Jeg har skrevet en Kontrovers i WA Bøger om gammelmodigheden i Tove Ditlevesens rimede poesi med blandt andet den pointe, at hendes gammelmodighed IKKE, modsat pointen i Olga Ravns efterskrift til hendes nye Ditlevsen-udvalg (ekkoet i flere anmeldelser og omtaler), var fuck you-subversiv i forhold til mainstream i 30'erne, 40'erne, 50'erne, men var selve mainstream (der var så bare forskelligt kønnede gammelmodigheder, og mindst prestige havde selvfølgelig den kvindeligt kønnede, følsomme, familiemæssige gammelmodighed) og citerer et digt fra Vild Hvede 9, 1947, "Til en anmelder", som jeg føler mig mere personligt end poetisk ramt af
(men fik kun den midterste af de tre sidste strofer med, her er de alle tre: For halvanden Krone har jeg købt dig,/ det gør mig ondt at sige det min Ven:/ din Bog til Salg i Antikvarens Kasse;/ kun du kan aldrig købe den igen.// Din hede, nøgne, forsvarsløse Ungdom/ i rene, skønne Strofer kastet hen —/ nu leder du hos alle Antikvarer,/ men du kan aldrig finde den igen.// Nu er den købt og fanget i min Stue/ — du jog mig tit til Taarer med din Pen —/ nu har en Skygge af dig rørt mit Hjerte,/ og du kan aldrig gøre det igen.").
Her er til dokumentation begyndelserne på nogle af de andre digte i nummeret:
(Harald Herdal: Ewalds dødsmaske)
Jeg paa dit ansigt ser og ser:
i snavset gips de smertens træk
som var dit sidste livstegn her,
nedbrudte ler.
Et hærget aasyn, sygdoms spor.
Saa smertelig og spotsk en mund,
som fabled dine sidste ord
om drik og hor.
(Ingelise Otto: Bange og bankende hjerte)
Bange og bankende hjerte,
skælver du mest for at miste
det, som du aldrig har ejet?
Èngang du lagdes i kiste.
Bange og bankende hjerte.
Smaabørnsøjnene, der straaler,
smaabørnsstemmer, der pludrer,
smaabørnshænder, der leder.
(Rigmor Rudolph: To Veje)
To Veje ligger foran mig,
som jeg kan vandre paa.
Den ene fører til Stjernen,
men kan aldrig Stjernen naa.
Den anden er bred og sommerlig
med frodige, grønne Grøfter,
med Hverdagsglæde og Hverdagssprog,
der aldrig mod Stjernen mig løfter.
(Edle Nielsen. Trods alt - (slutningen))
Men det regner endnu.
Og blæsten er et barn, der vil lege.
Og smaa lyse vinduer
blir tændt i huse
med mennesker i.
Og langt inde
er der noget, der tør hviske:
Trods alt, trods alt.
(Knud Thomsen: Længslen)
Længslen sendte vi ud i verden
og gav den drømmen med,
og troen som skulde bære den frem
til fjernest mulige sted.
Sa gik vi og ventede bare
i dage som kom og gik,
og lyttede til hver en tone
i vindens og havets musik.
- scoopet i nummeret er 2 digte af unge Frank Jæger, der vildt og virtuost slår sig i sine vers' tøjr, de to første linjer af "Haandslag til Tony":
Vi der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt haar.
Vi faar markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi gaar.
Vi, der valgte natten,
vi faar uglerunde øjne
saaet til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sart paa
vore bryn
Viser opslag med etiketten Tove Ditlevsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tove Ditlevsen. Vis alle opslag
fredag den 22. december 2017
søndag den 17. december 2017
Salmisten Tove
Har gennemlæst, på to forskellige tidspunkter, de to nye salmeudvalg (nr. 2 med en hel del bestillinger), 100 salmer og Kirkesangbogen, og den bedste nye salme - BORTSET FRA ALT FOR FÅ AF GROTRIAN DER I BEGGE TILFÆLDE BURDE FYLDE NI TIENDEDELE - (optrædende i begge udvalg) er SGU et gammelt digt af Tove Ditlevsen:
Nu sænker Gud sit ansigt over jorden
Det store hjerte banker ganske stille
Og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler
er kølig som en forårsnat i Norden.
Og skærmende han lægger hånden over
den gode jord, han skabte i sin glæde.
Han græder over vågne, kolde sjæle
og kysser dyrene og børn, der sover.
O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.
Nu sænker Gud sit ansigt over jorden
Det store hjerte banker ganske stille
Og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler
er kølig som en forårsnat i Norden.
Og skærmende han lægger hånden over
den gode jord, han skabte i sin glæde.
Han græder over vågne, kolde sjæle
og kysser dyrene og børn, der sover.
O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.
torsdag den 14. december 2017
Hvad tuder du for? - Tove Ditlevsen 1917-2017
Tove Ditlevsens debutbidrag i Vild Hvede var ikke det storpatetiske digt "Til mit døde Barn" i nr. 11, 1937, men den helt anderledes bittersødt stemte, metalitterære dobbeltttekst "Prosa og Poesi" i nummeret før:
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
tirsdag den 14. april 2015
Digte til dronningen
Hold fastere omkring mig
Med Deres runde Arme;
Hold fast, imens Deres Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
*
(uddrag)
Jeg er Deres barndoms gade,
jeg er Deres væsens rod
jeg er den bankende rytme
i alt hvad De længes mod.
Jeg er Deres mors grå hænder,
og Deres fars bekymrede sind,
og jeg er de tidlige drømmes
lette, tågede, spind.
Jeg gav Dem den store alvor,
en dag De var vildt forladt,
og jeg dryssed lidt vemod i sindet,
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog Dem engang til jorden
for at gøre Deres hjerte hårdt,
men jeg rejste Dem varligt op igen
og tørrede tårerne bort.
*
Bider blødt Deres nøgne ryg bag fisken
der forsvinder mellem hænderne
og bliver borte
som en flimrende skygge
i sit kolde land
finder Dem
et sted i halvmørket
under huden over skulderbladene
eller skjult bag nakken
ser kroppene dreje
langs farven grøn
mærker Deres køn
og lytter til mine æg
når vandet stiger i mig
hvert sekund kan det ske
at nye fiskestimer danser gennem skamhår
Med Deres runde Arme;
Hold fast, imens Deres Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
*
(uddrag)
Jeg er Deres barndoms gade,
jeg er Deres væsens rod
jeg er den bankende rytme
i alt hvad De længes mod.
Jeg er Deres mors grå hænder,
og Deres fars bekymrede sind,
og jeg er de tidlige drømmes
lette, tågede, spind.
Jeg gav Dem den store alvor,
en dag De var vildt forladt,
og jeg dryssed lidt vemod i sindet,
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog Dem engang til jorden
for at gøre Deres hjerte hårdt,
men jeg rejste Dem varligt op igen
og tørrede tårerne bort.
*
Bider blødt Deres nøgne ryg bag fisken
der forsvinder mellem hænderne
og bliver borte
som en flimrende skygge
i sit kolde land
finder Dem
et sted i halvmørket
under huden over skulderbladene
eller skjult bag nakken
ser kroppene dreje
langs farven grøn
mærker Deres køn
og lytter til mine æg
når vandet stiger i mig
hvert sekund kan det ske
at nye fiskestimer danser gennem skamhår
mandag den 30. marts 2015
Kan Skt. Tove D godt være racistisk og præcis på samme tid?
- og spørgsmålet er jo oplagt at rette til fx n-ord-udstreger Mette Moestrup og Tove-fanclubformand Olga Ravn; ville/burde disse linjer urettet og ucensureret kunne trykkes nogen steder, fx her på en blog -
fra digtet SELVPORTRÆT 4 (om en gammel kone der husker fejl om Tove som lille) i Tove Ditlevsens (skrapt gode) digtsamling De voksne, 1969
Jeg husker ikke
min barndoms
gamle kone
de voksne var ens
som negre og
uden alder.
Det er klart nok en racistisk idé/figur/virkelighedsaflæsning, at sorte, modsat hvide, ligner hinanden og flyder sammen, sort i sort, men vel også en fænomenologisk sandhed, at sådan kan fremmed racialitet opleves i sin skræmmende/fremmedgørende fremmedhed, forskel = enshed til forskel fra egen vældige diversitet, og vel ikke mindst en BARNLIG på samme tid indlært racistisk idé og (bl.a. derfor) fænomenologisk oplevelse, og er de linjer ikke faktisk antiracistiske ved deres kidnapning af den racistiske læsning, de HVIDE voksne som dem der er ens, og omvending af sædvanlig racistisk børn/voksen-figur, her de voksne som sorte, børnene som hvide og er det ikke først og fremmest en total SAND barnlig oplevelse,at de voksne (ud over den nære familie) opleves som være én masse nøjagtigt som den racistisk indlærte/fænomenologisk fremmedgjorte oplevelse, og den sandhed er vel, rent kunstnerisk, ikke racistisk og ville også være urpræcisere, kunstnerisk, uden det barnlige/fortidige (Tove var barn i 20'erne) n-ord, IKKE SANDT!!??
fra digtet SELVPORTRÆT 4 (om en gammel kone der husker fejl om Tove som lille) i Tove Ditlevsens (skrapt gode) digtsamling De voksne, 1969
Jeg husker ikke
min barndoms
gamle kone
de voksne var ens
som negre og
uden alder.
Det er klart nok en racistisk idé/figur/virkelighedsaflæsning, at sorte, modsat hvide, ligner hinanden og flyder sammen, sort i sort, men vel også en fænomenologisk sandhed, at sådan kan fremmed racialitet opleves i sin skræmmende/fremmedgørende fremmedhed, forskel = enshed til forskel fra egen vældige diversitet, og vel ikke mindst en BARNLIG på samme tid indlært racistisk idé og (bl.a. derfor) fænomenologisk oplevelse, og er de linjer ikke faktisk antiracistiske ved deres kidnapning af den racistiske læsning, de HVIDE voksne som dem der er ens, og omvending af sædvanlig racistisk børn/voksen-figur, her de voksne som sorte, børnene som hvide og er det ikke først og fremmest en total SAND barnlig oplevelse,at de voksne (ud over den nære familie) opleves som være én masse nøjagtigt som den racistisk indlærte/fænomenologisk fremmedgjorte oplevelse, og den sandhed er vel, rent kunstnerisk, ikke racistisk og ville også være urpræcisere, kunstnerisk, uden det barnlige/fortidige (Tove var barn i 20'erne) n-ord, IKKE SANDT!!??
fredag den 20. marts 2015
1 dags-udvalg af glemteste
Arne Herløv Petersen har i dag på sin FB-profil optrykt to hårdt forrygende tekster, en kronik og et læserbrev, af Tove Ditlevsen, der åbenbart ikke er at finde i det nye Gyldendal-udvalg af "glemte tekster", som ifølge AHP mestendels indeholder allerede bogopsamlede sager (og som anmeldes i Inf. af Solvej Daugaard med en sund skepsis overfor Sort Samvittighed-forglitringen: "Med lange øjenvipper og sorte strømpebånd sat sammen med hvide
brudeslør, indskriver de Ditlevsens persona i en luder-madonna-dikotomi,
som jeg, hverken i hendes dæmpede fysiske selviscenesættelse eller i
teksternes følsomme og råt humoristiske selvfremstilling oplever, at hun
placerer sig i. I mit hoved er Ditlevsen hverken en Blixen, en Brøgger
eller en Beyoncé og bruger faktisk, hvis man sammenligner med den
gennemsnitlige visuelle iscenesættelse af kunstnere i dag, i befriende
lille grad den seksualiserede, tilgængelige kvindekrop i sit
kunstneriske udtryk."). Læserbrevet, trykt i Politiken, er skrevet i anledning af rygterne om sammenhængen mellem hendes selvmordsforsøg i 1974 og tildelingen af Akademiets Store Pris til Sven Holm; meget apropos mit ønske nede i kommentar-snakken med Peter Laugesen om at kende arkiv-"sandheden", hvis en sådan findes, om den manglende Pris til TD:
En skamplet på dansk journalistik
Endnu ikke hjemkommen fra hospitalet erfarer jeg, at der i mit fravær har fundet en vis tankevirksomhed sted i nogle ellers ret så tågede journalistiske hoveder, og at resultatet af denne anstrengelse er blevet en besynderlig historie om mig, akademiets pris, Sven Holm og Karl Bjarnhof. Lad mig da slå fast, at Det Danske Akademi aldrig har interesseret mig mere end neglen på min storetå, og at jeg heller aldrig har fulgt med i disse årlige 1. prisuddelinger, der synes at beskæftige så mange mennesker. Jeg havde, før jeg foretog mit livs mest alvorlige og i hjertets stilhed længe forberedte handling, ikke hørt en lyd om, at jeg denne gang. skulle have været ærens genstand.
Heller ikke vidste jeg, hvilken af mine kolleger der i år havde modtaget prisen.
Den plumpe og frit opdigtede historie trækker min handling og motivet til den (som for en gangs skyld ikke angår offentligheden) ned på så tarveligt et plan, at der for bestandig ville gå noget i stykker inde i mig, hvis jeg ikke protesterede.
Da jeg for nogle år siden indrykkede en ægteskabsannonce i dette blad, erfarede jeg for første gang, at der var dukket en ny form for journalistik op, dyrket af en helt ny type journalister, der udmærkede sig ved ikke at kunne skrive, samt ved en total mangel på begavelse, fantasi og humor. Det gør de stadig, men bevægelsen er siden blevet befriet for det famlende og amatøragtige, der prægede den i starten. Dengang hæmmedes og besværliggjordes den endnu af visse hensyn i retning af at få de skandaløse afsløringer bekræftet af ofrene selv, før de bragtes ud til alt folket. Det gør den ikke mere. Er det ikke muligt at ryge offeret ud af hulen, griber man et par løse ender fra et par endnu løsere rygter og brygger af det en drink, der ikke er for sarte ganer, men ligger lifligt på tungen hos alle dem, hvis tankegang er lige så lav og beskidt som revolverjournalisternes egen. 'Kendte personer’ er blevet et jaget og. forsvarsløst folkefærd, der ikke er fredet på nogen tid af året eller nogen time i døgnet. Jeg har længe vidst, at Billed-Bladets journalister mister den sidste svage rest af menneskelighed, når de vejrer liglugt, men først nu ved jeg, at utøjet har bredt sig til BT og dagbladet Aktuelt. Jeg skylder sandheden at sige, at mange hæderlige journalister i sine dage skammede sig på hele standens vegne og i stedet for natlige iltelegrammer til et menneske, der stadig lå i respirator, sendte blomster og gode breve. Alligevel forekommer det mig, at der i disse år er sat en skamplet på dansk journalistik, som det vil blive vanskeligt nogen sinde at få fjernet.
Tove Ditlevsen
En skamplet på dansk journalistik
Endnu ikke hjemkommen fra hospitalet erfarer jeg, at der i mit fravær har fundet en vis tankevirksomhed sted i nogle ellers ret så tågede journalistiske hoveder, og at resultatet af denne anstrengelse er blevet en besynderlig historie om mig, akademiets pris, Sven Holm og Karl Bjarnhof. Lad mig da slå fast, at Det Danske Akademi aldrig har interesseret mig mere end neglen på min storetå, og at jeg heller aldrig har fulgt med i disse årlige 1. prisuddelinger, der synes at beskæftige så mange mennesker. Jeg havde, før jeg foretog mit livs mest alvorlige og i hjertets stilhed længe forberedte handling, ikke hørt en lyd om, at jeg denne gang. skulle have været ærens genstand.
Heller ikke vidste jeg, hvilken af mine kolleger der i år havde modtaget prisen.
Den plumpe og frit opdigtede historie trækker min handling og motivet til den (som for en gangs skyld ikke angår offentligheden) ned på så tarveligt et plan, at der for bestandig ville gå noget i stykker inde i mig, hvis jeg ikke protesterede.
Da jeg for nogle år siden indrykkede en ægteskabsannonce i dette blad, erfarede jeg for første gang, at der var dukket en ny form for journalistik op, dyrket af en helt ny type journalister, der udmærkede sig ved ikke at kunne skrive, samt ved en total mangel på begavelse, fantasi og humor. Det gør de stadig, men bevægelsen er siden blevet befriet for det famlende og amatøragtige, der prægede den i starten. Dengang hæmmedes og besværliggjordes den endnu af visse hensyn i retning af at få de skandaløse afsløringer bekræftet af ofrene selv, før de bragtes ud til alt folket. Det gør den ikke mere. Er det ikke muligt at ryge offeret ud af hulen, griber man et par løse ender fra et par endnu løsere rygter og brygger af det en drink, der ikke er for sarte ganer, men ligger lifligt på tungen hos alle dem, hvis tankegang er lige så lav og beskidt som revolverjournalisternes egen. 'Kendte personer’ er blevet et jaget og. forsvarsløst folkefærd, der ikke er fredet på nogen tid af året eller nogen time i døgnet. Jeg har længe vidst, at Billed-Bladets journalister mister den sidste svage rest af menneskelighed, når de vejrer liglugt, men først nu ved jeg, at utøjet har bredt sig til BT og dagbladet Aktuelt. Jeg skylder sandheden at sige, at mange hæderlige journalister i sine dage skammede sig på hele standens vegne og i stedet for natlige iltelegrammer til et menneske, der stadig lå i respirator, sendte blomster og gode breve. Alligevel forekommer det mig, at der i disse år er sat en skamplet på dansk journalistik, som det vil blive vanskeligt nogen sinde at få fjernet.
Tove Ditlevsen
torsdag den 6. marts 2014
Ghettodigteren Edvin Ditlevsen
(jeg har ikke styr på Tove Ditlevsen-receptionen (bladrede lige i Jens Andersens tynde biografi og googlede rundt), så jeg ved ikke, om andre har fået øje på og omtalt denne tekst, men hvis de ikke har, er den sågu en mindre sensation:)
En ordknap, rent rå og totalt aggressiv kortprosatekst af Tove Ditlevsens storebror Edvin Ditlevsen (1914-1970 - 100 år i år) i Vild Hvede nr. 6, 1939 (redigeret af Viggo F. Møller, som Tove, fast bidragyder til bladet, året efter blev gift med), en lost 30'er-Yahya spytter ud:
SIDSTE UDVEJ -
Født i en Storstad - opdraget i et Hjem, hvor Faren var Idiot og Moren hysterisk. -
Videre: lært i Kommuneskolen,
at det er dejligt at slaas for sit Fædreland, og
at man er Helt, naar man dræber i Krig, og Forbryder, naar man dræber i Fredstid -
Lært i den ene Time, at Gud har skabt mig, i den anden, at jeg er Led i en Udvikling.
Faaet Seksualundervisning i en Port, konfirmeret (i en Kirke) om formiddagen og baaret drukken i Seng om Aftenen.
Staaet i Haandværkerlære paa en Samlerfabrik og nu gift med en "tilfældig Forbindelse".
Som Tak til mine Opdragere og til Samfundet skal jeg nu:
1. være velopdragen og dannet.
2. være retsindet og leve efter Samfundets Love,
3. være klarhjernet og naturlig,
4. være ædruelig og
5. betale Skat
Jeg kan ingen af Delene.
Så siger Forældrene: Du er født veludrustet med Evner og fik en god Opdragelse. Læreren: Du var doven og uopmærksom, du kunde have lært meget. Samfundet: Du henfaldt til Griseri og Drik i en tidlig Alder. Fabriken: Vi har intet Arbejde til dem, Deres Læretid er endt. Og Alle: Du dur ikke. Det er din egen skyld.
Det er min egen Skyld? Ja, saa!
Men der er vel en Krig etsteds. - Indse jeres Fejl og gør mig min Ret. Dræb mig.
Edvin Ditlevsen
En ordknap, rent rå og totalt aggressiv kortprosatekst af Tove Ditlevsens storebror Edvin Ditlevsen (1914-1970 - 100 år i år) i Vild Hvede nr. 6, 1939 (redigeret af Viggo F. Møller, som Tove, fast bidragyder til bladet, året efter blev gift med), en lost 30'er-Yahya spytter ud:
SIDSTE UDVEJ -
Født i en Storstad - opdraget i et Hjem, hvor Faren var Idiot og Moren hysterisk. -
Videre: lært i Kommuneskolen,
at det er dejligt at slaas for sit Fædreland, og
at man er Helt, naar man dræber i Krig, og Forbryder, naar man dræber i Fredstid -
Lært i den ene Time, at Gud har skabt mig, i den anden, at jeg er Led i en Udvikling.
Faaet Seksualundervisning i en Port, konfirmeret (i en Kirke) om formiddagen og baaret drukken i Seng om Aftenen.
Staaet i Haandværkerlære paa en Samlerfabrik og nu gift med en "tilfældig Forbindelse".
Som Tak til mine Opdragere og til Samfundet skal jeg nu:
1. være velopdragen og dannet.
2. være retsindet og leve efter Samfundets Love,
3. være klarhjernet og naturlig,
4. være ædruelig og
5. betale Skat
Jeg kan ingen af Delene.
Så siger Forældrene: Du er født veludrustet med Evner og fik en god Opdragelse. Læreren: Du var doven og uopmærksom, du kunde have lært meget. Samfundet: Du henfaldt til Griseri og Drik i en tidlig Alder. Fabriken: Vi har intet Arbejde til dem, Deres Læretid er endt. Og Alle: Du dur ikke. Det er din egen skyld.
Det er min egen Skyld? Ja, saa!
Men der er vel en Krig etsteds. - Indse jeres Fejl og gør mig min Ret. Dræb mig.
Edvin Ditlevsen
lørdag den 21. januar 2012
Ironien kommer først
Tove Ditlevsens skrækkelige digt "Til mit døde barn" skabte en mindre sensation, da det blev trykt i Vild Hvede 11, 1937; Ditlevsen var imidlertid debuteret to numre før med to prosatekster, der bar fællesoverskriften "Poesi og Prosa". Den første tekst hedder "Til en svigtet Pige (Prosa)" og er en livlig, ironisk grænsende til sarkastisk hudfletning af den slags poetisk forloren ungpigefølsomhed, som hendes debutbog to år senere er spækket af, her begyndelsen:
Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.
Sikke en selvlussing!
Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.
Sikke en selvlussing!
Tove er Pigesindssvag, Olga er Pigesindssyg
Underrubrik på Mikkel Bruun Zangenbergs 4 hjerters-anmeldelse - som de fleste andre lige respektfuld nok (over Tematikken vs. Sprogningen) - af Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind:
Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.
To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:
Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.
Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.
Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."
og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":
- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,
i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,
hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,
månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],
mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,
nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,
ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,
jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,
der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.
No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.
Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.
To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:
Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.
Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.
Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."
og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":
- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,
i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,
hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,
månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],
mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,
nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,
ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,
jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,
der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.
No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
