Forarget spørgsmål til Frederiksberg Kommune

ER I DA HELT ULDORNEDE, NÅR I LADER OEHLENSCHLÄGERS GRAV PÅ FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD LIGGE MØGBESKIDT OG ULÆSELIG HEN?

klagende; sørgelig; sentimentalt bevæget; rørende

Jeg gisner, at mit gisp er et gidsel ved navn Gisele, ak!

den daherskende Modesmag i Poesien . . var elegisk, og fordrede et vist sentimentalt Klynkeri over sin Tilstand. Oehl.​Er.​I. 136. der er Dem, som drikke sig ind i en rørende, elegisk Stemning, blive sentimentale, flæbende og fælde Taarer. CLange.​NF.60. Kidde.​AE.I.155. Det er betegnende, at det Ord Ak, der paa Tysk lyder muntert, paa Dansk meget tidligt faar en elegisk Klang. VilhAnd.​AO.III.235.

Adams Baggesen-disning fortsat for fulde gardiner

(fra min Blæksprutte i WA Bøger i går, brevet fra Adam Oehlenschläger til Kamma Rehbek, 1807, citeret fra Kristian Arentzens seksbindsværk Baggesen og Oehlenschläger - sikke uimodståelig Oeh får B's écriture til at lyde, som at læse en negativ Morti Vizki- eller (kortprosaisk) Hans Otto Jørgensen-anmeldelse ved Erik Skyum; men rigtig fin poetik alligevel, den upolemiske snak om fantasien; centralt verbum: øjeblikkeliggør!)

Somme Mennesker komme til Verden med et hurtigt Anlæg til Modenhed, andre med en medfødt evigvarende Umodenhed. Af den sidste Slags er denne Jens. Han er og bliver en umoden Digter og staar i den Henseende lang under mange som forresten have mindre Talent end han. Jeg kjender ikke et Stykke af ham, hvor Tonen er fuldstændig vedligeholdt, som den burde være. Han deiser fra det Ene til det Andet: Skal han være djærv-naiv, bliver han pludselig fin-galant; skal han være galant, så giver han sig pludselig til at filosofere eller politisere. Skal han være vittig, saa bliver han alvorlig; skal han være alvorlig, saa spøger han. Han er den i Menneskegestalt personificerede Rumfordske Suppe, der rigtignok skal være meget nærende, men som jeg sku dog ikke gider ædt. Kartoflerne er hos ham: Borger-Iver, Ærterne: Filosofi (derfor filosoferer han som en Ærtekjælling). Gulerødderne: Fantasi, Flesket, som er det bedste: Vittighed. Paa denne Maade bespiser han ofte, ligesom vore Herre Jesus, 5000 Mand med 5 Bygbrød og 2 smaa Fiske: men jeg tro ikke, der bliver saa mange Levninger tilovers, naar man har spist.

(...)

Fantasi er den sande Verdensjæl. Det er den Kraft, som øjeblikkeliggjør os enhver forsvunden Tid og Ting og som altsaa sætter os det hele Verdensliv i sin Storhed til Skue. Den giver Stoffet, de andre Evner tilbereder det; men hvad hjælper det, at Billedhuggeren har Hammer og Mejsel, naar han ingen Marmor har. Fantasi til at opfinde og gjenkalde sig Tingene, Begeistring til at opfatte dem. Kraft til at udføre dem. Forstand til at ordne. Følelse til at levendegiøre og Vittighed til at blande, muntre og udsmykke dem - uden dette forenet frembringens intet stort Kunstværk. Og nu vor Baggesen! Du milde Himmel! Tingene rende af ned ham, i stedet for at han skulde løbe af med tingene. Og han vilde gnide Kobberrust (på Adams/Aladdins magiske lampe; se Blæksprutten)! Ja; jeg har rigtignok før set Kobbertøi pleres med en Trippelse af stødte Mursten og raadne Citroner. Æbleskivepanderne og Bouillonskjedlerne i (Adams søster) Sofies Kobber-Kjækken kan han maaske skure, men Aladdin skal Monisøren smukt holde sin Næse fra. Han har lært af Vosz at gjøre regelmæssig Hexametrer, og nu troer han, at Hexameter og Hexeri er Et og det samme, fordi de begge begynder med Hex. Forresten er han hverken trængt ind i det danske eller tydske Sprogs sande Genius: at file og runde og pynte paa Klingklang er endnu langtfra ikke at skrive et sonort, kjærnefuldt Sprog. Digtets Politur maa fremarbeides af Materien selv, som af en Guldplade; der hører ikke megen Kunst til at glassere Potteskaar. Netop denne Svæven og Svaien og Springen har ogsaa giort ham det umuligt at skrive noget Drama, hvori slige Excesser allertydeligst hevne sig. Holger Danske og Erik Eiegod ere hverken danske eller gode, mindre eiegode. Dog, hvo kunde have noget imod den underlige Person paa sin Kjephest? Hans Bøielighed, hans Luner, hans Indfald, og undertiden hans Sirlighed fortiene vel Opmærksomhed og Bifald; men naar den gale Krabat vil giøre sig til en Biedermand og betragte mig som en haabefuld Yngling, saa kan han ikke fortryde paa, at jeg offentlig læser ham Texten paa en billig og besindig og i et privat Brev til en Veninde paa en overgiven, djærv maade.

Guldhornenes spooky-spøjse sidekammerat

Jeg havde brug for "Guldhornene" til mit foredrag og fandt et optryk af Digte 1803 på hollandsk udsalg i Helligåndshuset - digtet efter "Guldhornene" er "Violsamleren", det er ikke underligt mindre kendt, fordi det er mere gotisk mærkværdigt (hvad i alverden laver de BIER i digtet?) end punket hallucinatorisk:

Nattens blege Gienfærd lyste,'
Stormen dreied Kirkespiret.
Emma ved min side gyste,
som en Engel lilieziret.

Nattens sorte Haner gole,
bange gik min troe Veninde;
hendes hvide Silkekiole
flagred i de kolde Vinde.

Svagt en Stemme til en Cither
langsomt hørte vi at qvæde.
Da vi treen for Portens Gitter
stod der Een i Dödningeklæde.

Emma kom, din Moder vinker!
See, hist ligger jeg saa ene,
medens Sol og Maane blinker
paa de kolde Marmorstene.

Emma sank i mine Arme,
stirred Skyggen mat imöde;
trykte mig med sidste Varme,
smilte zittrede og döde.

Hiem jeg bar min Elskerinde,
koldt bestraalt af Nattens Sole,
Underlige Dödningevinde
vifted i den lange Kiole.

Derpaa jeg til Lunden ilte,
gav mig flittig til at söge,
mens bestandig Maanen smilte
bleggul paa de sorte Böge.

Fandt det elskte Træe, som heldte
over os saa tit fortrolig;
græd imens jeg træet fældte,
slæbte det til Emmas Bolig.

Kyssed hendes hvide Klæder,
greb en Saug saa mat og ene,
danned saa de lange Bræder,
som indeslutter hendes Bene.

Hen til hendes kære Bier
derpaa jeg mig sagte skyndte.
Skovens milde Melodier
vidned Morgenen begyndte.

Bien stak, jeg fandt det ikke;
ud jeg tog den store Kage.
Emma stod for mine Blikke,
stirrende saa huldt tilbage.

Biens Stik jeg henrykt taalte.
Lys af gule Vox jeg stöbte.
Klart den sidste Nat de straalte,
da jeg hendes Lig indsvöbte.

Snoren rasled, i det Dybe
sank hun, fulgt af min Taare.
Rædsomt fölte jeg det krybe,
giennem hver en lunken Aare.

Næste Nat da Stiernehorden
veltede sig op af Havet,
ilte jeg til Kirkegaarden,
hvor min Emma laa begravet.

Södt en stemme til en Cither
atter hörte jeg at qvæde.
Tæt ved Portens sorte Gitter
stod hun i sit Dödningeklæde.

Ludvig kom, din Pige vinker!
See hist jeg ligger saa ene,
medens Elskovs Stierne blinker
paa de hvide Marmostene.

Emma! råbte jeg med Klage,
tag mig med, du Eiegode!
See hvor bleg jeg staaer tilbage
paa den kolde, mörke Klode.

Ak da hæved hun sin Finger
höit, den englehvide Pige;
viste mig den Stie som svinger
ukiendt sig til Himmerige.

Med en Taare i sit Öie
kyssed hun mig ømt paa Munden,
stirred bönlig i det Höie,
sukkede - og var forsvunden.

Derfor sanker jeg Violer;
de mit blege Lig skal klæde,
naar i Nat de hvide Straaler
vinke mig til evig Glæde.

Svaret læser i vinden - for at finde spørgsmålet, mægtig-fuld!

Om to en halv time, klokken 18, taler jeg i parløb eksperten Martin Kongstad om de rørende kiksede 80'ERE i Huset i Magstræde (hvor jo NÅ'80 løb af stablen, passende nok), som en del af KBH LÆSER

Forestillinger om 80’erne – ved Bukdahl og Kongstad

kl. 18-20, Huset i Magstræde, Musikcafeen, Magstræde 12

Martin Kongstad fortæller hvordan man talte, tænkte, spillede, dansede og løj i 80’erne. Hvor man holdt til i det årti, som efter hans mening var sjovere at tale om bagefter end at være med i. Martin Kongstad har blandt andet skrevet bogen ’Dengang i 80’erne’ sammen med Henrik Vesterberg. Bukdahl taler om firserdigterne, bl.a. Strunge, Jac og Thomsen. Hør hvordan idéen om de vilde 80’ere blev til i digternes forestillinger allerede i 70’erne.

Jeg nåede ikke (heller ikke!) at reklamere for et tredje KBH LÆSER-arrangement, LITTERATUR-KARAOKE i går i Møstings Hus, hvor jeg agerede MC for de få, men fornemme og entusiastiske fremmødte, alskens tekster med og uden Frederiksberg-motiv blev mere eller mindre stakåndet, afhængig af teleprompterenes hastighed, reciteret, bl.a. dette kosteligt ekvilibristiske af Jens Baggesen om og til Adams far, der var bestyrer på Frederiksberg Slot (hvilket betød at Adam havde Søndermarken helt for sig selv, når de kongelige ikke var omkring):
 

Den vakte Knud

eller

Til Slotsfuldmægtig Øhlenschlæger paa Fredriksberg.

 

Paris, 1807

O! du, som staaer i Krig og Fred

Paa gamle Been, hvor unge gled:

I kongelige Forgemakker -

I Kirken baade for og bag -

Paa Bakkehusets Dueslag -

Paa Fredriksbergs og andre Bakker!

Du, som er bleven ved at staae

Paa Christians den bratte Skraa,

Til dine Hovedhaar blev graa!

Som derfor og han stoler paa,

Naar han maa selv fra Huset gaae,

For andre Ting at tage vare;

Og overlader tillidsfuld

Sin Seng, sin Stol, sit Sølv, sit Guld,

Sit Kobber, Tin, og, saa at sige:

Sit hele Fredriksbergske Rige

Som Opsynsmand og mægtig-Fuld

I Freden trolig at forvare,

Og selv i Krigen at forsvare -

Til hvem han i den sidste Tid

Især saa ganske slog sin Lid,

At han sit Hof, sin halve Hær,

Og Vagt, paa dig alleene nær,

Omtrent halvtredsindstive Miil

Lod gaae fra Fredriksberg til Kiel;

O du, blandt Siællands Admiraler

(Skiøndt Fredriksberg alleene veed

Om din Bestalling der Beskeed

Og Dagen aldrig om dig taler)

Den, paa hvis Tordenskioldighed

Og Juulbeen Flaaden eene leed -

(Jeg meener nemlig den i Graven,

Som giennembugter hele Haven,

Der er en Flaade, hvor det gaaer,

Skiøndt den af Joller kun bestaaer),

Tilgiv, at jeg dig svagt kun maler

Min hele Siæls Erkiendtlighed

For din urokkelige Standen

Paa Fredriksberg mod Engelsmanden,

Der virkelig var værr' end Fanden -

Og for det kongelige Brev,

Du mig om denne Standen skrev!