Fejeguld flyvende

Den ene gode/gode anmeldelse af Scarykost tikker ind efter den anden; så helt ærligt vidunderligt, at anmelderkolleger læser så stærkt og indtrængende i øjenhøjde med bogens egen ambition og vildskab; jeg er en hel morgenrøde af stolthed og citerer og linker bare:

- fra svenske Björn Kohlströms anmeldelse på sin blog Bernur:

"Liksom hur gamla blogginlägg ingår i en kollageteknik som ger helhetsintrycket en spänst och ett tillåtande och inkluderande tilltal, hur mycket dikten i sig än bryter ihop i sina sömmar, som om det rör sig om poesi som har slutat att hålla masken. Då kan sprickorna ge utrymme åt en barnslig glädje: 

jeg taber og taber og yder

en salt tåre til en

pyt

med regn

vandes blomst

og er

glad

haha nej. 

Det är så befriande med det där nejet, som en gardering som Lind ibland tar till och får utsagan att snurra, fladdra till.

Psyket är ju ändå kaputt, och i den omedelbarhet som åstadkoms när Lind ger gurlesken fritt spelrum blir jag själaglad åt hennes utforskande av vad som händer när det söt blir nerskitat, om det inte är frågan om vice versa. Då kan diktjagets fräsande påminna om Prousts underbara liknelse om vad som blir följden när en djävul som doppas i en vigvattenskål.  

Det blir också befriande när Lind skriver som om hon är den första som upptäcker dessa samband, dessa möjligheter som finns i friktionens poetik. Den oförställda ivern i att – rastlöst, hetsigt, intensivt – peka ut sina fynd. Då kan jag som läsare välja att himla med ögonen, eller – vilket känns mer fruktbart – bli delaktig i entusiasmen. Ungefär som när The Last Shadow Puppets gav ut sin första skiva för åtta år sedan: tycka att det är stötande med två typ tjugoåringar som upptäckt 60-talet eller charmas av att de vill visa sina fynd med sådan förtjusning. I stället för att bli surgubbe kan jag alltså charmas av att Lind ger sig själv rätten att i sin poesi säga ”yeah”."

- fra (der var hun igen!) Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens 4 hjerter-anmeldelse i Politiken:

"Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.
For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).
Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:
»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på."

- fra Solveig Dauggaards anmeldelse i Information:

"Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f. eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«. Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.
Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer. Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især. Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f. eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante."

Jeg elsker Jørgen Johansen

- lyrikanmelder gennem 117 år på Berlingske, som i dag giver Scarykost 5 stjerner:

* * * * *

ledsaget af mange glade og begejstrede, sande og præcise ord, blandt andre disse (anmeldelens sidste del):

" (...) det vildt vrængende og hadsk rablende er en vigtig side af Cecilie Linds tekstunivers, hvor »Kære Scarykost« -sporet krydser et mere dagbogslignende spor eller et spor af henkastede one-liners, der spænder fra det rent pjattede, »en nøgen alf er minibar«, til de hastigt henkastede aflæsninger af sindstilstande, »jeg bokser lige lidt med mismod«. Sprog-og humørskalaen i »Scarykost« spænder fra mismodet og det desperat vrængende til det overstadigt rablende på kanten af den rene nonsensglæde eller til en meget nutidig version af det romantiske digt: »hævnen er sweet stof, og min sukkerrøv byder sig til, jeg er strut, og pastelvorter, jeg begejstrer et blik og giver mig hen til hænder der happens to be yours ivrige poter« Som et modspil til spiseforstyrrelsestemaet er den glubske sprogappetit i Cecilie Linds tekster slående. Forfatterens poetiske strategi er en form for indfaldstummel og kaos. Det går over stok og sten på lange stræk, og når ordgaloppen bliver vildest, må læseren som en slags sprogets rodeorytter anstrenge sig til det yderste for ikke at blive kastet af. Men det lønner sig at hænge på.
Hvor er der tryk på de sproglige voldeligheder »mod den almindelige tale« i »Scarykost«. Hvor er der euforisk kraft i sprogglæden."

Kvinderne i månen

- Mads Mazanti Jensens forord til nô-spillet "Fjerdragten":

"En fisker ved navn Hakuryô finder en fjerdragt hængende på en gren på et fyrretræ ved kysten. En pige fra Månen dukker op og fortæller, at fjerdragten tilhører hende, og at hun ikke kan komme tilbage til himlen uden den. Hakuryô vil egentlig helst beholde dragten, men han går med til at aflevere dragten til hende mod at hun danser sin himmelske dans for ham. Fuld af glæde og taknemlighed danser Månepigen for Hakuryô, før hun til sidst ved hjælp af fjerdragten stiger til himmels.
  Månepige er en af de tredive månepiger fra Månepaladset. Disse piger afgør, hvor stor en del af Månen, der er synlig for os her på Jorden. Femten af dem er klædt i sort, de andre femten i hvidt. På månedens tredivte dag er det de femten piger i sort, der holder til på Månen, så vi ikke kan se den fra Jorden. På månedens første dag erstatter en pige klædt i hvidt en af de sortklædte. Dagen efter erstatter endnu en hvid pige en sort og så fremdeles frem til den femtende i måneden, hvor der kun er hvide piger på Månen, altså fuldmåne. De sekstende erstatter en en sort pige en hvid og så bliver det hver nat til tredivte, hvor Månen igen er formørket.
  En Månepige som den, der har mistet sin drag i dette nô-spil, er med andre ord en noget anderledes størrelse end hvad der i kristen forstand forbindes med et flyvende væsen fra himlen: En engel.
  Desuden er disse månepiger skrøbelige størrelser; en Månepige strandet her på Jorden uden sin dragt er aldeles fortabt. Hvis De en dag skulle møde en person, der påstår, at hun er en månepige, der har mistet sin dragt, skal de se efter fem tegn på en månepiges forfald, hvis De vil sikre Dem, at hun taler sandt. de fem tegn er:
  - Blomsterne i hendes månepigekrone visner øjeblikkeligt.
  - På hendes fjerdragt samler der sig støv eller skidt.
  - Hun sveder fra armhulerne.
  - Hyppigt mister hun synet på begge øjne.
  - Hun finder ikke længere glæde ved sin bolig,"

Linjer fra selve spillet:

"er nætter mørke eller klare
det bestemmer pigeskarer
er Månen fuld er Månen halv
se på pigers månebal"

- fra Scarykost:

"Jeg vil:

mime månefe i snelandskab

hylde grantræ for duft og nåle

nøle med smil og surmule

sove og drømme

kysse og udfordre fluer

være blækspruttehysterisk ( i akvarium igen og igen klaskende mod flasrude med alle mine arme udsplattet)"

Jfr. hestekræfterne i alle de mandfolk, pigen er

Scarykost er anmeldt i Weekendavisen i går af ikke mig, rimeligt nok, men Linea Maja Ernst. Det er en god anmeldelse i den forstand, at den gør sig stilistisk og refleksivt umage med at karakterisere og tage stilling, og knap så god i den (anden) forstand, at den starter med at beundre ivrigt og slutter med en opbremsende, både æstetisk og moralsk skepsis, og pænt træls i den tredje forstand, at den for vilde og polyfone og kompromisløse bog, jeg har læst (ikke så få gange), pacificeres og reduceres og patroniseres kriminelt. Jeg citerer det sidste af beundringen og det hele af skepsissen:

"Jeg er fan af Cecilie Lind, af hendes antiminimalisme (her er vi kry og energiske og pyntesyge, også i vores selvhad), hendes forelskede måde at tage det pigede inventar alvorligt, at fantasere monstrøst eventyrlige verdener frem. Det minder mig om net-pigebladet Rookie, hvor helt unge piger skriver til andre helt unge piger, en blanding af gode råd, empowerment og nuttede kollager. Eller hjemmesiden Tumblr, hvor man kan søge sammen i fællesskaber baseret på hysterisk fandyrkelse af dette eller hint, dele en storm af billeder.
Men når det er sagt, er Scarykost ikke Linds bedste bog. Stilen minder om tidligere udgivelser: Her er igen en fornemmelse af væg til væg-automatskrift i teksterne, som om de er halvt abstrakte blomstertapeter, hvis mønstre kunne fortsætte for evigt. Og glæden ved kløgtige ordspil: »følgeskader er stalkerfugle« - fik De den? Men i modsætning til tidligere tekster - som i Strunk (2015) - synes jeg hverken, Lind viser tænder eller kløer i Scarykost. Der er ikke rigtigt nogen vrede, kritik, kontrast til det sødt svagelige pige-plirrende. Digtene gør sig ærgerligt dumme i forhold til spiseforstyrrelsen. Jeg mener: Jeget insisterer på at være lillepiget og storøjet offer, det bliver et meget ensidigt perspektiv, og villet naivt. Jeg har sådan lyst til, at der også skal komme et oprør, at digtene siger fuck til finheden og opviser noget mere nuanceret indsigt i sygdomssituationen (som virker bevidst fravalgt). Det er ikke, fordi jeg tror, at teksterne er et forsvar for den anoretiske pigekrop (som de på overfladen kan ligne), men de får heller ikke rigtigt sagt noget andet. Det er nok, fordi jeg synes, Linds litteratur er mest interessant, når den er trodsig på trods (af det lillepigede), men her bliver stemningen for ensfarvet svagelig, jegets psykologi går i ét med sine dukkede omgivelser, der mangler vilje og vrede, og jeg venter forgæves på et modspil, en overraskende vinkel, der aldrig kommer."

Jeg forstår ikke denne figur af passiviseret, nysseligt muddermæle, som dannes af ord og udtryk som "væg til væg-automatskrift, "halvt abstrakte blomstertapeter", "sødt svagelige pige-plirrende", "dumme", "lillepiget og storøjet offer", "finheden", "det lillepigede, "ensfarvet svagelig", "gå i ét med sine dukkede omgivelser" og resulterer i mangel på ikke mindre end "tænder og kløer", "vrede, kritik, kontrast", "oprør", at sige "fuck", "nuanceret indsigt", at være "trodsig", "vilje og vrede", "modspil" "overraskende vinkel."

Jeg læser tekster, der i en rig flerhed af formater og tonarter både fræser og vitser (onkelagtigt snarere end pigeligt: følgeskader = stalkerfugle er rent At tænke sig), vrøvler og ævler, vrænger og vrider sig, raser og beruser sig (i ikke mindst vrede) og - helt bogstaveligt! - siger ingen ende på fuck til alt og alle, inkl. digterjeget selv. Jeg læser tekster, der af alle kræfter slår sig i det nådesløse tøjr, der er spiseforstyrrelsen, og udstiller det tøjr (hvilket direkte modarbejder sygdommens hemmelighedsfulde, private natur), som rå og udspekuleret grusomhed. Teksterne er ikke loyale mod sygdommen, men de er loyale mod oplevelsen af (og de splidagtige reaktioner på) sygdommen og det bånd, den taler som, og som de, teksterne, både klipper til hvirvlende båndsalat og kører kakafoniske støjsendinger ind over.

Hvis bogen med dens ubændige fart og forskelle minder om noget - og den minder sgu ikke om særlig meget - så er det Dan Turèlls og Peter Laugesens totalskrifter fra 70'erne, bøger som Hamr & Hak og Manjana, der med deres beat-inspiration vanligvis betragtes som meget maskuline skriptualiteter, og som ganske naturligt - digterne var unge mænd! - er lige så meget fulde af ung mand-inventar og -univers som Scarykost - digteren er en ung kvinde! - er fuld af ung kvinde-inventar og -univers.

Kig igen på det stykke fra side 31, jeg citerede ovenfor, det er med 1000 km. i timen en krigserklæring til den borgerkrig, der hærger i digterjegets indre. Og læs denne hårdt, hårdt koncentrerede tekst hen mod slutningen, der er lutter tænder, kløer, vrede, kritik, kontrast, oprør, fuckfinger, indsigt, trods, vilje, vrede, modspil, overraskelsesangreb - i fugleham:

"Retningslinier for afvikling. Det er en slags fremgang, en nedbrydning jeg værdsætter, det er mit jeg der ikke vil mig mere. Det er så det det er så det det er det er ikke acceptabelt at turde tie om utidig hjertefrekvens. Kvalt i egen tunge savler jeg selvet ud, det driver ad hagen ad helvede til med mine granskninger af krop af kød af skød og indre skælv, irrelevante egotrip trappes ned. Nu nytter afsmag for smiger, diverse komplekser bør ikke svække spejling. Refleksion: hvornår mon klarhed udklækkes. Æg udruges utålmodigt af morderiske fugle, for eksempel ravne. Hæse skræp og nysselige næb pirrer min ornitologiske interesse. Højt at flyve dybt at fable om fjers fordærvede tilstand. Rådne lykkelige redelig, dunet død. Lille skrøbelige skelet. Vingesvage svæklinge lades tilbage mens andre på træk tripper sol, cool flugt fra frossent hjem realiseres letsindigt. Åh at leve i favne og luske skade, gul er farve for fordækte impulser og jeg får pip af vingeskudte skamløsheder. Det duer ikke ikke at tage den helt ud til ingenting. Smelte og tø og dø. Brænde brænde op på bål og flamme flamme samme selv. Asket askese og spontan genopstandelse og så er man endnu engang grumt fugl Fønix-fucked. Fint fint. Opløst, afløst, indløst"

570 år gl. kommentar (forestillet fremsagt af dig om 80 år!) til dagens anmeldelse

- fra nô-stykket Komachi ved Seki-tempel af Zeami Motoyiko (1363?-1443?), gendigtet fra den ikke-rimende (men i stedet tæt ordspillende) original af Mads Mazanti Jensen i hans forunderlige og fænomenale bog med 10 gendigtede Nô-spil (og en masse noter), som jeg snuppede i dag på avisen, hvor han, Mads, venligt havde sendt den hen; den aldrende digter Ono no Komachi taler i kor med koret (det er KOMPLICEREDE udsigelser!):

alting må forgå -
som om en oldings ører ikke ved
klar beskeds om alting flygtighed -
en vind fra bjerget blæser bud
hør, jeres lys skal pustes ud
men hvilken indsigt gi¨r det mig?
nej giv mig hellere vindens leg
med løvfaldet en dag i høst
da følger jeg mit hjertes lyst
og her i dette skur med sivstrå tækket
dypper jeg min pensel dybt i blækket
tegn som ligner tang i driver
ord som visner mens jeg skriver
husk det skudsmål som jeg fik
af tidens førende kritik:
"bevægende men hvor bli'r styrken af
for det svage har en digterinde smag"
hvor svag er jeg da ikke blevet nu
martret af min alderes gru
snart sover jeg ind
med sorg i mit sind!



- samtidigt instagram-foto af Ono no Komachi som ung

Rappende, skræppende bogreception

Der blev i går ved 18-tiden holdt reception for Scarykost på broen i H.C. Ørstedsparken for interesserede ænder og måger. Traktementet var mast citronmåne og smuldrende ciabatta-brød, humøret rekordhøjt og mere ublu kompetitivt end vanligt ved litterære receptioner; you should have been there - and maybe you were, i fugleham:

Ang. uhyggelige monstre

De kan være på spring i lang tid.

Fra Iggy Pops mindeord om sin ven David Bowie i Rolling Stone:

"More than all of the other rock musicians, David Bowie was interested in people — really interested, especially other people in the arts. He was always like, "OK, who are you and what are you thinking about? How do you do what you do?" And he appreciated oddballs — people who looked different and spoke in a certain way. He had a very strong curiosity and had very absolute aesthetic values

I learned a lot from him. I first heard the Ramones, Kraftwerk and Tom Waits from him. He also had a certain rigor. If he saw something in another artist he admired, if they didn't pick up that ball and run with it, he didn't have any problem saying, "Well, if you're not going to do it, I will. I'll do this thing you should have done." And that was very valid.

You can see what I learned from David as a performer if you look at footage from the solo tour I did last year. I'm standing my ground — David knew how to do that. Keep your arms away from your torso. Put one foot forward. Sometimes a little bit of movement is better than a lot — a little bit left, a little bit right.

David was not a person to waste a piece of music: Never waste an idea. I first heard his 1980 song "Scary Monsters (And Super Creeps)" when we were in a house on Sunset Boulevard in 1974. It was called "Running Scared" at the time. He was playing it on the guitar and wanted to know if I could do something with it. I couldn't. He kept it and worked it up.

That was another big thing I learned: Don't throw stuff away."

Jeg billedsøger på 'scary broom' (du sover stadig)

Tabletop Motorized Dancing Witch's Broom

All / Living / Halloween

 

Watch in horror as this cool new possessed Tabletop Motorized Dancing Witch's Broom moves about a table or floor all by itself, frightfully cackling and playing spooky music as it dusts. When it reaches an obstacle it automatically changes direction and has an edge sensor so it won't fall off the table. Even scarier is the fact that it waits and listens for its victims to enter the room before beginning it's chores. It's designed for endless ghoulish sweeping action until the witch's spell wears off or the batteries run out.

Also available in a Lifesize Version!

Febrile titelfortolkninger

Olga Ravn I dag tænkte jeg, at titlen på din nye bog er en slags enkel rorschach test for om man læser kost som "fejekost" eller som mad i "hård kost" (jeg tænker, at det ved du allerede godt). Jeg har hele tiden læst det som crazy(feje)kost, men nu slog det mig at det også er det andet. Jaja. Så kan du sådan ... gå og regne dine læsere ud, når du møder dem og de siger det ene eller det andet. "Ja, ja, ham der konferencieren til denne digtoplæsning, da han skulle præsentere mig, der sagde kan kost som i "råkost", ja det siger jo ikke så lidt, jaja" og så kan du grine lidt for dig selv og regne alle ud. Okay, nu glæder jeg mig til at læse bogen. KH

Martin Bastkjær Christensen Tænker også at "kost" som nedladende betegnelse for en kvinde er en mulig medbetydning (men bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt det er udbredt slang, eller bare noget, man siger der hvor jeg kommer fra)

Olga Ravn ja det tænkte jeg også straks, første gang jeg læste det. Men fonetisk er det jo stadig kost som i "fejekost" -

Olga Ravn "scary(feje)kost" kan tænkes mere at være ord for en krop eller bevidsthed, stemme eller genstand - måske den der taler i bogen, mens "scary(rå)kost" mere lyder som en genrebetegnelse for fx teksten, den hårde kost læseren nu skal æde, eller i det hele taget bare et materiale i verden der skal ind i kroppen, som er scary. Akkeja, Cecilie, nu er vi allerede i gang med at læse din bog!

Side 31 (JEG KAN IKKE MERE OG IKKE MINDRE)!

Bare fordi det er den 31. i dag - det er den sidste side af en afsnitsløs, umådelig ubændig tekst, der begynder helt omme på side 28. Hvem skriver hastigere heftigere, HVEM?:

"(...)
på vej af gustent tingetangel der redder karme fra nøgenhed hører op når stof er tilstrækkeligt tæt vævet er vejret fucked med torden kan man muliggøre idé om undergang ej men det buldrer dystert
og med blitz fucking lynende fjer der forholder sig til spray det sølv det afrevne fuglede fugl mig med metode af sval karakter det er den her dvale der kvæler jeg vræler jeg vræler jeg vræler spørg mig ikke om skygger skam dig over dine hurtige smil og dine fornøjede fløjt det er fucked up og jeg kan ikke mere og ikke mindre og jeg kan ikke at der er krøller der krøller smukkere end andre krøller er dømt jeg babysittes af bogstaver jeg er så rasende på min fedme at jeg vil æde en myreture og brække den op ud over et ocean af tid og misfornøjede fisk det blæser op til storm det hjerte og knæk en tand mens du tygger på min ide om sol der går ned med flag som kun kan pyntes med konfetti i en fjern gynge gynger nogen sig måske mere tilpas til mode er jeg ikke jeg er bare til tøj der skjuler og gul er en fucked farve og fornærmet må man udse sig sine smykker som jo bør smykke og ikke andet end blingblingkapital kan tale til mig pt er øjeblikket et pt og det er bare grimt og grimasseret et træk der yngrer dig er løb og lad gå og giv slip det er en snip af tørklædet du kan smudse til med snot for det løber ud af dig når ulykken rammer rammer den rent det motiv der er MØRKE jeg skal ørle jeg skal øjne jeg skal ænse KANIKKE ænse

Jeg giver hjerter til din bog

Jeg giver stjerner til din bog

I dag er det Scarykost

Min kæreste Cecilie Linds nye bog, Scarykost, udkommer i dag. En dum regel siger, at man ikke må anmelde sin bedste vens og sin kærestes bøger; reglen er dum, fordi jeg for fanden gerne vil anmelde de bedste bøger, og jeg kan da ikke gøre for (for nu at parafrasere Jørgen Leth, der engang kaldte Cecilies oplæsning af Misfat for en "tour de force"), at min bedste ven (han hedder Jens) og min kæreste skriver (okay, nogle af de) bedste bøger, vel:

Min officielle anmeldelse:

Cecilie Lind: Scarykost (181 sider, 100 kr. (latterligt billigt), OVBIDAT)

af Lars Bukdahl

Det er en vildt god bog!

Scarykost findes!

Din nye bog, som udkommer 31. marts på OVBIDAT

Det er rigtigt sandt.

Jeg har den liggende lige her, til venstre for computeren, ovenpå Olivia Levison: I udvalg, slået op på side 32 og 33 ud af fræsende majestætiske 181, som det ikke er løgn, at jeg har læst før, men det er virkelig ikke nogen grund til nogensinde at holde op

cover art: Alexander Tovborg!

Se, hvad der ligger på Rolfs skrivebord

altså Rolf Sparre Johansson, digter og forlægger -

på midten, til højre

2 af underteksterne (link til hele opslaget)):

"Bunker
Jeg bruger mest bordet, når jeg læser og redigerer tekster. Foran trolden ligger en bunke blokke med ting, som jeg ikke har gjort noget ved endnu. Bunken ude til venstre er mest bare rod, som jeg ikke ved, hvad jeg skal med, men som jeg gerne vil vende tilbage til. Min nye bog, som udkommer på mandag, ligger også på bordet.Den kigger jeg i for at se, hvad jeg egentlig har lavet. Og et prøvetryg af Cecilie Linds nye bog, som kommer på mit forlag snart.

Trolden
Det er et billede, jeg har arvet fra min mor, men jeg er faktisk ikke sikker på, hvor hun har det fra.Jeg tror, det er fra hendes forældre.Jeg er heller ikke sikker på, om den er flot eller plat, hvilket er en meget god æstetisk tvivl at have. Den står på bordet, fordi min væg er af beton, og jeg kan ikke finde ud af at bore i den.Sidste jeg prøvede, blev det bare nogle smuldrede huller, og jeg har ikke fået spurgt nogen om hjælp endnu."

PST! DET ER HERMAN STILLING DER HAR SKÅRET DEN TROLD!

Se Herman Stilling Museets hjemmeside