En eller anden kortslutning gør, at jeg ikke kan gå direkte ind på kommentarerne på min blog - men kun sidelæns via kommandosystemet, hvor jeg så til gengæld ikke kan copypaste - og dermed ikke kommentere selv, hvilket er pænt irriterende. Jeg ved så heller ikke, hvor meget af den seneste udefrakommende kommenteren jeg ville kommentere, hvilket just er problemet, fordi man jo helst skal kommentere spontant, og nu er det blevet et åndssvagt logistisk buraukrati, that ain't no fun! Nå, men der er i hvert fald Lars Frost med en i sin anden hardcore-memoire-del forrygende trist kommentar; i kommentarens første del synes han, at jeg farer for hårdt - han bruger ordene "dramatisk vredagtig", det synes jeg nok er en overdrivelse, "irriteret vrissende"" ville være mere præcist - og fortegnet frem mod Niels Frank og denne "I privaten"-blogposter på Promenaden, især de to sidste apropos Lagermand Lundme + penneven og C. Yde Frostholm. Lars F spørger, hvor der står noget om promiskuitet; jeg synes ikke, jeg overfortolker, når jeg af følgende linjer udleder, at NF m.fl. ved flere lejligheder har haft gang i flere forskellige på dobbeltsengen in question, eller læser afslutningen som en ikke mere ironisk morale end at den faktisk skal forestille at være oprigtigt opbyggelig:
Også dobbeltsengen husker jeg, og den har jeg ligget i mange gange både før og siden. Helst sammen med andre. For det er vel for fanden det, der skal til, hvis man ikke skal opleve døden i sovsekanden. Op i sengen og i gang.
Og det, der gør mig irriteret vrissen, er den retorisk/kunstnerisk afmægtige klichefuldhed som sådan og i dette særlige forfatterskabet/kritikerskab i at emblematisere overskridelsen som halløj på bar og til fest, der som skrifthandling nemlig aldrig opleves medrivende eller medrevet, fordi forfatteren selv nøjes med agere novra-nyfigen (sikke 1 stor 1) eller (som i dobbeltseng-eksemplet) ti hi-indforstået - det kan måske godt forskrække og forarge Erik'er som Skyum og Svendsen, men det er sgu sølle provo-succes (skrækkelige Martin Halls orgie-scener forekommer helt anderledes overbevisende, hvis det endelig skal være). Langt mere glød er der ironisk og paradoksalt nok i skildringen af konventionelle kærlighedsfænomener som det første, ulykkelige, ugengældte fodbold-crush, et langt svar i Spørgespil, og ægteskabet med den eneste ene, hymnen i Små guder, der begynder "Vil jeg tage din søn til ægtemand? Ja, gerne,/ nu du spørger. Jeg vil passe og pleje og lære ham/ at holde af dansk mand, selvom det er svært, også for mig." Hvilket jeg nok skal vare mig for at gøre til en pointe endsige morale, men det undergraver meget smukt destabiliteten, synes jeg.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kan heller ikke se kommentarerne i den tråd, så ...
SvarSlet