I et transskriberet interview i tidsskriftet Kultururo fortæller Skinnebach om det håndlavede første oplag om bogen:
Jeg bruger tre til fire dag på hver enkelt bog. Jeg udskriver digtene fra computeren og håndsyer bøgerne, jeg laver dem rigtig fine, bogryg og alt det [gerne, i de eksemplarer jeg har set, genbrugende omslag fra hans Gyldendal-bøger - nye tekst kan også tilføjes i håndskrift]. Dette forbinder jeg med et generøsitets-begrebet. Jeg skaber en kunstnerisk merværdi. Men det mener jeg ikke den kunstneriske værdi, man finder i bogen, men den merværdi, som skabes af signaturen og ekstraarbejdet, som jeg har lagt i den [det er det. jeg polemiserer imod i min kommentar, uden at nævne (det blev slettet) denne udpegede merværdi, hvorfor ikke hellere lade merværdien være digterisk pragt og styrke og præcision i selve teksterne, frem for (ikke en fornærmelse, bare et faktum, Skinnebach er ikke bogbinder eller billedkunstner) dilettantisk husflid (som kunne gentages uden videre af fx en økologiske grønhandler: håndlavet bærepose)] Hvorfor er det generøsitet bare fordi der er brugt tid på det, hvis resultatet er kapabelt klamphuggeri, generøsitet er at gøre sit bedste med det man er særligt god til, at smide optimal forvaltning af talent (for poesi eller grøntsager) i grams]. Merværdien kan så omsættes [ved at påskønnelse af den omsættes til interesse for og køb af bogen, så vidt jeg forstår] til politisk handling [ved at køberne af den håndlavede udgave skal skrive under på kun at købe basale fødevarer i 5 dage (her ville det faktisk være mere nærliggende. at det var grønthandleren, der benyttede sig af sådan en kontrakt - men som sagt i kommentaren: sikke en ufestlig (og meget lidt shamanistisk: medicinmænd er og kan blive nødt til at være dedikerede showmeisters) handlingspåvirkning!)].
Alt dette har jeg alle mulige problemer med - som delvist udspruttet i klamme-klamamserne og uddybet i kommentaren - men hvis vi nu vender os mod folkeudgaven, så følger dér ingen kontrakt med, og selve bogen er ikke håndlavet, men maskinproduceret: forsiden er en gengivelse af en hjemmelavet forside med nogle tupilak-agtige væsner i grelle farver, til gengæld er skriftindholdets lækre sats ved Alan Daastrup, som hyper-stiligt har designet både omslag på og skriftindhold i Skinnebachs forrige tre digtbøger, plus 2011-samleudgaven. Og det er sørme da bogæstetisk hykleri i ret mange potenser: pseudo-autentisk (pseudo fordi husflid mimes, men ikke er reel), dilettantisk (i kommentaren bruger jeg det vulgære smagsdom-ord: grim) cover - og lad mig ikke komme for godt i gang med at sukke over den avantgardistiske dilettant-licens: jf. også Das Beckwerks trubadur-virksomhed, men hvis vi alle sammen, af hensyn til klimaet, skal flytte tilbage til en gallerlandsby, bliver det i hvert fald absurd med Skinnebachs fortsatte had til velskrevethed: modsat Trubadurix kan han jo faktisk digte smukt! - og proft kunstfærdigt kreeret sats. Når der nu sælges totalt ud af den håndlavede merværdi i folkeudgaven, hvorfor kan Daastrup så ikke få lov til at lave et kønt og smart cover? Hvorfor skal bogen markedsføre sig som en anderledes bog, når den faktisk ikke er det og ikke engang tør være pseudo-printer-grim-autentisk indeni (som de kuglehoved-satte digtbøger for 40 år siden, Vangede Billeder og det og co.)? Men sådan går det, når man jager autenticitet på indlandsisen, neonen indhenter indefra - og jeg som troede, digteren havde dømt modernistisk splittelse altmodisch!?
Lyrisk klimakriseaktivisme har nok kun en fremtid, hvis man finder frem til en meget folkelig jargon, som alle kan forstå. Fx sådan her:
SvarSletHører du en ko
på marken slå en prut,
så er du smaddergo',
hvis du kan få den skudt,
med genbrugsærter jo
- brug end'lig ikke krudt!
Det er noget, der rykker.
Du bliver så smålig, når du ikke kan lide tendensen, Lars. Hvorfor skulle digterne blive ved deres læst? Det kan jo være, Lars S faktisk godt kan lave nogle fede, trashede bogobjekter (i al fald hypotetisk, jeg har ikke set nogle af dem). Sådan ville du aldrig skrive om den fysiske udformning af Martin Larsens Svanesøsonetter, som ved gud heller ikke er præget af håndværksmæssig flid og dygtighed. For hans projekt kan du godt lide, dvs. du kan lide at det ikke handler om politik. Eller?
SvarSletJeg ved ikke, om jeg ikke kan lide tendensen eller tendens som sådan; jeg er vild med Dickens såvel som Malinowski og Marianne Larsen, jeg synes bare, litteratur skal kvalificere sig som litteratur, sprogkunst, før eller måske rettere i samme øjeblik det giver sig i kast med hvilket introvert eller ekstrovert projekt, det (ellers, ud over bare at være sprogkunst, som jeg så synes sagtens kan være alt nok, hvis det altså overhovedet findes, ren sprogkunst) måtte have - jeg forsøger at diskutere og problematisere nogle, i mine øjne, blindgyder i Lars Skinnebachs poetiske og bogæstetiske poetik og praksis: det er Skinnebach selv, der flytter merværdien i sin bog fra teksternes traditionelle, "iboende" kvaliteter til hans egenhændige udformning af bogen, fordi tekstens politiske betydning ikke skal emanere fra teksten selv, men fra skriveprocessens rituelle minimal-monstrøse magi (undertekst med infobokse om poetik og klimakrise), mens bogens politiske betydning ligger i kontrakten om kun at købe basale fødevarer i 5 dage, som husflidens merværdi skal gøre attraktiv, og selv hvis man er med på kontrakt-gimmicket, så ville bogen da for mig være langt mere attraktiv, hvis det Skinnebach havde brugt tid og umage på ikke var det, han ikke har talent for, boghåndværk, men det han faktisk har talent for, digtekunst; guderne skal vide, at jeg går ind for hybriditet og bogobjekter, men i tilfældet Svanesøsonetterne er værkets, jo ikke glad kreative, men anonymt funktionelle (Rigsarkivkasse + hårdt sammenkrøllede a4-ark) konkrete udformning uden videre nødvendiggjort af værkets centrale fikse koncept: sonetkrans i en papirkurv i en kasse (det samme gælder andre bogobjekter, jeg er glad for, af Chresten Forsom, Teddy Jospehsen mfl.), og der er heller ikke nogen erklæret transport af æstetisk merværdi fra tekst til emballage (eller fetichering af et håndværk, man så alligevel ikke mestrer, sådan som smeden i gallerlandsbyen har at være fandens god til at være smed); lortet hænger dynamisk sammen 1:1 med andre ord, det gør det ikke hos Skinnebach, så vidt jeg kan se (og jeg ser på folkeudgaven en tudegrim forside) - og når folkeudgaven derpå dropper den reelle husflid, så punkterer hele det etiske regnskab sig selv (skulle lige tale i radio over mobil med Michael Jeppesen om Skinnebach, sikke jeg ævlede) hvortil kommer cover-sats-splittelsen. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg er smålig, når jeg vil diskutere disse blindgyder, skal vi bare sige amen og hurra til, at Skinnebach forsøger at genopfinde den politiske poesi, respekt er da at diskutere ildfuldt, det er også en god måde at få varmen på i den kommende istid.
SvarSletMen hvad synes du, blogløse Tue, og ham trættekære Peter fra den anden kommentartråd, om Lars Skinnebachs bog og projekt? Foreløbig har jeg ikke set andre end mig mene NOGET, og det ville være skønt at diskutere det og den med NOGEN (andre end digteren selv, som jeg har diskuteret med (og gerne gør igen).
SvarSletsom en umiddelbar indvending, så er det jo nok en pointe at lortet IKKE hænger dynamisk sammen 1:1. Jojo på overfladen taler den da for en entydig virkningstendens eller hvad man skal kalde det. Men skriften er jo noget helt andet. Det magiske er vel det fremmedelement, der indføres for at ødelægge digterens beherskelse af materialet. Bemærk iø., at bogen både udøver tendens & ø-mæssig isolation eller autonomi, der normalvis forstås som uforenlige. Dens politik peger jo mindst ligeså meget på de forestillinger om kunst, der gør kunsten impotent, betydningsløs, som udad i mere regulær vi-må-gære noget ved klimaet. 1.-udgavens kontrakt og håndlavethed er ikke lig med en flytten "merværdien" ud af værket, men indgår i et ret komplekst spil med kunst- og politiskkunst-forestillinger. En afsøgning (og destruktion) af feltet - og i den sammenhæng er den håndlavede kvalitet et ret mindre væsentlighedsvurderingskriterium.
SvarSlet