i Vild Hvede 5, 1947 - tilegnet dig i 8. her:
Et nyt Livs Treklang
Jeg
lykkens balancerende linedaner,
har
spist af foraarets saftige fersken,
set befrugtningen gro af glæde,
set den svulme, set den sitre
uge efter uge.
Jeg, halvdelen af et elskende par,
er
en sang af sanselig ambra,
bærer lianer af dirrende længsel
til vor drøms tredje hjærte
maaned efter maaned
Jeg,
kærlighedens unge kompasnaal,
ser
nu i niende høstmaaned
inde bag din skyggebløde navle
dit legemes lille soløje,
et nyet livs treklang,
Alt
det af dig, der er i mig,
blir
efter ordre fra hjertets hjerne
plejet lige saa ømt
og omsorgsfuldt omsorgsfuldt,
som vore følelses ufødte barn
Jørgen Nash
Viser opslag med etiketten Vild Hvede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vild Hvede. Vis alle opslag
mandag den 25. december 2017
fredag den 22. december 2017
Gammelmodigheden i nr. 9, 1947 (og Frank)
Jeg har skrevet en Kontrovers i WA Bøger om gammelmodigheden i Tove Ditlevesens rimede poesi med blandt andet den pointe, at hendes gammelmodighed IKKE, modsat pointen i Olga Ravns efterskrift til hendes nye Ditlevsen-udvalg (ekkoet i flere anmeldelser og omtaler), var fuck you-subversiv i forhold til mainstream i 30'erne, 40'erne, 50'erne, men var selve mainstream (der var så bare forskelligt kønnede gammelmodigheder, og mindst prestige havde selvfølgelig den kvindeligt kønnede, følsomme, familiemæssige gammelmodighed) og citerer et digt fra Vild Hvede 9, 1947, "Til en anmelder", som jeg føler mig mere personligt end poetisk ramt af
(men fik kun den midterste af de tre sidste strofer med, her er de alle tre: For halvanden Krone har jeg købt dig,/ det gør mig ondt at sige det min Ven:/ din Bog til Salg i Antikvarens Kasse;/ kun du kan aldrig købe den igen.// Din hede, nøgne, forsvarsløse Ungdom/ i rene, skønne Strofer kastet hen —/ nu leder du hos alle Antikvarer,/ men du kan aldrig finde den igen.// Nu er den købt og fanget i min Stue/ — du jog mig tit til Taarer med din Pen —/ nu har en Skygge af dig rørt mit Hjerte,/ og du kan aldrig gøre det igen.").
Her er til dokumentation begyndelserne på nogle af de andre digte i nummeret:
(Harald Herdal: Ewalds dødsmaske)
Jeg paa dit ansigt ser og ser:
i snavset gips de smertens træk
som var dit sidste livstegn her,
nedbrudte ler.
Et hærget aasyn, sygdoms spor.
Saa smertelig og spotsk en mund,
som fabled dine sidste ord
om drik og hor.
(Ingelise Otto: Bange og bankende hjerte)
Bange og bankende hjerte,
skælver du mest for at miste
det, som du aldrig har ejet?
Èngang du lagdes i kiste.
Bange og bankende hjerte.
Smaabørnsøjnene, der straaler,
smaabørnsstemmer, der pludrer,
smaabørnshænder, der leder.
(Rigmor Rudolph: To Veje)
To Veje ligger foran mig,
som jeg kan vandre paa.
Den ene fører til Stjernen,
men kan aldrig Stjernen naa.
Den anden er bred og sommerlig
med frodige, grønne Grøfter,
med Hverdagsglæde og Hverdagssprog,
der aldrig mod Stjernen mig løfter.
(Edle Nielsen. Trods alt - (slutningen))
Men det regner endnu.
Og blæsten er et barn, der vil lege.
Og smaa lyse vinduer
blir tændt i huse
med mennesker i.
Og langt inde
er der noget, der tør hviske:
Trods alt, trods alt.
(Knud Thomsen: Længslen)
Længslen sendte vi ud i verden
og gav den drømmen med,
og troen som skulde bære den frem
til fjernest mulige sted.
Sa gik vi og ventede bare
i dage som kom og gik,
og lyttede til hver en tone
i vindens og havets musik.
- scoopet i nummeret er 2 digte af unge Frank Jæger, der vildt og virtuost slår sig i sine vers' tøjr, de to første linjer af "Haandslag til Tony":
Vi der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt haar.
Vi faar markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi gaar.
Vi, der valgte natten,
vi faar uglerunde øjne
saaet til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sart paa
vore bryn
(men fik kun den midterste af de tre sidste strofer med, her er de alle tre: For halvanden Krone har jeg købt dig,/ det gør mig ondt at sige det min Ven:/ din Bog til Salg i Antikvarens Kasse;/ kun du kan aldrig købe den igen.// Din hede, nøgne, forsvarsløse Ungdom/ i rene, skønne Strofer kastet hen —/ nu leder du hos alle Antikvarer,/ men du kan aldrig finde den igen.// Nu er den købt og fanget i min Stue/ — du jog mig tit til Taarer med din Pen —/ nu har en Skygge af dig rørt mit Hjerte,/ og du kan aldrig gøre det igen.").
Her er til dokumentation begyndelserne på nogle af de andre digte i nummeret:
(Harald Herdal: Ewalds dødsmaske)
Jeg paa dit ansigt ser og ser:
i snavset gips de smertens træk
som var dit sidste livstegn her,
nedbrudte ler.
Et hærget aasyn, sygdoms spor.
Saa smertelig og spotsk en mund,
som fabled dine sidste ord
om drik og hor.
(Ingelise Otto: Bange og bankende hjerte)
Bange og bankende hjerte,
skælver du mest for at miste
det, som du aldrig har ejet?
Èngang du lagdes i kiste.
Bange og bankende hjerte.
Smaabørnsøjnene, der straaler,
smaabørnsstemmer, der pludrer,
smaabørnshænder, der leder.
(Rigmor Rudolph: To Veje)
To Veje ligger foran mig,
som jeg kan vandre paa.
Den ene fører til Stjernen,
men kan aldrig Stjernen naa.
Den anden er bred og sommerlig
med frodige, grønne Grøfter,
med Hverdagsglæde og Hverdagssprog,
der aldrig mod Stjernen mig løfter.
(Edle Nielsen. Trods alt - (slutningen))
Men det regner endnu.
Og blæsten er et barn, der vil lege.
Og smaa lyse vinduer
blir tændt i huse
med mennesker i.
Og langt inde
er der noget, der tør hviske:
Trods alt, trods alt.
(Knud Thomsen: Længslen)
Længslen sendte vi ud i verden
og gav den drømmen med,
og troen som skulde bære den frem
til fjernest mulige sted.
Sa gik vi og ventede bare
i dage som kom og gik,
og lyttede til hver en tone
i vindens og havets musik.
- scoopet i nummeret er 2 digte af unge Frank Jæger, der vildt og virtuost slår sig i sine vers' tøjr, de to første linjer af "Haandslag til Tony":
Vi der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt haar.
Vi faar markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi gaar.
Vi, der valgte natten,
vi faar uglerunde øjne
saaet til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sart paa
vore bryn
torsdag den 14. december 2017
Hvad tuder du for? - Tove Ditlevsen 1917-2017
Tove Ditlevsens debutbidrag i Vild Hvede var ikke det storpatetiske digt "Til mit døde Barn" i nr. 11, 1937, men den helt anderledes bittersødt stemte, metalitterære dobbeltttekst "Prosa og Poesi" i nummeret før:
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
tirsdag den 16. april 2013
Morten Nielsen er og bliver Hvedekorner
Stor forargelse over at teenagestjernen Justin Bieber har skrevet i gæstebogen i Anne Frank-museet:
"Truly inspiring to be able to come here. Anne was a great girl. Hopefully she would have been a belieber."
Jeg vil håbe, at Morten Nielsen, som døde ved et vådeskud som 22-årig modstandsmand i 1944 og havde 91 års fødselsdag i januar, ville have FORTSAT med at skrive i Hvedekorn, hvor han i sin tid, da det hed Vild Hvede, debuterede.
Sæt dansemusik til den her, Justin (eller dine beatmakers snarere):
VI SENDER DANSEMUSIK OM NATTEN
Jeg er Cigarettens Glød og Jazzmusikkens Rytme,
hurtig, let, men
med en Underklang af Død.
Jeg er Restauranters Rum
og Dansegulve
--- Ekko af den Dans der gaar der,
langsom men med Underklang
af Skabelsernes Rytme,
haard og hed og stum.
Jeg er Ilingen af Ild i jeres Nerver ---
Døgnets golde Mening med
den Vej, hvor I gaar vild.
Jeg er Rytmen i mig selv ---
munter --- uden Lykke ---
haard og hed og stum.
Aldrig mere Rytmen i en Blomsteraabnings
hvide Skælv.
Ikke Jordens Rytmespil
eller Sangen gennem Kornet,
ikke Rytmen hvortil Vaaren
foldes ud og
bliver til.
Ikke Klodens, ikke Vækstens gode Rytme,
der er nær og mild
og evig stor og streng
--- jeg er Hungrens, Tidens, Dødens
Dansemelodiers Rytme og Refræn.
lørdag den 21. januar 2012
Ironien kommer først
Tove Ditlevsens skrækkelige digt "Til mit døde barn" skabte en mindre sensation, da det blev trykt i Vild Hvede 11, 1937; Ditlevsen var imidlertid debuteret to numre før med to prosatekster, der bar fællesoverskriften "Poesi og Prosa". Den første tekst hedder "Til en svigtet Pige (Prosa)" og er en livlig, ironisk grænsende til sarkastisk hudfletning af den slags poetisk forloren ungpigefølsomhed, som hendes debutbog to år senere er spækket af, her begyndelsen:
Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.
Sikke en selvlussing!
Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.
Sikke en selvlussing!
søndag den 14. februar 2010
Hvor blev du af, Charles Carlsen?
Opsang
Smid Mismodet ned i en Kælder,
klyng Sorgerne op i et Træ
og lad den fornuftige grine
og kalde dig Dosmer og Fæ;
thi her i vor Samling skal Glæden
bortskylle de traurige Tanker
og tappes af bankende Hjerter,
som Kromanden tapper sit Anker.
Ja, kom, der er Plads i vor Stue,
naar Solen har glødet sig træt.
Saa henter vi Solskin fra Sjælens
solspekterbesmurte Palet,
og saa maa der larmes og støjes,
saa meget I lyster og orker,
om saa vi skal vække de sløve,
der ligger i Halmen og snorker. -
Charles Carlsen
- fra Vild Hvede no. 2, december 1930
Smid Mismodet ned i en Kælder,
klyng Sorgerne op i et Træ
og lad den fornuftige grine
og kalde dig Dosmer og Fæ;
thi her i vor Samling skal Glæden
bortskylle de traurige Tanker
og tappes af bankende Hjerter,
som Kromanden tapper sit Anker.
Ja, kom, der er Plads i vor Stue,
naar Solen har glødet sig træt.
Saa henter vi Solskin fra Sjælens
solspekterbesmurte Palet,
og saa maa der larmes og støjes,
saa meget I lyster og orker,
om saa vi skal vække de sløve,
der ligger i Halmen og snorker. -
Charles Carlsen
- fra Vild Hvede no. 2, december 1930
Abonner på:
Opslag (Atom)
