»Til én S. U. T. fra en anden«.

Søren Ulrik Thomsen har signeret et glimrende, professionelt kærligt - snarere end fan-begejstret . - portræt af Dan Turèll i Politiken med den fine overskrift "Alfabetets gentleman", her er et uddrag, og jeg har selvfølgelig lige en kritisk note til hans kritiske noter (kun jeg må være kritisk overfor Turèll, som jeg vistnok har været det i glimt, også i en moden alder, og overfor Per Højholt og Peter Laugesen, hvilket ingen nogensinde kommer til at se mig være!):

(...) jeg var fascineret af Turèlls både strømmende og strømførende poesi, der i en celebrering af skriften selv som fænomen var printet med sats, IBM-kuglehoved eller fyldepen og løb uophørligt ned over siderne for at rive den ene bog efter den anden med sig i strømmen.  Men ikke nok med dét, for skriften gik også over sine bredder og strømmede så frit imellem liv og værk, at det ikke var til at se forskel, hvad der netop var pointen i dén livsfilosofiske æstetik, han videreførte fra The Beat Generation. Især optog det mig, at Turèlls tekster ofte var daterede, så grænsen mellem digt og dagbog forsvandt, for denne overskridelse signalerede, at en digter ikke var en borger (eller en gymnasieelev med eftermiddagsjobs for den sags skyld), for hvem tiden måtte opdeles i kedeligt arbejde og uforpligtende fritid, men en person, hvis erhverv det simpelthen var at være til og omsætte eksistensen til skrift: »19.6: Skyerne skifter form/ i nattens endeløse journal ...«, »DDR 1.maj, 1971: et politisk problem er pr. definition uløseligt uden for sine egne termer ...«. Intet var for småt til poesien, intet for stort til håndskriftens hav. Jeg ville også være digter! Aldrig mere skulle tilværelsen bestå af et indenfor og et udenfor pensum. For mig som for så mange andre blev optagetheden af bøgerne og af deres forfatter uadskillelige, og den tætte identifikation mellem manden og værket er naturligvis også en medvirkende årsag til forfatterskabets ikoniske status. Men netop kun medvirkende, for en sådan gennemslagskraft opnås ikke bare ved at sværge til ophævelsen af grænsen mellem skriften og den skrivende, hvad mange andre har gjort uden at efterlade tilnærmelsesvis samme indtryk som Turèll, der ikke kun brændte igennem på papiret, men også på scenen og skærmen, uforglemmelig, som han var med sin smukke, maskuline stemme, sit cool cat look og sine 'egernøjne', som Klaus Høeck så fint har karakteriseret dem. Skønt jeg har mange kritiske noter, ikke mindst til hans anti-intellektualisme og vitalistiske beatnikideologi med dens dyrkelse af det såkaldt autentiske talesprog på »gadehjørnets universitet«, som hans undergrundskollega Kenneth Patchen sagde, og selv om mit eget forfatterskab skulle gå i den stik modsatte retning af strømmens poetik, vil jeg altid lette respektfuldt på hatten for Dan Turèll og fejre min ungdoms forelskelse i hans poesi og min spejling i hans forfatterimago, så meget des mere som jeg finder det usselt at fornægte sine første kærligheder, bare fordi man får nye og udvikler sig i en anden retning.

Kritisk note:
Ang.  Dan Turélls "vitalistiske beatnikideologi med dens dyrkelse af det såkaldt autentiske talesprog", så er DT jo ikke nogen forPHulet PH, jeg tror ikke på, han nogensinde har betegnet talesprog autentisk. Det talesprog, han dyrkede og mestrede, var jo et markeret kunstfærdigt og artistisk talesprog, slagfærdigt svajer-dansk og virtuost Tribini-dansk, Mens han på skrift - som tidigere korrekturlæser - ikke bare var strengt korrektskrivende, men også manieret fluekneppende i sin rytmiske/prosodiske notation; jf. digtet nedenfor hvor et enkelt n i "Thylejren" er kursiveret og de evige accenter dér og alle steder (for nu slet ikke at tale om kancelil-SYNTAKSEN i hans I Byen-klummer): Turèll er lige hyper-omhyggeligt en ekstremt mundtlig og ekstremt skriptuel digter, langt ekstremere, herunder langt mere personligt ekstrem, til begge sider end mangen en dusin-80'er-digter.

(overskriften er en dedikation, citeret i artiklen)