-->
Evige Frederiksberg onsdag 9/9 2013
Kære Blendstrup
Den svensk-norske læge i Nederste Skadestue på
Diakonissestiftelsen har netop diagnosticeret mig som lidende af svær Storm
P.-itis. Han forsøgte at få mit øje i nakken til at åbne sig ved at prikke
insisterende på øjenlåget; jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle ham, at det
er et glasøje, et særdeles primitivt glasøje, faktisk bare en kinaskakbrik.
Under alle omstændigheder er det åbenbart et symptom på Storm P.-itis, at øjet
i nakken er et blåt øje, selv om det for fanden var hans prikken, der fik det
til at blåne. Så trak han i min næse, som den ikke er lang nok i forvejen, trak
og trak og med sin særlige næseudtrækker, der var det modsatte af en Storm
P.-maskine, en uhyre effektiv motordrevet og aerodynamisk havesaks-stor PINCET,
og til sidst var min næse lang nok til, at han kunne slå en sløjfe på den, og
det var så også et symptom, selvom det atter totalt var hans værk. Til sidst
stoppede han tubaer ind i mine ører, eller rettere først foldede han tubaerne
ud, så maste han dem til en slags gylden tandpasta med en sølverne kagerulle,
han havde vundet i Frimurerordenens store bagedyst (ja, bagedysten er et frimurerritual, og de
er meget mugne, murerne, over den vulgære demokratisering – lægen vandt i 1977
med en FRANSK kartoffelkage, også kaldet en chipskringle), og SÅ stoppede han
dem ind i mine ører som meget lange ørepropper, der ligger omkringsnoet i mine
hjernevindinger som et digt af Prins Henriks gravhunds uægte hvalp, en såkaldt
kistepaddel. 1, 2, 3, symptomer, sagde lægen på norsk og svensk på samme tid,
du har Storm P.-itis.
Hilsen Bukdahl
Eternal Frederiksberg torsdag 10/10
Kære Blendstrup
Jeg oplever nu REELLE symptomer på Storm P.-itis: Alt er
sjov på en ,meget stresset måde, eller måske rettere, alt er stresset på en
meget sjov måde, eller rettere, alt er stresset på en måde, der pinedød bliver
nødt til at være sjov, alt stresser med at være sjovt. Fx går jeg ud til køleskabet
for at arrangerer mig et glas finere fransk saftevand, og først snubler jeg i
en computerledning, så sætter jeg min fod ned i skraldespanden, så slår jeg
hovedet mod køkkenbordet, så jeg ser et Tivoli-fyrværkeri for mit inde øje, et
Damhus Tivoli-fyrværkeri vel at mærke, så smækker min hånd ned på en åben
Kærgården-pakke, inderligt smørbar, der vipper lige op i mit hår, der aldrig
har været så kornmodent blondt, men, hey, hvor har jeg egentlig min anden hånd?
Jo, den aer febrilsk emhætten, som min næse, eller rettere min næsesløjfe, har
tændt, og det er en fremragende emhætte, udviklet af videnskabsmænd på NASA, så
den blæser langsomt, men sikkert huden af min hånd, så der kun er de små, fine knogler
tilbage, og det ser indrømmet RADIKALT sjovt ud, i mellemtiden har min fod i skraldespanden
vækket den rov-skildpadde, som jeg havde smidt ud samme morgen, de havde lovet
mig en flyve-padde dér på Zoologisk Haves Loppemarked for mislykkede dyrearter,
og nu sætter tænderne i min fod, AV
skriger jeg i en stor, veloplagt, zeppelinerformet taleboble, og nu mærker jeg,
at jeg har noget mellem tænderne, noget, som tikker som en af de tidsindstillede
bomber, min redaktør monterer på mine anmeldelsesbøger, så jeg ikke skal glemme
deadline, men det er ikke en bombe, det er bare et vækkeur, der tror, det er en
bombe, hvilket er meget værre, fordi hver gang det ikke springer i luften, får
det et hysterisk anfald, der er langt destruktivere end en ærlig eksplosion,
fordi det slet ikke hader på mig, men hader på sig selv, helt vildt imploderer
det inde i min mund og punkterer effektivt min taleboble, der på den mest
lattervækkende bagerposefacon mister pusten, og jeg har igen glemt at købe
saftevand. So there!
Hilsen Bukdahl
Inderste Frederiksberg fredag 11/10
Kære Blendstrup
Jeg tænker, at den mest effektive kur mod min Storm P.-itis
er at bekæmpe ild med brandere. Derfor står jeg nu her på Storm P.-museet og
mærker, hvordan al den stressede sjov og al den sjove stress lige så stille siver
ud af mig, lidt ligesom zeppeliner-taleboblen fra i går. Jeg tror simpelthen,
at sygdommen skammer sig, bliver fælt og frygteligt flov, fordi den erkender,
at den aldrig vil kunne hamle op med den monstrøse Storm P.-itis, som Robert
Storm Petersen selv led af : Ingen kommer nogensinde til at more os lige så
speedet som ham, ingen kommer nogensinde til at have sindssygt travlt lige så
urkomisk som ham, så slap lige af, kammerat, siger min Storm P-itis til sig
selv, med din beskedne og kokette koksen rundt i en grundlæggende godmodig
hverdag, der har langt færre årlige deadlines, end Storm havde på en enkelt dag.
Jeg opløser mig af respekt, siger min Storm P.-itis, og dør af grin. Og
lykkelig befriet for min morsomme lidelse får jeg øje på dig, kære og NÆSTEN
lige så dværgagtigt Storm P’ske kollega. Jeg rejser mig, tager din hånd og føler trang til litterær
hyldest-hypnose!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar