Hassanbattle 1-1

Ingen som helst grund til at sammenligne Hassan Preisler og hans Brun mands byrde med Yahya Hassan og hans Yahya Hassan, bortset fra at bøgerne ca. er de to stærkeste og betydeligste debutbøger i år, og at forfatterne begge to hedder Hassan og er brune i løden (YH har oprindeligt palæstinensiske forældre, HP har en oprindeligt paktistansk (irreligiøs) far og en oprindeligt dansk mor), og at begge skriver om sig selv og deres familie i deres bøger. Så på grund af dit og dat og dut og dot bliver  de sammenlignet hele tiden. Jeg skrev den her tweet, før YH's bog udkom:

For 20 år siden var de stærkeste debutanter Marier. Karen M, Naja M, Katrine M, nu er de Hassaner, Yahya H, H Preisler

I en Kiosk lidt senere sammenstillede jeg dette citat fra YH's jordskælvende Politiken-interview:

  De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten.

med dette indlæg fra HP  på YH's FB-side:

-->

Kæreste offerperker, tillykke med udgivelsen. Jeg glæder mig til at læse den. Kærligst præmieperker

Hvilket resulterede i dette tweet:

Flot racistisk layout i Kiosken i WA Bøger: Billedet af Y Hassan midt i omtalen af Hassan P, Hip-Hassan som Hap-Hassan

Fast forward til interviewet den anden dag med Pia Kjærsgaard, hvor hun frakender YH's bog status af poesi (se blogpost nedenfor), men roser HP således:

Hassan Preisler er rigtig sjov og dejlig selvironisk. Det er der virkelig behov for. Han tager gas på hele hvordan-har-du-det-mentaliteten. At man helst skal have det dårligt, fordi man har en anden etnisk herkomst. Det er så befriende, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske i dag.

Så da YH fredag på Bogforum modtog Den Anden Debutantpris (HP delte Den Første, Munch-Christensens Kulturlegat, med Kristian Byskov) takkede han med disse ord: 

Og tak for prisen, selv om jeg synes, at Hassan Preisler og Pia Kjærsgaard skulle have delt den.

YH og HP optrådte hver for sig og sammen med andre (end hinanden) på forskellige scener fredag og lørdag. Klokken 17 søndag var The Battle ON - selvom det er uklart, om kombattanterne selv var klar over det. I Bogcafeen gik Hassan Preisler på 5 sharp og læste virtuost hvirvlende op til ulav elektronisk leadsagemusik. Jeg stod med ryggen til HP - men vred mig rundt igen og igen - en 50 meter længere fremme mellem de 100'er af publikummer, der stod foran Gyldendals venstre-scene (så vidt jeg kunne se var pladserne fint besat ovre foran HP), hvor først Sissel Bergfjord lavmælt omkringvandrende diverterede med formfuldendte sætningskataloger, sådan nogen havde de fleste vist ikke hørt før, hvorpå Yahya Hassan cool as fuck spankulerede ind på scenen og uden dikkedarer begyndte at recitere digte, både reportage-klare og billed-bombastiske, med tyndslidt, men ubønhørligt manende (snarere end messende) røst, og folk lyttede hyperopmærksomt, som de ellers sjældent gør på Bogmesser. Mens HP Tribini'ede den med en skarp mumlen i baggrunden, der poppede i fokus som en slags reklameindslag for melankolsk-ironisk modenhed i YH's pauser. Og HP's elektro-akkompagnement fungerede lige så fint som troskyldigt robot-skramlet underlægningsmusik for YH.

Så fra min side af den boksering, hvor de 2 Hassaner ordboksede med ryggen mod hinanden, lignede resultatet et smukt og meningsfuldt uafgjort.

 

Udsigt fra Hassan Preislers nakke til min ømme fjernt til højre

Adams Baggesen-disning fortsat for fulde gardiner

(fra min Blæksprutte i WA Bøger i går, brevet fra Adam Oehlenschläger til Kamma Rehbek, 1807, citeret fra Kristian Arentzens seksbindsværk Baggesen og Oehlenschläger - sikke uimodståelig Oeh får B's écriture til at lyde, som at læse en negativ Morti Vizki- eller (kortprosaisk) Hans Otto Jørgensen-anmeldelse ved Erik Skyum; men rigtig fin poetik alligevel, den upolemiske snak om fantasien; centralt verbum: øjeblikkeliggør!)

Somme Mennesker komme til Verden med et hurtigt Anlæg til Modenhed, andre med en medfødt evigvarende Umodenhed. Af den sidste Slags er denne Jens. Han er og bliver en umoden Digter og staar i den Henseende lang under mange som forresten have mindre Talent end han. Jeg kjender ikke et Stykke af ham, hvor Tonen er fuldstændig vedligeholdt, som den burde være. Han deiser fra det Ene til det Andet: Skal han være djærv-naiv, bliver han pludselig fin-galant; skal han være galant, så giver han sig pludselig til at filosofere eller politisere. Skal han være vittig, saa bliver han alvorlig; skal han være alvorlig, saa spøger han. Han er den i Menneskegestalt personificerede Rumfordske Suppe, der rigtignok skal være meget nærende, men som jeg sku dog ikke gider ædt. Kartoflerne er hos ham: Borger-Iver, Ærterne: Filosofi (derfor filosoferer han som en Ærtekjælling). Gulerødderne: Fantasi, Flesket, som er det bedste: Vittighed. Paa denne Maade bespiser han ofte, ligesom vore Herre Jesus, 5000 Mand med 5 Bygbrød og 2 smaa Fiske: men jeg tro ikke, der bliver saa mange Levninger tilovers, naar man har spist.

(...)

Fantasi er den sande Verdensjæl. Det er den Kraft, som øjeblikkeliggjør os enhver forsvunden Tid og Ting og som altsaa sætter os det hele Verdensliv i sin Storhed til Skue. Den giver Stoffet, de andre Evner tilbereder det; men hvad hjælper det, at Billedhuggeren har Hammer og Mejsel, naar han ingen Marmor har. Fantasi til at opfinde og gjenkalde sig Tingene, Begeistring til at opfatte dem. Kraft til at udføre dem. Forstand til at ordne. Følelse til at levendegiøre og Vittighed til at blande, muntre og udsmykke dem - uden dette forenet frembringens intet stort Kunstværk. Og nu vor Baggesen! Du milde Himmel! Tingene rende af ned ham, i stedet for at han skulde løbe af med tingene. Og han vilde gnide Kobberrust (på Adams/Aladdins magiske lampe; se Blæksprutten)! Ja; jeg har rigtignok før set Kobbertøi pleres med en Trippelse af stødte Mursten og raadne Citroner. Æbleskivepanderne og Bouillonskjedlerne i (Adams søster) Sofies Kobber-Kjækken kan han maaske skure, men Aladdin skal Monisøren smukt holde sin Næse fra. Han har lært af Vosz at gjøre regelmæssig Hexametrer, og nu troer han, at Hexameter og Hexeri er Et og det samme, fordi de begge begynder med Hex. Forresten er han hverken trængt ind i det danske eller tydske Sprogs sande Genius: at file og runde og pynte paa Klingklang er endnu langtfra ikke at skrive et sonort, kjærnefuldt Sprog. Digtets Politur maa fremarbeides af Materien selv, som af en Guldplade; der hører ikke megen Kunst til at glassere Potteskaar. Netop denne Svæven og Svaien og Springen har ogsaa giort ham det umuligt at skrive noget Drama, hvori slige Excesser allertydeligst hevne sig. Holger Danske og Erik Eiegod ere hverken danske eller gode, mindre eiegode. Dog, hvo kunde have noget imod den underlige Person paa sin Kjephest? Hans Bøielighed, hans Luner, hans Indfald, og undertiden hans Sirlighed fortiene vel Opmærksomhed og Bifald; men naar den gale Krabat vil giøre sig til en Biedermand og betragte mig som en haabefuld Yngling, saa kan han ikke fortryde paa, at jeg offentlig læser ham Texten paa en billig og besindig og i et privat Brev til en Veninde paa en overgiven, djærv maade.