Frostgrader

Det, der er så trælst ved at kritisere en roman af Lars Frost, er jo, at han som sådan, stilistisk, innovativt, talentmæssigt realiseret simpelthen, befinder sig SÅ mange niveauer over langt de fleste andre anerkendte danske prosaforfattere; det er en inderlig og totalt forfatterskabsintern og -relativ kritik: i forhold til, hvad der er præsteret og kan præsteres, er Onkel Kritiker skuffet, men i forhold til alt andet nok så glimrende lort, burde han være ekstatisk, det ville imidlertid være usandt i forhold til læseoplevelsen, der helt naturligt og selvfølgeligt måler med oeuvrets Pisa-høje alen; nu fx den anden bog, jeg anmelder i dagens WA Bøger, Janne Tellers Afrikanske veje, som jeg tilsyneladende er rent glad for, men hvis eksperimentelle virren er håbløst beskeden, også kvalitativt, sammenlignet med Kongskilde, og det håber jeg bare læserne er kloge nok til at gennemskue, men selvfølgelig er læserne kloge nok, især mine læsere, der til hver en tid og livslangt også bør være Frosts.