Dagens digtere

På opslaget efter Peter Nielsens  artikel interviewes Pejk Malinowski om sin nye, cool vidunderlige bog Digterne, der udkommer i dag og er et perfekt eksempel på, hvordan der kan skrive fremragende digtning efter modernismen: elegant, følsomt og vittigt fragmentarisk - og skamløst copypastende fra eget og andres liv og værk.

I interviewet rammes Pejk af et smukt og præcist raserianfald apropos Mette Høeg-debatten:

»Den anke og debat er så absurd. Forestillingen om, at man kan skrive om noget, der skulle være mere eller mindre virkeligt, er så pokkers arrogant og virkelighedsfjern.
Hvordan fanden er det, man ikke er i virkeligheden? Hvordan kan man tro, at en digter, der digter i et elfenbenstårn, ikke også er i en virkelighed?« Det er for Pejk Malinovski noget så elitært, når nogen tildeler sig selv retten til at definere, hvad der er virkeligt, vigtigt og relevant - og for hvem. »Vi har aldrig haft en debat, hvor man farer op i mod tømrerne, fordi de skulle være indadvendte og navlepillende i deres tømrerverden. Men det er de jo i lige så høj grad, som digterne er. De ved meget mere om, hvordan forskellige træsorter reagerer på fugt, end jeg og de fleste andre gør - og det er jo glimrende,« siger Malinovski og fortsætter: »Præcis ligesom det er glimrende, at digtere er indadvendte i deres udforskning af sprog og identitet.« Digterne står for en dybt virkelig og vigtig afsøgning af sproget og selvet, understreger Malinovski flere gange: »Og det er altså et afgørende stykke grundforskning, der laves dér af digterne.«.

- her er fra bogen en lille klynge i sekvens om digtere i og digteri som lønarbejde. Det første fragment hviner af autofiktion (samtlige Basilisk-redaktører, måske undtagen Majse Aymo-Boot, har arbejdet på nævnte krydsordsforlag; Martin Larsen fik et helt bind metrodigte ud af sine rejser til og fra):

"Digteren bliver nødt til at tage et lønarbejde på krydsordsforlaget. Det er bekvemt, fordi andre af hans digtervenner arbejder der eller har arbejdet der, men han hader det. Han hader allermest, hvordan folk spørger, om ikke det inspirerer hans digtning (som for at retfærdiggøre det, i deres egen opfattelse af ham), for han har aldrig været mindre inspireret.

Digteren overvejer digter-"jobbets" socioøkonomiske implikationer. Ja, han er herre i sit eget hus, men hvilket hus? Det flytter sig hele tiden, det oversvømmes regelmæssigt, eller det har lange tørkeperioder, hvor alting omkring det dør. Man kan ikke tale om fast ejendom, privat ejerskab findes ikke i poesiens økonomi (en sidste, løjerlig bastion mod kapitalismens triumf). Men dér står det så alligevel, huset, yderst på pynten, og digteren er herre i det. Har selv valgt at bo der. Hvad vinder han ved det? Sin frihed til at stå udenfor? Til at bryde sociale eller sproglige normer? Men netop ved at stille sig i opposition til de etablerede, underkaster digteren sig det etablerede. de forbrydende eksperimenter får det banale til at stråle knivskarpt.
Digteren forsøger sig med en cost-benefit analyse:

Benefits: Herre i eget hus.
Costs: Dårlige tænder, tvivlsomt omdømme, psykisk udmattelse.
Mål: Et mere kærligt, forstående samfund.
Alternative projekter: Familiemenneske, kulturjournalist, hattemager, karriere i det offentlige.

Men har svært ved at regne sig frem til en konklusion.

Digteren finder en tekst om prostitution i Danmark og udskifter ordet prostitution med "digtning" og prostitueret med "digter":

Lovgivning om Digtning

Det er lovligt at være digter i Danmark, men digtning anses ikke for et lovligt erhverv. det betyder, at digteren skal betale skat og moms af deres indtjening, men samtidig ikke er omfattet af de love, som gælder for arbejdsmarkedet, heriblandt arbejdsløsheds- og pensionslovgivningen. Digteren i Danmark befinder sig med andre ord i en juridisk gråzone. At mange digtere begår socialt bedrageri og skattesvig ved at modtage offentlige ydelser samtidig med, at de tjener penge på digtning er dog ikke noget, politiet normalt slår ned på."