; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
(ikke få troede øjensynligt på blogposten dér 1. april - uhyggeligt nok for verden, tiden og WA)
Viser opslag med etiketten stjerner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stjerner. Vis alle opslag
tirsdag den 4. april 2017
lørdag den 1. april 2017
Weekendavisen indfører nyt pointsystem for anmeldelser: SEMIKOLONER!
Jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det er en virkelig dårlig idé, men fra og med på fredag vil alle anmeldelser i Weekendavisen være underlagt et ny pointsystem, ikke stjerner, ikke hjerter, men semikoloner, fordi det er det mest eksklusive og og højbrynede tegnsætningstegn på tastaturet åbenbart, og ikke op til 5 eller 6, men op til 18, for at vise, at WA er tre gange så nuancerede som de andre aviser. Hvis pointsystemet havde været i funktion i fredags, ville de bøger, jeg anmeldte, have fået følgende semikoloner:
Det højeste væsen:
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
Et græsstrå i vinden:
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
Ravnekost og slagere
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
Det højeste væsen:
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
Et græsstrå i vinden:
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
Ravnekost og slagere
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
torsdag den 23. marts 2017
Et par udmærkede film
Jeg kan altså ikke finde ud af det med stjerner (og hjerter), selvom jeg træner i det på Ekko (kun at krtisere andre for deres ustadig og fejlagtige stjerneri og hjerteri).
Her er links til to anmeldelser af to væsensforskellige film, Birth of a Nation og Guy and Madeline sitting on a Park Bench, den ene skrevet til papirbladet, den anden til hjemmesiden, som jeg begge er mellemfornøjet med, for meget nobel lidelse i den ene, for lidt frivol stepdan si den anden, og giver henholdsvis
****
og
***
Her er links til to anmeldelser af to væsensforskellige film, Birth of a Nation og Guy and Madeline sitting on a Park Bench, den ene skrevet til papirbladet, den anden til hjemmesiden, som jeg begge er mellemfornøjet med, for meget nobel lidelse i den ene, for lidt frivol stepdan si den anden, og giver henholdsvis
****
og
***
torsdag den 31. marts 2016
torsdag den 11. september 2014
Minimalanmeldelse
en omvendt Psycho
om nærhed
- og stjerneafgivningen (side 133):
Hun kigger rundt, lægger så nakken tilbage, himlen er en vrimmel af stjerner og mælkevej, nogle af stjernerne blinker. Der er stadig en svag lugt af brænderøg i luften.
om nærhed
- og stjerneafgivningen (side 133):
Hun kigger rundt, lægger så nakken tilbage, himlen er en vrimmel af stjerner og mælkevej, nogle af stjernerne blinker. Der er stadig en svag lugt af brænderøg i luften.
lørdag den 12. april 2014
Undskyld min soberhed
Katrine Marie Guldager skrev på Facebook om min (og Kristeligt Dagblads) anmeldelse af hendes nye digtsamling:
Men måske ser anmeldelsen også positivere ud, end den faktisk er; i hvert fald er den dér på bog.nu fortolket til karakteren 83 = 5 stjerner; og hvis jeg gav stjerner, og det gør jeg ikke, ville det nok ikke være 5 stjerner, og heller ikke 3, men okay, nu skal jeg jo ikke spolere den gode røg med vranten hoste.
Det er sjovt og sigende for disse autofiktive tider, at Guldager må korrekse Erik Svendsen for hans læsning af bogen som en skilsmissedigtsamling (men det er altså også nogle lumske du'er):
DER VAR STOR INTERESSE SIDST, SÅ NU ER DER KONKURRENCE IGEN! Svar på dette spørgsmål og være med i konkurrencen om et gratis, signeret eksemplar, sendt hjem til dig.
ER DU KLAR?
Kiggede du også forgæves efter en anmeldelse af ET STED I VERDEN I Politiken i søndags? Prøv at gætte, hvorfor den ikke var i ...
A) Politiken har besluttet sig for at de, af principielle årsager, ikke længere vil anmelde mine bøger.
B) Anmelderen blev syg, og kunne ikke nå at give den videre i tide.
C) Redaktionsekretæren havde taget de forkerte briller på og så forkert på den vedlagte seddel og troede først den udkom den 15. april.
DU SVARER, jeg trækker lod
"Der er ret mange ret gode" udtaler WEEKENDAVISEN, stærkere superlativer opererer jeg ikke med!
vil gerne takke for to gode, sobre anmeldelser på dagen før <3 span="">
- det hjerte ligner en fredspibe -
der så kan blive stukket ind igen, hvis en næste anmeldelse (af en roman fx ...) er kritiskere end SOM SÅ.
der så kan blive stukket ind igen, hvis en næste anmeldelse (af en roman fx ...) er kritiskere end SOM SÅ.
Men måske ser anmeldelsen også positivere ud, end den faktisk er; i hvert fald er den dér på bog.nu fortolket til karakteren 83 = 5 stjerner; og hvis jeg gav stjerner, og det gør jeg ikke, ville det nok ikke være 5 stjerner, og heller ikke 3, men okay, nu skal jeg jo ikke spolere den gode røg med vranten hoste.
Det er sjovt og sigende for disse autofiktive tider, at Guldager må korrekse Erik Svendsen for hans læsning af bogen som en skilsmissedigtsamling (men det er altså også nogle lumske du'er):
takker
for endnu en dag med gode anmeldelser. Til Erik Svendsen fra
Jyllands-Posten vil jeg dog sige: Min mand er lidt overasket over at
høre, at det er skilsmissedigte. Det er jeg også' <3 br="">
- og sigende for - hvad? - markedsføringens alviden og allstedsnærvær, at hun ved, hvorfor bogen ikke blev anmeldt i Politiken i søndags, som den selvfølgelig burde være blevet, og afslører sin viden via en venne-quiz:
DER VAR STOR INTERESSE SIDST, SÅ NU ER DER KONKURRENCE IGEN! Svar på dette spørgsmål og være med i konkurrencen om et gratis, signeret eksemplar, sendt hjem til dig.
ER DU KLAR?
Kiggede du også forgæves efter en anmeldelse af ET STED I VERDEN I Politiken i søndags? Prøv at gætte, hvorfor den ikke var i ...
A) Politiken har besluttet sig for at de, af principielle årsager, ikke længere vil anmelde mine bøger.
B) Anmelderen blev syg, og kunne ikke nå at give den videre i tide.
C) Redaktionsekretæren havde taget de forkerte briller på og så forkert på den vedlagte seddel og troede først den udkom den 15. april.
DU SVARER, jeg trækker lod
- det rigtige svar er B, men spørgsmålet jo så, om det var bogen, der gjorde ham eller hende syg?
"Der er ret mange ret gode" udtaler WEEKENDAVISEN, stærkere superlativer opererer jeg ikke med!
torsdag den 3. april 2014
Numerisk tvangsbestjerning
Jeg er blevet helt hypnotiseret af hjemmesiden bog.nu, hvor de gør boganmeldelser op i tal og regner en bogs gennemsnitsvurdering ud. 6 stjerner er 100 ud af 100, 5 stjerner er 83 ud af 100, 4 stjerner er 67 ud af 100 og 3 stjerner er naturligvis 50 ud af 100 - men siden tager også på sig at sætte stjerner og stjerne-tal på anmeldelser i Information og Weekendavisen, der ikke benytter sig af stjerner, og det er som WA-anmelder meget mærkeligt at opleve.
Harald Voetmanns Alt under månen har rimeligt nok et flot gennemsnit på 88, og min anmeldelse sættes til 83. Det er et godt stykke i underkanten, jeg tror, anmeldelsen er nærmere de 6 stjerner end de 5, hvis altså den skulle kunne passe med stjerner, og det skal den jo netop ikke (Informations anmeldelse er ikke inkluderet)!
Signe Gjessings Ind i det u-løse har gennemsnittet 75 og min anmeldelse sættes til 100, hvilket jo hårdt nok betyder, at digteren ikke får en chance for at gøre det bedre næste gang, men allerhøjest lige så godt; når der nu er alle tal mellem 1 og 100 til rådighed, kunne man da godt med de stjerneløse anmeldelser differentiere noget mere, således at min Gjessing-anmeldelse eksempelvis blev sat til 95 og Voetmann-anmeldelsen til 92 (igen er Informations anmeldelse ikke taget med). Når imidlertid Lars Skinnebachs sølle fire stjerner sættes til den numeriske værdi 67, bliver hans karaktergivning jo kun endnu mere absurd i forhold til, hvad der faktisk STÅR af begejstret i anmeldelsen. Bog.dk leverer også deres eget snublende travle, citat-spækkede kondensat af hver anmeldelse: "En forrygende debutsamling med fantastiske digte. Det er 'gnistrende talentfuld, flammende sanset og stjerneskydende visionær poesi. Signe Gjessing har sin helt egen stil og evner at skrive dramatisk om for eksempel det at trække vejret. Digtene handler om næsten ingenting. Men de gør det på en måde, som handlede de om alting. De er vildt forfinede og forfinet vilde. Bogen får en ubetinget begejstret anmeldelse. [refereret af bog.nu]"
Theis Ørntofts Digte 2014 har gennemsnittet 86, og Tue Nexøs overstadige anmeldelse i Information sættes til 100, mens min mere tempererede sættes til 67, hvilket - hvis den altså ... - sgu altså er for lidt, den er (eller burde være) mere til 5 stjerner end 4.
Christina Hagens Boyfrind har gennemsnittet 71; og både min anmeldelse i WA og Tues i Information sættes til 67, hvilket i begge tilfælde klart er for lidt, og viser svagheden ved numerisk tvansbestjerning af anmeldelser, der hinsides en smagsdom - og SOM en smagsdom - er oppe at køre på at diskutere, hvad i alverden det er for en slags bog, vi sidder med i hænderne.
Men der er noget enormt SØDT ved, at der sidder nogen derude et sted og med vold og magt presser tal ud af alle vores nuanceringer.
Harald Voetmanns Alt under månen har rimeligt nok et flot gennemsnit på 88, og min anmeldelse sættes til 83. Det er et godt stykke i underkanten, jeg tror, anmeldelsen er nærmere de 6 stjerner end de 5, hvis altså den skulle kunne passe med stjerner, og det skal den jo netop ikke (Informations anmeldelse er ikke inkluderet)!
Signe Gjessings Ind i det u-løse har gennemsnittet 75 og min anmeldelse sættes til 100, hvilket jo hårdt nok betyder, at digteren ikke får en chance for at gøre det bedre næste gang, men allerhøjest lige så godt; når der nu er alle tal mellem 1 og 100 til rådighed, kunne man da godt med de stjerneløse anmeldelser differentiere noget mere, således at min Gjessing-anmeldelse eksempelvis blev sat til 95 og Voetmann-anmeldelsen til 92 (igen er Informations anmeldelse ikke taget med). Når imidlertid Lars Skinnebachs sølle fire stjerner sættes til den numeriske værdi 67, bliver hans karaktergivning jo kun endnu mere absurd i forhold til, hvad der faktisk STÅR af begejstret i anmeldelsen. Bog.dk leverer også deres eget snublende travle, citat-spækkede kondensat af hver anmeldelse: "En forrygende debutsamling med fantastiske digte. Det er 'gnistrende talentfuld, flammende sanset og stjerneskydende visionær poesi. Signe Gjessing har sin helt egen stil og evner at skrive dramatisk om for eksempel det at trække vejret. Digtene handler om næsten ingenting. Men de gør det på en måde, som handlede de om alting. De er vildt forfinede og forfinet vilde. Bogen får en ubetinget begejstret anmeldelse. [refereret af bog.nu]"
Theis Ørntofts Digte 2014 har gennemsnittet 86, og Tue Nexøs overstadige anmeldelse i Information sættes til 100, mens min mere tempererede sættes til 67, hvilket - hvis den altså ... - sgu altså er for lidt, den er (eller burde være) mere til 5 stjerner end 4.
Christina Hagens Boyfrind har gennemsnittet 71; og både min anmeldelse i WA og Tues i Information sættes til 67, hvilket i begge tilfælde klart er for lidt, og viser svagheden ved numerisk tvansbestjerning af anmeldelser, der hinsides en smagsdom - og SOM en smagsdom - er oppe at køre på at diskutere, hvad i alverden det er for en slags bog, vi sidder med i hænderne.
Men der er noget enormt SØDT ved, at der sidder nogen derude et sted og med vold og magt presser tal ud af alle vores nuanceringer.
lørdag den 15. juni 2013
tirsdag den 10. januar 2012
2 stjerners roman- og kanon-bonus?
"O.k., det er måske i overkanten at give Harald Voetmanns lille roman fem stjerner." indleder Erik Svendsen sin sjaskede - men mindre sjaskede end sædvanligt - 5 stjerner-anmeldelse af Kødet letter i Jyllands-Posten.
Ja, især når man tænker på, at han gav tre stjerner til Voetmanns forrige bog, kortprosasamlingen En alt andet end proper tilstand, 2008, hvor de første to kapitler og de første 30 sider i den nye bog ord til andet (undtagen kapiteltitlerne) optræder som den første tekst og de første 30 sider - hvilket hverken Svendsen eller andre af de med én undtagelse (murmeldyret Per Krogh Hansen på Berlingske, 4 stjerner) stærkt positive på-dagen-anmeldere (Bredsdorff, 5 stjerner, Politiken, Munk Rösing, Information - jeg har som sædvanlig ikke styr på Kristeligt Dagblad) nævner, måske fordi de ikke har opdaget det. Jeg har svært ved at se, hvordan de 2 kapitler + 170 siders kortprosastykker er 2 stjerner mindre kvalificeret en tekstmasse end de 2 kapitler + 100 sider roman, det er selvsamme virtuost væmmelige Voetmann-skrift, så differencen må enten skyldes selve romanstatussen og -formen, væmmeligheden hænger sammen i stedet for ikke at hænge sammen, eller den opskrevne kanon-status, som forfatterskabet har opnået efter al kritiker-rosen og alle prisindstillingerne til forrige års roman Vågen, det er nu lurmærket væmmelighed; men prøv, superstjerne Harald, i næste bog eller næste igen, hvis det bliver en kortprosasamling, at aftrykke de 30 sider og 2 kapitler igen igen, og se, hvor mange stjerner du får i JP, måske 4?
Ja, især når man tænker på, at han gav tre stjerner til Voetmanns forrige bog, kortprosasamlingen En alt andet end proper tilstand, 2008, hvor de første to kapitler og de første 30 sider i den nye bog ord til andet (undtagen kapiteltitlerne) optræder som den første tekst og de første 30 sider - hvilket hverken Svendsen eller andre af de med én undtagelse (murmeldyret Per Krogh Hansen på Berlingske, 4 stjerner) stærkt positive på-dagen-anmeldere (Bredsdorff, 5 stjerner, Politiken, Munk Rösing, Information - jeg har som sædvanlig ikke styr på Kristeligt Dagblad) nævner, måske fordi de ikke har opdaget det. Jeg har svært ved at se, hvordan de 2 kapitler + 170 siders kortprosastykker er 2 stjerner mindre kvalificeret en tekstmasse end de 2 kapitler + 100 sider roman, det er selvsamme virtuost væmmelige Voetmann-skrift, så differencen må enten skyldes selve romanstatussen og -formen, væmmeligheden hænger sammen i stedet for ikke at hænge sammen, eller den opskrevne kanon-status, som forfatterskabet har opnået efter al kritiker-rosen og alle prisindstillingerne til forrige års roman Vågen, det er nu lurmærket væmmelighed; men prøv, superstjerne Harald, i næste bog eller næste igen, hvis det bliver en kortprosasamling, at aftrykke de 30 sider og 2 kapitler igen igen, og se, hvor mange stjerner du får i JP, måske 4?
onsdag den 18. august 2010
Kritisk øjeblikkelighed under stjernerne
Meget forløsende, efter jeg i går slavede i TIMEVIS på anmeldelsen af Christina Hagens umulige roman 71 breve til M, at gå ind på Gyldendals hjemmeside denne morgen og bruge præcist 1 øjeblik på at klikke stjerner, 4 ud af 5, til bogen - det må være den kortest og hurtigst mulige litteraturkritik i byen. Problemet er, at den enkelte stjerneafgivning bliver opløst i gennemsnittet af stjerneafgivninger (kun hvis du er den eneste stjerneafgiver, er du til at få øje på som 1 (anonym) stemme, hvilket jeg er af fx Niels Simonsens Datoer), og at det gennemsnit som regel vil være 4, fordi de fleste, der overhovedet giver stjerner, er positive (sympatisk nok), men optimal karakter er alligevel lige voldsomt nok at give, og 5 stjerner i gennemsnit ser simpelthen ikke ærligt ud, derfor burde det optimale antal da også, som i de fleste stjernesystemer (fx det jeg selv er tvunget til at benytte i filmbladet Ekko - og bare så der ikke er nogen tvivl: jeg går IKKE ind for stjerner, de er dumt og bastant reduktive), være seks stjerner, så ville man se en SMULE differentiering.
Det forunderlige ved lige præcis opslaget, eller hvad det hedder, på Christina Hagens bog, er at en af de foreløbig kun 3 stjerneafgivere Henrik Blunck på udgivelsesdagen i går efterlod en nuanceret kritisk kommentar, der meget præcist slår ned på det eller de sammenbrud i romanen, som jeg i min egen anmeldelse forsøger at læse som bevidst projektunderminerende, men til syvende og sidst lader den eminente læselighed komme bogen til gode:
På en måde er ideen med bogen nobel og ædel. Tanken om at gøre de fængslede mindre unormale, men det går hurtigt op for læseren at forvirringen er større end afklaringen. Brevene viser fascinationen af det farlige, det "forbudte", det tabubelagte, ensomheden, men også pludselige indfald af tanker som uvægerligt får os til at tænke: "Hvad sker der lige her?" Det seksuelle fyldstof er nærmest overflødigt, og devaluerer den tone læseren, som ikke har lavet samme grundige research for at kende miljøet, ville forvente af breve til en indsat. Alligevel formår forfatteren at overraske og tryllebinde sit publikum. Vi venter næsten en mulig forklaring på M's reaktioner på flere af de skrevne ting, men efterlades med en undren om næste bog kunne være svarene på de spørgsmål forfatteren stiller gennem bogen. Fire store stjerner for ideen, der er nyskabende.
En kritisk helt, hr. Blunck, under stjernerne.
Det forunderlige ved lige præcis opslaget, eller hvad det hedder, på Christina Hagens bog, er at en af de foreløbig kun 3 stjerneafgivere Henrik Blunck på udgivelsesdagen i går efterlod en nuanceret kritisk kommentar, der meget præcist slår ned på det eller de sammenbrud i romanen, som jeg i min egen anmeldelse forsøger at læse som bevidst projektunderminerende, men til syvende og sidst lader den eminente læselighed komme bogen til gode:
På en måde er ideen med bogen nobel og ædel. Tanken om at gøre de fængslede mindre unormale, men det går hurtigt op for læseren at forvirringen er større end afklaringen. Brevene viser fascinationen af det farlige, det "forbudte", det tabubelagte, ensomheden, men også pludselige indfald af tanker som uvægerligt får os til at tænke: "Hvad sker der lige her?" Det seksuelle fyldstof er nærmest overflødigt, og devaluerer den tone læseren, som ikke har lavet samme grundige research for at kende miljøet, ville forvente af breve til en indsat. Alligevel formår forfatteren at overraske og tryllebinde sit publikum. Vi venter næsten en mulig forklaring på M's reaktioner på flere af de skrevne ting, men efterlades med en undren om næste bog kunne være svarene på de spørgsmål forfatteren stiller gennem bogen. Fire store stjerner for ideen, der er nyskabende.
En kritisk helt, hr. Blunck, under stjernerne.
Abonner på:
Opslag (Atom)
