Kulslået tvangsspejlingstræthed

Et grundlæggende - hvad skal man kalde det - optisk problem, der så også bliver et kunstnerisk (intensitets-)problem, i Kongskilde NS 5100 (og i mindre grad i Smukke biler efter krigen og Skønvirke), er det klassisk polemiske: at bruge alle sine kræfter på vrænge ad og forvrænge (og parodiere: endnu en halv krimi, come on) idioterne og idiotien og så helt rimeligt blive irriteret på sig selv over at bruge alle de kræfter og al den tid og alt det talent på idioterne og idiotien, og så bruger man demonstrativt så få kræfter og så lidt tid og så lidt talent som muligt, vrænger af sin vrængen ved at lavintensivere den: de skal i hvert fald ikke tro, idioterne, at man kommer op at køre over dem og deres I STEDET FOR AT LADE DEM/DET RAGE DIG EN HØSTBLOMST!

ELLER EN FERSKEN! René Jean Jensens klumme i Information idag, der slet ikke handler om bogen, stikker fint til den første selvgode, bedrevidende del af vrænge-processen:

Jeg så engang en dommedagsprofet sætte sig ind i en taxa, efter han havde talt længe om den snarlige undergang. Han satte sig ind og tog med noget, der lignede et lettet lille smil en fersken op af sin taske og bed til. Det var godt nok i en drøm, jeg så det, men det var helt i tråd med min mistro mod dommedagsprofeter, deres hensigter, deres selvtilfredshed. Man kan jo bare prøve at dommedagsprædike lidt selv for et udvalgt publikum, det er ærlig talt bekymrende, hvor befriende det er. Det opleves som en stafet. Man afleverer en depeche indsmurt i alverdens dårligdomme til den eller de omkringstående og kan velfornøjet sjoske videre. De står så til gengæld tilbage med depechen, en følelse, der næppe kan være ukendt for læsere af denne avis, for resten. Men hvad er egentlig problemet med den dommedagsprofet? Må han da ikke holde fri, må han ikke nyde frugt efter sin præstation? Joh, men måske skulle han have spist ferskenen under sin dundertale, det ville have kompliceret hans udsagn en smule, tror jeg, og måske også levnet tilhørere som mig (nærmest dysfunktionelle af mistro) en chance for at se andet end holdning i ham.

I stedet for at brække sig over sin vrængen, burde Frost fodre den med ferskener.