Læreren giver eleven et æbletræ

Vi deles om Poul Borums kasket-rotation - jeg anmelder som Hvedekornsredaktør gerne nylige Hvedekornsdebutanter, og Lars Skinnebach anmelder som Forfatterskolelærer gerne nuværende Forfatterskoleelever, i hvert fald anmelder han i dag Yahya Hassans debut Yahya Hassan til 5 stjerner i Jyllands-Posten; det er en glimrende og behørigt begejstret anmeldelse, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hans skelnen mellem to slags sprog i digtsamlingen, et manipulerende og et sandhedens sprog - de to citater herunder stammer jo, med sådan cirkus samme vrængen, fra det samme afsluttende "Langdigt"; er der ikke snarere tale om en hvirvel af flerstemmighed, der af alle talentfulde kræfter og på alle sine distinkte måder (oplistet som lutter manipulerende faconer i anmeldelsen, men hvad er vs. disse sandhedens stilistiske særpræg? jeg kan ikke få øje på nogen privilegeret, eventuelt stilløs sandhedsdiskurs) forsøger at nå nærheden af et uopnåeligt sandt mæle, eksperimentere kontortionsitisk (anmeldelsens liste nr, 2, over "forvredne" talepositioner, er skarptsynet indsamlet) i sandhedslaboratoriet, på sandhedsscenen:

(...) først og fremmest et sprogligt eksekveret opgør (her henvendt til onklen): »MIG JEG SIGER/ DIG DU BØR KONCENTRERE DIG OM DIN INDAVL/ OG OM DINE SØNNERS SYNDER/ JEG SIGER AT JEG I DET MINDSTE/ TALER MANIPULERENDE GODT DANSK/ MIG JEG SIGER HAN SKA HOLD HANS FUCKING KÆFT/ NÅR VI ER I RETTEN.«  På den ene side er det altså et manipulerende sprog, som er fuldt bevidst om sig selv og sin virkning, og som stilistisk bevæger sig fra det ekspressionistisk registrerende til perkerdansk til højlitterære visioner. På den anden side er det et sprog, der i dén grad forestiller sig at kunne sige sandheden. Men mens det manipulerende sprog opretholder en forskruet orden med religiøst hykleri, vold, kriminalitet m. m., så brænder sandheden alle broer for at finde et sted at tale fra: »MIG FØRST JEG SVÆRGER PÅ KORAN/ MEN NU JEG SVÆRGER PÅ MIN GUDLØSHED/ OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED/ EN EFTER EN/ MIG JEG ER DEN SKØRE SØN/ MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD/ MED CIVILISERET OG STRAM COWBOYBUKSER/ MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD/ OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD.«. Snart efter ender det. Men undervejs har jeget talt fra forvredne positioner: med en fod i munden, med nedbidte negle, med munden, der søger sin egen pik i en forkrøblende ensomhed. Eller på vild flugt i en stjålen bil, som voldsmand ved et busstoppested, som barn i en sikret institution eller med faren til fredagsbøn i moskeen. Det er et chokerende indblik i et nutidigt miljø, det er et eksplosivt stof, der rammer alle, som læser det, og som vil vedblive at sende bølger gennem den offentlige samtale. Det er en syngende, ufatteligt ambitiøs poesi og et 18-årigt talent, der fejer alt andet af bordet.

- og inde i Bog & Idé i Frederiksbergcentret havde de her ved 15-tiden kun de to eksemplarer tilbage, der stod på disken, men flere var bestilt. Som Skinnebach skiver i sin overskrift:

Poesien er den nye dagsorden