Først Christel Wiinblad. Hun hoster og undskylder. Så ser hun længe ned i sine papirer, og så spørger hun sig selv: Har jeg virkelig skrevet det her? Og det har hun vel. Poesien er altid på de svages side, trøster hun (sig selv?) og forklarer, at det er noget Hans Otto Jørgensen plejer at sige. Skal jeg læse én mere? spørger hun senere. Hendes hår er lyst og meget kort. Hun har en hvid bondeskjorte på og en sort nederdel med høj talje, bløde folder og lommer. Hun har den ene hånd i lommen. Den nederdel minder da for øvrigt en hel del om den nederdel Audrey Hepburn har på i Prinsessen holder fridag. Wiinblad vugger fra side til side - ikke sådan melodiøst eller dansende, mere sådan rastløst eller nervøst. "Et lunkent blik af anerkendelse", "renskuret og køn", læser hun. Hun hoster, det har hun gjort under hele oplæsningen, men nu bliver det værre. All right, gisper hun. Og forlader scenen smilende.
I en note karakteriserer og besværger Frost selv sin vinkling:
Hvorfor føler jeg denne trang til at skrive om det her oplæsningsarrangement i en stil, der forsøger at imitere en form for modereportage? En form for damebladsæstetiseren. en form for vrængen, altså en bevidst forfladigelse af deres optræden. Deres tøj - hvad rager det mig, og hvad rager det nogen? Og denne fokuseren på det atletiske, deres hænder, deres hænders gestik, og den øvrige krop, denne vippen, denne svajen. Det er ikke ment som en hån. Er det misundelse? Måske. De er unge. De er succesfulde. Måske, men mest af alt forstår jeg ikke rigtig, hvad de vil.
Jeg vidste, at der i mit hjernearkiv et eller andet stod placeret en parallel mode-formatering af en virkelig, litterær begivenhed. Og nu er jeg omsider kommet i tanke om den: Mit ypperste karikaturtegner-idol Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten årgang 1900 af Edvard Brandes' og Robert Schybergs legendariske (og "mislykkede"! begge slap udskadt) duel i Dyrehaven som en reklame for nye herremode, dette er den skønne, lige så omhyggeligt stiliserede helside:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar