Forbeholdsforholdsmæssighed

Herligt uforbeholdent uforholdsmæssigt:

Gyldendal ‏@Gyldendal 20t

Tranen er meget, meget stolt af Yahya Hassan. Vi har nu trykt 21.000 eksemplarer. #syvendeoplag

Retweetet af Lars Bukdahl 

Trælst uforholdsmæssigt forbeholdende:

Tue Andersen Nexø, der i sin anmeldelse i Information har disse forbehold overfor Yahya Hassans Yahya Hassan: 

Set som helhed er det ikke helt tight, en del digte er vel spinkle i det. Derudover er det jo en klassisk komposition, enkel og effektiv og på kanten af en kliché. På samme måde som det er på kanten af en kliché at skrive digte med pointerede afslutninger om pointerede øjeblikke. Det er en effektiv form at give sit biografiske stof, men det er også den form man giver sine digte, inden man for alvor tænker over, hvilken form ens digte skal have.

(hvilket heldigvis følges af denne gode, præcise ros:

Alligevel er talentet åbenbart i Yahya Hassan. Det talent ligger i stemmen og rytmen, i eksplosive ordspil og en konsekvent uforsonlighed. Yahya Hassans stemme kan rumme volden og sorgen og vreden, uden at det ender som manér. Han kan skrive lakonisk og frem for alt med hastighed om sine knæk og taskerøverier, men kan også pludselig åbne for noget andet. I digtet ’POLITIJAGT 1’ (diskuteret, med bl.a. Tue, i blogpost nedenfor LB)  dukker der en snert af melankoli op et helt uventet sted)

Og til slut lyder det:

Ellers er det en bog, hvor man jævnligt kan mærke at dens forfatter kun er 18, og at han nok har et forfærdeligt stærkt ærinde og et talent ud over det sædvanlige, men at bogen ville være blevet bedre, hvis han havde skrevet videre og om på den et års tid eller to. Strammet op og overvejet sine valg.

(Peter Stein Larsens anmeldelse i  Kristeligt Dagblad fedter et parallelt forbehold frem:

Sådan kunne man blive ved med at citere gribende, hudløse og poetisk hårdtslående uddrag af Yahya Hassans digtsamling. Det er ikke alle digte i bogen, der er lige gode, og man kunne uden tvivl have skåret ned på de 170 sider og have fået en strammere og endnu bedre digtsamling ud af det. Men at Yahya Hassan er en særdeles interessant ny stemme i dansk poesi, står uden for enhver diskussion.)

Men selvfølgelig skulle digteren ikke have "skrevet videre og om et års tid eller to", for det ville bogen ikke være blevet bedre af, det ville den bare være blevet pænere og harmoniskere og smagfuldere af (bortset fra at YH formodentlig og forhåbentlig ikke havde gidet pudse sine digtere pænere), men det er altså ikke det samme som litterær kvalitet, der snarere determineres af størrelser som intensitet og energi og personlighed - det smukke er, at bogen tog lige præcis længe nok at få udgivet, længe nok nemlig til at det afsluttende (også ifølge Tue) fantastiske Langdigt kunne blive skrevet - mellem to korrekturer - og tilføjet, så vi får den her vilde real time-struktur, hvor 1 poesi SPRÆNGER sig ud af 1 anden, eller rettere 2 andre, så godt som PÆNT arrangeret i forlængelse af hinanden. Og ja, naturligvis er det på kanten af kliché at starte med en ca. kronologisk komposition bestående af pointerede digte om pointerede øjeblikke, men alting er for fanden på kanten af en kliché, også ukronologi og upointering, kunsten er, hvad du stiller op med på-kant-klicheerne, og måske har Tue bare ikke læst nok dårlige (begynder)digte, men det har jeg, og jeg kan fortælle, at Yahyas evne til at konkretisere og dramatisere og skelettere en situation og et tableau er temmelig unik og alt andet end begynderagtig.

Men først og fremmest og aldeles patetisk kan jeg slet ikke forstå, at Tue (og Peter Stein) overhovedet føler det nødvendigt at formulere forbehold overfor et så elementært og rigt og kraftfuldt og originalt talent - det er næsten som om, at FORDi talentet er så uforholdsnæssigt stort, så fortjener det at blive pillet bare en lille smule ned, så digteren ikke bliver ramt af overmod, men vi har da brug for talent med overmod. 

Forbeholdene bliver ekstra trælse og meningsløse, når Tue samme dag anmelder Julie Sten-Knudsens Atlanterhavet vokser og ingen forbehold har overhovedet, "nå"et inde i citatet her er det tætteste, han kommer:

Sigende nok er denne beskrivelse af en anden kunstners arbejde en af de få meget billedtætte passager i Atlanterhavet vokser. Ellers skriver Julie Sten-Knudsen nærmest programmatisk med en sval kølighed, en distanceret ro i stemmeføringen. Man kan mærke omhuen i alle sætninger, arbejdet med at give dem den rette, upåfaldende og samtidigt selvfølgelige rytme og klarhed. Med at ramme et rent beskrivende, konstaterende tonefald, næsten uden metaforer eller følelser eller andre åbenlyse, digteriske greb. Nå. Undervejs kan bogen godt føles meget lavmælt. Når Atlanterhavet vokser alligevel fungerer – som undersøgende digte og egentlig også som skønne digte – så skyldes det dels, at Julie Sten-Knudsen simpelthen skriver virkeligt godt og melodisk. Men det skyldes også, tror jeg, at det lavmælte tillader digteren at blive ved konstateringerne. At netop hendes hudfarve er den, der på børnetegningen farves med »den hudfarvede tus«, at feminisme og racespørgsmål ikke følges ad i Amerika. At familiebånd i moderne storfamilier opstår ud af hvad som helst: »Hvis man har siddet tæt sammen på bagsædet/ på vej op til sommerhuset, kan man være tætte./ Hvis man har delt køjeseng/ og siddet side om side/ på dasset med de to sæder./ Hvis man har tisset i det samme syltetøjsglas/ fordi man ikke gad gå ud på dasset om natten./ Hvis man har bygget hule sammen/ og foret den med mos, samarbejdet/ om at lave dæmninger af kviste og blade i bækken/ og fulgtes hjem ad hjulsporet når man fik en sok.« En indtrængende liste af barndomsminder, ikke? Og alligevel konstaterer det næste digt, at »man kan næsten aldrig bevare venskabet/ når forældrenes forhold er slut.«

Nej, det er ikke en særlig indtrængende liste af barndomsminder, det er en hygsom, kær grænsende til kælen liste, men - for nu at spille Michael Strunge i Bazar - så også et af de bedre digte i bogen. Og man behøver jo ikke som jeg (i min anmeldelse i WA Bøger i dag) at finde bogen dødsens kedsommeligt i sin uinspirerede, tematiske og formelle (knæk og copy/paste) korrekthed, for at undre sig over, at det akkurat er POINTER (under dæknavnet "konstateringer"), Tue både parafraserer (feminisme og racespørgsmål følges ikke ad i Amerika) og citerer ("man kan næsten aldrig bevare venskabet ..."). Sten-Knudsens bog er da også i både det store og små massivt pointerende, for ikke at sige pædagogisk, hvilket er det sidste, man kan kalde Yahyas bog, selvom de første klassesæt helt sikkert er indkøbt. Men helt enkelt og basalt sansende forstår jeg ikke Tues smagsdom her: det upåfaldende er i mine øjne bare upåfaldende uden nogen mærkbar, særegen udfoldelse af rytme og klarhed. Det er ikke dårligt skrevet, men det er heller ikke i nogen nok så uspektakulær forstand velskrevet (undtagen i det sidste afsnit NB), det er bare pæntskrevet. Kontra Yahyas for-tidlighed vil jeg sige, at det virker som om, Julie Sten-Knudsen er begyndt at skrive poesi for sent, post-dukset. Tue afslutter med en direkte sammenligning:

I lyset af de sidste par ugers poetisk-politiske mediecirkus får man lyst til at udnævne Atlanterhavet vokser til en art modpol til Yahya Hassans Yahya Hassan. Som bog er den ikke højtråbende, ikke dramatisk, ikke skrevet fra Underdanmark, ikke skrevet på en voldsom vrede, ikke skrevet midt fra orkanens øje – den kredser om lillesøsteren, ikke jeget selv. Til gengæld er den formelt fuldstændigt sikker. Og så handler også Atlanterhavet vokser om forholdet til forældrene og om privilegier og ulighed og om et Danmark, der ikke længere er så … hudfarvet, som det engang var.
Det føles godt at have mere end ét bud på, hvordan den slags kan behandles litterært.

Men Sten-Knudsens lavmælthed bliver jo ikke bedre eller stærkere eller egensindigere af at blive sammenlignet med Yahyas højtråbendehed, og formel sikkerhed er ligegyldig, hvis formen er anonym og livløs; det er lige før, Tue kommer til at lyde som den Niels Lyngsø, der har fået sig et lille, kritisk comeback på tidligt at rose Yahyas litteraritet, men i hans 10 år gamle Politiken-inkarnation: Kontrol er godt nok og alt nok. Hos Yahya er kontrol, som hos Strunge (igen), lort nok stavet bagfra, i familien, religionen, social-systemet, der modsvares af den jo højspændte kunstneriske kontrol, i klarhed og rytme lige akkurat, i hans bogs første del, der så eksploderer, men eksploderer med en utrolig SIKKER stiliseret vrængen, i bogens sidste del: Han er så tjekket amok.