Viser opslag med etiketten Patricia Lockwood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Patricia Lockwood. Vis alle opslag

fredag den 8. april 2016

Xtra Trump-bonus

Patricia Lockwood offentliggjorde en håndfuld yderligere fraklip fra hendes Trump-artikel, da hun for et par dagen siden overtog New Repblic's Twitter-konto. 2 af dem:



torsdag den 31. marts 2016

Patricia i Trumplandia (small, ruthlessly edited steps)

Patricia Lockwood. amerikansk favorit-digter og -tweeter (efter at have ligget low et stykke tid er hun nu fuldt Twitter-aktiv igen), har skrevet en kostelig og uhyggelig reportage fra det igangværende Trump-tiumftog (i går fik han svaret ja til, at kvinder skal straffes for at få foretaget abort - senere på dagen fortrød han, men havde jo sagt det) - et lille klip:

"A Trump impersonator came forth from the pit to meet his maker. “I hope you’re making a lot of money,” Trump told him, hugely pleased. “Melania, would you have married this guy?” he asked his wife, and I imagined Melania rearranging the diamond planes of her face to acknowledge receipt of the joke. She wore an outfit best described as Sensual Band-Aid and took small, ruthlessly edited steps. The last thing she ever tweeted was “Happy Fourth of July!” with a picture of an American flag, two weeks after her husband announced his candidacy for president of the United States.

Some of the darkest boos arose when he pointed to us in our journalistic zoo. “The Fed owns cows!” I almost volleyed back. Cheers arose when he mentioned Christmas, building a wall between the United States and Mexico, and the virtues of waterboarding. Trump appeared to wish something worse than waterboarding would be invented. He appeared to wish terror suspects would be placed under Niagara Falls and ordered to catch it with their mouths. The terms and exhortations blended together, until you thought, “Well, hell. Why not build a wall out of water on Christmas?” Solve all the problems at once. Did someone, somewhere heckle the idea of us building a wall out of water on Christmas, in order to keep America safe? Trump wagged his head. “The wall’s gonna just get bigger when he has that attitude.”

The protesters were halfhearted, perhaps because of the snowstorm. The lettering on their signs was illegible; their shouts never reached my ears. A young man was hustled out by security, but as far as I could tell it was just because he was wearing an exceedingly strange hat. Farce has not been able to answer farce in the case of Trump. Nothing protesters do could be outrageous enough to meet the original spectacle. The ones who linger in the mind and narrative have been silent: a woman reading Claudia Rankine’s Citizen behind the orange head; a woman standing in white hijab, “Salam, I come in peace,” written on her paradisal turquoise T-shirt, until she was “escorted out” amid mounting cries.

It’s us, was the undercurrent. It’s just us in here. A handshake moved through the air as the speech walloped on, and then something more than a handshake. The more he spoke, the more Trump sounded like a rich man at dinner with a young woman whose passport is her face and her freshness, explaining to her the terms of the arrangement: that he would wear her on his arm, turning her toward the lights, that she would defer to him in public, that he would give her just enough of what he has to sustain her. I wrote in my notebook, “Trump is offering to be our sugar daddy? He wants to make America his trophy wife?” What he was really promising was freedom to move in the world the way he does, under his protection, according to his laws. Nobody owns me, he keeps telling us, not the lobbyists, not the Republican high-ups, not the Washington insiders. I’m not in anybody’s pocket; hop in mine. His wives, you might have noticed, grow lovelier and lovelier. It is a practiced seduction; it has worked before. We ignore it at our peril."

- på Twitter har Lockwood publiceret en smuk, lille samling fraklip:
  1. somehow I ended up with a notes file that's just like 100 descriptions of donald trump I couldn't fit in my piece





onsdag den 12. februar 2014

Patricia om hunde og impro

Lille Twitter-føljeton ved Patriacia Lockwood apropos (mestendels) Christopher Guests klassiske, primært improviserede Hundeshow-film Best in Show (der følger forskellige deltagere i det virkelige  Westminister Dig Show, som Patricia åbenbart har set en virkelig reportage fra), også en af mine favoritter:

  1. If I'm passionate about it, it's because to a person like me, the sight of the face as it speaks is the ultimate text, is everything.

  2. Improv on film crystallizes, and the choices actors make become the only choices they could have made -- inevitable, beautiful, iconic.

  3. The only coolness I ever cared about was Comedy!
  4. The only way I will ever be that cool is by giving teens some drug that hasn't been invented yet
  5. For me it was my sister's boyfriend -- he worked at a Blockbuster and he showed me "Waiting for Guffman" and I was like GUH
  6. Is this a Midwestern thing? I just felt like I had been set free. Before that, I don't even know if I knew what improv was!
  7. Christopher Guest's films were so insanely important to kids who loved comedy, theater, music & improv -- EVEN BACK IN THE DAY, EVEN IN OHIO

  8. You sound like a suede elbow-patch in this movie and I love it
  9. So all dogs believe in God, right? All dogs are Protestants. But NO CATS BELIEVE IN GOD. Cats are Richard Dawkins's hair clippings
  10. When Catherine O'Hara kisses him for being jealous! Together they are my god
  11. I feel like paisley would actually be a Chinese Crested, the shapes of the tufts suggest it

  12. Favorite things about "Best in Show": the concentrated tension in Parker Posey's jaw/mouth area, the gentle modulation of 's voice
  13. I love "Best in Show" but I feel like a terrier would never win the big dog show because a terrier is too much the Plaid of Dogs

  14. *me paging through the pictures from the Westminster Dog Show* some of these dogs are verging on being sexually attractive to me

lørdag den 16. november 2013

Panamanian palindrome

Talte i går også om palindromet som den perfekte OUILOPO'ske tekst (og kunne som sædvanlig kun huske: en af dem der red med fane) , og forleden tweetede den amerikanske digter Patricia Lockwood dette smukt mislykkede palindrom (som led i hende sext-føljeton):

Sext: A man, a plan, a canal, anal, a Panamanian, mania, a mania for Panamanian anal, Panama!

fulgt af denne besværgelse:

may be a poet, but no one will EVER be able to accuse me of understanding palindromes

fredag den 9. august 2013

Komplet voldtægtsvits

i Blæksprutten i WA Bøger i dag, der mangler denne indledning:

Kommentaren bag på sidste uges bogtillæg klagede over, at dansk poesi i sølle grad er noget, der sker på nettet. I den store wwww-verden står det anderledes til.

præsenterer jeg og fordansker dele af Patricia Lockwoods digt "Rape Joke", her er hele min oversættelse - foreslå meget gerne forbedringer:

Voldtægtsvits

Voldtægtsvitsen er, at du var 19 år gammel.
  Voldtægtsvitsen er, at han var din kæreste.
  Voldtægtsvitsen, den havde fipskæg. Fipskæg.
  Forestil dig voldtægtsvitsen se sig i spejlet, der perfekt reflekterer den, og groome sig selv til at se mere ud som en voldtægtsvits. ”Ahhhhh”, tænker den. "Jep. Et fipskæg."
  Ikke for noget.
  Voldtægtsvitsen er, at han var syv år ældre. Voldtægtsvitsen er, at du havde kendt ham i flere år, lige siden du var for ung til at være af interesse for ham. Du kunne godt lide brug af ordet interessse, som om du var en form for viden, som nogen var desperate efter at erhverve sig, at indoptage, og spytte ud igen i en anderledes form gennem sin fipskæggede mund.
  Og så pludselig var du ældre, men stadig ikke særlig gammel.
  Voldtægtsvitsen er, ar du havde drukket wine coolers (vin + frugtjuice + danskvand LB). Wine coolers! Hvem drikker wine coolers? Folk, der bliver voldtaget, følge voldtægtsvitsen.
  Voldtægtsvitsen er, at han var dørmand og levede af at holde folk ud.
  Ikke dig!
  Voldtægtsvitsen er, at han bar kniv, og at han viste den til dig og vendte den i hånden, som om den var en bog.
  Han truede dig ikke, det vidste du godt, han var rigtig glad for sin kniv.
  Voldtægtsvitsen er, at han engang næsten dræbte en fyr ved at smide ham ud gennem et vindue. Han fortalte dig det næste dag, og han rystede, mens hans gjorde det, hvilket du opfattede som et bevis på hans følsomhed.
  Hvordan kan en viden være dum, men selvfølgelig var du så dum.
  Voldtægtsvitsen er, at han kunne finde på at fortælle dig, at I skulle på en date, og så tage dig med hen til sin bedste ven Pee Wee (Stump LB) og tvinge dig til at se wrestling (fribrydning), mens de røg sig skæve.
  Voldtægtsvitsen er, at hans bedste ven hed Pee Wee.
  OK, voldtægtsvitsen er, at han tilbad The Rock (amerikansk fribryder og filmstjerne LB).
   Fyren var totalt forelsket i The Rock. Han syntes, det var fantastisk, hvad han kunne gøre med sit øjenbryn.
  Voldtægtsvitsen er, at der på hans boghylde bare stod en bunke paperbacks om seriemordere. Du forvekslede dette med en være optaget af historie, og på grund af denne misforståelse forærede du ham et eksemplar af Günther Grass’ Mit århundrede, som han ikke engang forsøgte at læse.
  Det bliver sjovere endnu.
  Voldtægtsvitsen er, at han skrev dagbog. Mon han nogensinde skrev om voldtægten i den?
  Voldtægtsvitsen er, at du engang læste i den, og han snakkede om en pige. Han kaldte hende Frk. Geografi og sagde, ”han havde ikke længere den trang, når han så på hende”, ikke efter han havde mødt dig. Tæt på, frk. Geografi!
  Voldtægtsvitsen er, at han var din fars high school-elev. Din far underviste i Religion. Du hjalp ham med at rydde op i hans klasseværelse ved årets slutning, og han lod dig tage de mest slidte skolebøger med hjem.
  Voldtægtsvitsen er, at kendte dig, da du var tolv år gammel. En gang hjalp han din familie med at flytte to stater væk, og du kørte med ham fra Cincinnati til St. Louis, bare jer to, og han talte hele vejen. Han havde konstant skrå i munden, og du sagde til ham, at det var ækelt, og han grinede, og spyttede juicen gennem sit fipskæg ned i en Mountain Dew-flaske.
  Voldtægtsvitsen er, at, for fanden, du burde have forudset set det. Voldtægtsvitsen så godt som skriver sig selv.
  Voldtægtsvitsen er, at du lå på maven. Voldtægtsvitsen er, at du bar en køn grøn halskæde, som din søster havde lavet til dig. Senere klippede du den halskæde i stykker. Madrassen føltes på en særlig måde, og din åbne mund føltes på en særlig måde mod den, som om du talte, men du vidste, at det gjorde du ikke. Som om din mund var åben ti år ind i fremtiden og reciterede et digt, der hed Voldtægtsvits.
  Voldtægtsvitsen er, at det stykke tid ikke ligner sig selv, det bliver mere forfærdeligt og mere beboeligt og indretter sig efter dit behov for at gå dybere ind i det.
  Akkurat ligesom kroppen, der snarere end en konkret form er en egenskab.   
  Du ved, at tidens krop er elastisk, den kan tåle næsten hvad som helst, du udsætter den for, og heler sig hurtigt.
  Voldtægtsvitsen er, at selvfølgelig var der blod, som hos mennesker befinder sig tæt på overfladen.
  Voldtægtsvitsen er, at du tog hjem, som om ingenting var sket, og grinede af det næste dag og dagen efter igen, og når du fortalte folk om det, grinede du, og det var voldtægtsvitsen.
  Der gik et år, før du fortalte dine forældre om det, fordi han var som en søn for dem. Voldtægtsvitsen er, at da du fortalte det til din far, slog hans korsets tegn over dig og sagde: ”Jeg forlader dig al synd, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, hvilket i sin totale åndssvaghed var utroligt sødt.
  Voldtægtsvitsen er, at du var skør de næste fem år og var nødt til at flytte fra by til by og fra stat til stat, og hele dage forsvandt i et afløb af at spekulere over, hvorfor det skete. Du kunne fx stå og se på din baggård og pludselig var den der ikke, og du så ned i jordens kærne, der afspillede den samme røde begivenhed igen og igen.
  Voldtægtsvitsen er, at efter en tid så var du ikke længere skør, men tæt på, Frk. Geografi!
  Voldtægtsvitsen er, at de næste fem år foretog du ikke andet end at skrive, og aldrig om dig selv, om alt muligt andet, om æbler på træer, om øer, døde digtere og ormene der fortærede dem, og der var ingen varm krop i det, du skrev, den var et andet sted.
  Voldtægtsvitsen er, alt dette grundlæggende er ukunstfærdigt. Voldtægtsvitsen er, at du ikke skriver ukunstfærdigt.
  Voldtægtsvitsen er, at, hvis du skriver et digt, der hedder Voldtægtsvits, så risikerer du, at det bliver den eneste ting, folk vil huske om dig.
  Voldtægtsvitsen er, at du spurgte ham, hvorfor han gjorde det. Voldtægtsvitsen er, at han sagde, at det vidste han ikke, for hvad ville en voldtægtsvits ellers sige.? Voldtægtsvitsen sagde, at DU var den, der var fuld, og voldtægtsvitsen sagde, at du huskede forkert, hvilket fik til at dig til at le højt i et langt, pivåbent sekund. De wine coolers var ikke Bartles & Jaymes, men det ville have været sjovere for voldtægtsvitsen, hvis de var. Det var en eller anden tøset smag, som Passioneret Mango eller Ødelagt Jordbær, som du slugte tillidsfuldt i hjertet af Cincinnati Ohio.
  Kan voldtægtsvitser være sjove, det er spørgsmålet.
  Kan nogen del af voldtægtsvitsen være sjov? Den del, hvor den slutter – ha ha, jeg mente det ikke. Selvom du i mange år drømte om at slå voldtægtsvitsen ihjel, tømme den for alt dens blod, og fortælle den på den måde.
  Voldtægtsvitsen skriger på sin ret til at blive fortalt.
  Voldtægtsvitsen er, at det var nøjagtigt sådan, det skete.
  Voldtægtsvitsen er, at næste dag så gav han dig (Beach Boys-pladen LB) Pet Sounds. Ja, det er sandt. Pet Sounds. Han sagde, han var ked af det, og så gav han dig Pet Sounds. Kom nu, det er en lille smule sjovt.
  Indrøm.