Røvrendt jegfortæller

Underlig, bastant forflimret roman, Astrid Saalbachs Fordrivelsen, jeg er helt enig i Erik Skyums (anti)smagsdom i hans Information-anmeldelse:

Jeg er glad for, at jeg som anmelder ikke behøver at give denne bog hjerter eller hjerner. Den er på én gang medrivende og koldt frastødende, på samme tid opløftende og nedslående, uhyggelig på en måde, der lægger op til medfølelse med hovedpersonen og jegfortælleren. (...) selv om hun skriver sikkert og komponerer smukt, kan jeg ikke slippe en fornemmelse af, at konceptet mere virker konstrueret end kunstnerisk skabt. En kritiker af Oliver Sacks betegnede ham som The Man Who Mistook His Patients for a Literary Career.Tilsvarende fremstår Saalbach i denne runde som en forfatter, som har forvekslet sin figur med et budskab og følgelig må slå både hans kone og ham ihjel, så snart intentionen er ført igennem.

Der er en romanteknisk ting, der irriterer mig kraftigt i starten af romanen, hvor jegfortælleren er meget optaget af nogle særlige sms'er, han får og ikke får på en skiferie, men ikke fortæller, hvem de sms'er er fra, fordi det skal blive en (for både ham og læseren) chokerende afsløring mange sider senere (de er fra en mandlig elsker), men jegfortælleren (hvor lidt realistisk situeret hans jegfortællen end er (og den er er meget lidt realistisk situeret, til sidst fortæller han sin død)) har jo ikke nogen særlig interesse i at skjule det faktum (ellers skjuler han nemlig ikke noget), det har kun forfatteren, og det er, synes jeg, småkriminelt misbrug af jegfortæller, var bare, hvad jeg ville sige.