Sensation: Dynamisk sæsonhukommelse afstedkommer besværgelse af - grænsende til anfægtelse over - kritik-lighed

Og så en hel uironisk ros af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens Politiken-anmeldelse til 4 hjerter (hun er altså noget nærig med de hjerter - ikke bare i forhold til sine overhjertelige kolleger) af Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse, som hun karakteriserer præcist og fintmærkende, men det for alvoir rosværdige er, hvordan hun til sidst erindrer tilbage til sine (også 4-hjertede) anmeldelser af Caspar Erics og Cecilie Linds langdigte og får øje på både metode-ligheder mellem de tre bøger og - hvilket er flot og sjældent - ligheder i sin kritik af de tre bøger, hvilket fører til en dialektisk forskydning af den kritik til et elegant ros/kritik-hængsel:

"Dermed bliver det selve sprogets form og lyde, der lader sorgen, dens afmagt, komme klart til udtryk. Er sorg ikke netop en væren ved siden af sig selv og sproget? I al sin stammende unøjagtighed er det sprog, Rolf Sparre Johansson giver sorgen, netop nøjagtigt. I sin mangel på velformethed er det smukt.På den måde skaber digtet også samme rum, som begravelsen i digtet gør, nemlig et rum, hvor følelsen vises frem (...).
Den tilsyneladende rå fremvisning af følelse og langdigtsformen gør det oplagt at sammenligne Rolf Sparre Johansson med både Caspar Eric og Cecilie Lind, der begge har udgivet digtsamlinger i form af langdigte for nylig. De tre er forskellige på alle mulige måder, men de er fælles om at blotte en sårbarhed, at insistere på, at det er relevant at tale et sprog, der viser følelsen frem, og de er fælles om at gøre det ved at digte på talestrømmen. De er fælles om, at det, der ligner formløshed, i virkeligheden har en streng form og er en genforhandling af, hvad poetisk form kan være.Rolf Sparre Johansson brugte også den stammende form i sin debut, men kun i bogens anden del. I ' Begravelse' bliver den det ene greb, der skal bære det hele. Så ligesom jeg har beskyldt både Caspar Eric og Cecilie Lind for at blive monotone i talestrømmen, kan jeg også beskylde Rolf Sparre Johanssons ' Begravelse' for det. Vel vidende at det er meningen. Anerkendende, at hvad den lille udgivelse ikke har i kompleksitet og længde, har den til gengæld i intensitet."

Jeg kan også godt lide Linea Maja Ernst karakteristik af af bogen i WA Bøger som gentlemanagtig:

"Selvom skriften løber fuld af sorg, mere flakkende end fattet, er det aldrig uden for Sparre Johanssons kontrol. Det er nøgent og vedkommende at læse, men aldrig hjerteskærende hårdt, og det mener jeg som en ros. Læseren bliver ikke kastet ud i en identifikatorisk følelsesblæst; det er ikke det, det handler om. Der er noget ædelt over Begravelse; sorgen holdes frem, men den bæres, den er utvetydigt privat, tørres ikke af på læseren. Vi har simpelthen at gøre med noget så sjældent og utidssvarende som en gentleman: Rolf Sparre Johanssons skrift er både følsom og ærlig, men aldrig anmassende."

Men hvor er til gengæld Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten irriterende, når han er efter en udmærket loyal læsning gør ophævelser over snæverheden i sorg-rummet:

"Når det er sagt, så oplever jeg stadig dette skarpt optegnede rum som noget trængt; som en lige lovligt lukket konstruktion. For selvom det er umuligt ikke at blive rørt over bogens både nænsomme og usminkede erindringsarbejde, så er der trods alt noget, hvad skal man sige, velkendt ved "Begravelse". Eller sagt på en anden måde: Digtet tager ikke mig som læser et nyt sted hen, men lader mig snarere genbesøge et emotionelt landskab, som jeg genkender fra såvel privat erfaring som kulturelle forestillinger. For at formulere det på en tredje - og vildt kynisk, bogens emne taget i betragtning - måde, så ender "Begravelse" som en bog med et begrænset register, som savner en åbning ud mod et større rum. Samfundet? Verden? Tja. Og nej, det skal ikke forstås som en kritik af at skrive om det private eller partikulære, men snarere disse elementers almene karakter i digtet. Måske derfor synes jeg også, at "Begravelse" står stærkest i sin indledning og afslutning, hvor vi netop befinder os længere væk fra sorgens etablerede scripts og tættere på frostænder, skilsmissejul og teknisk skole. Og hvad giver det så? Tre stjerner og en mild skuffelse (måske et produkt af for høje forventninger og deraf krav). Men trods alt også en fortsat overbevisning om, at vi med Rolf Sparre Johansson har at gøre med et enormt sympatisk og ukrukket forfatterskab med et stort potentiale."

Fuck det større rum helt ærligt! Det er jo netop i den nærsynede og fremfor alt nærLYTTENDE undersøgelse af banaliteten og DISTRAKTIONEN i sorgen, at Begravelse har sin styrke - eller med Kizajas ord: intensitet - men også sin fint differentierede RIGDOM. Synes JEG nok!

2 begravelser der graver udenom

Faktisk gør jo Rolf Sparre Johanssons langdigt/digtmonolog Begravelse meget det samme - men garentrisset uden direkte inspiration - som Lars Frost så godt som ens betitlede "novelle" "Begravelsen" i debutbogen Og så af sted til Wien fra 2000: taler om døden ved at tale udenom, distræt/digressivt, stammende/cirklende, rundt og rundt om alle de forbandede konkreter, inkl. den ceremonielle markering, b e g r a v e l s e n.

Begyndelsen (de 2 første sider - meget luft her komprimeret) på Begravelse:

"fordi// jeg skal holde jul med mine/ Bjørn og John/Og// havde glemt/ at tage/ anden op af fryseren/ den/ 23.// og/ ringede jeg/ til Christoffer/ og spurgte om han/ var hjemme// på Rovsingsgade// var han og om han gad/ at tage anden op// og det ville han gerne/ hvis han ikke havde gjort det/ havde anden været frossen og umulig at/ tilberede/ juleaften// jeg var/ jeg glemte det/ fordi/ jeg spiser// jeg spiser ikke engang/ jeg spiser ikke/ kød/ så jeg/ skulle ikke spise den så jeg tænkte// det var derfor jeg ikke tænkte på/ selvom der selvfølgelig var mit ansvar// når den lå i min fryser/ og vi skulle holde jul hos mig// mor/ vores/ døde/ for to år siden// da jeg var 24/ og/ Jon/ var 19 på det tidspunkt//vi// har ikke samme far men/ både/ min/ Jonas far og/ og Bjørn og min/ far har ikke// været så/ tilstede/ i vores/ tilværelser/ i hvert fald ikke/ at/ det var oplagt at holde jul med nogen af dem/ sammen"

Begyndelsen på "Begravelsen":

"Hvad gør de? Jorden må være frossen, hård, nu i januar. Hvordan gør de? Måske lægger de en slags varmetæpper ud der, hvor hullet skal graves, i god tid, inden de begynder at grave. Måske har de varmekanoner, eller de bruger noget, der er mere kraftfuldt end en almindelig skovl eller spade, et eller andet elektrisk, for at komme ned i jorden. Det kan være. Eller de graver måske hullerne i efteråret, mens jorden er våd og blød. Nej nej, for de kan ikke vide, hvor de skal grave. Vinteren har ikke været streng i år. Alligevel fryser det om natten og i aftes begyndte det at sne. Men måske er de helt forkerte, mine forestillinger om hvor hård jorden bliver. Der skal måske mere frost til, end jeg forestiller mig?
  Jeg husker virkelig ikke særlig meget fra kirken. Der var en der kom for sent. Der er altid nogen der kommer for sent. Og dørene, dørene der er så forbandet svære at åbne og lukke forsigtigt og stilfærdigt. De store, tunge døre ind til kirkerne, de støjer, selvom man er forsigtig. Men der var vel ingen der gik før det hele var slut? Helt forbi? Nej, for det kan man ikke. Det er værre end at komme for sent. Men man kan vel blive tvunget bort. Af følelser, mener jeg. Følelser, der overmander en, og ikke er til at holde tilbage. Ud, man må ud. Trække lidt frisk luft. Og det er ikke nødvendigvis fordi, man ikke ved det er forkert, men man kan ikke lade være. Måske var det bevægelsen, følelserne, omstændighederne, for jeg husker virkelig ikke særlig meget af det hele. Det er ikke let at koncentrere sig om det der foregår omkring en, når man er bevæget. Man har måske heller ikke lyst til at huske den slags ting. Det er ikke umuligt, at der er en manglende vilje til til at erindre sådan noget, ubehagelige ting. Jeg kan huske, jeg tænkte på begravelser, jeg har set på film og læst om i bøger og den slags.
  Jeg tænkte på begravelserne i Godfather-filmene. Den første, den, hvor der pludselig er en, der bliver skudt, er det ikke sådan noget lignende der sker? Da de begraver hans far? Eller den senere, i et andet afsnit, Sonnys begravelse. Alle de håndtryk, der bliver udvekslet og alle de samtaler, der bliver hvisket. Og krydsklipningen. Bliver der ikke klippet til forskellige steder i byen, hvor hævnen bliver taget? Eller måske tænke jeg på dåben, da Carlas - hedder hun ikke Carla? søsteren? Carlo hedder manden i hvert fald. Men så kan søsteren da ikke hedde Carla. Det ville være dumt. Dåben klippes sammen med alle mordene. Jo, det er sådan, det er. Det er dåben, og det er attentatet på Marlon Brando de hævner. Eller Sonny? Det er også ligemeget. Jeg forsager djævlen og alle hans gerninger, og så videre.
  Så er der selvfølgelig begravelsen i Ulysses. Stakkels Paddy Dignam.

See You Later, Janina

I loved her a lot

men jeg havde glemt en kalot

så jeg lånte en med The Simpsons-motiv

der fløj af mit hoved

da jeg stod ved hendes grav

maybe she laughed a little

(jeg kunne godt lide, at der blev læst så mange digte op, digte klæder en begravelse, især når den døde har skrevet dem selv, og de ikke er halvt dårlige, og undskyld Janina, din bandsat beskedne sjæl, men det er de ikke)

Skrottet voxpop-udtalelse om en til bevidstløshed afdød (eller uddød) dansk kunstnertype

(som Trisse Gejl, rimeligt nok, ikke kunne bruge i sin artikel om fænomenet i Information i dag):

Jeg synes problemet med selve total-identitetsprojektet - at være død og ingen og bare administratoren (for) Das Beckwerk - er at det er old og meningsløs hat, fordi det ingen selvstændig, dynamisk rolle har spillet i Das Beckwerks kunstneriske aktioner/projekter/værker siden "biografien" "Claus Beck-Nielsen (1963-2001" - de kunne allesammen, rejserne, bøgerne, skuespillene, (suk) sangene, retssagen, sagtens være gennemført med identiteten (der jo i forvejen, ved siden at være en forfatteridentitet, var/ er en skuespilleridentitet) i behold - som fremhævet af Beckwerk selv (i samtalebogen med Mikkel Bolt) har den mest mærkbare effekt af hans identitetsløshed været den akavede interaktion med folk: hvad skal de kalde ham?, og det er da sølle situationistisk subversion, ærligt talt. På trods og på grund af monstrøsiteten i begravelsen og dens nedtællinger (mylderet af facebook-profiler fx) har afdødeligheden bare ikke længere momentum - kunne han for fanden ikke være blevet en vampyr i stedet -
...