Viser opslag med etiketten Joachim Aa. Sørensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Joachim Aa. Sørensen. Vis alle opslag

mandag den 19. september 2016

HVEDEKORN LEVER UKRITISK VID'RE

 
Og så er der kommet et nyt nummer af Hvedekorn, nr. 3, 2016, der modsat det nye nummer af Kritik ikke er det sidste, men atter det FØRSTE i resten af bladets uendelige videreliv, vid'reliv, i det gloriøse tidsskriftsliv, der om lidt har varet i 100 år, Kritik nåede lige præcis ikke at blive 50. Forsiden og billederne indeni er af FOS, og her er et digt fra Joachim Aa. Sørensens bidrag; Joachim er født 1990, han debuterede i Hvedekorn i 2009 og fik året efter den Hvede-lokale debutpris Skovhusprisen, som på søndag blive uddelt igen, men han har ikke gået på forfatterskolen, og han har ikke fået udgivet nogen bog, men det ændrer jo ikke på, at han er helt på højde med de stærkeste og vigtigste unge lige nu (jeg føler lidt, han er vor tids og mit Hvedekorns Laus Strandby Nielsen, som Hvedekorn 4, 1974, var en digtsamling af):

-->
selvom jeg ikke bruger

tid på min ulykkelighed gør det mig ikke noget

eller det gør mig ikke mere ulykkelig end jeg allerede var

selvom de farvede balloner

er triste er jeg

solens romtoddy

selv nu hvor

min lever er spændt på situationen
            sådan da

mærker din højre hjernehalvdel bryde sig om mig

kraften i lyset gør dig saftig

vi spiser giften selvom jeg er træt ligger jeg
ikke ned
jeg spiser al giften i en enkelt
portion ved træerne og
nu kan det hele bare være lige meget

selvom jeg sidder her bliver
jeg ikke større
jeg gør ikke mig selv større

når jeg sidder her

bliver jeg mindre i min ulykkelighed som
jeg bestemt ikke gider at beskæftige mig med

har jeg bestemt            det har jeg bestemt

fra idé til hjerte
skal gå et par år før jeg ligger ned
jeg pjasker i vandet
i min hjerne sidder depressionen som en lang lang kniv der
dolker løs i nervebanerne gør at jeg siger
fuck hele verden          fuck alle

mister vejret da du gik forbi

hvorfor gør du det?

torsdag den 24. marts 2016

Anna udvælger Cecilie udvælger Joachim

På det yderst cool svenske litteratur-site it-lit.se ("it-lit är ett svenskt litteraturhus, etablerat 2015. Vi ger ut flera av de intressantaste unga poeterna i världen idag, där ibland Tao Lin, Anna Axfors, Guillaume Morissette och Megan Boyle. Utgivningen sker dels online, dels i spektakulära bok- och tidningsformat. Vi ger ut texter på de nordiska språken samt engelska") har den svenske digter Anna Axfors udvalgt en række af Cecilie Linds tweets (link til hendes konto her) under den fine, enkle titel "Hvad" i en spektakulært stilig, nedrullende opsætning - her er de første 10, helt nøgent: 

jag bryder den

ONDE CIRKEL

de har

usædvanligt blankt hår

when in chrome

creepy

de minifrugter jeg finder (jeg finder på hylder) jag aer dem

kattepote kattepote

hell kære, hell kære

hav i hænde og senest

Redaktionen skriver om digter og tweets:

Hvad består av utvalda tweets publicerade under perioden december 2014 - januari 2016. Genomgående för sviten är det lätta anslaget, bokstavsrimmen, ordlekarna, underfundigheten och det pockande mörkret mellan raderna.

Og så har Cecilie (her på bloggen også kendt som du) samme sted udvalgt en række af Joachim Aa. Sørensens tweets (link til hans konto her) under titlen "Hvem sagde du at du var", hvilket burde kaste fortjent lys på denne helt vilde, alt for oversete (Hvedekorns)digter - og lad os bare sige, at det, indtil til der, forhåbentlig snart, kommer en rigtig bog af papir, er hans debutværk, det er vægtigt og svævende nok; her er de første 10:

det private er mit eneste værn mod andre mennesker

jeg

jeg er frisk på en god måde

jeg er en ung mand

DJ GLASBARN

jeg er ikke en dj jeg er en dyrebar ting du ved det også godt

jeg er ikke ridset og brændt på højre bryst for at folk skal sige at jeg skal skride

sidder og bliver vildt trist

ligesom døden kan livet også være lidt mørk om øjnene

det er en smerte og et stenkast mod rudens blå kraft

tirsdag den 1. juli 2014

Kanten af Joachim

Jeg siger jo, at digtere skal anmelde.

Hvedekornsdigter Joachim Aa. Sørensen - skiftevis indebrændt udadvendt og aggressivt hermetisk (karakteriserede jeg ham fra scenen efterlods) - oplæste i går på Roskilde Festival dette perfekte filmanmeldelses-digt:

edge of tomorrow wooow
imbd fuck en fucksyg film
pløkker hovedet af de dinoer,
rumting der klatrer rundt i vandet
det fugtige
spartansk 'setting'
tom cruise bevæger sig ud
i fremtiden
og lidt bagud hele tiden
han dør lidt på bekotsning af en
socialrealistisk kritik af os selv
vi mennesker på
planeten jorden
tror på tom cruise
han er dejlig
meget plain skuespiller
i ø
seksmedlem

det meningsfyldte
igen



Joachim har en anbefalelsesværdig, rimelig dugfrisk og forblæst BLOG, som han også læsTe op fra, og som lige nu drypper hjerter fra computer-håndskrift:

onsdag den 19. december 2012

Hey hov! Hvedekorn nr. 4, 2012 (kattejammernummeret) ER udkommet!

Jeg troede først, det var i morgen, og jeg har ingenting nået, ikke fået indsendt adresseliste på bidragydere (kan I ikke sende jeres adresser til mig på Facebook-beskeder, talentfulde mennesker?), ikke fundet digte til Testklubben på dr.dk, ikke postet indholdsfortegnelse og reklametekst på Hvedekorn.dk, ikke fundet loop-digtet til forsiden på hvedekorn.dk, det er helt, helt galt, men det er nummeret i den MIAVENDE grad ikke, det er helt, helt kissejavende rigtigt på mindst 25 vidt og vildt forskellige måder: Nordenhofske, Løppenthinske, Lindbladske, Moestrupske, Brandtske, Sternbergske, Remmeske, Haugaardske, Mathiasenske, Poulsenske, Rosenbaumske, Sabinskyske, Sanderske, Aa.ske, Brockhattingenske, Kristensenske, Lykkeske, Degnerske, Kudskske, de Groot-Poulsenske, Baujaultske, Kockske, Gramske, Kjørupske, Tibergske, og dette er en af de utrolige Joachim Aa. Sørenseske måder:  

LUDO

pladen var gul grøn rød og blå
og jeg overværer den oppefra
ludo slikker mine sår som hvis mine
hænder var store sår
som hvis mit mantra pludselig ændrede sig
fra i leave you til i love you
insekternes flyven forbi speeder mine
pupillers sammentrækning op
 

fredag den 11. november 2011

Store Bordel-Weekend

Måske er det faktisk sundt nok, at danske litteraturkritikere 1 weekend om året prostituerer sig totalt og for penge og slattent fadøl agerer tandløse, ukritiske mikrofonholdere for de forfattere, som forlagene har dømt salgbare (de usalgbare forfattere havde Gyldendal i går losset hen i Skuespilhuset) -

så kan selvhadet stå i lys, illuminerende lue.

Jeg har tre nøje udvalgte luderjobs i år: lørdag 12:40 (lige sent nok?) interviewer jeg Lars Frost hos Gyldendal, søndag 12:20 Dy Plambeck samme sted og 13:00 Juliane Preisler på Balkonscenen: ved siden af den forhåbentlig ikke totalt meningsløse smalltalk vil jeg prøve at få forfatterne til at læse op af deres gode bøger, hvilket jo nemlig forbliver irreducibelt meningsfuldt.

Jeg står også for to Hvedekornsoplæsninger, og ingen skamfølelse dér, lutter urkværkende, lurmærket poesi:

I dag fredag 14.00 i Studie 1 (på balkonen), 4 flashy bidragydere til Hvedekorn 4, 2011, der udkommer tirsdag den 22.: Signe Gjessing, Flemming Lund, Caroline Albertine Minor, Joachim Aa. Sørensen.

Lørdag 15:00 på stand 412 (på balkonen) redaktøroplæsning af highlights fra årgang 2011 gueststarring 2011-debutant Tine Høeg.

Og så får I lige et hypert Joachim-digt fra det nye nummer, der måske, kun måske, handler om boglamme Forum:

D   I  G  T   E   R  S
P   Y  R  A  M  I  D
LASER ABER
SØLVPUSLESPIL
LASER JIGSAW BATTLE
LASER (JIM) BEAM
FINDER DAMEN
HÆNG MED MISSEN
PERIFERISPORT
VESTER WOW WOW
BRÆNDENDE ØNSKE OM
PARRING I
RIO

søndag den 26. september 2010

Værløse Vinen glemte jeg ikke i S-toget

Denne nye Værløse Vin er en perle i sin prisklasse. Den har Vin de Pays' frugt og umiddelbare charme, men den har også en fylde og struktur, som et sjælden for vin i denne klasse. Den har Minervois' sarte krydderier og en usædvanlig lang og spændende dybde og eftersmag.

Ligesom Hvedekorn-debutant fra nr. 2009, 2 (der optrådte igen i nr. 4, 2009, og optræder igen nr. 3/4, 2009) Joachim Aa. Sørensen, født, 1990, der ved et mere vellykket ende velbesøgt arrangement i Skovhuset i Værløse tidligere i dag blev Årets Skovlyriker - foruden Joachim selv læste de seks andre kandidater til prisen, Pernille Abd-el Dayem, Sofie Daugbjerg, Louise Harbo, Eva Tind Kristensen, Lea Løppenthin og Bror Skardhamar, sprød og flintrende poesi op, og redaktøren holdt en tale, der om et øjeblik, dvs. i morgen, kan læses på www.hvedekorn.dk, og alle fik en flaske Værløse Vin og to knitrende hundredkronesedler i rejsepenge, sådan konstrueres en god dag for poesien, skål for den, dagens poesi.