Hvad Philip Guston citerer Dickens for på sin aterliervæg (wandering about in my old wild way)

 

(fyldigere citat - fra et brev til Mrs Winter 3. april, 1855 - for 170 år siden - gælder også kritikere lige præcis, og i går uddelte vi i Kritikerlavet Kritikerprisen til Christel Wiinblad, der takkede inderligt på telefon, og Georg Brandes prisen til Jørn Erslev Andersen, der (u)takkede spidst in person, og de ville begge selvfølgelig helst have skrevet videre i stedet for (Christel fortalte, at hun havde skrevet en ny bog, AT GLÆDE SIG!)) 

 “A necessity is upon me now — as at most times — of wandering about in my old wild way, to think. I could no more resist this on Sunday or yesterday than a man can dispense with food, or a horse can help himself from being driven. I hold my inventive capacity on the stern condition that it must master my whole life, often have complete possession of me, make its own demands upon me, and sometimes, for months together, put everything else away from me. If I had not known long ago that my place could never be held, unless I were at any moment ready to devote myself to it entirely, I should have dropped out of it very soon. All this I can hardly expect you to understand — or the restlessness and waywardness of an author’s mind. You have never seen it before you, or lived with it, or had occasion to think or care about it, and you cannot have the necessary consideration for it. “It is only half an hour,” —  “It is only an afternoon,” — “It is only an evening,” people say to me over and over again; but they don’t know that it is impossible to command one’s self sometimes to any stipulated and set disposal of five minutes, — or that the mere consciousness of an engagement will sometimes worry a whole day. These are the penalties paid for writing books. Whoever is devoted to an art must be content to deliver himself wholly up to it, and to find his recompense in it. I am grieved if you suspect me of not wanting to see you, but I can’t help it; I must go my way whether or no.”

Verdens sandeste anmelder-gif

(stjernende Chloë Grace Moretz) præsenterer Inf-anmelder Linea Maj Ernst i en FB-opdatering i dag - den grimassering har jeg præsteret ikke få gange de sidste 26 år

/forsøger at skrive noget sammenhængende & meningsfuldt om christel wiinblads de elskende, har det indeni således:



- nede i tråden uddyber Linea grimassen (jeg har NB ikke læst og skal ikke anmelde Wiinblads bog):

jeg har ikke læst andet end Min lillebror tidligere, den var meget rørende og jeg var meget ung, men siden da har jeg ikke orienteret mig i forfatterskabet rigtigt >>
ansigtet skal udtrykke himmelfalden forvirring, jeg synes den er svær og svær at skrive om - -

- solidaritet til (og HYLDEST til ærligheden om) rådvildheden herfra

Totalkritisk genoptryk

af den forbilledligt totalkritiske tekst af Sternberg, jeg citerer fra i WA Bøger i dag, men som ikke længere er tilgængelig på nettet (nærmere bestemt net-tidsskriftet Morgenrøde):

Jeg ved ikke om min lillebrors tanker er normale

af Sternberg

Oplevelser med to digtsamlinger:

Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale

Christel Wiinblad: Min lillebror

Månederne med skulen og skelen

I lang tid har jeg grublet over disse værker, og de er for mig uløseligt forbundet. Enten ikke skrive om nogen af dem eller skrive om dem begge. Som tænkt, så gjort, kunne man sige, men nej: Jeg har alt for længe undgået så meget som at læse dem. Der er bøger, som jeg kaster mig frådende over med det samme, jeg hører om dem. Det er herligt,at den slags litteratur findes. Med ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og ”Min lillebror” var det anderledes - ja, lige modsat, kan man vel sige. Jeg har vendt og drejet de to bøger, jeg har kæderøget cigaretter, jeg har læst mange andre bøger, bl.a. Rousseaus bekendelser og hans ”En ensom vandrers drømmerier”. Jeg ville tilbage til bekendelseslitteraturens oprindelse:

”Dette er det eneste eksisterende portræt af et menneske, der er en tro kopi af naturen i dens fulde sandhed, og sandsynligvis det eneste, som nogensinde vil komme til at eksistere” 

Wow ... Det gjorde jeg dels for at udskyde, dels for at forberede, læsningen af disse bekendende samlinger. I den melankolske stemning der uværgeligt opstår, når man drikker limfjordsporter i stedet for at udføre et arbejde, man har påtaget sig, betragtede jeg bøgernes udstyr. Det forekom mig at være næsten ens for de to bøger: Kvalitetspapir, intet billede på omslaget, men portrætter på flappen var der – et af dem endda af både forfatteren og dennes bror. Jeg tog bøgerne op for at veje dem lidt i hånden. Det var solide litteraturcontainere. Jeg knappede endnu en øl op, og tænkte på den kolde krig og Østberlins kakkelovne. Hvad er det for bøger? Hvad er historien? Ja, den er i begge tilfælde let at referere - en egenskab som er usædvanlig for digtsamlinger. ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” er Hørslevs skildring af efterveerne af en skilsmisse. ”Min lillebror” handler om Wiinblads skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Jeg krøb sammen i et hjørne og begyndte at se for mig, hvordan bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne var genopstået som en fugl fønix (uden bh). Og i mit mareridt var jeg den eneste, som ikke brød sig om det ... Den eneste unormale ... En gru uden lige ... Det er jo så sympatisk, det med at lære af hinandens helt almindelige tanker og oplevelser, men, åh - så nede på jorden! Hellere læse Dalis forsøg ud i autobiografisme eller Karl Bjarnhofs to bøger om, hvordan han gradvis blev blind, f.eks. for bare lige at antyde, at jeg favner bredt inden for det felt, der hedder autobiografisme men vægter det ekstraordinære i oplevelsen eller sensibiliteten højt.

            Skål! Nå, jeg var stadig ikke kommet i gang med at læse, på trods af, at det ikke tager særlig lang tid at læse de to bøger. Det var blevet sent, og jeg måtte hellere lige vente lidt. Min sidste tanke inden jeg halvfuld faldt i søvn igen var, at Christel Wiinblad ikke havde ret til at skrive den bog, hun havde skrevet. Min skizofrene storebror druknede jo rent faktisk sig selv i Thailand, og jeg havde derfor mere ret til at skrive om skizofreni og selvmord ... En idiotisk tankegang, fuldstændig tosset. Jeg har jo ikke skrevet bogen om min brors selvmord, og det er jo ikke sådan, at nogen har forhindret mig i det.

Ned i skilsmissen

Og så måtte jeg jo, nogle uger efter, da jeg igen havde fået mod på at betragte de to samlinger, denne gang i morgenens klare lys,  spørge mig selv, om mine tanker om Wiinblads bog var normale? Ja, sagde jeg til mig selv, det er jeg ikke i tvivl om, at de er. De er ikke retfærdige, men den form for logik, som de repræsenterer er ikke unormal – irrationel men ikke unormal. Problematikken i Wiinblads bog er personligt velkendt for mig , og så spiller psyken den slags puds med én.

            På en diæt af kaffe og wienerbrød tog jeg fat på Hørslevs bog. ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” hedder den jo. ”Godt, at jeg fik overbevist mig selv om, at jeg var normal. med den overbevisning i behold, kan jeg måske nøgternt vurdere, hvordan det forholder sig med Hørslevs tanker”, sådan omtrent tænkte jeg. Og hvad så? Har Hørslevs fortæller-jeg for alvor været i tvivl, om hun var normal? Kære læser, på dette tidspunkt havde jeg endnu ikke læst de to bøger, men siden opdagede jeg, at Hørslevs tanker ikke afslører nogen alvorlige afvigelser fra normalen (bare rolig). Her er der blevet taget hensyn i form af kraftig selvcensur, tror jeg. Måske er det imidlertid netop denne selvcensur, der gør udtrykket så akavet – så besynderligt stift, selv når det synes at ville være legende. Jeg gjorde mig det mageligt, og påbegyndte læsningen.

            Hørslevs bog består af tre dele. De to er sat op som traditionel lyrik, den midterste er skrevet i dagbogsform – Bogens ramme er eventyrlig – vi begynder og afslutter med referencer til eventyr ... ... derimellem er der ting jeg har læst før om skilsmisse, nogle forsøg ud i dyre-hygge-humor eller slet og ret fabler – det befinder sig et eller sted imellem det humoristiske og det opbyggelige? Og der er opremsninger af giftige blomster og bær

bjørneklo, blåregn og alpeviol

bidende stenurt, bittersød natskygge

berberis, buksbom

            Jeg var ved at græde af kedsommeligheden ved hele projektet, imens jeg forestillede mig et eventyr, hvor denne nyskilte kvinde ville kunne tvinge mig til at læse og læse, imens hun blev ved med at copy/paste flere og flere blomster ind i sin tekst. Og det gjorde hun:

fuglekirsebær, følfod, galdebær

galnebær, gedeblad, etc

            Og hun kunne i princippet også have skrevet mange flere trist ligegyldige dagbogstekster. Måske er det tiden for H. C. Andersens skrivning af eventyr, som kommer til udtryk i humoren, denne besynderlige, måske nærmest 1800-tals-stive humor? ... Det er imidlertid fraværet af nyt stof, som er det mest triste. Og det faktum, at jeg hverken lider med jeg'et og hendes nærmeste, ler med hende eller bliver klogere af hendes betragtninger.

            Jeg har jo ikke selv oplevet det at blive skilt, men for pokker, hvad er dog forklaringen på, at Hørslev skriver så hemmelighedsfuldt? Vil hun ikke bekende for alvor? Hele tiden disse små indblik i hendes privatliv, hvor man får ikke hele sammenhængen – bare gætte og gætte – er det f.eks. hendes ex-mand som er en slags muldvarp på den første side? Og er Hørslev efter bruddet blevet til en slags svale? (eller fløj hun rundt med én (en affære?) ”Åh! Næh, men dog: det er jo et citat fra H.C. Andersens Tommelise – lige dér, gad vide, om alle andre også har lagt mærke til det?”. Min kone var lige vågnet, da jeg begejstret pegede på det relevante tekststykke. Jeg betragtede bogens bagsideflap: 18 sponsorer til bogen! Det fik mig til at tænke på H. C. Andersen-året. ”Han er god, ham HCA, hvis man skal skaffe sponsorer!”, mumlede jeg, halvt i sjov, og besluttede mig for at skrive den sætning ind i denne artikel. Hmm ... Jeg'ets ex-mand er altså den lysskyende, rige og belæste muldvarp, mens jeg'et er den smukke, én tomme store, Tommelise, der flygter med en svale sydpå, for dér at møde en ligesindet prins. Det er da et meget sjovt billede ... Hvis man fanger HCA-referencen, altså.

            ”Apropos billede, skat, jeg'ets hat, som i et digt sammenlignes med et skildpaddeskjold kan jeg vel godt gå ud fra er den samme, som forfatteren bærer på bogens flap-forfatterportræt? Det billede fik mig til at tænke på filmatiseringen af Tilværelsens ulidelige lethed. Skat, hvad var det hende den dér med bowlerhatten hed? - Sabrina! Sabine?”. Der kom intet svar ude fra badeværelset ud over en susen i vandrørene.

            Dagens første kulsorte, regntunge sky passerede. Jeg så Hørslevs mand for mig i skyen, hvordan han engang imellem må have vrisset ”Kan du ikke bare sige tingene lige ud, i stedet for, at jeg skal gætte mig til, hvad du mener?”.  Et sted i bogen beskrives hvordan Hørslev får taget sit portræt ude i trafikken ... ”Var det mon ikke det billede, som vi så i Ud & Se med DSB? Men det var jo en artikel i forbindelse med promoveringen af bogen? ... Var det ikke det, skat?. Har  Hørslev virkelig arbejdet med bogen og forberedt promoveringen af den samtidig?”

            Hunden betragtede mig åndsfraværende fra vindueskarmen. ”Det er benhårdt. Og hun var lige blevet skilt!”

            Jeg læste videre og kom til det sted i bogen, hvor hun fantaserer om at have en litteraturanmelder, Lars Bukdahl, som elsker ... Det er godt nok en kvinde, der vil frem i litteraturens verden ... Lidt skræmmende. Måske er hendes tanker alligevel unormale, tænkte jeg, men nej, de er sgu da bare udtryk for det, der kaldes en karrierelivsform. Det er da bare det, de er!

            I mine tøfler gik jeg ud i køkkenet for at smøre mig et stykke toastbrød og brygge en kande kaffe, så jeg behørigt styrket kunne tage fat på den næste del af min opgave.

At føle med Wiinblad

Wiinblads bog valgte jeg at læse liggende i sengen. Det var en blidere oplevelse. Wiinblads digter-jeg er inderligt, det må man sige. Det er en bog skrevet næsten som om broren allerede var død på skrivetidspunktet. Det beskrives som så uundgåeligt, at det næsten allerede er et faktum. Jeg kom selvfølgelig til at tænke tilbage på min egen brors sygdomsforløb ... Hvordan det under samværet med ham, på grund af skizofrenien både kunne opleves, som om han var der, og som han ikke var. Hun regnede vel efterhånden med, at hans selvmord ville være uundgåeligt. Det må, trods kærligheden bag, have været hårdt at læse for broren. Som at modtage sin egen gravskrift med posten. Hendes bog rummer også en cd med brorens musik! Ideen er vel, at man også ”lærer ham at kende” på den måde. Der er noget mausolæumsagtigt ved denne udgivelse.

            Jeg så slammeren Stacey-Ann Chin optræde i Vordingborg for nylig, og Wiinblads bog fik mig, på grund af opbygningen af spænding ved hjælp af de mange ”spring-i-tid-gentagelser-af-hvor-længe-der-er-til-at-dit-og-dat-sker-for-hendes-bror”, og dens insisteren på at vække læserens følelser til at tænke mere på slampoesi end på noget lyrik, som jeg tidligere har læst. Det skal dog tilføjes, at bogen er en langt mindre intens, langt mere udstrakt, oplevelse – en slags blid, følende, skriftlig slampoesi. Kan man forestille sig det? Jeg drømte, at jeg faldt gennem tiden:

13. januar, 13. februar, 13. marts, 13. april, 13. maj. Da jeg vågnede fortsatte faldet under læsningen: 13. juni, 13. juli. Og nej. Broren dør ikke i bogen. Det er en form for litteratur, som giver læseren et narrativ at føle med - virkelig føle. Det skal man så ville for at værdsætte bogen.

Bog, liv og André

Da jeg havde overstået min læsning af de to bøger, læste jeg dem selvfølgelig lige et par gange til, imens jeg fik mig noget gin og tonic. Efter et stykke tid kom jeg til at studse lidt over noget, der stod i kolofonen på begge bøger: ”Idé og om omslag: Kenn André Stilling”. Jeg kom til at tænke på, hvad det kunne dække over.

”Lone,du er jo lige blevet skilt, kunne du ikke skrive en digtsamling med det som udgangspunkt?” .

”Christel, jeg har hørt, at din lillebror for nyligt prøvede at begå selvmord. Kunne du ikke skrive om det i en digtsamling?”

            Forlaget Hjørring planlægger i alt ti bøger i den serie, som de to samlinger hører til. Kommer de alle til at være lige så aktuelt bekendende? ”Og vil eftertiden i givet fald være opmærksom på Stillings eventuelle andel i skabelsen af denne tendens? Hva'? Tror du, de vil det, skat?”

            Imens jeg skænkede mig et glas til, dukkede der en besked op på facebook om, at Jannick Wiinblad, det vil sige Christel Wiinblads lillebror, ville få nogle tekster udgivet posthumt i Viktor B. Andersens Maskinfabrik. ”For pokker, skat. Kom og se! Og redaktøren på det tidsskrift er jo lige netop Kenn André Stilling!”

            Enten er det virkelig rørende, eller også er det helt enormt kynisk at appelere til folks sentimentalitet på den måde ... Og jeg skal ikke her tage stilling til, om det ene er bedre, mere kunstfærdigt, end det andet. Kunst behøver jo ikke være sympatisk og normal ... Det at bestræbe sig på at være sympatisk og normal kan jo netop ødelægge kunsten.

”Det kan jo altså heller ikke udelukkes, at de tekster rent faktisk trykkes, fordi de er gode”

Nej, det kan min kone da godt have ret i.

Voyeur både før og efter

Begge bøger handler jo om ”virkelige begivenheder”, og nogen af disse begivenheder – og deres efterspil - fik jeg kendskab til uden, at jeg efterspurgte det. På facebook kunne jeg se, hvordan folk undrede sig over, at Hørslev og hendes mand, Martin Glaz Serup, ikke tog hjem til Sønderho sammen, som de plejede. Og et stykke tid efter at Wiinblads bog kom, døde hendes lillebror. Dette fandt jeg også ud af gennem facebook-kondolence-kommentarer, som begyndte at dukke op på en af hendes statusopdateringer. Det gjorde, at jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at have tænkt så snotdumt og irrationelt omkring, hvorvidt hun havde lov til at skrive om et selvmordsforsøg ... ”bare et forsøg ... tsk, tsk – nogle af os har faktisk en bror der gjorde det for alvor”, sådan havde jeg vist tænkt i min forpulede egoisme. For pokker, jeg er et fjols!

Mig, mig, mig

Nu er det en del måneder siden, jeg læste bøgerne første gang - og knapt så længe siden, jeg læste dem sidst. Hvor slutter værket? Hvor begynder livet? Er det personligt det her? Forholder jeg mig til et selvmordsforsøg og en skilsmisse? Forholder jeg mig til to bøger? På en måde er det pirrende ved disse bøger, deres berettigelse, at de har baggrund i virkelige begivenheder ... eller rettere: at begivenhederne er meget konkrete – de rammer hver sin bog ind – hertil og ikke længere. Det er rammer der dikterer, at de to bøger ikke kan handle om andet end henholdsvis en skilsmisse og et selvmordsforsøg. Det er nok derfor, de ikke appelerer til mig. De definerer for tydeligt deres emneområde. Digte kan jo netop det, at de ikke bare handler om én ting men kan læses i en eller anden form for hypnotisk tilstand, man ikke lige kan stedfæste ... Trancen indfinder sig for mig aldrig under læsningen af de her bøger. Jørgen Leths Sportsdigte har derimod en hypnotisk effekt på mig:

Blødt / jeg server blødt

Cirka midt på min modstander / jeg ser på

Min modstander / jeg ser på bolden i

Min venstre hånd /

Et afgrænset område: sport. Men en tilstand som overskrider området og

fausto coppi

fausto coppi

sætter spor i én, danner mytologi ... og sport interesserer mig ellers ikke så vældig meget. Digte kan, når de er bedst, være et billede på så meget – og et billede i sig selv – en måde at tænke på. Men dertil kommer jeg ikke i de her samlinger, for de ”handler om noget” - noget konkret - selv om Hørslev bruger en masse billeder, er de for mig bare gåder, der ikke nødvendigvis skal løses ... for det er hendes liv, ikke mit, så længe hun ikke giver mig mere. Det er mærkeligt at forholde sig til andre folks liv – tage stilling til det på den måde. Det virker ikke problematisk på samme måde i prosaform, synes jeg. Måske fordi prosa maler scener op på en anden måde end lyrik?

Jeg lader Dali runde af:

Den store Masturbators

hele kærlighed

og beruselse

havde sæde

i de hæslige ornamenter af flitterguld

som nu dækker hans fine og bløde tindinger

i efterligning af en kejserkrones form

hvis sarte bronzerede akantusblade

når

ned til de rosenrøde og skægløse kinder

og strækker deres seje fibre

så de smelter sammen med hans alabasthvide nakke.

(Oversættelse: Annie Wieth-Knudsen)

Modeformatering før og nu

Sidste års oplæsning på Vestjylland Højskoles Litteraturfestival beskriver Lars Frost fint OG satirisk i starten af Kongskilde NS 5100 (han bevidnede også i år, særdeles ildevarslende for oplæserne), og sådan begynder det:

Først Christel Wiinblad. Hun hoster og undskylder. Så ser hun længe ned i sine papirer, og så spørger hun sig selv: Har jeg virkelig skrevet det her? Og det har hun vel. Poesien er altid på de svages side, trøster hun (sig selv?) og forklarer, at det er noget Hans Otto Jørgensen plejer at sige. Skal jeg læse én mere? spørger hun senere. Hendes hår er lyst og meget kort. Hun har en hvid bondeskjorte på og en sort nederdel med høj talje, bløde folder og lommer. Hun har den ene hånd i lommen. Den nederdel minder da for øvrigt en hel del om den nederdel Audrey Hepburn har på i Prinsessen holder fridag. Wiinblad vugger fra side til side - ikke sådan melodiøst eller dansende, mere sådan rastløst eller nervøst. "Et lunkent blik af anerkendelse", "renskuret og køn", læser hun. Hun hoster, det har hun gjort under hele oplæsningen, men nu bliver det værre. All right, gisper hun. Og forlader scenen smilende.

I en note karakteriserer og besværger Frost selv sin vinkling:

Hvorfor føler jeg denne trang til at skrive om det her oplæsningsarrangement i en stil, der forsøger at imitere en form for modereportage? En form for damebladsæstetiseren. en form for vrængen, altså en bevidst forfladigelse af deres optræden. Deres tøj - hvad rager det mig, og hvad rager det nogen? Og denne fokuseren på det atletiske, deres hænder, deres hænders gestik, og den øvrige krop, denne vippen, denne svajen. Det er ikke ment som en hån. Er det misundelse? Måske. De er unge. De er succesfulde. Måske, men mest af alt forstår jeg ikke rigtig, hvad de vil.

Jeg vidste, at der i mit hjernearkiv et eller andet stod placeret en parallel mode-formatering af en virkelig, litterær begivenhed. Og nu er jeg omsider kommet i tanke om den: Mit ypperste karikaturtegner-idol Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten årgang 1900 af Edvard Brandes' og Robert Schybergs legendariske (og "mislykkede"! begge slap udskadt) duel i Dyrehaven som en reklame for nye herremode, dette er den skønne, lige så omhyggeligt stiliserede helside: 

Orange Crash, Orange True

TENDENS blandt indie-udgivelser! De er orange!

Onsdag aftens yndlingsfortolkninger

Christel Wiinblad, der reciterede første del af Palle Sigssgaards Glitrende støv danser med ivrig og nervøs morskab (og ondt i i stilletterne)



Lars Skinnebach, der nænsomt og henført SANG - hvor meget? - halvandet ark af Glenn Christians Det sorte ved munden

 

(hvis jeg engang kunne TVINGE Skinnebach til at læse nogle af MINE digte op, tror jeg, at selv jeg ville kunne gå ind for dem, de minutter)

så vi hørte originalerne påny, nej, pånyheden originalt.

(fotos ved Martin Glaz at ringside)

Farveægte begejstring

i Lilian Munk Rösings og Tue Andersens Nexøs anmeldelser i Politiken og Information PÅ DAGEN af Christina Hesselholdts fortællekreds Selskabet gør - det var den gode konsekvens af Rösings 4 hjerter til Pia Tafdrup, ingen vej udenom at give Hesselholdt 6 hjerter (= anmelder-sex, undskyld!) - og jeg tror ikke, at Tue nogensinde har skrevet en både kvalitativt og vurderingsmæssigt (dobbelt anmelder-sex!?) bedre god anmeldelse, men så åbenbart heller ikke læst en bedre bog, det er meget skønt, når begejstring ikke har uld i mund, men taler i tunger, der er kritisk inspirerede, ekstatisk præcise (nu får jeg Nexø til at lyde som Hesselholdt, men det er jo det, han (næsten) gør på trods af hans skepsis overfor akkurat Rösings (gentaget ved flere universitetslektioner i anmelderi, som vi alle 3 har deltaget i) fremhævelse af mimetisk farvning som en godartet smittefare ved anmelder-sex (som jo ikke er sex mellem anmelder og forfatter, men mellem anmelder og bog, og vel faktisk en art voldtægt, eftersom bogen, i/til den forbindelse, ikke har noget at skulle have sagt, se det ikke for jer, nøjes med, det er slemt nok, at se de ved læsning opstemte ører i Højholts Auricula):

(...) Hesselholdts pen – som sagt: det er det egentligt nye i Selskabet gør op – (er) simpelthen vildere og mere udkokset end nogensinde før. Prosaen springer rundt som en forvirret bevidsthed, helt retningsløs og uforudsigelig. Skriftens fremdrift afbrydes konstant af parenteser, pludselig optræder et citat fra Hesselholdts tidligere bog Kraniekassen. Knopskuddene synes uendelige og uendeligt rige, glidet fra erindring til erindring er på en gang sørgmodig og perlende let og uforudsigelig og livlig, som jeg ved ikke hvad./ Enkelte steder bryder syntaksen nærmest sammen. Her er Camilla endt på en rideskole:/ »Det var nær den lyden kom fra. Fra et udendørs løbebånd. Og på løbebåndet gik en hest. Gik og gik en hest i sin trædemølle, tramp tramp tramp. Over den på ridehallens mur gik dens sorte skygge og trampede i sin egen sorthed.«/ Der er strøm på, også i forhold til Hesselholdts tidlige forfatterskab, hvor hver sætning var perfekt og kontrolleret. Og det er skønt, skønnere end nogensinde før. Et eksempel til, for der er hele tiden noget nyt at glæde sig over. Alma tænker på de lektioner hos en danserinde, »tung som en havnearbejder, denne danserobot«, hun tog engang, så hun kunne danse brudevals med Kristian. Dén Kristian, hun nu ikke kan udholde og må skilles fra:/ »Mange lektioner senere mente jeg at noget nær fuldendthed var opnået, og jeg ønskede at hun kunne erstatte Kristian, bare i de frygtelige minutter på den store dag det tager valsen at sentimentalisere sig gennem tiden; en melodi fuld af standsninger, som nogen der bærer på et skab og hele tiden må sætte det fra sig, alternativt slæbe det et stykke. Brudevalsen er sørgmunter, et frygteligt ord, og lader forstå at efter bølge kommer dal, men efter dal sørme atter bølge.« Læg mærke til, hvordan prosaens perfekte rytme og det fuldstændigt fantastiske billede af brudevalsens stop-go-bevægelse faktisk kun bliver bedre af det lidt for lange ord »sentimentalisere« og den fine distance, der ligger i mundtlighedens »sørme«. Det her er ikke perfekt, det er den sprødest kæntrende prosa, man kan forestille sig på dansk.

Imens bliver Pia Tafdrup ved med at få anstrengt lunkne anmeldelser af sin digtsamling Salamandersol, senest af Erik Svendsen i JP, Erik Skyum i Information og Klaus Rothstein i Weekendavisen, kun Peter Stein Larsen i i Kristeligt Dagblad lyder som om, han VITTERLIGT går ind for bogen - og jeg er så bange for at læse det flere sider lange digt om 80'er'digtningen/digteren, det lyder i citaterne SÅ slemt, men jeg kan nok ikke lade være.

Til gengæld vil jeg pludselig gerne, efter Kamilla Löfströms anmeldelse i Inf og især Nanna Gouls i WA, læse Christel Wiinblads nye roman Ingen åbner; jeg var midest talt ikke glad for første del af det, der vistnok skal bliver en romantrilogi, Prolog, men her LYDER det som om, at den hårdt pointerede, stilistiske styring, der i Prolog klumpede helt til, i sin nye, sardoniske i stedet for sentimentale udformning giver skarp og skærpende mening; Hvor dejligt, hvis det er sandt, at bogen er rigtig god.

Men selvfølgelig står I alle sammen lige nu i kø ved nærmeste boghandler for at købe eller stjæle Selskabet gør op, det er en simpel læserpligt!