Ironien kommer først

Tove Ditlevsens skrækkelige digt "Til mit døde barn" skabte en mindre sensation, da det blev trykt i Vild Hvede 11, 1937; Ditlevsen var imidlertid debuteret to numre før med to prosatekster, der bar fællesoverskriften "Poesi og Prosa". Den første tekst hedder "Til en svigtet Pige (Prosa)" og er en livlig, ironisk grænsende til sarkastisk hudfletning af den slags poetisk forloren ungpigefølsomhed, som hendes debutbog to år senere er spækket af, her begyndelsen:

Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
  Hvad tuder du for?
  Lad mig se, hvad du har skrevet:
  "Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
  Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
  Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
  Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
  Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.

Sikke en selvlussing!