torsdag den 26. januar 2012

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar