Modeformatering før og nu

Sidste års oplæsning på Vestjylland Højskoles Litteraturfestival beskriver Lars Frost fint OG satirisk i starten af Kongskilde NS 5100 (han bevidnede også i år, særdeles ildevarslende for oplæserne), og sådan begynder det:

Først Christel Wiinblad. Hun hoster og undskylder. Så ser hun længe ned i sine papirer, og så spørger hun sig selv: Har jeg virkelig skrevet det her? Og det har hun vel. Poesien er altid på de svages side, trøster hun (sig selv?) og forklarer, at det er noget Hans Otto Jørgensen plejer at sige. Skal jeg læse én mere? spørger hun senere. Hendes hår er lyst og meget kort. Hun har en hvid bondeskjorte på og en sort nederdel med høj talje, bløde folder og lommer. Hun har den ene hånd i lommen. Den nederdel minder da for øvrigt en hel del om den nederdel Audrey Hepburn har på i Prinsessen holder fridag. Wiinblad vugger fra side til side - ikke sådan melodiøst eller dansende, mere sådan rastløst eller nervøst. "Et lunkent blik af anerkendelse", "renskuret og køn", læser hun. Hun hoster, det har hun gjort under hele oplæsningen, men nu bliver det værre. All right, gisper hun. Og forlader scenen smilende.

I en note karakteriserer og besværger Frost selv sin vinkling:

Hvorfor føler jeg denne trang til at skrive om det her oplæsningsarrangement i en stil, der forsøger at imitere en form for modereportage? En form for damebladsæstetiseren. en form for vrængen, altså en bevidst forfladigelse af deres optræden. Deres tøj - hvad rager det mig, og hvad rager det nogen? Og denne fokuseren på det atletiske, deres hænder, deres hænders gestik, og den øvrige krop, denne vippen, denne svajen. Det er ikke ment som en hån. Er det misundelse? Måske. De er unge. De er succesfulde. Måske, men mest af alt forstår jeg ikke rigtig, hvad de vil.

Jeg vidste, at der i mit hjernearkiv et eller andet stod placeret en parallel mode-formatering af en virkelig, litterær begivenhed. Og nu er jeg omsider kommet i tanke om den: Mit ypperste karikaturtegner-idol Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten årgang 1900 af Edvard Brandes' og Robert Schybergs legendariske (og "mislykkede"! begge slap udskadt) duel i Dyrehaven som en reklame for nye herremode, dette er den skønne, lige så omhyggeligt stiliserede helside: 

Se mig duellere DR2-vært

i Temalørdag om dueller, sendt på DR2 i går og nu seelig på dr.dk, link her; jeg sidder også inde på Det Kgl's gamle scene (foran den tomme, uhyggelige kulisse til Enetime) og ævler om Edvard Brandes' duel med Robert Schyberg, men hovedsagen er duellen med vært Mikkel Frey Damgaard på stok og paraply ud for Det Kgl.s billetkontor; min søn, der gik til fægtning i tre år, udtaler, at jeg ikke slås helt forfærdeligt, hvilket gør mig skrækkeligt stolt!

Kritisk top 10 - de bedste af de ondeste

1. Edvard Brandes
Eksempel: Anmeldelse af Sophus Bauditz' roman Hjortholm i Politken, 1896, første afsnit:
En Roman af en alvorlig Patriot. Den foregaar paa en hundredaarig jysk Herregaard, hvor Beboerne føler med Stolthed det blaa Blod rulle i deres Aarer, men hvor alligevel tilsidst den skønne Adelsfrøken rækker - ligesom i Kamp og Sejr - den borgerlige Ingeniør sin Haand. Sligt er ikke saadan at løbe til, og hr. Bauditz behøver ogsaa 400 sider for at gøre denne mærkelige Begivenhed sandsynlig for Læseren. Inden Fornemhed og Arbejde slutter Alliance, maa mange forskelligartede Bevæggrunde fremtræde tilskyndende og tilknyttende de to Parter.

2. Kai Friis Møller
Eksempel: Anmeldelse af min farfar Jørgen Bukdahls monografi Det europæiske Menneske i Ekstra Bladet under overskriften "Det skandinaviske Umenneske", 1933, de to første afsnit:
"Jørgen Bukdahls med Spænding imødesete bog om det europæiske Menneske er nu udkommet", jubler Aschehougs Forlag næsten hoverende i et Cirkulære, som derefter fortsætter majestætisk:
  "Gennem Foredrag, Kroniker og Tidsskriftsessays var man klar over, hvad den vilde handle om, holde Opgør med. Baggrunden er den store Revolution og Omvæltning i Tyskland set i Forbindelse med de tilsvarende i Rusland og Italien, den moderne Statsnationalismes Gennembrud, den deraf følgende Planøkonomi og Gleichschaltung og disse Princippers Sejr over Folkesuveræniteten" etc. etc. - udvikles der videre på to fulde Tekstsider, som er saa storslaaet affattede, at man uvægerlig - hvis Talen ikke bare var om en Reklame-Tryksag - turde have holdt meget paa, at de var skrevet af Hr. Bukdahl personlig.

3. Hans Brix
Eksempel: Anmeldelse af Johannes Buchholtz' novellesamling Fugle paa Taget i B.T., 1938, in toto:
Tolv Noveller. "Fugle paa taget". Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.

4. Jess Ørnsbo
Eksempel: Anmeldelse af Ebbe Trabergs debutdigtsamling 3 x 13 digte i bunkeanmeldelse af "Efterårets lyrik" i Vindrosen 3, 1963, første afsnit (af to):
Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn ra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning, Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.

5. Klaus Rifbjerg
Eksempel: Dobbeltanmeldelse af digtsamlinger af Grethe Risbjerg Thomsen og Grethe Heltberg i Politiken, 1964, afskrevet i denne blogpost

6. Poul Borum
Eksempel: Anmeldelse af Ib Lucas' novellesamling Lysten labyrinter i Ekstra Bladet, 1983, in toto:
EDBOG/ Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.

7. Erik Skyum-Nielsen
Eksempel: Anmeldelse af Stig Dalagers digtsamling Århus-Elegi i Information, 1986, afskrevet i denne blogpost 

8. Jørgen Sonne
Eksempel: Dobbelt anmeldelse af Niels Franks og Morti Vizkis digtsamlinger Digte i kim og Himmelstormere i Litteratur 1986. En almanak under overskriften "To slags jegsyge danske digtere" første afsnit:
Sådan som markedet nu kræver det - Een Bog pr. Sæson! - udsender Niels Frank efter debuten sidste år sin anden tynde bog med 12 korte Digte i kim. En botanisk beskeden og forhåbentlig træffende titel. Disse mindre en 40 betrykte sider har en interesse ved deres vævende og enslydende teknik. Den kan minde om tidlig og skarp Yves Bonnefoy, men den er nok lånt lige hos Søren Ulrik Thomsen,. Principielt rammer heftet ned på to felter: næsten pædagogisk fremviser den sammenhængene imellem sprog-materiale og omverdens-relationer, og den viser sig eksemplarisk for en sen-borgerlig indre/ydre latens.

9. Niels Frank
Eksempel: Anmeldelse af Thomas Bredsdorffs monografi Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog i Kritik 120, 1996 (der udvikler sig til en ond anmeldelse af Nordbrandt(s metaforik)), de to første afsnit:
Det er en forbløffende mangel på fornemmelse, æstetisk såvel som analytisk, Thomas Bredsdorff afslører i sin nye bog Henrik Nordbrandt. Eksemplerne på udeblevne fornemmelse myldrer, og de formerer sig gladelig med de utallige errata;
  Bogen, der grangivelig skal handle om Nordbrandts "poetiske sprog", indledes med en mildest talt besynderlig samtale mellem digter og kritiker om "fakta", som det hedder. Hermed menes ganske enkelt digterens liv og levned. Samtalen er et spejlbillede af det interview med en vis "dr. horder#, der afsluttede Bredsdorffs ni år gamle bog om Sylvia Plath. I begge tilfælde står samtalerne i klar modstrid med bøgernes erklærede hensigter om at undersøge det lyriske hos digterne, for de borer udelukkende i det biografiske og får begge digtere til at fremstå som svagelige, neurotiske personer med store og uopfyldte kærlighedsbehov.

10. Kamilla Löfström
Eksempel: Anmeldelse af Benn Q. Holms roman Den gamle verden i information, 2009, de to første afsnit:
Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:
  »Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.

(Carsten Jensen burde måske også have været med på listen, selvom han var ondere som tv-anmelder end som litteraturanmelder, og jeg ved, at jeg har en ond Møllehave-anmeldelse et eller andet sted, men jeg kunne ikke finde den, og ligesom Rifbjerg har Jensen ikke bogopsamlet nogen af sine onde litteraturanmeldelser, trist nok)