fredag den 4. oktober 2013

Højintensitet (sidste Frostpost, i dag, måske)

Suverænest hvirvlende og mættede tekststykke i Kongskilde, og måske faktisk hele bogen værd, er denne fodnote til den Brigitte Bardot-sekvens, jeg henviser til og citerer fra i min anmeldelse og som Lars F selv oplæste på ØK i går (inkl. fodnoten) - en barndoms/skole-fabel (vistnok!?) ud af håret på Brigitte:

De der film hun er med i. Drømmene er så udvendige. Dette hus, denne enorme, hundred år gamle klods af røde mursten, puds og de der pyntekanter og overliggere i sandsten, dette fællesskab, denne myretue, denne filtrede bold af lodden hud. Tænkte vi det ikke nok. Sad hun der med vers på tungen og lod rusten tale være tale nok? Ja, den samme rust, mange års kraftige regnskyl, væde samlet i bølge og dal, grådig væde. Sad selv mundlam i bageste geled. Svælget hævet. Da det blev tid, råbte en eller anden, at nu skulle vi komme. Og så sprang vi frem fra buskene, fra bag affaldsspandene, frem fra legehuset og op fra sandkassens sand, ud af havet, op af søen og brønden, op fra helvedes forgård og skolekantinens sure dunst. Vi var stadig sultne efter mere. Tvang os selv til at drømme. Drømte. èn nat var det det ene, den næste noget ganske andet. Lad os se - Jo, der var en pige, en pige med en melodiøs diktion, der ofte kom på besøg i de nætter. Vægten af og bevægelserne fra en mængde busser forplantede sig i asfalten, og gennem asfalten fandt bevægelserne vej til bygningens mure og gulvene og gennem gulvene, og stolenes ben forplantede den sig i os med rumperne tungt hvilende på skolebænkene. Vi har intet fanget. Sad længe og så på, hvordan huset faldt fra sigselv om ørerne på os. Og i skabet en pose med poser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar