TOPDAN-PONY
Den oprindelige afslutning på min anmeldelse af Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr; i avisen er den uelegant forsøgt forenklet af nogen, der ikke er mig:
Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og som en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.
Ind i mellem krigstalehandlingerne optræder - for at den ophidsede bog kan få vejret! - nogle små faktabokse, med eller uden link til de angrebne hjemmesider og flere af dem med dyremotiv, bl.a. hører vi om to hanpingviner i Central Park Zoo, der efter forgæves udrugning af sten har fået lov at adoptere et overskydende æg; så godt som de eneste homoseksuelle i bogen, der ikke får en ørefigen!
Det er fra et vedkendt sårbart og forfjamsket udgangspunkt – de allersidste linjer: ”(…) og hvornår var man klar til at få børn, og kunne man være klar, inden barnet blev født, eller blev man det først efterfølgende, og hvis man først blev det efter, hvor hurtigt blev man det så. – at Kristina Nya Glaffey er ond i sulet, men hold kæft, hvor er hun ond og god til at være det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar