lørdag den 28. januar 2012
Hvorfor mugger Jeppe?
Når nu så mange irrationelt hader på Forfatterskolen, kunne skolen godt være lidt bedre til at påskønne sig selv og sine resultater - i en reportage fra det netop afholdte Forfatterskole-seminar på Testrup Højskole refereres Forfatterskolelærer Jeppe Brixvold, der i sit debutår 1990, da han var 22, udsendte hele 2 bøger, for at være skeptisk overfor bogudgivelse som et mål for skolen: ""Jeg er i tvivl om, hvor meget det plads, det må have for institutionens selvforståelse, at vi skal have nye forfattere" (...) Jeppe Brixvold mener, at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance eller noget helt tredje. Han ved godt, bogen er identitetsdannende for eleverne [!, de er Forfatterelever for fanden!], men efter hans mening er det et problem, hvis skolen fokuserer for meget på, at der skal kommer bøger ud af undervisningen./ "Du får det lyde, som om der er noget vulgært ved at lave bøger", siger Christian Dorph [hej, Christian]./ "I dag er der en forventning om, at man hurtigst muligt får en bog udgivet, men kunsten skal ikke måles på antallet af udgivelser [det kunne nu have været skønt med LIDT flere bøger fra dig, Jeppe, mellem år og dag]. Èn god bog er meget bedre end 100 middelmådige." Jeg kunne forstå sådan værk/bog-skeptisk snak, hvis de faktiske unge mennesker ikke var interesseret eller enstemmigt i krise med at skrive og udgive bøger, men sjældent er der kommet så mange stærke og kritisk roste debutbøger fra forfatterskoleelever som det seneste trekvarte år, Bjørn Rasmussen, Hanne Højgaard Viemose, Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Stine Pilgaard. Mener Jeppe de bøger er middelmådige? Det tror jeg ikke på, men hvad er det så for åndssvag muggenhed? Kan han da tage og PRALE med de fremragende bøger, som eleverne fra hans skole viljestærkt og ambitiøst og egensindigt sender på gaden og som endda, hvilket er virkelig sindssygt, bliver omtalt og læst, men det er sikkert bare endnu mere bekymrende. Har Asger Schnack ikke efterladt bare 1 spiseskefuld begejstring i skolens køleskab, der kan tvinges ned i halsen på succesallergiske jeronimuser?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Tag dig sammen Lars. At problematisere fokuset på at blive udgivet handler om at fokusere på kernen af det arbejde man som forfatter, som digter står midt i. Bogen er en vare og spiller i sit eget irrationelle system, med sine egne mekanismer for udgivelse, for anerkendelse. Det litterære arbejde med sproget, med fortællingerne er en del af virkeligheden. Og ikke et eller andet arbejde, der nødvendigvis skal ende ud i en udgivelse. Det er pinligt at du ikke kan se det fornuftige i at problematisere måden bogen bliver hypet, måden selve bogudgivelsen flytter fokus fra det centrale i forfatterarbejdet på (fordi man som elev på forfatterskolen kan være et sted hvor man slet ikke er afklaret med, hvor man selv vil hen). På en forfatterskole bør der være ro omkring arbejdet med teksten. Derfor er det vigtigt med en ro omkring ideen om at debutere. For den enkelte kan det være nice, men det er sgu nedern at blive betragtet som en stjerne på en institutions skuldre (som du pinligt gør dine unge hvedekorns-digtere til). Jeppes tilgang til arbejdet på en forfatterskole virker på mig grundlæggende sund. Alt i vores tid skal kvantificeres og gøres målbart i forhold til nogle parametre der mest af alt handler om salg. For mig at se er det litteraturen som en kunstart jeppe er inde og forsvare overfor litteraturen som underholdning som produkt. Det klæder dig ikke at være fortaler for pral, hurtig hype, overfladisk underholdning. Men whatever. Din tilgang gør litteraturen ensartet, arbejdet med skriften doven. Sådan oplever jeg det. Kritisér varegørelsen af litteraturen.
SvarSletKære anonyme
SletDet litterære arbejde med sproget bliver vel en del af virkeligheden ved at forfatteren på et tidspunkt gør sig færdig eller giver fortabt og forærer det (for et symbolsk beløb, til ham, fra forlag/ læsere)) til verden ved at publicere det, som flyveblad, i et tidsskrift/en antologi eller en decideret bog, hvad der nu passer eller lader sig gøre. Og hvis forfatteren har gjort sit arbejde med integritet og dedikation og ambition (og har TALENT) og gennem udgivelsesprocessen ikke har solgt ud, men indgået i en kritisk dialog med sin redaktør eller bare har regeret enevældigt, så har jeg altså virkelig svært ved at se det automatisk problematiske i den varegørelse og kommercielle og kritiske hype, bogen bliver offer for bagefter, eller se forskel på varegørelsen i overgrund og undergrund. Og nævn mig en (vigtig) forfatter, der ikke udgiver bøger; faktisk er der vel en paradoksal regel om, at de mest værkproblematiserende forfatter udgiver flest bøger! Rasmus Halling, Thykier, Glenn C fx. Jeg synes ikke, man på Forfatterskolen skal have fokus på at udkomme på Gyldendal, men jeg synes godt, man ved siden af det rent processuelle, eksperimentelle arbejde må have fokus på transporten/springet derfra til værk (manuskript kalder de det vist) og publikation. Og skal der nødvendigvis være ro på det hele, arbejdet med teksten, ideen om at debutere, uro har også sin funktion. Jeg er med på den nemme hype-mekanik omkring ungdom og debuter, men hvorfor kan den ikke bruges i det godes tjeneste, når det er gode tekster og bøger, det handler om? Hvorfor er det nederen at blive betragtet som en stjerne på en institutions skuldre, og hvorfor er det pinligt at jeg råber op om de gode (ja, ofte unge (men empirisk er de fleste også unge)) debutanter i Hvedekorn, hvad er det for nogle fornemme skår, der går af dem eller mig? - når jeg er og får lov til at være totalt kompromisløs (herunder aldersblind) i selve redaktionsarbejdet. Jeg kan godt lave et hurtigt hype (men gør det altid kun på noget jeg synes er for alvor fremragende (herunder fremragende underholdende eller fremragende ulæseligt og uforståeligt), og jeg skammer mig ikke over det, men ingens hukommelse er elefant-dybere, intet og ingen bliver nogensinde glemt af mig. Jeg bliver sur og ked af det, når du mener, jeg gør litteraturen ensartet og arbejdet med skriften doven; jeg tripper med hele mit hjerte på litteraturens vitale forskelle og illuminationen af dem, det er støjens endnu mere urolige kærne!
kh
Først og fremmest vil jeg gerne undskylde at fare så hårdt frem uden at give mig til kende. Det er dårlig stil. Men sådan må det desværre være.
SletLangt hen af vejen kan jeg godt følge dig, Lars. Mit problem er bare måden du angriber - eller ligefrem gør grin med? - Jeppe Brixvold. Brixvold har en god pointe, i og med at en forfatterskoles primære fokus må være selve arbejdet med litteraturen (og med den danske forfatterskole i tankerne, litteraturen som kunstform) og den mangfoldighed af tankemønstre, skrivemønstre, erkendelser, fortælling, osv., der er knyttet til skriften. Dér synes jeg Jeppe har en prisværdig pointe ved at stille spørgsmålstegn til selve bogudgivelsen. At den enkelte udgivelse ikke nødvendigvis er målet i sig selv, men at man kan holde ens erkendelser knyttet til et større felt, filosofisk, politisk, identitetsmæssigt und so weiter. Det er altså åbningen for at tænke Forfatterskolen som et sted for Kunsten, som jeg ser og læser at du latterliggør. Det er dét jeg synes er pinligt. Det er dét jeg synes spiller med på en kvantificering af litteraturen. Og det er dét jeg synes er betænkeligt i forhold til din egen udviklingsscene: Hvedekorn. Og misforstå mig nu ikke. Det jeg tænker på, det jeg reagerer på er jo ikke din begejstring (den er vidunderlig!) men omfavnelsen (og det er en evig problematisk størrelse, fordi det selvklart OGSÅ er godt) af det unge (yngste) talent. Ved at hype det helt unge upolerede talent får du skabt en følelse hos andre unge talenter af, at de bør gå samme vej. Fordi det genuint taltenfulde rent faktisk er istand til at skrive alt. Det er dette som Hans Otto Jørgensen vel også pegede på, da han bedte forlagene om at holde lidt igen med deres opsnapning af unge talenter: lad dem nu lige finde deres egne ben.
Man har haft den samme problematik på kunstfronten, hvor elever på kunstakademiet er blevet samlet op af de større gallerier tidligere og tidligere. Det er problematisk fordi det unge talent bliver lokket ind i en fortælling om sin egen stemme, der måske (måske er den) måske ikke er fastlagt endnu. Derfor synes det problematisk når du hylder unge mennesker på 18-20 år som de nye store talenter. Og derfor er det problematisk at gøre folk til stjerner endnu inden de er debuterede.... fortsættes
fortsat...
SletDer er selvfølgelig alle mulige undtagelser, muligvis er Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhoff, Stine Pilgaard, Olga Ravn undtagelser. Måske er de ikke. Men jeg ser ingen grund til din latterliggørelse af Jeppe Brixvolds åbning for at det arbejde der bliver lavet på forfatterskolen også kan handle om andet end at få gjort en bog klar til bogmarkedet.
(selvfølgelig må bogen og bogudgivelsen være en central del af arbejdet på forfatterskolen) spørgsmålet er om man skal lave forfatterrobotter, eller om man skal dyrke tanken og erkendelserne til en større, en måske mere reflekteret litteratur (herunder arbejdet med alt det der ligger omkring litteraturen: verden).
Når det så er sagt, så ER den hypemaskine, der har været igang omkring debutanterne i den sidste tid været helt langt ude. Og usund. Der er en usund dyrkelse igang af enkeltforfattere (unge), der er ude af proportioner med virkeligheden. Du står for den ene halvdel af den, og så er der også den modsatte retning. Men i dén dyrkelse opstår der også en lede ved skrivearbejdet andre steder. Hvem har lyst til at skrive inderligt, nostalgisk, rytmisk og følsomt når de kan se, hvordan du behandler SUT? Hvem har lyst til at skrive verdensvendt og handlingsorienteret når de kan se, hvordan du lægger en gedigen digter som Lars Skinnebach på hylden? Hvor er alle digterne, mangfoldigheden af digtere henne? Det er dén udtyndning hypemaskinen også skaber. Det er simpelthen for surt at sætte sit ansigt frem.
Til sidst: det er sikkert også noget med holdninger til verden: pral er for de overfladiske. At prale og konstant gøre reklame for sine og sit er anstrengende. Det der mangler er imødekommenhed, åbenhed, en kritisk læsning, refleksion og skrift. Litteraturen kan også være et sted for langsomheden, eftertanken osv. For hvad stiller man op når et ambitiøst værk som Lars Frosts Skønvirke allerede er nær-glemt, når tidligere nævnte Brixvolds mægtige bog, Forbrydelse og fremgang, allerede er glemt og borte? Hvem tænker på Naja Marie Aidts seneste digtsamling? Det er dét der er grundlæggende galt. Tingene skøjter og glider afsted i hypes. Indimellem står det hele i loops. Men det ER trist at det ikke handler om litteraturen.
Kære nødvendigvis anonyme (det må have været hårdt for alle de nødvendigvis anonyme dengang der ikke var blog-kommentarfelter at komme anonymt til orde på)
SletHvad er det for en ekstremt implosiv for ikke at sige skvattet digterspire, du fremmaner og/eller inkarnerer? Som korrumperes og forvirres og udkokses uhjælpeligt af hype og opmærksomhed og (angivelig præmatur - HVEM er udgivet for tidligt) - og som (her synes du selv at inkarnere typen) får lede ved skrivearbejdet af, hvad jeg og andre hyper og kritiserer, og som ikke har lyst til at skrive inderligt, nostalgisk, rytmisk (!?) og følsomt eller verdensvendt (forbudt 90'er-Lyngsø-ord forresten!) og handlingsorienteret, fordi jeg forholder mig skeptisk til SUT's poesi og Skinnebachs poetik. Herregud da! Hvad med lidt mandsmod og kvindelist? Dette hypotetiske skvat ligner da heller ikke nogen af unge og purunge talenter, jeg møder ude i virkeligheden. Ligesom ingen unge Hvedekornsdigtere er blevet ramt af destruktivt storhedsvanvid, fordi jeg (nøje doseret - jeg udnævner ingen til nye Rilker (indtil den nye Rilke faktisk ankommer), som Zangenberg dagligt gør i Politiken (hvilket de unge heller ikke tager skade af, de tager i det hele taget sjældent skade (af den slags!))) har rost dem i brev og på hjemmeside og inviteret dem til oplæsning og optræden/interview på dr.dk - hvis de bliver noget, bliver de glade og opildnet (til at skrive videre), og det er faktisk meningen. Jeg vil meget gerne forestå et prale-kursus for rektor og lærere, den gode pral nærer sig på ægte og retmæssig stolthed, og Forfatterskolen bør vandre langt mere stolt i deres cowboystøvler, forpulet pavestolt! De forfatterskolelever, jeg er/har været bekymret for, er ikke dem, der er (for) ivrige og glade efter at skrive og udgive værk, men dem, der er (for) skeptiske og forgrublede i forhold til at skrive og udgive, for slet ikke at tale om at skrive og udgive værk, hvor den kritiske refleksion er blevet bundløs, og helt konkret er skrift altså overflade. Og hvem er det der glemmer Skønvirke, Forbrydelse og fremgang og Alting blinker, det er ikke dig (der så bare ikke kan huske Aidt-titlen), og det er ikke mig, og hvad er så problemet, og hvorfor så denne evige bekymring? FUCK BEKYMRING! (jeg latterliggør ikke Jeppe, jeg er bare så ualmindelig træt af denne evige, på litteraturens og dybsindighedens og langsommelighedens og kedsommelighedens vegne bekymrede attitude, fordi den i bund og grund er en MORALSK attitude: Frivolitet skoses og sættes i skole. FY!). Så meget god litteratur skrives og udgives, synes jeg, og noget af det bliver tydeligt i mediernes hype og noget af det glimter frem anderledes ydmyge steder som fx blogs og WA Bøger (tjek min Flemming Lund-anmeldelse fra i fredags, han er outsider alle steder) - lad os hviske og råbe så godt vi kan, hvor vi står, også og især når vi står mellem to-tre stole, mindst!
kh
Kære Lars; Jeg tror ikke vi kommer nogenvegne med dette. Der er to ting jeg taler for. Det ene er den samme som caspereric herunder peger på, at jeg havde forstået Jeppe Brixvolds udtalelse om, at forfatterskolens fokus ikke nødvendigvis bør være at gøre eleverne i stand til at producere bøger på stribe til markedet (fordi litteratur og arbejdet med den også handler om alt muligt andet, kan udtrykkes i andre former osv.). Det tror jeg egentlig ikke du er uenig i (og derfor synes jeg det er underligt at gøre Jeppe til en halvmuggen og bekymret for litteraturens vegne)?
SletI forhold til dette digterskvat du peger på (som et mandligt? digterskvat jeg skulle repræsentere) er det da for hulen vigtigt at det OGSÅ kan være der? Din reaktion her viser i al sin tydelighed, at ingen (og slet ingen ung-ung digter) har lyst til at stille sig et andet sted end dér, hvor din begejstring sejrer (man skal skamme sig lidt fordi man tager dine ord for nært? Når man ikke er modig nok?). Det kan jo være (lad os håbe det) at jeg tager fejl og kun spejler et billede, jeg selv tegner af situationen. Lad os håbe på det sidste og og måbe i de lysende talenters skrift.
hej. jeg vil bare lige indskyde mht. jeppe brixvold (uagtet hvilken diskussion det nu har affødt), at jeg opfattede problematiseringen af 'bogformatet' meget mere som en åbning imod andre formater også og andre muligheder for 'produktion' fra Forfatterskolen - altså som opgør med ideen om at 'bogen' nødvendigvis skal være udtryksform - hvilket jeg egentlig synes virker som et forsøg på ikke at stagnere i dogmer om 'hvad litteratur er' (og jeg tænker også at det er i denne forbindelse man skal knytte an til det der lidt rodede noget med identiteten)
SvarSletiø. kan jeg indskyde at jeg ikke føler det har været 'problematisk' overhovedet at have været trykt i hvedekorn, og det er ikke min opfattelse at andre jeg har snakket med 'har det sådan'. én kan som 'ungt menneske' blive en smule ked over denne her konstante afmagt og hang til egocentrisme som 'vi' får skudt i skoene. føler mere når jeg snakker med nogen der skriver at der er en seriøs men ret afslappet og 'solidarisk' stemning - at det handler om at lave noget svedigt
Kære Lars, anonym og Caspar
SvarSletJeg kan ikke finde reportagen, kan nogen linke til den? Men ud fra LB’s referat må jeg sige, at jeg også synes det lyder som en behagelig og sympatisk udmelding fra Jeppes side, og ikke som en problematisering af de bøger, der er udkommet og som er gode. Jeg kan godt forstå begejstringen ved, at en ung forfatter, som man har fulgt og måske endda er venner med, debuterer, at man gør reklame for hinanden og på den måde viser velvilje, både på et kunstnerisk og venskabeligt plan. Det kan jeg godt forstå, at LB og andre har lyst til. Jeg synes heller ikke, at den praksis per definition får bøgerne (og forfatterne) til at slå over i varer, det er nok et mere flydende og omskifteligt fænomen, som man når både at være og ikke-være mange gange i løbet af forfatterskab- og liv. Men, jeg synes nu alligevel ”Fuck bekymring” er et stærkt udsagn. Jeg synes det er vældigt svært og vanskeligt at gå på en skole, hvor det forventes, at jeg skal producere en vigtig og vedkommende bog indenfor de næste to år. Som det er nu, tror jeg ikke det kommer til at ske. Og så alligevel, forestiller jeg mig, at det kan ske, at jeg udgiver den, og mine venner siger tillykke og den får én pæn anmeldelse, og at jeg er meget lettet og giver den til min faster og morfar osv. Hvorefter jeg starter forfra med at gå på biblioteket og sidde med min computer og stirre ud af vinduet, og gå til fester hvor jeg skal fortælle folk om hvordan det går, og se dem være først entusiastiske og så lidt slukørede, når jeg siger det går vildt langsomt. Der bliver den hype lidt ligesom, at nogle andre kommer og tisser i dine bukser, det synes jeg, også selvom de mener det godt. Jeg tror jeg synes, en hype må have en retning, at hvis man udviser begejstring overfor bøger, må man også give dem tid og opmærksomhed efterfølgende, følge sin egen begejstring til dørs måske. Ellers bliver det meget hurtigt et vildt stress moment, at vi skal ”synes godt om” på en offentlig måde, hver eneste gang, en ven producerer noget. At dette ”synes godt om” er en lynhurtig handling, men alligevel en handling, som også kan mærkes, når den udebliver.
God søndag.
KH Lea
P.S. andre og eventuelt kollektive udtryksformer, tidsskrifter, pamfletter m.m., som kan produceres hurtigere og måske undervejs i et større skriveprojekt, tænker jeg virkelig gør noget godt for at nedbryde forestillingen om forfatteren, der kun arbejder i ensomhed og med sit eget og isolerede Værk. At disse mindre og fællesprojekter også anerkendes fra f.eks. Jeppes side som en vigtig og ligestillet praksis overfor den store Bog, er først og fremmest en kamp mod den ensomheds-forestilling, tror jeg.
SvarSletKære Lea
SletBekymring for min egen skrivning og eventuelle kommende bøger, eller hvad det kan blive til, har jeg SÅ MEGET og sikkert mere end nogensinde (for første gang siden 1987 har jeg heller ikke et forlag (men heller ikke et manus ...)). Dér bekymrer vi os skulder ved skulder! Den bekymring, jeg siger fuck til, er den jeronimusagtige bekymring for, at litteraturen og bogen er i fare for at blive hypet og varegjort og vulgariseret ihjel. Det er den aldrig! Og netop det vide felt af publikationsmåder og -områder (herunder BLOGS som din og min), som du fremhæver, at Jeppe fremhæver, er da en så forjættende slagmark og sandkasse som nogen. Og helt enig (et rigtigt omfavne-svar udvikler det sig til, beklager!) i elefant-forpligtelsen i et/en kænguru-hype: kritikeren må tage sin begejstring på sig (som en kamelpukkel)! Og så længe jeg jævnligt må læse og høre (og trykke) tekster af dig, kan jeg godt vente på en bog, men ikke for evigt.
Og så lige en eftertanke tilbage til det oprindelige Jeppe-citat - dér hvor det tipper er, da han på den ene side fremhæver alle disse andre, ligeværdige udtryk/medier og så på den anden side sammenligner de 100 middelmådige bøger med det ene mesterværk, hvilket jo totalt bekræfter bog/værk-dyrkelsen, bare på et hyper-aristokratisk, højere plan: I små Forfatterskoleelever skal ikke tro, at I er klar til at levere et mesterværk indenfor nogen overskuelig fremtid, så I må hellere NØJES med at lave tidsskrifter og blogs, indtil I kommer til skelsår og alder; derfor driller jeg ham med hans to (glimrende) romaner som 22-årig.
kh
Well said Lea!
SvarSletPs. planten med de orange bær er blevet kæmpe stor i min vindueskarm, jeg ser den hver morgen ved siden af citrontræet og gider ikke have en yndlings!
knus Caroline
Kære Lars
SvarSletNu har jeg fundet reportagen i Politiken, og jeg tænker fortsat at jeg ikke forstår JB's bemærkning som en jantelovs-agtig bemærkning til os, men ligeså meget en respekt for, at man som ung forfatter kan have brug for - og gavn af -at vente med at søsætte et stort solo-bogprojekt, og få langt mere ud af samarbejder med andre. Den erfaring kan man vel netop gøre sig ved at debutere tidligt og senere tænke: Der var ikke nogen grund til at jeg skulle markere mig på denne måde så tidligt, set i tilbageblik havde jeg hellere ventet og udgivet en bog, jeg bedre kan stå inde for i dag. (Om det specifikt gælder for JB's bøger og hans følelser omkring dem ved jeg intet om, jeg gætter bare på at det kan være en forklaring.) Og der skal blogs eller tidsskrifter netop ikke ses som en nøjsom, på-vej-mod-bogen-beskæftigelse, men noget, der har berettigelse i sig selv og i sin snakkesalighed er langt mere repræsentativt for en forfattertilværelse end den færdige bog. MEN, selvfølgelig skal rigtige bøger ikke udskydes i det uendelige, fordi de kan blive bedre. Det kan de vel altid. Jeg tror bare jeg vil sige, at jeg forstår og hilser velkommen denne tanke om tålmodighed og samtale som sidestillet med den sjældne, omend tilbagevendende gang, hvor der udklækkes større solo-ting.
Og hvad angår begejstring: Begejstring er godt, og det skal du ikke undskylde. Det handler om, tror jeg, at det er mere spændende med længere læsninger/diskussioner af værker, end den rendyrkede, kortfattede fejrende bekendtgørelse, at nu kommer den og den fortræffelige bog. Det første udelukker selvfølgelig ikke det andet, jeg tænker på, at der må gå en del af alles tid med denne super kortfattede-hype, som jeg tænker ikke er så spændende og egentlig også er med til at få forfatteren til at blive ganske nøgen: NU er du i søgelyset, NU er du ikke. Hvad angår din egen stress/ bekymring tænker jeg, at den også må blive forøget af denne hype-tendens (som ikke kun er din), som kommer til at handle om, HVEM, der publicerer de spændende tanker, frem for hvilke spændende tanker, som florerer, som du læser, og som vel på den måde allerede er på vej til at blive dine også.
Alt godt KH L
OG Caroline, dejligt med de orange bær! Jeg glæder mig til at tale mere om manglen på yndlings. KH L
SvarSletTil Lars, Lea og andre:
SvarSletJeg har ikke læst den pågældende artikel, men enten er journalisten virkelig løbet med en halv vind eller også har du Lars mod bedre vidende set dit snit til at forny et fjendebillede af mig, som vist har mere med dig end mig at gøre: Jeg skal kaldes en jeronimus og forgrublet moralist for at du kan komme til at fremstå som sund, glad og frisindet, du må føle dig presset for tiden, og så gider jeg ikke sige mere om det.
Men hvad jeg vil sige - det føler jeg mig nærmest forpligtet til - er, at jeg på ingen måde har kritiseret nylige debutanter fra Forfatterskolen. Jeg har ikke engang kritiseret mediehypen, som jeg vist lige som de fleste andre kan se både godt og dårligt i.
Hvad jeg først og fremmest talte om på Testrup var, at bogen - som medie betragtet - ikke behøver være den eneste kanal for litterær kunst. Jeg forsøgte at pege på to områder, hvor jeg mener, at Forfatterskolen bør sætte ind med en slags grundforskning: grænsezonen mellem litteratur og konceptkunst (bl.a. på nettet) og grænsezonen mellem litteratur og musik/lydkunst. Det gjorde jeg ud fra den simple erkendelse af, at der skabes meget god litteratur i disse områder, men at vi ofte mangler et kritisk/æstetisk vokabular til at diskutere, hvad det er der sker, og hvis ikke Forfatterskolen skal forsøge at finde dét, hvem skal så?
Det var altså ikke tidsskriftsarbejde, blogaktivitet, performative former osv. som en slags forarbejde, træning eller lignende for unge talenter, jeg talte om, men at der findes nye former for litterær kunst, som er fuldt ud lige så gyldige som bogen og lige så mulige områder for en litterær praksis. Og i den sammenhæng sagde jeg så, at jeg ikke ville måle en nyuddannet forfattereskoleelevs "succes" på, om vedkommende skrev en bog. At jeg f.eks. hellere ville have én ny original litterær hjemmeside end ti konventionelt "gode" bøger. I og for sig ville jeg gerne helt have undgået den slags sammenligninger, men visse folk i publikum = Anne-Marie Donslund og Christina Englund reagerede meget kritisk på ideen om, at det ikke var vigtigt, hvor mange bøger, der kom ud af Forfatterskolen, og så var jeg nødt til at understrege, at jeg faktisk mener, at bogformen kun er en blandt mange mulige, at litteraturen som kunstart ikke bør begrænses til bogmediet, og at det derfor på en måde ikke er så vigtigt præcis hvor mange BØGER der kommer fra Forfatterskolen. Jeg sagde dog samtidig, at op imod 70 % af skolens elever jo faktisk ender med at udgive bøger, hvis det er stolthed nok.
Ideen om det ene mesterværk, som er højt hævet over "de små Forfatterskoleelever" - en idé Lars skyder mig i skoen i sit forsøg på en feberredning i sit sidste indlæg - har intet med sagen at gøre, og jeg har aldrig sagt eller ment noget i den retning. Mit ærinde var, som det forhåbentlig er fremgået, at tale om en generel udvidelse af det litterære felt, som Forfatterskolen også bør reagere på; at reaktionen også kan ske at komme til at rokke ved bogens symbolske overhøjhed i det litterære system, dét var så langt jeg gik i min kritik af bogen, og intet af alt det havde sådan set noget at gøre med forfatterskoledebutanter eller mediehype.
SvarSletI øvrigt opfattede publikum også mit udsagn i dén retning, og diskussionen der fulgte handlede slet ikke om Forfatterskolen, men om bogen som størrelse. Per Aage Brandt pointerede bl.a. at visse af modernitetens største forfattere havde haft modvilje mod bogmediet, Borges var hans eksempel, man kunne også pege på Dickinson eller Schwitters; de har altså ikke bare været i stand til at fucke bekymringen, som Lars siger, og det kan jo have noget at gøre med, at bogens overhøjhed repræsenterer et særligt kulturelt magthierarki, som i det mindste kan fremkalde tvivl, hvis man f.eks. bedre kan lide fortællinger eller digte. Er det ikke en overvejelse værd? former fra før det borgerlige gennembrud og før de borgerlige kunstinstitutioner, mindre former, mindre formelle former, som næsten kan opfattes som i opposition til bogen? Vi behøver altså ikke tænke i nye litterære kanaler for at se bogen som en slags institution, som ikke kun er venlig, vi må da vel for fanden i det mindste tænke over disse sager i stedet for blot at reproducere bogen betingelsesløst? Lars?
Caroline Bergvall havde også en interessant kommentar, nemlig - til Anne-Marie Donslund - at, hvis kulturen (kunstinstitutionerne, pressen, højskolerne osv.) insisterer på at opfatte bogen som litteraturens kunstneriske manifestation nr. 1, så kan det også komme til at forsinke de andre litterære udtryks udbredelse. Dels vil det måske afholde unge talenter fra at gå imod de andre udtryk, fordi de aldrig bliver set eller i hvert fald aldrig værdsat som "ordentlig litteratur", men endnu mere vigtigt, så vil pengene også stadig gå til bogforfatterne. Selv om man jo ikke skal begynde at nedgøre bogen som medie - og det er der da vist heller ingen der tænker på at gøre - så kan man altså godt kritisere dens symbolske primaritet over de andre former, det er bare det.
Og til Lea: Som sagt handlede mit indlæg faktisk ikke om, hvad en ung forfatter bør gøre eller ikke gøre, om at vente eller ikke, om tidsskrifter eller ikke, det må folk egentlig selv finde ud af, synes jeg. Jeg gav indlægget - i et panel med repræsentanter for fire forskellige skrivekurser - for at sige noget om Forfatterskolen som institution, dens rolle i offentligheden osv., og talte slet ikke om undervisning eller elever. OG jeg skammer mig ikke over mine egne to tidlige bøger, faktisk holder jeg mere og mere af dem, overraskende nok, for sådan har det bestemt ikke altid været.
VH Jeppe
Okay, hvor skulle jeg ikke bruge tid på det her, men et lærestykke i journalistisk forvridning (citeret fra Lars' første mopsede post):
SvarSlet"Jeppe Brixvold mener, at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. [Ja, dette er jo for så vidt rigtigt nok.] De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance eller noget helt tredje. [Dette gør ondt helt ind i sjælen, alene udtrykket "bruge deres kreativitet" er så uhyggeligt grimt, det kunne jeg aldrig have sagt, men bortset fra det, er det altså hele ideen om andre litterære udtryksformer, som trivialiseres og forsøges pakket ind i den nu opståede hovedlinje i argumentet (journalistens hovedlinje, ikke min), at eleverne ikke skal skrive bøger]. Han ved godt, bogen er identitetsdannende for eleverne [ja, jeg brugte ordet identitet i forbindelse med en generel bemærkning om den kulturelle logik at vi skaber vores identitet på produktivitet - netop i kunsten, sagde jeg, bør man måske ikke følge denne kvantitative logik - i stedet lyder det nu som endnu en nedladende, formynderisk bemærkning om eleverne], men efter hans mening er det et problem, hvis skolen fokuserer for meget på, at der skal komme bøger ud af undervisningen. [Ja, her vender han tilbage til noget, jeg godt kan have sagt, det er netop et problem, hvis Forfatterskolen følger en ydre logik om f.eks. bogproduktivitet som et entydigt gode - når det nu er en kunstskole, det handler om, som efter min mening bør tilskynde til at man finder sin egen logik i tingene].
Lars, du er ikke bare en lort, du er også en røv for at stjæle min tid på dit vrøvl.
Alligevel må jeg til sidst sige: Den tanke om samtale, blogs, fællesarbejder mm. som noget ligestillet med bogproduktion f.eks., som Lea taler om, var ikke noget, jeg kom ind på i oplægget, men jeg er vist overvejende enig. Faktisk læser jeg netop nu Gunnar D Hanssons "Var slutar texten?" (Litterär gestaltnings skriftserie N:o 10, 2011), hvor det store titelessay omhandler det; vidt omkring er essayet, omkring overgangen fra oral litteratur til skrift, mundtlighed/skriftlighed i det skrevne værk, en svensk runesten og Finnegans Wake, frie italienske akademier/universitet, højskolebevægelse/magtsprog, alt sammen for at spørge "hvor slutter teksten"? På sidste side i bogen, eller principielt aldrig, et eller andet sted i samtalerne? Men hvornår begynder så teksten? Når man læser den første side eller et eller andet sted i samtalerne? Men hvorfor så foretage en skelnen mellem disse aktiviteter? Det vedrører altså hele værkbegrebet, og Hansson er ikke som jeg ser det ude på at udrydde værkbegrebet, slet ikke, nærmere at gentænke værkets forhold til alt det, vi normalt ville placere uden for værket. Nogle medieforskere, Torontoskolens Walter J Ong f.eks., taler åbenbart om en "sekundær mundtlighed" i forbindelse med computerens æra, altså en slags forbindelse tilbage til tidlig mundtlighed hen over århundreder af skrift - dén køber Hansson ikke helt, men begrebet "samtale" er i hvert fald vigtigt for ham som beskrivelse af en ny litterær situation. Litteratur uden linjeslut, siger han et sted.
SvarSlet10 gode grunde til at nedlægge forfatterskolen (der aldrig burde være oprettet!):
SvarSlet1) Danmark er for lille til den slags. Den skaber skævhed og centralisering.
2) Den skaber en selvbestaltet elite-klike eller et parnas og resulterer i, at andre forfattere ikke anses som lige så 'ægte forfattere'.
3) Den ligger i København - som alle andre større kunstinstitutioner - hvilket er symtomatisk for Københavns forhold til resten af riget.
4) Den skaber, trods alle påstande om det modsatte, en ensretning af den danske litteratur, fremfor ægte divergens.
5) Den var ikke tænkt som en statsstøttet og autoriseret institution fra starten - og burde aldrig være blevet det.
6) Eleverne har 'lettere' ved at få udgivet værker på 'anerkendte' forlag, blot fordi de har været elever på skolen.
7) Man optager alt for mange elever ad gangen og 'oversvømmer' dermed markedet med 'forfattere'.
8) De litterære resultater af skolen virke er ikke dybt originale, udfordrende eller sære og svære, men derimod mainstream og markedsorienterede på bekostning af kunstnerisk kvalitet.
9) Skolen er SU-berettiget, hvilket resulterer i, at en del ansøgere blot søger ind, for at få tiden til at gå og få en hurtig uddannelse (konstateret ved selvsyn!) Alt for mange middelmådigheder er resultatet.
10) Det er alt for bekvemt for anmeldere og andre professionister kun at beskæftige sig med skolen og dens elever - og skide på, hvad resten af forfatterne beskæftiger sig med. En hurtig gennemgang af omtaler og anmeldelser på InfoMedia vil uden tvivl afsløre, at der bruges langt mere spalteplads på forfatterskolen og dens elever, end på resten af det litterære miljø.
Hermed gives udfordringen videre: Nævn 10 GODE grunde til at forfatterskolen overhovedet burde findes.
Kære Anonym; det er en pinlig optegnelse af ti anklager mod forfatterskolen. Dybt upassende og uforklarligt. Men lad mig, som tidligere elev (og som en der kun kan tale for sig selv) prøve at give ti grunde til at en skole som forfatterskolen er en unik ting i Danmark.
Slet1. Danmark er så lille land, at hvis man politisk ønsker, at der findes et sted, som både arbejder praktisk og teoretisk med litteratur, med selve skrivehåndværket samtidig med at man holder gang i den samtale litteraturen er, er man nødt til at skabe vilkårene, fx. igennem en skole som forfatterskolen.
2. En skole, der arbejder med litteraturen som kunst, vil let kunne anklages for at være elitær. Spørgsmålet er om det ikke snarere er anklageren, der føler sig bedre end de få, der insistere på, at litteratur kræver samtale, at litteratur er en kunstform?
3. Der kunne med fordel skabes flere forfatterskoler i Danmark. Det er rigtigt at centralisering rummer mulighed for en masse problemer. Derfor er det også smukt, at der er etableret en række FGK'er rundt omkring i landet: Esbjerg og Holstebro, fx.
4. En forfatterskole er et sted, der skaber viden om skrift, både den praktiske skrivning og skriften man læser. På den måde kan en forfatterskole være med til at udvide den enkelte elevs syn på litteraturen og dermed modvirke kortere trends. En forfatterskole er en del af et mangfoldigt litteraturmiljø.
5. Staten bør støtte en mangfoldig litteratur. Derfor bør der oprettes andre centre i landet, andre muligheder for at det litterære miljø kan blive endnu mere mangfoldigt. Samtidigt ødelægger en statsstøttet skole ikke, at andre kan skabe lignende steder for udveksling af skrift, andre skriveskoler, andre kunstskoler.
6. Elever vil igennem den korte uddannelse skolen er få styrket deres egen skrift, deres eget ståsted som forfattere. Derfor vil der naturligt være en interesse i forfattere med afgang fra forfatterskolen. Det er en naturlig følge af en skole, på samme måde er det med Dramatikeruddannelsen i Århus, med manusskriptlinjen på filmskolen. At have gået på fx. Forfatterskolen er ikke en fribillet til at blive udgivet. Ligesom man ikke er sikker på at få lov at skrive film når man har gået på filmskolens manuskriptlinje. Men det er selvklart at uddannelse gør en mere kvalificeret og øger sandsyligheden for at man også har noget at komme med.
7. Forfatterskolen er et sted, hvor man diskuterer litteratur på mange planer. Det er ikke nødvendigvis forfatter man skal leve af at være efter man har gået på skolen. Men jo flere, som kommer ind over arbejdet med skrift jo flere vil der være, der kan være med til at løfte udviklingen og afviklingen af det danske sprog, den danske litteratur. Flere skoler, der arbejder kunstnerisk med sproget ville være smukt. Ligesom det ville være meningsfyldt at staten fulgte de mange talenter op med forskellige former for støtte. Det kunne være jobs ude på folkeskolerne, på gymnasierne, hvor forfattere laver skrivekurser, læsekurser.
Slet8. Det litterære resultat af en toårig uddannelse kan være svært at afgøre. Skolen er en mulighed for at udvikle eleverne, at kvalificere litteraturen. Og giver eleverne en praktisk bund at skrive litteratur ud fra. Spørgsmålet er hele tiden, hvad god litteratur er. Det spørgsmål er en forfatterskole med til at give et bud på.
9. Skolen er SU-berettiget, hvilket - som på alle andre uddannelser - gør det muligt for eleverne at koncentrere fuldt ud på deres uddannelse, på deres arbejde med skriften, med litteraturen. Ligesom på andre uddannelser vil der være elever som bruger SU'en som et frirum til at skrive. Forfatterskolen er et af de dummeste steder at søge ind, hvis man bare ønsker at malke SU. For det første er det svært at komme ind. For det andet bruger man sine SU-klip ligesom på universitetet (og så ville det nok give mere mening at gå på en teknisk skole fx.).
10. Skolens succes må nødvendigvis slå igennem i det billede der bliver tegnet af forfattere i Danmark. Hvis det var sådan, at ingen forfattere uddannet fra skolen blev udgivet, at ingen forfattere uddannet fra skolen blev omtalt og rost i medierne, ville skolen være mislykket. Den succes er, at dens elever både markerer sig kommercielt og kunstnerisk (og nogengange på begge fronter: dét er imponerende!). Og ja, lad os få nogle flere centre, der arbejder professionelt og kunstnerisk med skriften: Det har du, anonyme ret i.
Når alle disse ting er sagt, skrevet, så ved den anonyme herover åbenbart ikke, at skolen ikke længere er på finansloven, at dens videre virke er i tipsmidlernes hænder. Jeg har aldrig forstået de her had-angreb på forfatterskolen. Selve angrebet er udtryk for at Danmark vitterligt er et meget lille land. Der er ingen, der forhindrer nogen i at skabe noget selv, en privat skriveskole, fx. Det har man jo fx gjort i filmverdenen med super16. Det er lidt som at være sur over at ens nabos køer er store og fede og velholdte, mens man selv har problemer med at få køerne til at spise nok. De mange forfattere gør det selvfølgelig sværere at være forfatter, hårdere at være forfatter. Man skal præstere mere, og det er et surt job. Det kan jeg med sikkerhed sige. Det er knokle-arbejde for næsten intet. Det er underligt med alle de her angreb på forfatterstanden, på forfatterskolen. Spørgsmålet er fx hvor meget mere staten giver til en forfatter, der skriver og arbejder professionelt med sit forfattervirke overfor fx en dansker på kontanthjælp. Forskellen er overraskende lille. Lad os derfor hylde alle de mennesker der bruger deres liv på at holde liv i vores fælles sprog og den mangfoldighed litteraturen kan være. (Påstanden om ensartethed er helt hen i vejret: hvor langt er der ikke lige fra Bjørn Rasmussens bog til Theis Ørntofts digte til Olga Ravns digte til Stine Pilgaards prosa til Hanne Viemoses prosa til Josephine Klougarts prosa til Rasmus Graffs litteratur til alle dem, man ikke opdager fordi det er benhårdt at komme igennem med den skrift man laver.
Kære anonym - tak for svaret og grundene og tillykke med din uddannelse. Det pinlige kan sagtens være sandt, det ene udelukker jo ikke det andet. Og det kan også sagtens være, at rønnebærrene er sure, so be it.
SvarSletHer er lidt kommentarer til de værdirelativiserende, positive grunde -
1) Hvorfor skulle man overhovedet politisk blande sig i frembringelsen af nye forfattere? Bare fordi magtapparatet har gjort det i tilfældet med billedkunsten (i tidernes morgen som udgangspunkt udelukkende for at glorificere samme), er det da ikke noget gode, at det samme gøres med litteraturen, vel nærmest slet ikke. Og Poul Borums intention var, så vidt jeg ved, heller ikke at skabe en statsautoriseret uddannelse.
2) Ang. prædikatet elite var det nærmest rettet mod det faktum, at den blot skaber en selvbestaltet klike, der sidder på og med flæsket. Og den VIL skabe (hvis den ikke allerede gør det) en underklasse af 'inferiøre, ikke udd. og aut. forfattere', der ikke er 'lige så meget' som flertallet (et flertal der jo desværre paradoksalt nok ved at blive skole-elever). Ang. anklagens motiv vil jeg blot sige, at litteraturens samtale selvklart er præmissen, men der er jo ingen grund til, at den skulle føres på forfatterskolens vegne, som det synes at gå imod... det er jo en forarmelse, ikke er berigelse af litteraturen.
3) Fuldstændig enig. Men alle skolerne skal være ligeberettigede i alle henseender.
4) Delvis enig. Men der er også en mulighed for, at den ikke bidrager til mangfoldigheden, men skader den, især i et lille land. Hvem ved, om det ikke var bedre, at hver forfatter selv dannede sine egne cirkler, fremfor at blive påduttet en?
5) Dette er egentlig en delvis gentagelse af 1), men mht. mangfoldigheden er jeg som nævnt i 3) enig. Faktisk er et af problemerne netop, at vi qua vores lidenhed kun har 1 (en) skole for forfattere (mod 3-4 kunstakademier), hvor vi burde have mange. Men alt for meget institutionalisering er heller ikke godt - og personligt var jeg hellere foruden nogen institutioner i det hele taget.
6) Jeg siger på intet tidspunkt, at det er en fribillet til udgivelser, blot at man som udgangspunkt ser mere favorabelt på manuskript-ansøgere hos ethvert skønlitterært forlag, hvis de også lige kan nævne at de er 'fs-udd.' på cv'et, end hvis der står håndværker eller hvad ved jeg. Og nej, i den ideelle verden BURDE der ikke være forskel på interessen for en eller anden forfatter, uanset uddannelse el.l. Heller ikke hos offentligheden/medier - men det er der reelt.
SvarSlet7) Ok, det troede jeg var ideen bag...hvad skal man ellers med en forfatterskole, hvis de færdiguddannede ikke praktiserer? Og hvordan skulle de bidrage til den danske sprog? Man kan jo ikke kaldes filolog eller journalist, bare fordi man er forfatter - måske avisdebattør eller tekstforfatter, men det kan de jo ikke alle være? Skolelærere - tja, hvorfor ikke, det ville da gøre en forskel i danskundervisningen, men desværre heller ikke have ret meget med forfattergerningen at gøre, skulle jeg mene. PS - skrev du AFviklingen af det danske sprog (sic)
8) Ja nemlig - man bliver ikke forfatter af et SU-berettiget kortere videregående uddannelse som forfatter. Det er ikke sikkert, man overhovedet VAR forfatter, da man kom ind, og det er slet ikke sikkert at man ER det, når man kommer ud. Luk lortet og spar skattekronerne til velfærdsydelser og overførselsindkomster i stedet, siger jeg. Spørgsmålet om hvad litt. er for noget kan man jo sagtens diskutere uden et fordyrende og besværende mellemled som fs.
9) (Se 8) Det er nok svært at komme ind, men når man så er der, behøver man til gengæld principielt heller ikke vise sig de næste to år, og man er sikker på at bestå og have noget pnt til cv'et, forfatter lyder immervæk bedre end murer - muhaha.
10) Forfatterskolen fylder for meget i det samlede billede af 'den officielle litteratur' i andedammen og det vil ikke blive mindre fremover, mærk mine ord. Og hvor bliver de kunstnerisk og fysisk store, tunge internationalt orienterede mesterværker af... Hvor er den danske Knausgård f.eks? Det er en distanceret, ligegyldig litteratur der kommer ud af forfatterskolen - den er skrevet i en boble og ikke i virkeligheden. Og ja, der er forskelle på forfatterne, men mere på skrivestil end på idé-indhold. De rigtige forfattere er lige præcis dem, der IKKE sidder i den sponsoropvarmede skolestue, men betler for kontanthjælpen, i udkanten af samfundet. Langt mere respekt for os, tak.
PS - at skolen ikke længere modtager direkte statstøtte, men tipsmidler (der jo hører under Kulturministeriet og altså alligevel er statslige) gør hverken fra eller til - efter adskillige års støtte har den formået at hage sig fast og vil desværre næppe blive nedlagt, trods dens karakter af kræftbyld på den danske litteratur.
Angående dette citat:
SvarSlet"2) Ang. prædikatet elite var det nærmest rettet mod det faktum, at den blot skaber en selvbestaltet klike, der sidder på og med flæsket. Og den VIL skabe (hvis den ikke allerede gør det) en underklasse af 'inferiøre, ikke udd. og aut. forfattere', der ikke er 'lige så meget' som flertallet (et flertal der jo desværre paradoksalt nok ved at blive skole-elever)."
Det er simpelthen forkert, at personer, forfattere eller ikke forfattere, uddannet fra forfatterskolen eller ikke uddannet fra forfatterskolen, skulle se ned på forfattere, der ikke er uddannet fra forfatterskolen.
Hvis forfatterens bog er god, så er det vel lige meget, hvilken baggrund, man har.
Det er i øvrigt også forkert, at personer, der bor i København skulle se ned på personer, der ikke bor i København. Jeg synes det er et næsten fjollet udsagn, selvom jeg gerne vil tage det alvorligt. De eneste Københavnere der ser ned på andre er vel 18-årige gymnasielever og whiskeymarinerede Hellerupfolk. De udgør jo sådan set ikke en by.
Det er også forkert, at det skulle gøre det nemmere at komme til, fordi man har gået på Forfatterskolen. Det bliver ikke nemmere at skrive, bare fordi man går på en skriveskole. Beklager min psykologiseren, men det lyder ofte til, at det generelle besværlighed og ubehag ved at skrive af den skrivende projiceres over på Forfatterskolen og dens elever i den tro, at de har det nemmere. Det har de helt klart ikke. At skrive er et slid, ligegyldigt hvad. Man er den eneste, der har ansvar for det. Det ansvar er der ikke nogen der overtager, bare fordi man går på en skriveskole.
Vi har en lang række fremragende forfattere i Dk, der ikke har gået på forfatterskolen (Julie Sten-Knudsen, Mette Moestrup, Naja Vucina for et nævne nogen jeg lige kan komme på), og det slår ikke et eneste skår af dem.
Det lyder måske lidt hårdt, men det lyder nogen gange lidt paranoidt, sådan som Forfatterskolen bliver fremskrevet som en elitær forfinet mørkemand, som for mig som gammel elev, og for mange andre, tror jeg, er så svært at genkende.
Mange hilsner
Olga
Det kan meget vel være en paranoid udlægning, men det skaber en ubevidst konsensus i 'den alm. offentlighed' om, at der er en særlig kvalitet over en forfatter, blot fordi vedk. har gået på fs - og hvis den holdning får lov at brede sig gennem hype og andre mediemetoder, som det synes at være tilfældet, vil det uvægerligt føre til en rangopdeling - og det har ikke noget med småsnobbet københavneri at gøre. Den geografiske kritik rettede sig udelukkende mod den typiske danske københavnercentralisering og dominans af landet, der desværre ikke opvejes af et jydsk (provinsielt) litterært og æstetisk kontrapunkt længere (som i 80'erne og bagud) -
SvarSletDet kunne måske være interessant at se på, hvor stor en andel af forfatterskole-elever, der opnår omtale i en eller anden form i medierne, i forhold til forfattere der ikke har tilknytning til institutioner? Der mangler jo desværre noget statistik på de materier, som ville kunne be- eller afkræfte nogle af 'fordommene'. Jeg vil dog sige, at forfatterskolen altid er blevet dygtigt forsvaret af dens elever - og hvem vil også skide i egen rede - til gengæld virker det mærkeligt, at ingen problematiserer eksistensberettigelsen (længere), men bare akcepterer at det skulle være vejen frem. Hvis vi har så dygtige forfattere, der ikke har gået på skole, i forvejen, hvad skal vi så med den? Har vi fået endnu mere super forfattere ud af det? Me think not... Desuden er der noget generelt suspekt ved, at man skulle kunne blive (en god) forfatter, blot ved at attendere en skole. Gammelt argument, I know, men det er stadig gældende.
Anonym: Jo mere du postulerer, at der skabes en ubevidst konsensus (en noget uklar betegnelse, den gør ikke just argumentet mere holdbart), desto mere skaber den sig selv. Det er netop kommentarer som din, der medvirker til at skabe en grøft mellem uddannet og ikke-uddannet forfatter, fordi du problematiserer det fra en vinkel, hvor litteratur uden for fs allerede synes at have kapituleret. Som jeg læser din kommentar, kan man ikke sidestille forfatter-hvervet på linje med andre hverv, fordi det hæver nogle over andre - jeg kan ikke se, hvorfor det ikke på samme plan som andre kreative uddannelser skal være en mulighed. Så er dramaturgi-uddannelsen, skuespilskolen og mediehøjskolen også elitære? Talentet er der jo i forvejen (forhåbentligt)- det er vel fair, at man er interesseret i at dele/diskutere det og give andre glæde af det (forhåbentligt). At søge ind på fs er et valg af studie, længere er den vel ikke. Der findes sikkert også mange dygtige uuddannede håndværkere og botanikere. Så kan man jo betvivle hele konceptet bag uddannelsessystemet.
SvarSletJeg forsvarer ikke hypen eller grøften (og jeg er enig i, at der er massere god litteratur uden for fs - og det virker heller ikke som om andre er uenige med dig i det), men det er jo op til dig som læser at vurdere værkerne og forholde dig kritisk til den hype du omtaler. Der er utvivlsomt større mediedækning af litteratur udkommet fra fs, men det kan du hverken beskylde institutionen eller eleverne for. Jeg synes i højere grad, at du skal rette din skepsis mod kritikere, medier og forlagsbranchen - om ikke andet forholde dig kritisk til udgivelser, omtale, hype, anmeldelser, etc. Som jeg ser det, er det dynamikken mellem sidstnævnte instanser og os som læsere, der skal sørge for, at grøften ikke bliver større og at det ikke nødvendigvis bliver et kvalitetsstempel at have gået på fs. Lad da eleverne skrive (forhåbentligt) gode bøger i fred. KH
Det tager jeg til efterretning. Det er en ubevidst konsensus, fordi den finder sted, men uden at blive nævnt.
SvarSletMåske burde de omtalte 'fag' egentlig heller ikke være indbefattet af statsstøtte per se, men det er de nu engang af div. historiske og kulturelle årsager. Det er anderledes med litteraturen - den har aldrig haft godt af institutionalisering og har alle dage kæmpet med den, fordi det er en friere kunstart, på alle måder. Og ja, alle de nævnte institutioner er netop høj-elitære, så hvorfor skal litteraturen også være det - kommer der bedre litteratur ud af det? Jeg tillader mig at tvivle...
Men iøvrigt er jeg enig i problematiseringen af hypen/grøften mellem medier (anmeldere) og fs m.fl. og selvfølgelig kan/skal man ikke klandre enkelte elever for evt. medietække, men nok institutionen - for den er jo (medvirkende) årsag til skævvridningen af dækningen af litteraturen her i riget. Og dertil kommer så de inkompetente, indspiste, ignorante, idoliserende, åndløse medier.
Og med disse betragtninger takker jeg for debatten og trækker mig tilbage til de ukendtes skyggeland.
Jeg kender dig godt. Stilen afslører dig.
SvarSletmen jeg kender jer ikke, så kunne i ikke godt sætte navn eller bare en gennemsigtig maske på, NF, Skriverjomfruen, JFK2 - ellers ved sgu hvor i bor
SvarSlettak
Jeg tror aldrig, jeg har læst en mere besynderlig blogtråd end denne gamle sag. For en gangs skyld vil jeg afholde mig fra at kommentere yderligere, blot lade den stå og glimte i al sin særhed.
SvarSlet