Men Perker er jeg stadig. Også i forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling var, om vi ikke skulle give den titlen 'GHETTODIGTER'. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have.
- Yahya Hassan i sidste lørdags Politiken-interview (mine VERSALER)
Jeg er sikker på, at mange af dem, som var til stede, aldrig vil glemme de ti
minutter i GHETTODIGTERENS verden. Hvis Alice Munro havde været til stede, ville hun have kunnet skrive en lang
novelle om den måde, bare en enkelt af de tilstedeværende fik sit liv
forandret af den korte stund. Det sidste af de fem digte blev ikke læst op,
for digteren, der kom til live for øjnene af os, endelig, endelig, kunne det
udenad. Stroferne blev udtalt i rytmiske stød, øjnene var åbne, tranceblikket så ikke
udad, men indad, vreden var altdominerende. Bagefter blev der klappet. Længe. Omkring mig var der mange blanke øjne og
bævende brystkasser, selv smuttede den unge digter ud ad bagdøren fulgt af
nogle af de journalister, som det vil være hans lod lang tid endnu at blive
opsøgt af hver eneste dag, fordi Yahya Hassan, om han vil eller ej, er
tidens vigtigste danske historie.
- (mine VERSALER) Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen i en klumme i avisens litteraturtillæg i dag, om at Poltiken gjorde ret (hvilket de gjorde) i at breake Yahya som slagkraftig debattør, og at nu er han også breaket som bevægende digter (hvilket han er) hos Politiken Politiken Politiken Politiken
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Bliver interessant om Politiken vil citere disse linjer fra det afsluttende, altopfræsende "Langdigt" (delvist læst op i klippet på Deadlines FB-side):
SvarSletMIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD
OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE
når de ikke vil gengive Muhammed-tegninger, men måske gælder Rushdie-reglen: kun finkulturel blasfemi er i orden - men Yahya er i høj grad karikaturdigter