs flok af "ikkeindivede", som han er helt sikker på vil finde bogen uvedkommende, men hvor i alverden ved han det fra? Kan han for fanden SELV tage stilling til værket som velsagtens både indviet og ikke-. Og hvorfor er det egentlig mere snævert at skrive om københavnske avantgardister end om ålborgensiske junkier, begge befolkningssegmenter er vel fx lige ludfattige og marginaliserede?

Hvis man ser på en anden nylig trestjerners-anmeldelse af Per Krogh, af Benni Bødkers og Karen Vad Bruuns krimi Blod vil have blod, så opstår der en interessant og trist spejleffekt; Kromanns roman er kunstnerisk talentfuld, men smal, Bødker og Bruuns krimi er kunstnerisk ligegyldig, men prof:

B&B har gjort en gedigen mainstream thriller, en rigtig lufthavnsbasker, som måske nok mangler mere psykologisk dybde og stilistisk kant, hvis den skulle hæve sig over gennemsnittet. Men det har sikkert ikke været intentionen, og på den præmis er det en ok thriller.

Det er så nøjagtig lige meget værd i en akademisk kritikers stjernesystem: en bog med "fin sans for ironi og karikatur" af en forfatter "der kan få sproget til at gløde og hoppe" og "en ok thriller", traurigt nok!