Sensation: Dynamisk sæsonhukommelse afstedkommer besværgelse af - grænsende til anfægtelse over - kritik-lighed

Og så en hel uironisk ros af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens Politiken-anmeldelse til 4 hjerter (hun er altså noget nærig med de hjerter - ikke bare i forhold til sine overhjertelige kolleger) af Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse, som hun karakteriserer præcist og fintmærkende, men det for alvoir rosværdige er, hvordan hun til sidst erindrer tilbage til sine (også 4-hjertede) anmeldelser af Caspar Erics og Cecilie Linds langdigte og får øje på både metode-ligheder mellem de tre bøger og - hvilket er flot og sjældent - ligheder i sin kritik af de tre bøger, hvilket fører til en dialektisk forskydning af den kritik til et elegant ros/kritik-hængsel:

"Dermed bliver det selve sprogets form og lyde, der lader sorgen, dens afmagt, komme klart til udtryk. Er sorg ikke netop en væren ved siden af sig selv og sproget? I al sin stammende unøjagtighed er det sprog, Rolf Sparre Johansson giver sorgen, netop nøjagtigt. I sin mangel på velformethed er det smukt.På den måde skaber digtet også samme rum, som begravelsen i digtet gør, nemlig et rum, hvor følelsen vises frem (...).
Den tilsyneladende rå fremvisning af følelse og langdigtsformen gør det oplagt at sammenligne Rolf Sparre Johansson med både Caspar Eric og Cecilie Lind, der begge har udgivet digtsamlinger i form af langdigte for nylig. De tre er forskellige på alle mulige måder, men de er fælles om at blotte en sårbarhed, at insistere på, at det er relevant at tale et sprog, der viser følelsen frem, og de er fælles om at gøre det ved at digte på talestrømmen. De er fælles om, at det, der ligner formløshed, i virkeligheden har en streng form og er en genforhandling af, hvad poetisk form kan være.Rolf Sparre Johansson brugte også den stammende form i sin debut, men kun i bogens anden del. I ' Begravelse' bliver den det ene greb, der skal bære det hele. Så ligesom jeg har beskyldt både Caspar Eric og Cecilie Lind for at blive monotone i talestrømmen, kan jeg også beskylde Rolf Sparre Johanssons ' Begravelse' for det. Vel vidende at det er meningen. Anerkendende, at hvad den lille udgivelse ikke har i kompleksitet og længde, har den til gengæld i intensitet."

Jeg kan også godt lide Linea Maja Ernst karakteristik af af bogen i WA Bøger som gentlemanagtig:

"Selvom skriften løber fuld af sorg, mere flakkende end fattet, er det aldrig uden for Sparre Johanssons kontrol. Det er nøgent og vedkommende at læse, men aldrig hjerteskærende hårdt, og det mener jeg som en ros. Læseren bliver ikke kastet ud i en identifikatorisk følelsesblæst; det er ikke det, det handler om. Der er noget ædelt over Begravelse; sorgen holdes frem, men den bæres, den er utvetydigt privat, tørres ikke af på læseren. Vi har simpelthen at gøre med noget så sjældent og utidssvarende som en gentleman: Rolf Sparre Johanssons skrift er både følsom og ærlig, men aldrig anmassende."

Men hvor er til gengæld Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten irriterende, når han er efter en udmærket loyal læsning gør ophævelser over snæverheden i sorg-rummet:

"Når det er sagt, så oplever jeg stadig dette skarpt optegnede rum som noget trængt; som en lige lovligt lukket konstruktion. For selvom det er umuligt ikke at blive rørt over bogens både nænsomme og usminkede erindringsarbejde, så er der trods alt noget, hvad skal man sige, velkendt ved "Begravelse". Eller sagt på en anden måde: Digtet tager ikke mig som læser et nyt sted hen, men lader mig snarere genbesøge et emotionelt landskab, som jeg genkender fra såvel privat erfaring som kulturelle forestillinger. For at formulere det på en tredje - og vildt kynisk, bogens emne taget i betragtning - måde, så ender "Begravelse" som en bog med et begrænset register, som savner en åbning ud mod et større rum. Samfundet? Verden? Tja. Og nej, det skal ikke forstås som en kritik af at skrive om det private eller partikulære, men snarere disse elementers almene karakter i digtet. Måske derfor synes jeg også, at "Begravelse" står stærkest i sin indledning og afslutning, hvor vi netop befinder os længere væk fra sorgens etablerede scripts og tættere på frostænder, skilsmissejul og teknisk skole. Og hvad giver det så? Tre stjerner og en mild skuffelse (måske et produkt af for høje forventninger og deraf krav). Men trods alt også en fortsat overbevisning om, at vi med Rolf Sparre Johansson har at gøre med et enormt sympatisk og ukrukket forfatterskab med et stort potentiale."

Fuck det større rum helt ærligt! Det er jo netop i den nærsynede og fremfor alt nærLYTTENDE undersøgelse af banaliteten og DISTRAKTIONEN i sorgen, at Begravelse har sin styrke - eller med Kizajas ord: intensitet - men også sin fint differentierede RIGDOM. Synes JEG nok!