Få også lige svaret Jonas og Rolf

- , to mægtigt gode bøger (den ene er jeg kun en tredjedel inde i, men den har min fulde tillid), Jonas Eikas Efter solen og Rolf Sparre Johanssons Piedestal har også kun fået 1 anmeldelse hver, i henholdsvis Weekendavisen (smittende henført Linea Maja Ernst-anmeldelse, derfor læser jeg den allerede nu) ) og Politiken (irriterende forbeholden 4 stjerner-Benedicte Gui de Thurah Huang-anmeldelse), det er også for galt og skal der rettes op på nu!

Påskehilsen på en Piedestal

- den her går ud til frokosterne med kærlig hilsen fra Rolf Sparre Johanssons inderligt rige, bedragerisk ukunstlede, nye digt- og tekstsamling Piedestal, der udkommer 13/4

"Er så sygt træt af familietraditioner
i dag Veras tre års fødselsdag i Skydebanehaven
de voksne vælter rundt i det og børnene
prøver at skærme sig for de voksne
der sidder og snakker og overlader børnene
til sig selv og andre voksne.

Veras tre års
vores elskede lille barn
vil bare godt have hun får en dejlig dag
de andre voksne vil de det?
eller vil de gerne sidde og snakke om job hus og børn
vil de det? eller hellere kaffe og rådne historier om ... hm

Er så træ af familieteater
alle spiller en en rolle eller bliver kvalt i en rolle
spiste for mange Sarah Bernhardt
der var ellers beslutningen at jeg skulle have kontrol over det
over hvad jeg spiser for ellers spiser jeg bare sukker
hvis du stiller det foran mig æder jeg det, også chips"

Eneste vedkommende stykke danske samtidslitteratur lige nu kl. 4:11

Rolf Sparre Johanssons Søvn,

burde ligge her i fællesarealet

i talrige eksemplarer

burde udlevers gratis til alle nye forældre 

en hel del mere erfaringscentral end

Touch and Feel Tracor,

hvis tekst

(og teksten er, indrømmet, ikke det centrale,

det er tekstursansbarheden)

in toto lyder:

"Rub the red tractor's smooth, shiny bonnet.

Feel the tractor's big chunky tyres.

Look at the tractor's  sprakling lights

How many lights can you count?

(Mig, med et vist besvær: 8 / 8 1/2 )

The tractor's red plough cuts throught the sticky, brown soil.

This tractor is lifting a scratchy straw bale"

Digteren på Borgen

AK 24syv sendte i går Rolf Sparre Johansson ind på Christiansborg for at lave en omvendt Knud Brix: Digter agerer Christiansborg-reporter; i indslaget HER afspilles to afvæbnende ikke-aggressive interviews, og Rolf fortæller underfundigt og tænksomt om den alt andet lige faktisk gode oplevelse - flere poeter i paternosteren!

Jeg kom til at vække søvnen

I min Blæksprutte i dag i WA Bøger om realismer og deres realistiskhed optrådte denne passage apropos Claus Elholms Andersens debatindlæg i forrige fredags WA Bøger:

"
--> Jeg er lodret uenig i sortsynet: Vi lever i herlige tider og forkæles med det ene lysvågne værk efter det andet fra forfattere af alle aldre og alle køn, blandt andet, apropos vågenhed og flere køn, Rolf Sparre Johanssons Vågen og Madame Nielsens Den endeløse sommer. "
Men det er jo for fanden Harald Voetmanns roman, der hedder Vågen, Rolf Sparres digt/tekst-samling hedder Søvn, selvom og fordi den handler om ikke at kunne (få lov og fred til) at sove. Men de burde kunne købes i en dobbeltudgave, burde de da.

RRRRRRRRRRRRING!

Sensation: Dynamisk sæsonhukommelse afstedkommer besværgelse af - grænsende til anfægtelse over - kritik-lighed

Og så en hel uironisk ros af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens Politiken-anmeldelse til 4 hjerter (hun er altså noget nærig med de hjerter - ikke bare i forhold til sine overhjertelige kolleger) af Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse, som hun karakteriserer præcist og fintmærkende, men det for alvoir rosværdige er, hvordan hun til sidst erindrer tilbage til sine (også 4-hjertede) anmeldelser af Caspar Erics og Cecilie Linds langdigte og får øje på både metode-ligheder mellem de tre bøger og - hvilket er flot og sjældent - ligheder i sin kritik af de tre bøger, hvilket fører til en dialektisk forskydning af den kritik til et elegant ros/kritik-hængsel:

"Dermed bliver det selve sprogets form og lyde, der lader sorgen, dens afmagt, komme klart til udtryk. Er sorg ikke netop en væren ved siden af sig selv og sproget? I al sin stammende unøjagtighed er det sprog, Rolf Sparre Johansson giver sorgen, netop nøjagtigt. I sin mangel på velformethed er det smukt.På den måde skaber digtet også samme rum, som begravelsen i digtet gør, nemlig et rum, hvor følelsen vises frem (...).
Den tilsyneladende rå fremvisning af følelse og langdigtsformen gør det oplagt at sammenligne Rolf Sparre Johansson med både Caspar Eric og Cecilie Lind, der begge har udgivet digtsamlinger i form af langdigte for nylig. De tre er forskellige på alle mulige måder, men de er fælles om at blotte en sårbarhed, at insistere på, at det er relevant at tale et sprog, der viser følelsen frem, og de er fælles om at gøre det ved at digte på talestrømmen. De er fælles om, at det, der ligner formløshed, i virkeligheden har en streng form og er en genforhandling af, hvad poetisk form kan være.Rolf Sparre Johansson brugte også den stammende form i sin debut, men kun i bogens anden del. I ' Begravelse' bliver den det ene greb, der skal bære det hele. Så ligesom jeg har beskyldt både Caspar Eric og Cecilie Lind for at blive monotone i talestrømmen, kan jeg også beskylde Rolf Sparre Johanssons ' Begravelse' for det. Vel vidende at det er meningen. Anerkendende, at hvad den lille udgivelse ikke har i kompleksitet og længde, har den til gengæld i intensitet."

Jeg kan også godt lide Linea Maja Ernst karakteristik af af bogen i WA Bøger som gentlemanagtig:

"Selvom skriften løber fuld af sorg, mere flakkende end fattet, er det aldrig uden for Sparre Johanssons kontrol. Det er nøgent og vedkommende at læse, men aldrig hjerteskærende hårdt, og det mener jeg som en ros. Læseren bliver ikke kastet ud i en identifikatorisk følelsesblæst; det er ikke det, det handler om. Der er noget ædelt over Begravelse; sorgen holdes frem, men den bæres, den er utvetydigt privat, tørres ikke af på læseren. Vi har simpelthen at gøre med noget så sjældent og utidssvarende som en gentleman: Rolf Sparre Johanssons skrift er både følsom og ærlig, men aldrig anmassende."

Men hvor er til gengæld Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten irriterende, når han er efter en udmærket loyal læsning gør ophævelser over snæverheden i sorg-rummet:

"Når det er sagt, så oplever jeg stadig dette skarpt optegnede rum som noget trængt; som en lige lovligt lukket konstruktion. For selvom det er umuligt ikke at blive rørt over bogens både nænsomme og usminkede erindringsarbejde, så er der trods alt noget, hvad skal man sige, velkendt ved "Begravelse". Eller sagt på en anden måde: Digtet tager ikke mig som læser et nyt sted hen, men lader mig snarere genbesøge et emotionelt landskab, som jeg genkender fra såvel privat erfaring som kulturelle forestillinger. For at formulere det på en tredje - og vildt kynisk, bogens emne taget i betragtning - måde, så ender "Begravelse" som en bog med et begrænset register, som savner en åbning ud mod et større rum. Samfundet? Verden? Tja. Og nej, det skal ikke forstås som en kritik af at skrive om det private eller partikulære, men snarere disse elementers almene karakter i digtet. Måske derfor synes jeg også, at "Begravelse" står stærkest i sin indledning og afslutning, hvor vi netop befinder os længere væk fra sorgens etablerede scripts og tættere på frostænder, skilsmissejul og teknisk skole. Og hvad giver det så? Tre stjerner og en mild skuffelse (måske et produkt af for høje forventninger og deraf krav). Men trods alt også en fortsat overbevisning om, at vi med Rolf Sparre Johansson har at gøre med et enormt sympatisk og ukrukket forfatterskab med et stort potentiale."

Fuck det større rum helt ærligt! Det er jo netop i den nærsynede og fremfor alt nærLYTTENDE undersøgelse af banaliteten og DISTRAKTIONEN i sorgen, at Begravelse har sin styrke - eller med Kizajas ord: intensitet - men også sin fint differentierede RIGDOM. Synes JEG nok!

2 begravelser der graver udenom

Faktisk gør jo Rolf Sparre Johanssons langdigt/digtmonolog Begravelse meget det samme - men garentrisset uden direkte inspiration - som Lars Frost så godt som ens betitlede "novelle" "Begravelsen" i debutbogen Og så af sted til Wien fra 2000: taler om døden ved at tale udenom, distræt/digressivt, stammende/cirklende, rundt og rundt om alle de forbandede konkreter, inkl. den ceremonielle markering, b e g r a v e l s e n.

Begyndelsen (de 2 første sider - meget luft her komprimeret) på Begravelse:

"fordi// jeg skal holde jul med mine/ Bjørn og John/Og// havde glemt/ at tage/ anden op af fryseren/ den/ 23.// og/ ringede jeg/ til Christoffer/ og spurgte om han/ var hjemme// på Rovsingsgade// var han og om han gad/ at tage anden op// og det ville han gerne/ hvis han ikke havde gjort det/ havde anden været frossen og umulig at/ tilberede/ juleaften// jeg var/ jeg glemte det/ fordi/ jeg spiser// jeg spiser ikke engang/ jeg spiser ikke/ kød/ så jeg/ skulle ikke spise den så jeg tænkte// det var derfor jeg ikke tænkte på/ selvom der selvfølgelig var mit ansvar// når den lå i min fryser/ og vi skulle holde jul hos mig// mor/ vores/ døde/ for to år siden// da jeg var 24/ og/ Jon/ var 19 på det tidspunkt//vi// har ikke samme far men/ både/ min/ Jonas far og/ og Bjørn og min/ far har ikke// været så/ tilstede/ i vores/ tilværelser/ i hvert fald ikke/ at/ det var oplagt at holde jul med nogen af dem/ sammen"

Begyndelsen på "Begravelsen":

"Hvad gør de? Jorden må være frossen, hård, nu i januar. Hvordan gør de? Måske lægger de en slags varmetæpper ud der, hvor hullet skal graves, i god tid, inden de begynder at grave. Måske har de varmekanoner, eller de bruger noget, der er mere kraftfuldt end en almindelig skovl eller spade, et eller andet elektrisk, for at komme ned i jorden. Det kan være. Eller de graver måske hullerne i efteråret, mens jorden er våd og blød. Nej nej, for de kan ikke vide, hvor de skal grave. Vinteren har ikke været streng i år. Alligevel fryser det om natten og i aftes begyndte det at sne. Men måske er de helt forkerte, mine forestillinger om hvor hård jorden bliver. Der skal måske mere frost til, end jeg forestiller mig?
  Jeg husker virkelig ikke særlig meget fra kirken. Der var en der kom for sent. Der er altid nogen der kommer for sent. Og dørene, dørene der er så forbandet svære at åbne og lukke forsigtigt og stilfærdigt. De store, tunge døre ind til kirkerne, de støjer, selvom man er forsigtig. Men der var vel ingen der gik før det hele var slut? Helt forbi? Nej, for det kan man ikke. Det er værre end at komme for sent. Men man kan vel blive tvunget bort. Af følelser, mener jeg. Følelser, der overmander en, og ikke er til at holde tilbage. Ud, man må ud. Trække lidt frisk luft. Og det er ikke nødvendigvis fordi, man ikke ved det er forkert, men man kan ikke lade være. Måske var det bevægelsen, følelserne, omstændighederne, for jeg husker virkelig ikke særlig meget af det hele. Det er ikke let at koncentrere sig om det der foregår omkring en, når man er bevæget. Man har måske heller ikke lyst til at huske den slags ting. Det er ikke umuligt, at der er en manglende vilje til til at erindre sådan noget, ubehagelige ting. Jeg kan huske, jeg tænkte på begravelser, jeg har set på film og læst om i bøger og den slags.
  Jeg tænkte på begravelserne i Godfather-filmene. Den første, den, hvor der pludselig er en, der bliver skudt, er det ikke sådan noget lignende der sker? Da de begraver hans far? Eller den senere, i et andet afsnit, Sonnys begravelse. Alle de håndtryk, der bliver udvekslet og alle de samtaler, der bliver hvisket. Og krydsklipningen. Bliver der ikke klippet til forskellige steder i byen, hvor hævnen bliver taget? Eller måske tænke jeg på dåben, da Carlas - hedder hun ikke Carla? søsteren? Carlo hedder manden i hvert fald. Men så kan søsteren da ikke hedde Carla. Det ville være dumt. Dåben klippes sammen med alle mordene. Jo, det er sådan, det er. Det er dåben, og det er attentatet på Marlon Brando de hævner. Eller Sonny? Det er også ligemeget. Jeg forsager djævlen og alle hans gerninger, og så videre.
  Så er der selvfølgelig begravelsen i Ulysses. Stakkels Paddy Dignam.

Se, hvad der ligger på Rolfs skrivebord

altså Rolf Sparre Johansson, digter og forlægger -

på midten, til højre

2 af underteksterne (link til hele opslaget)):

"Bunker
Jeg bruger mest bordet, når jeg læser og redigerer tekster. Foran trolden ligger en bunke blokke med ting, som jeg ikke har gjort noget ved endnu. Bunken ude til venstre er mest bare rod, som jeg ikke ved, hvad jeg skal med, men som jeg gerne vil vende tilbage til. Min nye bog, som udkommer på mandag, ligger også på bordet.Den kigger jeg i for at se, hvad jeg egentlig har lavet. Og et prøvetryg af Cecilie Linds nye bog, som kommer på mit forlag snart.

Trolden
Det er et billede, jeg har arvet fra min mor, men jeg er faktisk ikke sikker på, hvor hun har det fra.Jeg tror, det er fra hendes forældre.Jeg er heller ikke sikker på, om den er flot eller plat, hvilket er en meget god æstetisk tvivl at have. Den står på bordet, fordi min væg er af beton, og jeg kan ikke finde ud af at bore i den.Sidste jeg prøvede, blev det bare nogle smuldrede huller, og jeg har ikke fået spurgt nogen om hjælp endnu."

PST! DET ER HERMAN STILLING DER HAR SKÅRET DEN TROLD!

Se Herman Stilling Museets hjemmeside

Skrøbelighed RULES! 1-3

1.
 Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv: 

"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.« Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her, en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de andre efterladte.
Det er ikke chokerende, at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."

2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:

"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt i den ene eller anden afskygning.Der er sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric, den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt. Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin blødhed."

(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)

3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:

"- Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system.  Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«.
(...) 
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.

Begyndelsens anatomi, Ina vs. Rolf

Information har i dag en artikel, ved Tatiana Tilly, om årets debutanter; jeg siger mest om Rolf Sparres og Ina Munchs bøger:

"Der er talrige debutanter, som har begejstret Lars Bukdahl, redaktør for tidsskriftet Hvedekorn, jurymedlem for Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat og anmelder ved Weekendavisen.
Fra 2015 fremhæver han blandt andre Rolf Sparre Johansson, Ina Munch Christensen, Ursula Scavenius, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og Josefine Graakjær Nielsen. Noget af det, han værdsætter ved at være anmelder, er netop, når tekster kræver, at han læser dem på en ny måde, eller når de behandler temaer, han umuligt kunne forudse, at han skulle præsenteres for.
»Sådan er det nu. Der er mange af de her inderlige bøger, som læner sig op ad - jeg har næsten svært ved at sige det! Som læner sig op ad 1970' er-tekster. Jeg er jo vokset op med, at det er det mest forbudte i verden.« Det ser han blandt andet hos Rolf Sparre Johansson, som tidligere er blevet publiceret i Hvedekorn med tekster, som både kunne indeholde helt små, hermetisk lukkede sætninger og »mærkelige flippede dyrefabler«. Alligevel kom hans debutbog Søvn til at handle om noget så almindeligt som det at være på barsel med sit lille barn.»Hos de nye debutanter ser vi det her med at insistere på hverdagen, som de gør i nogle af de her bøger. Hvis Rolf havde prøvet at sælge sin bog til mig på forhånd, så ville jeg have sagt, at jeg bedre kunne lide fabeldyr,« siger Lars Bukdahl.
Alligevel er han glad for, at bogen blev noget andet, end han selv ville have anbefalet. I Bukdahls generation er der en næsten instinktiv modvilje mod i for høj grad at beskæftige sig litterært med det, man gjorde oprør imod.I 1980'erne var det 1970'ernes knækprosa om parforhold og børn, og i 1990' erne var det patos og sentimentalitet.
Men de yngre forfattere frygter ikke nogen af disse tendenser og er måske netop derfor i stand til at skabe fornyelse: »På en måde er der en forhandling med både det patetiske, det sentimentale og det inderlige. Der er både et arbejde med nogle toner og nogle zoner, som for nogle af os, der er de her tyve år ældre, har karakter af tabu.«.
Måske vækker det mindelser om 1970' erne, når man umiddelbart beskriver handlingerne i nogle af årets nye værker, men sproget og måden at undersøge temaerne på er anderledes.
Lars Bukdahl læser Ina Munch Christensens Nielsine som en debutbog med en utrolig friskhed og energi.
»Hvert afsnit er som et bølgeslag, som for at få et helt, bevægeligt hav i gang. Det lyder af nogen, en stemme, med den der blanding af kækhed og genert selvbevidsthed.« Anderledes er Rolf Sparre Johanssons debut Søvn, der er formidlet i en form, som Bukdahl kalder hård og konstrueret. Nogle af digtene virker som båndoptagelser af monologer om at være paranoid og forstyrret, mens andet virker som en besættelse af detaljerne i livet.
»Der er de her små bitte, hårde koreografiske stykker, der handler om at gå frem og tilbage og blive forbandet om natten. Som små grafer over fodspor på et stuegulv,« siger Bukdahl."

At Sparre eksemplarisk med reality

Rolf Sparre Johanssons Søvn (endnu ingen anmeldelser, men følsomme interviews, med far + børn-billeder, i både Information og Jyllands-Posten - det er ikke digterne, der forbrydere, det er kulturredaktionerne, der er gangsteriske) er et overlegent pædagogisk og pædagogisk overlegent eksempel på indhold/form i - en ikke højere enhed, ikke lavere enhed men - en enhed i øjenhøjde.

Første del: den hypnotisk/søvngængeragigt monotone, systemiske-kombinatoriske-minimalistiske far-koreografi (Rolf citerer i interview i JP i dag, som jeg ikke kan få lov at læse i sin helhed, vennen og balletfan'en dig for det ord om de tekster: koreografi).

"jeg vågner med sammenbidte tænder

hovedpinen sidder i panden

jeg afleverer vera i vuggestuen, står nede
i baggården og monterer et
barensæde bag på min cykel

jeg sidder og skider, da malou råber
at hun er på vej ud, jeg råber at hun
skal vente lidt, skynder mig
at tørre mig og går ud til hende
hun står med frakke og sko på døren
jeg giver hende den ene lille nøgle
til at låse barnesædet fast med

jeg lægger mig i sengen under hendes dyne

- den (oh! så private) virkelighed/erfaring NAILED med den form!

Anden del: den tøvende, stammende, forgrublede, velmenende fortællestrøms-rådvildhed nede på Istedgade mellem ludere og lommetyve og maniske gadeprædikanter, uddrag fra tekst 2:

"vi drejer til
ned mod
ned mod halmtorvet

en sidegade

og han går ligeud og

stopper han med at råbe
da han ikke kan se os mere

og

så er det

jeg tænker også jeg var bare sådan
tænkte
han måtte gerne råbe ad mig
men
det var bare
ikke særlig rart at jeg havde
vera
i klapvognen og han råbte mens hun var der fordi at
jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive bange"

- den (argh! så private) virkelighed/oplevelse NAILET med den form

som tilsammen 2 blå søm som en brandoriginal, smuk og sand bog

Halfdan som subversiv Disney-slave (TILEGNET ROLF)

Richs-albummet Tornerose, med samlebilleder fra Disney-filmen (som vi (i komplet stand) forærede Rolf Sparre Johansson i går aftes ved festligholdelsen af hans suverænt (først) klare og (så) tøvende debut Søvn (også emnet for Tornerose jo)), har dansk (prosa)tekst ved guddødeme Halfdan Rasmussen + et indledningsdigt, der raffineret, og smukt, forsøger at tale sig udenom og på den anden side af happy-ending-illusionen, sådan tjener man den amerikanske kulturimperialisme som dobbeltagent:

Der var engang ... Med disse ord begynder
de fleste eventyr, og med de ord
får svundne tider mæle og forkynder,
hvad folk engang har drømt på denne jord.
Men kun i eventyrets verden knejser
en fattig fyr som konge eller kejser,
og blev den tapre prins en fattig fyr
var det bestemt et dårligt eventyr.

Her er et eventyr fra gamle dage,
et rigtigt eventyr som ender godt,
om prinsen og den store onde drage
og om prinsessen på sit høje slot,
om hæslighed og skønhed, sorg og glæde,
om dydig elskov og ustyrlig vrede.
Et eventyr, som ikke ender trist,
hvor prinsen får sin elskede til sidst.

Der er et eventyr i alt, vi drømmer,
men det er svært at tyde drømmens sprog.
Vi husker kun i glimt det liv, der strømmer
som billeder bag vore øjenlåg.
Men digtere har løst af mørkets fængsel
det eventyr, som rummer al vor længsel ,
og i vort hjerte synges blodets elv:
- det største eventyr er livet selv.

Tillykke til den håndsyede vold!

Det eksklusiveste og cooleste mikroforlag er naturligvis OVBIDAT; Organiseret Vold Begået Imod den Almindelige Tale, stitftet og bestyret af utroligt søde og varme Rolf Sparre Johansson, Hvedekornsdebutant 2008 og snart selv bogdebuterende på både Kronstork og Basilisk, lige den grad mindre ekslusive og cool forlag, og i går fandt han ud af, at OVBIDAT har fødselsdag, rasende stort TILLYKKE, Rolf:

hej alle. indså i går, at OVBIDAT har 4 års fødselsdag i dag. Cecilie Linds "Ulven åd min eyeliner" udkom 19. november 2010. det føles vildt nok, at nu har forlaget eksisteret i fire år. eller der er kommet tre bøger og tre numre af et poesitidsskrift, og det er ik så mange udgivelser måske, men har selv haft det sådan, at det hele var vigtigt. og det, der faktisk også gør mig mest glad, er, at der har været så mange mennesker involveret i forlaget på forskellige måder. folk, som har hjulpet med at sy bøger, eller som bare er kommet forbi og har syet en bog/tidsskrift til sig selv. alle dem, som har bidraget med tekst, som jeg har holdt møder med, også sammen med de andre redaktører, som har været inde over. og folk, som er kommet til udgivelsesoplæsninger, og, altså, de folk, som har købt eller bare læst bøgerne/tidsskrifterne. folk, der har været til de mundtlige oplæg, jeg har holdt om forlaget forskellige steder, og stiller spørgsmål og diskuteret. eller bare den interesse, jeg har kunne mærke, at der har været rundt omkring, det er så mega dejligt. og nu at Jakob og Cæcilie har overtaget poesitidsskriftet, og jeg og Ditte Holm Bro og Liv Sejrbo Lidegaard er i gang med at starte en ny gren af tidsskriftet, som skal fokusere på læsninger/kritik/tænkende tekster om tekst (skråsteg "hvad hedder det?!"), og at der er en ny Cecilie Lind-bog ("Scarykost") på vej, som faktisk skal produceres på et trykkeri og har fået støtte fra kunstfonden, hvilket føles totalt grænseoverskridende, men også er dejligt, fordi det bliver en stor, smuk, rørende bog. ok, jeg ville bare sige hej, ovbidat har fødselsdag, håber alle får det godt i dag og altid og hej! kh rolf

- forresten læser Cecilie op i aften, sammen med bl.a. Maja Lee Langvad, i Literaturhaus' krybekælder klokken 20:00, af et, så vidt jeg forstår, ANDET manuskript, det gør man klogt i lægge øre til

ORV! ovbidat! nr. 3! Sikke kræ!

Meget sejt, stjernespækket nummer 3 af tidsskriftet OVBIDAT (hører I redaktørmisundelsen?) og næsten endnu sejere oplæsning af SAMTLIGE bidragydere i går på Forfatterskolen, lad mig uretfærdigt fremhæve Eske K. Mathiesen, der lumsk hurtigt fremmumlede de aforistiske en- og tolinjere i hans to suiter "Detaljer" og "Bataljer", som var de kritiske sidebens-kommentarer til de længere, klarere artikulerede digte, sådan her fx:

Herr Pfefferlink, De må til hest,
selv om De sidder allerbedst,
for der er hejst et sort signal,
og ravnen skratter som en gal.
Mod syd er set en talrig fjende.
Nu må De Dem fra pølsen vende.
Til hest! Herr Pfefferlink. Til hest!
Det tegner til en livlig fest.

*

(Erindringsvirtuosen stemmer 
sit instrument.)

Og Renè Jean Jensen, der tydeligvis forskrækkede sig selv, en smule, over den nådesløst virtuose næsten abstrakte vrængen, værngen an sich,  i sit sit lange, ondt centrerede digt "air hunger", et klip midtvejs (Eskes tolinjer kunne i og for sig godt have indgået):

lort æder du
lort siger du
dingleværk, sol
et neutralt blik for enden af hånden
jeg vil ikke myrde dig for at tage bad i dig
nu jer jeg så død, nu skal der eddermame bades
skrækindjagende dumme baklys
en mons på selvfedme
jeg vil hadpadle mig væk fra den
er det farligt?
hvem er det farligt for?
it's no good, it's no good, sagde den modigt masturberende
udfold dette æble i Danmark ved at æde det
knib lorten over, det er selvkritik

Og Signe Gjessing, der nænsomt og dramatisk gjessingficerende læste fraværende Christoffer Thunbo pænt pure poemer op:

mørkt er skiftet ud
med abrikosmarmelade
og du løsner
de vegetariske stjerner op
i masserede rytmer
                       din duft
er en hulahopring
omkring mig
og du står i en verden
i hele din frugt
mine nysgerrige hænder
læser nyt
                   i din fred

Men det er jo virkelig ikke som om, Peter Laugesen (PETER!), Marianne Larsen (MARIANNE!), Sophia Handler (SOPHIA!)  og Ursula Andkjær Olsen (URSULA! der ingen erindring havd om at have skrevet sit lille, skrapt læserbrevs-mimende bidrag) på bladet og på scenen er og var en disse ringere (de to (for mig) mindre kendte bidragydere/oplæsere, Anne-Sophie Bogetoft Mortensen, med skrøbelige erindringsfragmenter, og Maiken Abildgaard, med trevlet prosa, kunne henholdsvis svært og slet ikke følge med). Vi kan lige nå en Brabrand-idyl af PL i anledning af det forhåbentlig falske efterår:

regn af tegn
i den lange grå korridor

og tykke skyer af tid
hen over vejen

hen over vejen foran kvickly
fygter to damer med tasker

det kan godt være
de ikke har travlt
men det har vinden

- held og lykke til de nye redaktører, Jakob Slebsager Nielsen (også red. på dette nummer) og Cæcilie Højberg Poulsen, som den afgående red. og stifter Rolf Sparre Johansson har overladt dette Exklusive Tidende til!

Totalkritiske links

Links til de forbilledelige totalkritiske tekster jeg nævner i min Blæksprutte i WA Bøger i dag:

http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/kafkas-breve/

http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/category/kritik/

http://lealoeppenthin.wordpress.com/

Rolf genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre, grundigt!

Jeg ærgrer mig over, at jeg i min blæksprutte i morgen i WA om Generation etik-tak ikke fik inkluderet et shout-out til digter og OVBIDAT- redaktør og -forlægger Rolf Sparre Johannesens lange, lange, åbent grublende og diskuterende (helt konkret via mailveksling med Elisabeth Friis og blog-indehaver Victor Boy Lindholm) tekst om primært (omtaler om og erklæringer fra) Olivia Nordenhof og Pablo Llambías (selve hans sonetter) på salon-bloggen jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk. Det var sådan noget hybrid, roligt læsende og frugtbart forvirret kritik, der i gamle dage var plads til på (sporløst forsvundne) litlive og som der nu om stunder burde være plads til, men alt for sjældent forsøges, på Promenaden. Her er et klip, hvor Rolf undrer sig kritisk igennem Olivia-udtalelser:

Jeg synes helt sikkert Nordenhof: Det nemme og det ensomme (som hun vandt Montanas pris for plus blog) er fantastisk!
jeg er ligeglad med hvad hun skriver på facebook og blog ift. det for der er hun privatperson og ikke forfatter. Eller: jeg er ligeglad om nogen er privatperson eller forfatter eller har opløst grænserne eller noget ift. en bog eller noget på internettet, fordi jeg kan ikke se hvad personen har med teksten at gøre. Måske med mindre jeg kender personen, men det er lige meget. ,,, Eller forfatteren har lige så meget at sige om teksten som læseren. En forfatter er en, der har skrevet en tekst og givet den fra sig, i modsætning til ”at sige noget”, hvor man prøver at komme med et udsagn, man kan stå ved?
Og hvis litteratur er ”noget man siger” åbner det op for moraliserende læsninger & persondyrkelse, som underminerer litteraturens potentiale..
Hvad jeg var ved at sige: Nordenhof bidrager selv til en ikonisk fremstilling af hende, ikke bare i interviews, og ved at skrive som hun gør der på facebook hvor hun fremstår meget nærmere ”enestående” end ”ligesom alle”…!? Hvad sker der for det? Nej, eller.. Er det det som stresser hendes knogler? Men jeg tænker hun taler fra en ikke konsistent position, hvor man kan modsige sig selv, fordi sådan er det når man snakker med nogen; og den snakkeenergi kommer over i hendes bog (som jeg er Fan af..), og det er fint fint, der kan hun være så naiv, fordi det ikke er hende der taler der men en skønlitterær karakter eller et skriftjeg eller hvad, dvs. når jeg læser hendes bog er det ikke at hun taler til mig fx for jeg kender hende ik … eller hendes udsagn i bogen kunne lige så godt komme fra Peter Pan så det er ikke hendes udsagn; men på facebook (ved ikke med blogs?) og i interviews osv. må der være andre krav til det man siger. (Victor du må lige sige hvis jeg får blandet ting sammen her?). what what.. jeg mener bare: det virker okay at opretholde grænser i hvert fald mellem et skønlitterært jeg og en forfatter der udtaler sig, fordi , og ikke at digte ikke kan være eller bruges i samtale, men de er det ikke først og fremmest, for så er de ikke digte..
Eller der er en åbenhed der ryger sig en tur, hvis forfatteren til et digt pludselig er autoritet over sit digt på samme måde som man er autoritet over, hvad man (forsøger) at sige i en samtale? . . . . . Eller ift. det på facebook med ”man skylder verden og hinanden at vende sig væk fra fiktionen og mod virkeligheden. … man kan jo bare gå i gang med de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. som sådan, som et modværge mod fiktionen der fjerner os fra hinanden, ønsker jeg at litteraturen kan være trøst og mulig for dem der bliver jaget, og skældud til dem der har interesse i at jage og fængsle andre.” Det er jeg virkelig enig i, eller det lyder rigtigt, men det føles som om at der ikke er noget trøst i fx Det nemme og det ensomme hvis man pludselig skal forholde sig til en fiktion om forfatteren som et ikon der taler imod det ikoniske.. MEN i Informations-interviewet : ”»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans. Som en, der går ind for færrest mulige regler, ville det være træls at blive en autoritet,« siger hun og tænder den første af en lang række hjemmerullede cigaretter.”  . . . .

Jeg citerer noget fra Facebook uden at spørge om lov

Der har været noget Facebook-forargelse over, at Politiken og MetroExpress har citeret fra FB-opdateringer og kommentar-tråde uden at spørge om lov, og hvor er det først og fremmest bare vidunderligt komisk, som papirmedierne halser rundt på og efter de sociale medier for at finde stof.

Og selvfølgelig er du ikke privat, når du skriver noget, der ikke er en privat besked eller et privat BREV, for så kunne du jo bare skrive en privat besked eller et privat BREV i stedet for, jeg poster jo heller ikke mine Hvedekorn-svarbreve på blog eller FB eller Twitter, selvom de er ofte er temmelig læseværdige og helst alment opbyggelige.

Jeg vil gerne her aftrykke en skøn opdatering med tilhørende lige så skøn kommentar-tråd, der handler om at huske:

Rolf Sparre Johansson

Yesterday

okay ! det her sker for mig ret tit: Lige nu her kunne jeg ikke finde mit NEM ID nøglekort, eller jeg brugte et kvarter på at finde det, men der var kun en nøgle tilbage, så jeg skulle finde det nye nøglekort. Hvilket slog mig helt ud, for jeg vidste virkelig ikke, hvor det var, og skulle virkelig bruge det meget. Min voksende panik, men min første indskydelse var at åbne en ny fane og se højdepunkter for WBA-Everton, som jeg vidste jeg ikke havde set, for at slappe lidt af. Da den lille video var nået næsten til sine 2 minutter, og en fra Uruguay med sejt hår scorede til 1-1 med et vildt energisk løbende hovedstød op i nettaget, havde jeg glemt min lille panik et par sekunder.. Rejser mig uden at vide hvor jeg skal lede, da hjernen og bevidstheden hvisker: "kig i skrivebordsskuffen".. Hvor nøglekortet så var.

sker det også for nogen? at hukommelsen virker sådan, at hvis man glemmer et øjeblik, så husker man dobbelt så godt?? for jeg synes det er en helt vild følelse at mærke den virke automatisk og ude af kontrol, men så meget bedre..

Like · · Share

• Cecilie Lind, Lea Løppenthin, Jakob Slebsager Nielsen and 26 others like this.
• 

  Caroline Albertine Minor sådan er det! og det er helt skørt. jeg ser ikke højdepunkter fra noget med lader som om, jeg er ligeglad sådan" nå ja whatever whatever" og pludselig BAM!, husker man. også nogle gange lige inden man skal sove. den hjerne, et skørt stykke maskineri.

  Yesterday at 10:05am · Like
• 

  Caroline Albertine Minor jeg har det meget med tænder - at nogens tænder minder om en andens, og det kan drive mig til vanvid, at jeg ikke sætte dem sammen. Der var en busreklame for en tandlæge (smilende kvinde), og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvis tænder det var. Indtil lige pludselig en dag, længe efter, år måske, gik det op for mig, at det var Laura Palmer. Jeg har lige googlet det lidt, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan det fungerer det der show inde i hovedet.

  Yesterday at 10:16am · Like · 1
• 

  Knud Steffen Nielsen i forskningen hedder det næsten-selvforglemmende tidsrum for- så vidt jeg husker low-arrowsal- velbeskrevet som hos dig- af to danske forskere. (jvf Weekendavisen for et stykke tid siden).

  Yesterday at 11:13am · Like · 1
• 

  Rolf Sparre Johansson det må jeg lige søge på, Knud!

  Yesterday at 11:28am · Like · 1
• 

  Rolf Sparre Johansson og at det så lige var Laura Palmer, Caroline, det giver helt vildt god mening, når man tænker over det! .. Jeg har det også sådan lidt med drømme, at et eller andet kan minde mig om en drøm, som jeg har drømt, jeg ved ikke hvornår, så husker jeg den drøm..

  Yesterday at 11:30am · Like
• 

  Christian Skov Nørgaard Det var nok fodbolden, der lige rettede tandhjulene på plads.

  Yesterday at 12:21pm · Like
• 

  Bastian Kallesøe DIEGO LUGANO!

  17 hours ago · Like
• 

  Rolf Sparre Johansson Lugano, ja, det er et lækkert kropssprog han har til os!

  14 hours ago · Like
• 

  Thorkil Degn Johansson Det er god, gammel visdom Rolf, at det aller bedste at gøre ... for at tricke hukommelsen ud ... er at give HELT SLIP på dét, man VIL TVINGE den til at huske. Hæ Hæ. Uhyre morsomt ... egenligt ... at hukommelsen umuligt virker under tvang

  8 hours ago · Like

Jeg elsker digtoplæsninger og digttidsskrifter - UFU'et indkalder senior VIP'er til MUS!

Robert Zola fortæller Information i deres elske/ikke elske-klumme, at han ikke elsker digtoplæsninger, og det er da objektivt idiotisk ikke at gøre, men måske er det bare fordi, han bor i Sverige, for hvad

med Olivia Nordenhof, Rasmus Halling Nielsen, Cecilie Lind og Mads Mygind i litteraturens nye Godsbane-lokaler i Aarhus, hvor Rasmus Halling, da konferencieren efter end oplæsning formanede om at tekstoprindelse skulle anføres, gerådede ud i en ti minutter lang og inspireret, dybt udtømmende udredning (inkl disning af en Hvedekorns-redigering før min tid). Og hvad

med Martin Glaz Serup, Jakob Slebsager Nielsen, Sophia Handler, Sixten Elia, Ingrid Nymo og Michael Augustin (med Martin Glaz som medium), hvor alle også var skønneste, men hvor det var særligt fint at se Jakob kildre tilhørernes hjernevindinger så udsøgt to år efter den første nummerlancerings-oplæsning, på The Log Lady Café, og hvad

med i aften klokken 19, Donna Wood får besøg af Sverige, med som sædvanlig hemmelige supergæster, der læser andres tekster op (eller sætter andre til at læse deres tekster), på Brooklyn i Toldbodgade, og hvad

med også i aften Ord & Velgørenhed i Mellemrummet i Ravnsborggade klokken 19 30 med Jens Blendstrup og Sternberg og Morten Reimer, og hvad

med på lørdag klokken 15:30 i Møllegades Boghandel, release af tidsskriftet OVBIDAT nr. 1 /20/4/2013 (så fint med en dato på forsiden) med samtlige bidragydere undtagen Peter-Clemtn Woetmann, hvoraf ingen ikke er nødvendige at høre på: Glenn Christian, Cecilie Lind, Pablo Llambìas, lea Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen, Olga Ravn og Jacob Schweppenhäuser (mest kendt som musiker sammen Morten Søndergaard og i gruppen Marybell Catastrophe og coverartisten bag Ulven åd min eyeliner, den ene af Rolf Sparre Johanssons hyper-ekslusive forlag Organiseret vold begået imod den almindelige tales tre selvsyede udgivelser på ligeså mange år, de to andre: Rasmus Halling Nielsens Det lille robotøje siger og Glenn Christians Fabriksnoter, og i års udgivelse er altså et selvsyet tidsskrift, men opgiv for alle fabrikfriske, eyelinede robotøjnes skyld ikke bøgerne!) og digterbagte kager!, og hvad

med, om I kommer eller ej, at anskaffe jer det meget smukke, enkle tidsskift, som vi modtog her på adressen i går, på fint papir og i A4-format med selvfølgelig intet omslag, og ingen bidrag jeg ikke er redaktørmisundelig på, he knows how to pick 'em, den gode Rolf, og hvad

med begyndelsen på Schweppenhäusers kostelige tekst, "AU i UKON-maskinen", der vistnok baserer sig på århusiansk universitært-administrativt newspeak:

UFU'et indkalder senor-VIP'er til MUS og kommer du som VIP-ledere. FP-lederne indkalder FSU til AIAS og kommer ud som AR-medlemmer. AR-medlemmerne indkalder IÆK/DAC til PURE-indtastning og kommer ud som psykisk APV. Den psykiske APV indkalder SN-formanden til LSU og kommer ud som DM's rammeudvikling. DM's rammeudvikling indkalder ASU til ACA og kommer ud som målrettet rekruttering af EVU. Den målrettede rekruttering af EVU indkalder kvalitetssikret HR.

JA, DEN GØR NEMLIG, DEN MÅLRETTEDE REKRUTTERING AF EMINENT VIDUNDERLIGE EKSTREMISTER, INDKALDER KVALIETSSIKRET HERLIGHEDS-RUS!
OG HVAD!



Forlags-auteur Rolf

Stemmebånd står simrende på spring! Arrivér, ører!

MER SOM SOMMER - Hvedekornsoplæsning i juni

I AFTEN klokken 20.00 hos Rosinante&Co, Kultorvet 11 (over Klaptræet)
Oplæsning i anledning af udgivelsen af Hvedekorn 2, 2012 -
følgende rød- og hvidglødende bidragydere læser op:

Bo hr. Hansen, født 1961, i Hvedekorn siden 1983

Maja Lee Langvad, født 1980, i Hvedekorn siden 2005

Rolf Sparre Johansson, født 1985, i Hvedekorn siden 2008

Nanna Damsgaard-Larsen, født 1989, debut i nr. 2, 2012

Karoline Wolsing Wullum, født 1992, debut i nr. 2, 2012

Signe Gjessing, født 1992, I Hvedekorn siden 2011

Hvedekorn - hvor lyde skal syde før de må betyde!

Her et digt af supertalentet Signe fra nummeret apropos:

jeg strækker armene ud som en træbøjle
der hænger i solopgangen
al sol hænger på mig, vi hænger på hinanden nu, sol

Rolig nu, Rolf! - smal pukkel!

Rolf Sparre Johanssons udsøgte, hjemmelavede forlag Organiseret vold begået imod den organiserede tale har kunnet prale af at være dansk litterær undergrunds allermindst travle forlag, 1 titel, Cecilie Linds Ulven åd min eyeliner, i november 2010, 1 titel, Rasmus Halling Nielsen Lille robotøje siger (der burde kunne købes med rabat sammen med Stine Pilgaards Min mor siger i Politikens Boghal!), december 2012, og meget langsomt har man så kunnet begynde at glæde sig til tredje titel, der jo burde udkomme i januar 2013, men nej, Glenn Christians Fabriksnoter udkommer allerede 15. feburar, 2012, i forbindelse med åbningen af bogeventen Kunst & Bøger i Den Frie Udstillingsbygning, der kører fra den 15. til den 18 (hvor jeg vist holder åbningstale)! Og nu går det altså meeeeeeget hurtigt Rolf! Jeg er stadig i gang med at anmelde Rasmus Hallings bog, og Glenns seneste MAPPE anmeldte jeg i går (og kan de lige stikke ham det 3-årige, Glenn, han er en formidabel studs og flippet poet, og nogen skal skrive en monografi, der er for længst dømt betydende forfatterskab), og jeg har en hel pukkel med smalle undergrundsbøger eller undergrundende smalbøger, ikke mindst fra Jorinde & Joringel og After Hand, for den (ca.to år gamle) nye politik er jo, at alt godt bør anmeldes i avisen, og det kan det også godt, hvis det anmeldes kort, og der er ingen grund til, at småt godt ikke kan anmeldes godt småt, så kom nu ikke alt for fræsende i gang, Rolf, din heltemodige bogskrædder!