Klagesang over en god ting

Det er en god ting, at forlagene udgiver debutanter og poesi og smalprosa i januar og februar, så der er spalteplads og ørenlyd til de bogpjoskere, men det er en helt vildt irriterende ting, at jeg skal slås med indtil flere kolleger om dem (direkte (via ønskelister) og/eller gennem redaktionelt millimeterdemokrati; vi er 4 jo så ikke hoved-, men ben- og armeanmeldere af ny, dansk litteratur) uden at der er noget uophidsende, solidt mainstreamagtigt (som de 2 af de 4 ikke på forhånd forholder sig aristokratisk skeptisk overfor) at handle med; jeg fik i dag i 1 stykke smalprosa, udkommende næste næste uge, som jeg var ude efter, mens to debutbøger, et stykke poesi og en smalroman, der udkommer næste næste og næste næste næste uge og som jeg SÅ gerne vil anmelde, bar post-its med et navn på, som ikke var mit, hvilket jeg på stedet fik et afmægtigt hysterianfald over, afmægtigt, fordi det jo ikke er et argument, at jeg BØR få de bøger: guillotinen har forlængst gjort det af med hovedanmelderen, nu hersker de løse lemmers pariserkommune.