Bedre end at skælde kolerisk ud på anmeldere

er det at vrisse resigneret og sarkastisk og verdens- og litteraturtræt af dem, som Lars Frost gør i sit bidrag til Den Blå Port 91, betitlet efter Freud "De seksuelle abnormiteter", og NB citere et vers på latin - prøv det næste gang, Mik:

(efter uddrag af Lilian Munk Rösings og Jon Helt Haarders anmeldelser af Skønvirke):

Ja, det er banalt. Hele bogen er et katalog over banaliteter, kedsommeligt genkendelige forestillinger og itulevde samværsmønstre. Kedelige mennesker. Underlagt den øjeblikkelige behovstilfredsstillelses nødvendighed.
  Måske Rösing + Haarder lever i en mindre banal verden end jeg.
  Pulcha sunt, quae videntur
  pulchrioria quae sciuntur
  longe pulcherrima quae ignorantur.
  Jeg er misundelig på dem og deres verden.
  Jeg lever i en meget banal verden.
  Jeg går op til baren og bestiller - uden at tænke nærmere over det: En elefant og et glas vand, siger bartenderen, som åbenbart tænker mere over tilværelsens mysterier end jeg. Nej nej, svarer jeg. Vandet, det er ikke til mig. Det er til elefanten.

Hvilket også er en langt stærkere og præcisere fortolkning af romanen og forfatterskabet end Anne Fastrups monomant kønnende andetsteds i bladet.

TUES SKØNT VIRKENDE FROST-TALE - exklusivt for Blogdahl

Tue Andersen Nexø har givet Blogdahl lov til at aftrykke hans fremragende skarptlæsende tale ved uddelingen af Kritikerprisen 2012 til Lars Frost for romanen Skønvirke så godt som eksklusivt (den kan også læses på Kritikerlavets hjemmeside)

Kære Lars,

Lad mig sige de enkle ting først. Tillykke med prisen. Du har fortjent den. Skønvirke har fortjent den. Det har den som bog i sin egen ret, og det har den som sidste del af din trilogi om velfærdens fortid, nutid og fremtid, der allerede nu står som et hovedværk i det sidste tyve års danske prosa.

Du eller en begavet medarbejder i Gyldendals Presseafdeling har skrevet på Skønvirkes bagflip, at trilogien er fabler om fortidens, nutidens og fremtidens frihedsbegreber. Læser man Skønvirke som en bog om friheden i fremtidens velfærdssamfund, ja, så virker den frihed noget reduceret. Kød er i det store hele erstattet af soyabøffer i Skønvirkes Danmark. Alle alkoholiske drikke er blevet alkoholfrie, overvægt kan være fyringsgrund, affald bør sorteres i temmelig mange spande. I fremtiden er man fri til at leve et produktivt liv i en sund krop, helt som i nutidens dameblade, men det virker ikke som om man er fri til at vælge, hvad produktiv og sund egentlig vil sige. Man er også fri til ikke at tage ansvar for hinanden. Eller sine børn: i Skønvirke klares opdragelse med piller og plastre.

Skikkelserne i romanen viser så også deres frihed ved at begå oprør imod dette snærende velfærdsmareridt, dette skønvirkeliv. Det sker på latterlige, joviale måder, som når alle alligevel hælder en dråbe alkohol i deres alkoholfrie drikke. Det sker også på mørkere, mere hidsige måder, som når Lise, Skønvirkes seriemorder, har sex med og dræber tilfældige mænd, bare fordi hendes på overfladen lykkelige liv slet ikke gør hende glad. Fordi hendes mand er utro, fordi han er et skvat.

”Hun savner Flemming. Eller, hun savner at være forelsket. At elske. Savner hun”, står der med de karakteristiske, ultrakorte sætninger, du bruger undervejs. To sider efter har Lise forført og myrdet en tilfældig mand. Hun slår ham ned med en tung vase, en ”uægte Bindesbøll” – som bekendt var Thorvald Bindesbøll den kendteste eksponent for Skønvirke-retningen i dansk kunsthåndværk. Sådan dræber de forløjede drømme, i al fald i hænderne på visse af bogens personer.

Noget lignende gælder Lises bror Jens, der kommer hjem fra dén krig, vi i fremtidens Danmark fører mod en alliance af arabere og afrikanere. Han kan ikke finde sig til rette, Jens, han er fyldt af vrede. Så myrder han ”Ministeren”, lederen af fremtidens Danmark, og brænder hans sommerhus ned, selv om Jens første store kærlighed, Ministerens datter, er inde i det.

Hvordan skal vi forstå disse mørke oprør mod en forløjet kærlighed og et forløjet samfund? Skønvirkes ekstraordinært bevægelige fortællerstemme er den fuld af foragt over for velfærdens drømme. Her går det ud over landskabet og måske også J.F. Willumsen, der som maler som bekendt var nogenlunde samtidig med Bindesbøll og skønvirkestilen:

”Sundet ligger og glaner, stort, friskt vand ligger og fylder befolkningen med stupide nationalsocialistiske drømme om solbeskinnede sommerdage, frimodigt strandliv, egen båd og lange sommerferier til havs. Nøgne børn med løsslupne kønsdele i løb mod bølgerne.”

Og her sidder Jens og ser på livet, der udspiller sig rundt om, tror jeg, Utterslev Mose:

”Det er et forbandet forløjet paradis, de virrer rundt i, de skubber barnevogne foran sig, dumt smilende med bind for øjnene og vat i ørerne. Mænd opfører sig som kællinger. Og kvinder behandler mænd som børn. Og børn som guder, og kældedyr som små mennesker. Hele velfærdens forløjede dagligdag teatralsk gennemspillet dag efter dag i sikker afstand fra laserkugler og ST-bomber.”

Den slags vrængen tillader fortælleren ikke, når det kommer til Lise og Jens destruktive udladninger. De fortælles nærmest køligt, neutralt. Man kunne tro, de to var bogens helte. Som dem vrænger fortællerstemmen voldsomt af alle disse drømme om ansvarsfri lykke. Som dem peger den på alt det, de drømme fortrænger.

Men den læsning er for let, tror jeg. I al fald minder Lises og Jens rituelle ofringer af det, der ikke lever op til deres forhåbninger – velfærdsstaten, kærligheden – påfaldende om tidligere skikkelser i dit forfatterskab. For mig minder de om Tobias fra Smukke biler efter krigen, ham, der myrder en handicappet dreng, fordi han ikke kan få ram på bogens hovedperson, Lasse. Lasse vil Tobias myrde, fordi han forhindrede ham i at gøre som han ville med en islandsk pige. Tobias finder sig ikke i, at hans begær ikke kan udleves. Så bliver han voldelig, så slår han ud efter verden.

De minder også om den vege, midaldrende Erik, hvis søn dør i en tilfældig trafikulykke i Ubevidst Rødgang. I bogens anden halvdel afreagerer han ved at lege dandy i Italien – og sprænger som en anden bombeterrorist velfærdens og Venedigs fundament i stykker.

Det er en tragedie at miste sin søn. Jens sidder ensom og fyldt med krigstraumer på sin bænk. Det er ikke en tragedie, at en islandsk pige siger tak, men nej tak. Men ligesom Tobias reagerer Jens og Erik, som om de har ret til et gnidningsløst liv. Ligesom ham reagerer de med en ubændig, ustyrlig ødelæggelsestrang, når verden lægger dem forhindringer i vejen. De reagerer, som om velfærden er ingenting, fordi den ikke sikrer os alt. Som om livet er foragteligt, fordi det ikke er perfekt. Som om alt skal ødelægges, når noget er forkert.

Alt det markerer fortællerstemmen ikke. Det må man selv tænke sig til. Når den ikke gør det, fortællerstemmen, så skyldes det to andre former for frihed, der er på spil i Skønvirke. Den første er sprogets og formens frihed. Flere kritikere har bemærket, at Skønvirke ligesom saboterer sig selv undervejs. Mit eget indtryk er, at det er den af dine bøger, hvor fortællerstemmen er mest bevægelig. Med stor suverænitet – men også stor hastighed – bevæger den sig fra genre til genre: utopisk femikrimi, sædeskildrende fremtidsroman, politisk thriller, men også en symbolsk barndomsskildring a la Villy Sørensen, og også modernistisk sprogsammenbrud. Og den bevæger den sig fra fra parodi og sprogleg til foragt. Og til fortvivlelse. Beskrivelsen af den hjemvendte Jens er fx overraskende smertelig. Han er mange ting, Jens, også forkert på den, men han er ikke latterlig. Den beskrivelse er ikke kynisk.

Den anden frihed er læserens. En roman så sprælsk som Skønvirke giver os mange muligheder. Vi kan følge med strømmen, kan muntre sig med din sproglige bravura, godte os over alle de små mennesker og deres små problemer, den foragteligt stiller til skue. Det ville ikke være forkert, men måske dovent, uopmærksomt. Vi kan også kaste den fra os, gøre oprør mod dens råhed og tilsyneladende altomfattende menneskehad. Det kan man være fristet til, og det ville kun være lidt forkert. Det ville være at kaste alt bort, bare fordi noget ikke passer os. Eller vi kan læse opmærksomt. Vi kan holde fast i bogens dobbelthed. Dens overflade er en sort forvandlingskugle. Dens fundament er et opgør med de, der – som Jens og Lise og bogens egen fortæller – slår ud og ødelægger livet, når det ikke lever op til de drømme, samfundet har podet dem med.

Den tredje mulighed – ikke bare drive med, uopmærksomt og nydende, ikke bare afvise totalt og rasende, men se begge dele som forkerte reaktioner på et rigtigt dilemma – den mulighed er ikke tilstede i dén verden, Skønvirke fremstiller. Der er ikke nogen livsklog biperson, man kan pege på og sige: netop sådan ser de rigtige valg ud, og som vi derefter kan bruge som model for vores eget liv. Den er kun til stede som en læsestrategi. Alligevel vælger jeg at tro, Lars, at den for dig er mere, og at bogens egentlige ærinde er at vise, at vi som mennesker og borgere i velfærdsstaten Danmark – og ikke kun som læsere af din bog – står midt i et sådant hverken-eller.

Og hvordan vi så kommer videre derfra? Det fortæller Skønvirke ikke noget om. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Ligesom jeg ikke har tænkt mig at tale om bogens umulige sidstekapitel. Kun vil jeg nævne, at jeg i min sidste gennemlæsning af bogen fornemmede en afsmitning fra … prinsgemalens dansk-franske i det? Nej, det bliver for indviklet. Lad mig vende tilbage til det enkle. Tillykke med prisen, Lars. Du har fortjent den. Det har din roman også.

Så blev det endelig Frost!

Kritikerprisen 2012 går yderst fortjent til Lars Frost for romanen Skønvirke!

Et stort tillykke til Supersurmule, det kan måske lære ham at være glad eller i det mindste sekundkort veltilfreds!

For aldrig har vel en så litterært selvhadsk bog fået prisen, en bog der vrænger af sig selv som litteratur ved at forvrænge sig selv som triviallitteratur, men gør det vildt virtuost, mens den selvfølgelig vrænger af samme virtuositet, før den kører ud i forvrængning af sproget selv, ren og beskidt støj af den fedeste, Finneganske slags, auto(værns)vrængen - så pragtfuld selv(værds)mutilation er i sandhed prisværdig!   

Sådan lyder motivationen ikke i pressemeddelelsen, den lyder sådan her, med samt klokkeslet og dato for overrækkelsen, hvor Lars vil holde endnu en brandtale imod kæledyr og bilisme, og lidt også om Georg Brandes Prisen:

Kritikerprisen 2011 til Lars Frost og Georg Brandes-Prisen til Lis Møller

Prisuddelingen foregår torsdag den 12. april kl. 17 hos Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.

Alle er velkomne

Kritikerprisen for 2011 tildeles Lars Frost(født 1973, debut 2000) for romanen Skønvirke (Gyldendal): Skøn er Skønvirke kun til dels. Den er et elektrisk skrummel af en fremtidsroman skrevet af stilisten og velfærdsstatskritikeren Lars Frost. Måske fordi fremtiden i sagens natur er usikker er Skønvirke formet efter den katolske dødsmesse. Man kan som romanens morder, Lise, blive åndssvagt trist af at tænke på fremtiden, og man kan som læser blive underligt og umanerligt opløftet af Lars Frosts romankunst.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Simon Grotrian for bønnebogen: Domkirkeperlen og Susanne Staun for thrilleren: Hilsen fra Rexville Sidste års modtager af Kritikerprisen var Christina Hesselholdt for fortællekredsen Camilla - og resten af selskabet.

Georg Brandes-Prisen for 2011 tildeles lektor Lis Møller for afhandlingen Erindringens poetik (Aarhus Universitetsforlag). Komiteen motiverer valget således: Erindringens poetik er et arbejde på højt internationalt niveau, der fremlægger et nyt syn på romantikken, idet Lis Møller fokuserer på erindringen og med intens indlevelse følger og fortolker de billeder, hvorigennem digterne fremstiller dette komplekse fænomen. (...)

Begge priserne er på 60.000 kr.,  og finansieres af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Venlig hilsen

Mai Misfeldt
Oldermand for Litteraturkritikernes Lav

Camperet virkelighed & sørgelig skønhed

Lone Hørslevs roman Sorg og Camping, der udkom i går, får fire stjerner i JP, men 5 hjerter/stjerner i både Politiken og Berlingske og pænt begejstret anmeldelse i WA, og jeg nægter at være bekymret over, at min uskrevne anmeldelse sandsynligvis ikke ville have været frygteligt anderledes end (ud over at den ville have været klogere og sjovere og mere velskrevet selvfølgelig - og været foruden MBZ's Madame Bovary-jævnføring) end Mikkel Bruun Zangenbergs Politiken-anmeldelse og Leonora Christina Skovs WA-anmeldelse, og nægter at nægte at være komplet glad for romanen som et med sin livfulde stil og dynamiske komposition stykke fuldfedt vellykket værkhed. Jeg synes romanen til overflod lykkes med det projekt, Erik Svendsen i JP ikke kan få til at gå op - som om kun kunstnerisk kedsommelighed er sandfærdigt, når det handler om den elskede hverdag:

Konflikten mellem kunstnerisk stilisering og på den anden side den flade hverdag, der slider konflikterne og følelserne ned, dirrer igennem romanen. Jeg synes ikke, at Lone Hørslev løser spændingen. Kunsten, arrangementet, det kunstfærdige plot vinder. Realismen er fingeret. Men okay, de fleste læsere ved godt, at kunst og hverdagsliv ikke er hinandens spejl. Desværre.

Lars Frosts roman Skønvirke, der udkom torsdag, får rent gode anmeldelser i Berlingske (5 stjerner, ved nedenfor udskældte Per Krogh, der her giver sig selv lov til at læse SELV) og Politiken (5 hjerter, ved Mikkel Bruun Zangenberg, og den anmeldelse har jeg ikke orket at læse endnu, for hvad nu hvis jeg igen er helt enig ...) 4 stjerner i JP (anmeldelsen citeret nedenfor i kommentar til ikke-anmeldelses-blogpost) og en (kvalificeret) lettere skeptisk anmeldelse i Information ved Lilian Munk-Rösing og en (kvalificeret) særdeles skeptisk anmeldelse i WA ved Joakim Jakobsen, den første først:

Jovist kan Lars Frost kombinere requiem og femikrimi, men risikerer et requiem ikke at blive rent arrogant attitude, når det nok rummer vrede og bulder og brag, men ingen sorg? Jeg er nu meget tæt på at sige noget, som jeg godt ved, at jeg ikke kan sige uden at være stærkt på vej til at blive brutal sexmorderske, men jeg savner i Lars Frosts fortællerblik bare en troldsplint af den kærlighed, der kan gøre vreden til en insisterende tiltale og ikke blot kynisk hån.

Og JJ i WA:

Netop fordi Lars Frost er så dygtig - i replikflow, i stemmeskift, i de rå optrin og ikke mindst i forbløffende og meget henrivende naturbeskrivelser, bare tre-fire linjer ad gangen - bliver stilhoppet meget voldsomt. Det føles aggressivt og koldt. Som at blive fanget af en fremmed, muligvis farmaceutisk samtalepartner på en bar eller i en togkupé, der manipulerer samtalen i baghold og pludselig udspørgen. Ikke videre behageligt. På samme måde tillader Lars Forst ikke læseren at komme helt ind - man puffes tilbage et hånligt fnys, netop som man er gået med på gruen eller spøgen./ For mig at se er denne roman et demonstrativt spild af talent. Gang på gang sprænger Lars Frost det dygtige tilløb, som læseren lige er er gået med på, i luften. Til sidst føler man ikke længere velkommen.

Men hvorfor skal man absolut føle sig "velkommen" eller have det "videre behageligt" eller, væmmeligst, "komme helt ind" i et litterært værk - jeg synes faktisk sammenligningen med den fremmede, fjendtlige samtalepartner er meget god, bortset fra at det er en bog, og den bog er en roman, og at romanen lige så meget puffer sig selv tilbage i barstolen med det dér akkurat hånlige fnys som læseren, for ikke at tale om personerne. Og i en roman, til forskel fra virkeligheden, synes jeg, det kan være absolut forfriskende at blive behandlet ad helvede til , så længe det sker med eksplosivt kunstnerisk talent (jf. fx også Preben Major og (tidlig) Harald Voetmann), der jo ikke er "spildt", bare fordi det går op i røg, kulørt krudtrøg, som et stiligt selvmordsfyrværkeri lige op i fjæset. Og så kan man jo sagens bagefter, med tilsodede briller, læse en roman, der behandler læseren og sig selv og personerne kærligt og konstruktivt, som fx Sorg og camping (bortset fra at et par personer behandles absolut mindre kærligt, og at de indlagte drømmereferater er mere dekonstruktive end konstruktive). Jeg vil ikke vælge mellem gæstefrie, behagelige, indlevede romaner og fjendtlige, ubehagelige, distancerede romaner, og det behøver jeg heller ikke, lykkeligvis.

Endnu en Frostformel

nonchalant kuldslåethed

kuldslået nonchalance

skiftevist

viseskift (som i skift mellem revyviser)

vise skift (som i kunstnerisk kloge skift)

Dette er ikke en anmeldelse af Lars Frosts Skønvirke

- desværre og heldigvis! som jeg plejer at sige -

jeg blev færdig med romanen for et par timer siden, og WTF sker der i de sidste to kapitler, "Comunio" (uddrag trykt i det seneste nr. af Den Blå Port) og "Libera me" (Skyum, der forhåbentlig (ikke`) anmelder i Inf, må forholde sig til (alle) titlernes katolske links, det er hans forbandede pligt)!? Der skyder sig helt væk fra det omtrentligt stabile og (sci-fi)realistiske fiktionsunivers til først en vi-fortalt beretning om et forrået, omkringstrejfende kollektiv af løsarbejdere, og så et hinsides slutningen på Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang udsyret, sprogligt opløst fragmentarium (som jeg fremadbladrende havde snuset til, men på en sjov måde ikke rigtigt turde tro på, selvom det stod der sort på hvidt, før jeg rent faktisk nåede frem til det), og hverken det ene eller det andet ligner noget, vi før har set fra Frosts pen. Det er ikke for det: jeg synes det er fedt! tekstuelt som sådan og kontekstuelt i sin WTF-læserterror, men jeg er glad for, at jeg ikke i en anmeldelse proper er forpligtet på at formulere en rimelig eller urimelig forklaring (hurtigt skud fra hoften: post-velfærdsverden/skrift stadie 1 og 2?) eller rettere sagt: jeg er kun glad, hvis de designerede anmeldere rent faktisk når frem til nogle kvalificerede bud og ikke bare udbryder WTF? ligesom mig eller kortere og fjendtligere: F!

Jeg mener, det er slemt nok med det omtrentligt stabile og (sci fi)realistiske fiktionsunivers, der lige fra starten, der er lige ud af femikrimi af Elsebeth Egholm, implicit og eksplicit vrænger af sig selv, ved fx (det er så en implicit selvvrængen) sjældent at gide den sædvanlige frostske stilbrillians, men helst bare nøjes med distanceret, elegant skitserende henadskøjten - den endeløse, foruroligende juleidyl på Fanø (måske er det en roman, der kun kan forstås til bund af Fanø-bosatte digtere!?) - der så ligesom i Ubevidst rødgang pludselig eksploderer i sekundkorte actionklimakser (jeg røber INTET, om seksualmord og ildspåsættelser og attentater). Det er på enhver led Frosts sorteste og ondeste, mest læserterroristiske og fiktionsfjendtlige, herunder fiktionspersonfjendtlige (forfatteren kan nu ikke lade være med, og det kan læseren så heller ikke, at holde af den groft ucharmerende kriminalbetjent og tyksak Mathilde) roman - med mindre de Finneganske brokker til sidst skal forestille en happy ending, det er ikke umuligt!?

Inden jeg slutter her og grubler videre, vil jeg citere romanens mest frostsk stilbrillante afsnit, der selvfølgelig falder allerede på tredie side, og måske udgør et slags eksalteret emblem på romanens grumme, civilisationssardoniske vision (åh nej, nu tolker jeg igen, og det er ikke MIT job denne uge):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldsgrav mellem os og svenskerne. Hun ser udad, hun ser Den Ny Øresundsbro springer over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det grå og det blå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen. Som var der blevet sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som om der er en bataljon fra hæren, der kæmper og slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort, stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mørke, de nærmer sig kysten.

- romanen udkommer i morgen, og ingen vej udenom at anskaffe jer jeres eget eksemplar og læse jer frem til jeres eget What The Frost?!

Dette er ikke (overskriften på) en anmeldelse af Lone Hørslevs Sorg og camping

(for det kan og må det ikke være, men det er det så bare alligevel: både overskrift og anmeldelse, for nu ...)

GLÆDE OG VODROFFSVEJ

(og nu cykler jeg ind til Gyldendal for at hente Lars Frosts' Skønvirke, som jeg straks vil gå i gang med at læse, så jeg hurtigt kan ikke-anmelde den under en ikke-overskrift)